en blog om rollespil og historie

Vi spiller Fading Suns. En baronet og hans følge har pådraget sig det hverv at bringe et relikvieskrin med helgenknogler til missionsmarken på planeten Leminkainen, men det har vist sig en større udfordring end forventet, for ikke blot er der gedulgte kræfter, som prøver at hindre dem, men der er også de lokale adelige, kirkefolk og gildefolk, som har deres helt egne interesser i denne sag.

Dagens forløb

Vi indleder spillet med en mindre retcon. Oprindeligt var der en plan om noget med et falsk helgenskrin, men mellem de to spilgange har planen mistet sit momentum, og vi vælger at retconne, at gruppen i stedet for et falsk skrin, kommer slæbende med det ægte.

Sidst sluttede vi ved ankomsten til paladset, hvor vuldrokker var ankommet. Deres gesandt og hans ‘heks’ var ankommet.

Denne gang fortsætter vi herfra, og ned ad ankomsthallens store trappe ankommer husgarde løjtnant Martine Claudeaux Hawkwood, og hun er glædeligt overrasket over at se Georgi i live, og hun får det forklaret som en mirakuløs hændelse, hvilket det også er, men nu af en anden karakter end oprindeligt.

Martine Claudeaux Hawkwood forklarer på vej op ad trappen, at efter det kejserlige bryllup med vuldrokprinsessen og indgåelsen af fred, forærede hertuginden et gods i udkanten af hovedstaden. Her bor gesandt Harðar Króka med sin spåkone Hrafntroll Ukrosh og sit følge. Gesandt er en udvalgt af vuldrokkernes høvdingeting, og han er kendt af Høgeskov for sin part i krigens tid. Han var da en berygtet hærfører for overgreb mod civilbefolkningen. Han er en krigsforbryder, og han er gæst hos hertuginden, og han har diplomatisk immunitet.

Gruppen bliver ført op til deres suite, hvor vagter står klar ved døren, og det er tid til at lægge planer foruden at tilkalde paladsets skrædder, som kommer anstigende med svende og lærlinge for at tage mål af Georgi, da hun mangler en garderobe efter nattens hændelser.

Qian-Qian og Georgi savner udstyr, så de går mod våbenkammeret eller rustkammeret for at blive udrustet. De akkompagneres af et vagter, og i rustkammeret præsenteres de for våbenmester Pentti Kallström og dennes assistent Marje Lepisto. De tager en god snak om grej og udrustning, og de præsenterer rustkammeret, som både rummer udstyr til dagligdagen for paladsets garde til jagt- og paradevåben for de adelige og et sortiment af historiske våben, som strækker sig over et årtusinde tilbage, helt tilbage til Den anden republik. Det er avancerede våben, som efterspørger wiffi og blåtand, når de startes op, og som straks går i gang med at forsøge at blive opdateret, da de ikke har været digitalt understøttet i århundreder.

Wolfgang og Broder Florian, sidstnævnte bærende på helgenskrinet, ledes op til mødesalen, hvor deres ankomst annonceres for det samlede hof, og her ses gesandt Harðar og hans følge for første gang. Harðar er en imponerende skikkelse, næsten to meter og tyve og hærdebred, og med en svagt blålig teint. Spændt over sin ryg, har han ikke en men to vibro-økser. Han er tydeligvis genetisk manipuleret, og selvom han stadig er mindre end en vorox er her et menneske, som synes at kunne udrette sit i nærkamp med en vorox. Ved hans side er hans følge af hirdfolk.

Krydsklip

Jeg benytter mig af at spillerne har delt gruppen op. Det havde jeg ikke oprindeligt forestillet mig ville ske, men det giver en fordel: der er betænkningstid.

Handlingen skifter derfor mellem hvad der sker i audienssalen, og hvad der sker i rustkammeret. Det bliver særligt relevant, da situationen spidser til ved hoffet. De skift bliver ikke afspejlet i tekstens gengivelse af handlingen, men der er nogle skift i handlingen, som bryder scenerne op, og det er for at skabe betænkningstid.

En ubehøvlet vuldrok

Gesandten ser snit til at komme med hånende bemærkninger, hvilket baronetten ikke kan lade stå usagt. Efter et par indledende salver, erklærer jeg, at udsagnene kommer til udtryk gennem spillets sociale konflikter. Gesandten har lagt an med en fornærmelse, som han ruller en succes på (trods disadvantage, fordi han ikke er hjemmevant i kejserlige adelskultur), og da han er højlevel NPC, har han plads til mange Victory Point i sin bank, så selvom han kun ruller middelmådigt, kan han generere et resultat med en høj Resistance.

Broder Florian forsøger at påvirke skæbnen gennem sin okkult-astrologiske indsigt, men hans forsøg saboteres af en uset skikkelse, som akkompagneret af lyden af en stavs broncespids stødes i gulvet, hæmmer forsøget, og Broder Florian kan ikke hjælpe.

