Earthdawn – Byen uden for hulerne

Efter en sommerpause er vi gået i gang med Earthdawn igen. Vi spiller med 4th edition-reglerne (udgivet via kickstarter), og vi spiller et ældre intro-scenarie, A Leap in the Dark, som handler om en af de isolerede underjordiske byer, som har overvintret åndestormen, der lagde verden øde, og som nu sender de første ekspeditioner ud for at se, om der er sikkert udenfor.

Siden sidst

De foregående episoder kan læses (del 1, del 2, del 3, del 4), eller du kan nøjes med opsummeringen:

Efter 400 år har man besluttet sig for undersøge verden udenfor. For 50 år siden sendte man en ekspedition ud, men de kom aldrig rigtig tilbage, og alt hvad man lærte var, at en Rædsel eller en dæmon havde slået lejr uden for porten til den underjordiske by, vores kaer, og nu mange år senere mærkes dæmonens indflydelse på kultister, som forsøger at ødelægge samfundet. En ny ekspedition sendes ud, men efter et døgns tid, vender den ikke tilbage – og en del af byrådet beslutter sig for at sende en ekspedition mere ud, denne gang bestående af lærlingene til den første ekspeditions medlemmer. De skal finde den anden ekspedition og melde tilbage. Sidstnævnte ekspedition er vores karakterer.

Uden for den magisk forseglede port, som er skjult bag en underjordisk flod, er et netværk af gange, som er beboet af underjordiske rovdyr og bevogtet af fælder. Vi slipper forbi disse ting, men er nær ved at falde i kløerne på en fortryllet krystal, som er sat op for at fange Rædsler – og der er liget af en Rædsel. I dette område finder vi også spor af kamp – der er med andre ord andre end os og vores mestre i hulerne!

Sporene fører til grotter med flere rovdyr, til gitterlåger og til en barrikader, der fører udenfor! Her har vi aldrig været før.

Aftenens spil

Gruppen er delt op i to. Den ene del fortsætter kort udforskningen af de tilbageværende huler, så vi er sikre på at kunne vende tilbage til vores kaer, kaer Ardanyan med efterretninger om verden udenfor, men vi ønsker at finde vores mestre og/eller få større klarhed i, hvad denne verden udenfor er, inden vi vender om og rapporterer vores fund. Hulerne rummer ikke yderligere, og vi sigter mod skoven, hvor de to andre befinder sig.

I skoven møder den anden del af gruppen en flok omrejsende mennesker, der er ved at bryde deres teltlejr op. De taler en fremmed dialekt (deres sprog har gennem de sidste århundreder udviklet sig i en anden retning end vores), men det bliver tydeligt, at de har boet ude på overfladen i det store udenfor i tre generationer, mens vi først nu har forladt vores kaer. Før åndestormen søgte hele byer ned under jorden i kaers, og befolkningerne fra disse er vendt tilbage, og de har genopbygget deres byer – og besynderligt nok er der også en by opkaldt efter vores kaer, Ardanyan, men hvem er de, der bebor den, siden vi ikke er vendt tilbage og har genopbygget den?

Efter at oplysninger er blevet udvekslet, fortsætter de fremmede mennesker på deres færd, og vores gruppe samles igen. Vore eventyrere døjer stadig med den åbne himmel, fraværet af mure og lofter, og at døgnet har en anden rytme i form af den enorme lyskrystal, som bevæger sig over himlen. Overalt er der træer i enorme mængder, større end vi turde forestille os, og selvom der er hele byer med folk, så er landet åbent og ubeboet. Så meget plads! Så meget træ – og ingen, der bevogter det!

Færden går nu mod Ardanyan, som bærer samme navn som vores kaer, og efter en dagsvandring kommer vi til enorme stenmure, der er bevogtet af elvere, og som omkranser byen. Trods vores fremmede sølvmønter accepterer portneren dem, og vi kommer ind i byen ved aftenstide. Gaderne er ved at være øde, men en flink sjæl peger os henimod en kro, hvor man lidt modvilligt tager imod betaling i form af magiske lyskrystaller, da vores beholdning af sølvstykker er faretruende lav.

