Julekalenderen hiver fat i en endnu en tegneserie. Denne gang er det Elverfolket (ElfQuest), der første gang udkom 1978, og det var en af de første vestlige tegneserier til at hente sin tegnestil fra Japan. Historierne om Elverfolket har kør frem til i år, hvor forlaget Dark Horse afsluttede sin Final Quest storyline. Tager Elverfolkets ælde og udbredelse i betragtning har den fået utroligt få spinoffs i andre medier i modsætning til for eksempel Teenage Mutant Ninja Turtles, vi kiggede på den 3. december, men i lighed med TMNT fik ElfQuest i 80’erne et rollespil, og i lighed med TMNT var rollespillet bygget op over et eksisterende system. Velkommen til ElfQuest – The Roleplaying Game fra Chaosium (1984).
Rollespillet Basic Roleplaying Game er et universalsystem fra 1980, hvor karakterer har %-baserede færdigheder, som man skal rulle lavere end, karaktererne har et sæt Ability Scores på 3d6 skalaen (samme som i D&D), som ofte fungerer som kernen for en karakters Hit Points, Magic Points, Skill Points, Damage Bonus, og nogle gange også for karakterens færdigheder (f.eks. Dexterity x2 er nogle steder basis for Dodge-færdigheden). Basic Roleplaying Game er det første system, hvor alle karakterer er fuldt skill-baserede (f.eks. i modsætning til AD&D, hvor kun thieves og andre rogue-typer havde skills).
Basic Roleplaying bruges i en række forskellige rollespil, der alle har tilpasset reglerne til deres særlige genre (i modsætning til universalsystemer som GURPS, som ikke tilpasses de forskellige genrer). En af styrkerne ved Basic Roleplaying er, at man kan opfinde alskens færdigheder ved bare at navngive dem efter deres funktion (som vi så i eksemplerne fra Blood Brothers den 5. december).
Blandt de mange Basic Roleplaying Game-baserede systemer er Call of Cthulhu, Nephilim, RuneQuest, Stormbringer, Delta Green, Hawkmoon og Drager & Dæmoner – og så ElfQuest.
Grundbogen til ElfQuest ligger op til at man følger den overordnede historie fra tegneserien. Man begynder med at spille ulverytterne, som drager ud i verden og møder andre elver-stammer og langsomt lærer man Elverfolkets
historie at kende. Bogen har regler for at skabe karakterer fra andre elver-stammer og endog trolde og lignende, men det er i så fald noget man skaber senere i kampagnen, hvis en spiller mister en karakter. Det er en interessant begrænsning, man generelt ikke finder i andre rollespil af denne art (f.eks. Star Wars, Babylon 5, Stargate osv.).
Generelt forsøger bogen at følge stemningen fra Elverfolket, og udover at være rig på illustrationer fra tegneserien, så følger også regler for elvernes særlige navne osv., foruden at magi-systemet afspejler magien/de psykiske kræfter fra tegneserien (i modsætning til Middle-Earth Roleplaying Game, hvis magisystem var tættere på RoleMaster end på sit litterære oplæg; med The One Ring-rollespillet ramte man stemningen fra Ringenes herre og Hobbitten).
Hvor ElfQuest går galt i byen er dets kampsystem, som har taget det fulde kampsystem fra RuneQuest, og det er omfangsrigt og fyldt med detaljer (og afsnittet med kampregler afsluttes med en side, der gennemgår måder at forsimple kampreglerne på; i stedet for at de ekstra kampregler er valgfri, så er forsimplingen valgfri), og det kommer i vejen for folk, som bare gerne vil spille en elver i ElfQuest-universet, hvor dramaet og personintrigerne betyder mere end et detaljeret kampsystem.
Stemmen fra ådalen 
Skriv, skriv, skriv