Pokémon Go – De særeste historier

Pokémon Go er blevet helt usædvanligt populært, og det har afstedkommet talrige sære historier om folk og deres forhold til spillet. Her er samlet en håndfuld af Martinus Juuls beretninger om Pokémon Go. Det er en fortsættelse af sidste uges historier. Beretningerne er hentet fra bogen “Fang dem alle. Historier fra 50 år med Pokémon Go: Et erindringsværk fra en samler”. Martinus Juul, KBH 2066.

——–

Ungdomsromanen ‘Lure-land‘ var Khalid Kazeems gennembrudsroman. Den følger hans opvækst og ungdom på gaden først som Pokémon Gåer og siden som Pokémon Spotter i en gadebande. Det er en barsk historie om en bander, stoffer og gadekriminalitet og om en tabt ungdom, der forsøger at tilkæmpe sig en plads i samfundet via Pokémon Gos niche-økonomi. For romanens hovedperson vender det først, da han en dag har det held at finde og opsamle en Pikachu. Historien afspejler Khalids egen ungdom, og romanen er elsket af både anmeldere og læsere, og Bornedal stod for en senere filmatisering af bogen, der blev kritiseret for at være for politisk. Khalid fortsatte sin karriere som forfatter med svingende succes, men hans historier om gadebander og Pokémons er altid populære, og Østre gasværks opførsel af romanen PokéGokraft som musical var en enorm succes.

——–

Under folketingsvalget forsøgte flere partier på at slå plat på Pokémon Go enten ved at lokke flere tilskure til med ‘lures’ eller ved at holde taler tæt på Pokestops og tårne, eller gøre det modsatte med rivalerne. For nogle partier forsøgte man at trække flere vælgere til ved at bruge Pokémon Gos infrastruktur, mens andre partier forsøgte at disrupte deres konkurrenters aktiviteter med helt samme tiltag. En ting var sikkert, ingen havde afklaret om det styrkede eller svækkede, om Pokémon Go trak flere folk til eller forstyrrede arrangementerne. Den valgte strategi blandt partierne afslørede derimod deres forhold til trends og teknologi. Til gengæld fik Pokémon Go-spillere forstyrret mediernes exit polls med deres erklæringer om at have stemt på team rød, blå eller gul (gul vandt valget ifølge de exit polls).

——–

Der skulle gå årtier inden Pokémon Go opnåede anerkendelse som sportsgren. Mange fans antog at med oprettelsen af E-Olympiaden (den elektroniske olympiade) i 2031 ville der ikke gå længe, inden man tog Pokémon Go til sig og gjorde den en anerkendt sport. Imidlertid blev spillet fanget mellem e-sport og sport, da mange e-sporttilhængere fandt spillet var en alt for fysisk aktivitet, og mange sportstilhængere fandt, at det var en alt for digital aktivitet, og selv i 2056 var det endnu ikke en accepteret Olympisk sport eller E-Oplympisk sport. Først med anerkendelsen af Quidditch i 2057, som en transmedial sport, hvor spillerne bruger de simple svæveplader forklædt som koste og virtuelle briller til at se snitchen med, fandt man en plads til Pokémon Go, som blev den anden anerkendte transmediale sport. I skrivende stund er der dog endnu ikke oprettet en TM-olympiade.

——–

“Kidnappet af Pokémon Go” lød overskrifterne, da Lisette Hansen dukkede op på forsiderne af adskillige landsdækkende aviser. Hun påstod, at hun havde været savnet i tre år, og at hendes kidnappere havde været Pokémon Go-spillere, der havde betragtet hende som en Pokémon, der skulle fanges. Historien var fra første dag besynderlig og stærkt betvivlet, om ikke andet så fordi hun stod frem i 2018, hvor spillet kun havde været fremme i to år. Journalisterne, der gravede i hendes sag, fandt frem til, at hun i flere år havde været en del af furry-miljøet, indtil hun for tre år siden blev ramt af en depression og forlod det. Det medførte en periode med dårlige vittigheder, hvor folk spøgte med, at Pokémon Go-spillere uden af stand til at skelne mellem virkelighed og fantasi jagtede Furries og cosplayers. Sagen tog en uventet drejning, da en gruppe unge mænd på Bornholm begyndte at overfalde midaldrende Pokémon Go-spillere. Under retssagen erklærede de, at de gjorde det for at beskytte folk mod at blive indfanget af spillet. Det kom efterfølgende frem, at de unge mænd var en del af den pensionerede pastor Frandsens menighed, og at han ved bønnemøder belærte sine menighedsbørn, at Pokémon var djævle, og at Pokémon Go-spillere var djævelens håndlangere. Da politiet ransagede et af menighedsmedlemmernes hjem fandt man planer om, at de ville kidnappe Pokémon Go-spillere og exorcere Pokémon-djævelen frem dem (og afinstallere deres app).

