For nylig fandt Fantasy Festival sted for niende gang, og jeg besøgte den for første gang. Festivalen arrangeres af Esbjerg bibliotek, men det er tydeligt at resten af byen også synes at være med på legen.
Fantasy Festival vrimler med nørder og fans af det eventyrlige. Det er en bogmesse med paneldebatter, træfs med forfattere og bogudgivelser, hvor fantasy genren er i centrum. Det er middelaldermarked iblandet fantasyboder. Det er en ungdomsskole-con med en masse rollespil og lidt brætspil. Det er en comic con med cosplay og stande, der sælges hjemmelavet fantasy-nørderi fra mimic-skrin til hjemmesyede bogposer til hjemmelavede resinterninger.
Fantasy Festival har en god blanding af det hele, og det er et træf, som åbenbart vokser år efter år, og man kan godt mærke vokseværket, for der er begrænset med plads men samtidig føles det, som om der er god plads til at udvide og udbygge endnu mere. Der er mere fantasy derude at involvere, også selvom programmet er fyldt med foredrag og præsentationer.
Mit eget besøg begyndte med at hoppe på toget og tre timer senere stå af i Esbjerg. Fra stationen til centrum, til hoteller og til festival er blot fem minutters gang, hvilket gør det nemt at gæste festivalen. Første dag blev mest brugt til at gå på opdagelse og hilse på folk – for der er rollespillere både foran og bagved boderne, og lejligheden til at sige hej til folk, der ellers ikke bliver set for ofre var en fornøjelse.
Selve festivalen var en sjov blanding af bogmesse, comic con, middelaldermarked og mini rollespilscon, og det gav en meget blandet demografi fra børnefamilier af sted for at opleve tentakelværksted, ansigtsmaling og skattejagt, fantasyfans af sted for at hilse på forfattere, få signaturer og mødes med andre læsere, entusiaster fra de nørdede genrer for at være omgivet af nørderi.
Sidst på dagen deltog vi i fantasyquiz, inden arrangementet gik på hæld, og vi mødtes med Maria, Jacob og Elias for at planlægge søndagens aktivitet.
Søndag begyndte på hotellet, som vist ikke helt havde fået taget højde for, hvor mange fans festivalen havde trukket til byen, og derfra var det over til festivalen for at hilse på ugler, se Virelai optræde og se et oplæg med Jim Butcher, inden jeg selv skulle på scenen.
For en godt fyldt sal lavede vi en live-udgave af ‘Han Duo rollespiller’ (vores første), hvor vi spillede The One Ring. Med karaktererne fra The One Ring Starter Set spillede vi et hjemmeskrevet eventyr med en flok hobbitter, en høne og en trold på to timer. Jeg har ikke før spillet foran et live publikum, men det var en fornøjelse at høre deres latter og engagement, og det var sjovt at se dem blive involveret i terningkast og være med til at ivre efter spillernes succes. Episoden er ikke blevet optaget, og skulle vi nogensinde gentage det, ville kombination af publikum, terningkast og rollespils improviserede samspil gøre, at den samme historie ikke ville genopstå. På det punkt bliver rollespilsoptræden til en unik forestilling.
Derfra var det blot at tage afsked med folk, Esbjerg og Fantasy Festival, og så slentre ned til stationen og tre timer senere hoppe af toget.
Det er ikke sidste gang, jeg har besøgt Fantasy Festival, og jeg er spændt på at se, hvordan træffet kan gro og udvide sig til noget større og vildere.





Skriv, skriv, skriv