en blog om rollespil og historie

Vi har sat gang i en ny kampagne, hvor vi for en tid spiller Dungeons & Dragons, mere specifikt D&D 4th edition og endnu mere specifikt Dark Sun.

Dark Sun er D&Da post-apokalyptiske Mad Max kampagne, hvor vand og metal er ekstreme mangelvarer, hvor alle har mentale kræfter, hvor insekter på størrelse med huse bruges som trækdyr, og hvor trolddom dræner liv fra sine omgivelser og forvandler planteliv og smådyr til støv. De få overlevende bystater regeres af troldkonger, som skænker trolddom til deres præsteskab af ordenshåndhævere.

Sidst jeg spillede Dark Sun, var med Advanced Dungeons & Dragons 2nd edition reglerne. Denne gang er det med D&D 4th edition reglerne (2008-2014), og sidst jeg spillede med dem var i xxxx-kampagnen.

Rollespil på fast forward er et af stikordene for kampagnen. Vi spiller for at prøve 4th edition systemet, hvor det er stærkest, og det bliver dets kampe, og vi har planer om at stige levels hurtigt, så vi får prøvet høj-level siden af 4th edition (sidste høj-level eksperiment var med D&D basic).

Første episode

Karaktererne har vi lavet, undertegnede spiller en human psion, og vores første scenarie udspiller sig under rejsen med en karavane mellem to bystater. Vi er på vej mod Tyr, hvor oprørere har væltet troldkongen, da vi ude på en slette bliver ramt af en obsidian storm, hvor knivskarpe obsidian fragmenter skærer gennem alt. I ly af nærliggende klipper overlever vi stormen, og tilbage ved de ituflåede rester af karavanen er små humanoide øglefolk ved at plyndre den for forsyninger. I en barsk verden uden mange forsyninger bliver kamp uundgåeligt.

Kampen udkæmpes, den er hård, og trods det er et regulært intro-encounter, er sejren ikke givet på forhånd. Efter kampen samler vi forsyninger, og gruppens Veiled Alliance magiker finder den mystiske pakke, som han ved skal bringes til ordenen i Tyr.

At spille 4th edition

Nu når vi til det, der er det interessante, nemlig det at spille 4th edition igen.

D&D 4th edition er og var udskældt. Dengang og nu for mig er det systemets entydige vægtning af at spille med figurer og hvordan alt er tænkt i relation til kamp (f.eks. at karakterers speed er angivet i antal felter, og kræfters anvendelse er tænkt i relation til kampe (såsom encounter powers)). Det gør denne del godt, men det fastlåser også spillet i en bestemt spilstil.

Pludselig blev det relevant at tælle felter og og lave taktiske manøvrer, hvor man lige præcis skubber en modstander et felt med et kampbrøl, så modstanderen står tæt nok med to af dens allierede til at alle tre kan rammes af en area effect. Komboer af forskellige kræfter bliver også vigtige, så barden markerer fjender, så når de markerede rammes, healer man, og barbaren har en stribe evner, der udløses, som en kædereaktion, når denne fælder fjender, så vi andre sigter imod at reducere deres hit points.

Kamp bliver dominerende for aftenens spil, da kampe bliver hovedaktiviteten, og rollespil klemmes ind mellem kampene – men det vidste vi ville blive en del af spiloplevelsen.

Det tog nogle øjeblikke førend det gik op for mig, hvor forskellen mellem 4th edition og de andre udgaver, som jeg har spillet de sidste par år (basic, advanced, 5th, Dungeon Crawl Classics, Hinterlandet). Forskellen ligger i, at vores spil er blevet til et kooperativt brætspil (Pandemic, Descent etc). Vi koordinerer og snakker sammen, vi assisterer hinanden, og vi prøver at udløse forskellige powers. En deltager har rollen som administrator, som håndterer fjenderne og styrer hindringerne.

Alt i alt er det hyggeligt, men fra et rollespil-/brætspilssynspunkt nærmer det sig mere oplevelsen af et kooperativt brætspil end en rollespilsoplevelse. Vi har stadig fordelen af at have en aktiv GM, som kan fortælle os, hvad der sker og bruge fjenderne på en levende måde, end et brætspil, hvor en spiller læser scenarie oplægget højt og spillets KI styrer monstrene (som feks Folklore: The Affliction, Gloomhaven, Mice & Mystics, Aliens: Another Glorious Day in the Corps).

Vi har specifikt valgt denne rollespilsoplevelse, og det er kun, fordi den er undtagelsen til det rollespil, jeg ellers spiller, at jeg kommer til at spille en kampagne i det, men det bekræfter også, at intensiv brug af figurer i rollespil ikke fænger mig på den lange bane, og 4th edition og lignende systemer transformerer min rollespilsoplevelse til en kooperativ brætspilsoplevelse.