Det var før man affolkede øen og gjorde den til et naturreservat for både dyr og Pokémons. For at trække sidstnævnte til ombyggede man dele af øen til at afspejle de forskellige typer Pokémon-økotyper. Det påstås, at efterkommere af menigheden årligt holder et træf på en båd uden for øens kyster, hvor de forsøger at fordrive ondskaben på øen og velsigne det i kristendommens navn.

——–

Efterskolen ØsterRepos var den første efterskole til at bruge Pokémon Go som en del af skolens pædagogiske værktøjer. Børnene oplærtes i programmering, matematik og engelsk gennem App’en, da de skulle lære at arbejde med de algoritmer, der fordeler Pokémons, håndterer kampe og optimerer ens muligheder for at stige level og samle de bedste Pokémon. Dansk og historie blev udformet gennem Pokémon Go-dyrenes kulturhistorie, hvor dyrenes kulturhistoriske referencer skabte historie– og religionsfagets ramme, og udflugter blev arrangeret via spillets Pokéstops, hvor børnene blev hørt i de forskellige pokestops, som besøgte.

Kritikere af skolen anklagede den for at gøre børnene til Pokémon Go Furries. Anklagerne baseredes på en misforståelse af efterskolens aktiviteter, da man forvekslede Pokémon Go Live Action Roleplaying med Pokémon Go spillet. I førstnævnte klæder folk sig ud som Pokémons, som de andre spillere jagter med plastikbolde udstyret med velcro og GPS-chips. Sidstnævnte spiller de på deres telefoner.

——–

De første politikere til at gå til valg på en Pokémon Go platform var tre konservative borgmestre fra Fyn. De lovede at indrette genopladningsstationer til mobiler i det offentlige rum, at sikre offentlig wifi i hele kommunen, og indføre et netværk af stier, som kunne bringe gående let rundt i hele landskabet uforstyrret af biltrafik, samt at indføre flere Pokéstops i deres respektive kommuner. Den sidste del var der deres valgprogram væltede, fordi dette blev formidlet, mens de dansede Pokémon Go-dansen og forsøgte at synge (eller hvad man nu skal kalde deres kejtede mumlen) deres valgprogram – og udover striden med Niantic og Nintendo om rettighederne til dans og sang, som kostede de tre borgmestre store summer, så var deres sang og dans et viralt hit, hvor ingen tog borgmestrene alvorligt.

Det har længe været spekuleret, at kommunikationsfirmaet, som opfordrede til Pokémon Go-sangen og -dansen, var drevet af medlemmer af team gul, som en hævn for at borgmesteren af Svendborg havde favoriseret team blå, da Svendborgs nye torv blev indviet, og de fik lov til at indtage torvets Pokégym som de første, og at team rød var ligeledes blevet favoriseret ved indvielsen af Nyborg Ny Havn (både havnen og torvet viste sig siden at være en del af lokalplansskandalen, men det er en historie til en anden gang).

——–

‘Olsen banden fanger dem alle’ blev den anden danske spillefilm med Pokémon Go i en central rolle (Bornedals filmatisering af ‘Lure-Land’ regnes stadig som den første), som ikke kun forsøgte at opdatere Olsen banden til en ny tids samfundssatire, men også at recaste nye skuespillere i de klassiske roller. Det kom som ingen overraskelse at filmen floppede, og blandt kritikpunkterne var opdateringen af Egon Olsens famøse tirade, som blandt andet inkluderede ‘Hundehoveder, Hængerøve, Lodne Pikachus, Ynkelige Mystics, Evee-røve’, hvilket fik flere til at udvandre undervejs fra visningen i biograferne. Den på det tidspunkt aldrende Mads Mikkelsen som filmens skurk, der flere gange afbryder sine planer og skurke-monologer for at fange en Pokémon, var til gengæld en stor succes, og der eksisterer adskillige supercuts på ViaTube med netop de scener, og det er ikke usædvanligt at se folk cosplaye karakteren på Copenhagen Comic Con.