På kroen lærer vi mere om byen, og dens indretning, men der er stadig ingen spor af vores mestre, der er ingen spor af kultister eller nogen tegn på den dæmon, der skulle være i nærheden af indgangen til vores kaer. I stedet kender man intet til vores kaer, men snakker om, hvordan orkhorder truer landet, og byen er et forsvar mod dem, og øglefolk bor langs og på floden, mens stenfolkene har særlige bygninger i byen, hvor de opholder sig (som er uden tag, så himlen er åben over dem).

På vejen op til den bygning, hvor vores stenfolk – Obsidimen mere korrekt – har planer om at overnatte og hilse på en anden obsidimand, og som vi har slået følge af lutter nysgerrighed (undtagen den ene trold, som sidder tilbage på kroen for at meditere og styrke sine kræfter), støder vi på byens smedje, og der bemærker vi noget sært. Den er opkaldt efter en af de få adept-smede fra vores kaer, og vi banker derfor på stedet, hvor en elver-smedesvend tager imod. Efter noget indledende forvirring går det op for smede-svenden, at vi er netop kommet ud af vores kaer, og derfor er ukendte med denne verden. Smeden bringer derfor byrådet på banen, da han nævner, at hans mester, byens smede-adept er medlem deraf, og pludselig genkender vi navnet i sit fulde omfang: Smede-mesteren er en af dem, der forlod kaer Ardanyan på den første ekspedition for 50 år siden! Smedesvenden får desuden bragt på banen, at byen blev grundlagt for 50 år siden – og det var en del af forvirringen, da byen for os er en gammel by, der stod her for 400 år siden, indtil vores forfædre forlod den for at gå i ly under jorden, mens byen for smedesvenden er ny, da den blev grundlagt for 50 år siden.

Tilsyneladende har mindst et medlem af den første ekspedition gen-grundlagt byen Ardanyan, og vedkommende er en del af byrådet. I stedet for at vende tilbage og lukke portene til vores kaer op, har han i stedet valgt ikke at lade nogen kende vores kaer. Var dæmonen uden for portene så en løgn (var liget ved krystallen i virkeligheden den dæmon, som har været død længe)? Hvem er så kultisterne, der truer samfundet inde i vores kaer? Hvem huserer i gangene uden for vores kaer – er det smedemesterens håndlangere? Hvad er der blevet af vores mestre? (Vi er rimeligt sikre på, at de ikke er nået frem til byen, da ingen i byen var vidende om dem eller om vores eksistens). Hvorfor blev kaeren ladt i stikken i stedet for at lukke folk ud? Vil byrådet lade os forlade byen, hvis vi afslører vores tilstedeværelse? Skal vi konfrontere byrådet eller snige os ud af byen for at bringe bud hjem?

Der er masser af spørgsmål i luften. Vi holder derfor for denne gang her, og fortsætter igen inden alt for lang tid.

Bemærkninger

Plottet udvikler sig! Det er sjovt at se, hvad der venter, og det er et åbent scenarie, så vi har mange muligheder at vælge imellem, og vi ser os omkring for at se, hvad der sker, og nu er der pludselig en udvikling i plottet.

Vi er også krydset over til ‘Det store udendørs’, hvilket både er lidt som i rollespillet Paranoias ‘Det store udendørs’ eller Mystaras ‘Hollow World‘, hvor man pludselig udsættes for et ukendt land, som afslører at det man ved, om sin egen verden ikke er helt sand – og vi har mange morsomme ‘Unbreakable Kimmie Smith‘ øjeblikke i vores spil.

Vi havde heldigvis ingen kampe, action-scener eller terningkast tunge scener denne gang, hvilket er en fordel for mig, da min karakter fortsat døjer med sit wound, som reducerer alle terningkast (og et skift fra f.eks. 1d12 til 1d10 kan mærkes, når man ruller mod sværhedsgrad 5). Selvom der var få terningkast, opnåede vi stadig nogle exploding dice, og det for som spiller en sjov mekanik, så længe den er i hænderne på spiller, da den giver mulighed for at rulle flere terninger. I hænderne på GM betyder det som regel bare, at ting spontant bliver langt værre, og det er mindre sjovt som spiller.

Vi fik dog heller ikke set nogen nye sider af regelsystemet denne gang, og selve XP-systemet er derfor ikke blevet udforsket nævneværdigt endnu. Vi har masser af point at spendere, men der endnu ikke været tid til det. Der er med andre ord nogle dele, som endnu venter på at blive prøvet rigtigt af.