En social konflikt

Gesandten er ikke hævet over grove og simple fornærmelser, og han håner baronet Wolfgang for dennes indsats i overbringelsen af relikviet. Der bliver først udvekslet fornærmelser i rollespilsform, hvorefter jeg erklærer, at vi tager fat i regelsystemet, idet Fading Suns reglerne har ‘sociale kampregler’, og dem har vi ikke rigtigt haft gjort brug af tidligere. Det bliver til en runde opslag i regelbogen, da regelbogen er dårligt opbygget.

I første omgang har vi en situation, hvor gesandten udnytter sine Victory Point pulje til at gennemtvinge et succesfuldt angreb, som bliver svært at parere. I modsætning til kamp, tager man ikke skade, men bliver i stedet pålagt en tilstand. Tilstanden er defineret ud fra angrebets form, og håne-angrebet giver ‘State: Angry’, som til dels er en opfordring til at spille karakteren vred, og til dels har et par spilmekaniske konsekvenser, man kan læne sig op af, når man skal agere vred. Effekten kan fjernes ved en ‘shake it off’ action eller ved at lade tiden gå.

Fornærmelsen forværres

Imidlertid forværres situationen med den hånende gesandt og den vrede baronet. Alle karakterer er udstyret med et positivt og et negativt karaktertræk baseret på deres ophav. Huset Høgeskov har deres stolthed og deres handlekraft, som gør at Wolfgang ikke kan trække sig fra situationen uden videre. Da hans fætter, Broder Florian, forsøger at lægge en dæmper på konflikten, stikker Wolfgang ham en lussing …

Vi finder derfor terninger frem igen. Det bliver til en critical succes, men Broder Florian har en okkult evne, som tillader ham at omstøde resultatet af et terningkast. Handlingen fejler, og det beskrives …

Så hånden rammer ikke Florian, men i stedet helgenskrinet, og det får et gys til at gå gennem forsamlingen. Ikke kun har baronet Wolfgang i vrede talt om at få æresoprejsning gennem duel med både gesandten og sin fætter, men han har også krænket helgenen med sit slag på skrinet!

Det er en sådan handling, som får ridder Ani til at træde frem og indstille over for major domus Jökult, at man beder hertuginden og ærkebiskoppen om at fratage baronet Wolfgang hans hverv og i stedet overdrage det til en anden (underforstået ridder Ani).

Stadig opslugt af vrede forlader baronet Wolfgang salen og vender tilbage til sin suite, som han forbyder andre adgang til. Uden for knæler Broder Florian foran helgenskrinet og beder for sin fætter og om åndelig vejledning.

Tumulten forårsager rygter hele vejen ned til rustkammeret, hvor Georgi og Qwian-Qwian er i gang med at finde udstyr.

Økonomi og udstyr

Sidst havde jeg en længere refleksion over samspillet mellem belønninger/features/opgraderinger erhvervet via XP og via sociale titler. En anden ting i rollespil er forholdet til udstyr – som hører til rollespils uløste problemer. Noget udstyr er aspekter af karakteren, som en jedis lyssværd eller en superhelts grej, og det er umisteligt, medmindre det er et specifikt plot punkt. På samme vis er der i rollespil karakterer, som er bygget op over et bestemt stykke udstyr (hackere i Cyberpunk 2020) eller karakterer, hvis funktionalitet er knyttet til udstyr (krigere og rustninger, troldfolk og tryllebøger i D&D), men det er udstyr som løbende kan erstattes (våben er nemme i D&D, tryllebøger er en anden historie). Noget udstyr er tilstræbt en begrænset anvendelse (trylledrikke feks), mens andet er tænkt som en del af kontinuerlig opgradering (udstyr i D&D 4th og i computerspil som Diablo).

I Fading Suns er vi i et grænseområde. Noget udstyr er knyttet til perks (særligt cyberware), noget er knyttet til karakterskabelse, noget er købt ved karakterskabelse – men det er en verden, hvor det veksler mellem, om udstyr blot kan købes (f.eks., kan blasters shoppes i den lokale rumstation?), om udstyret er arvestykker (som f.eks. antikke kraftskjolde), eller om det er underlagt kirkelig restriktion, bare ikke er tilgængeligt langt ude på landet, eller om det er forbeholdt et gilde (portnøgler er charioteers domæne) eller en kirkelig orden (flammegøbs er avestitternes standsmæssige våben, som ingen andre derfor ønsker at benytte).

I lighed med andre rollespil kan karaktererne være bygget op over et udstyrskoncept – f.eks. en snigskytte eller en duellant – og særligt hvis udstyret er købt for XP, har spilleren en vis ret til at have udstyret altid til rådighed (hvis en evne altid er til rådighed, vil den også altid være til rådighed, hvis den er udtrykt som et stykke udstyr).

En konsekvens heraf er, at der er forskel på udstyr, som karaktererne spenderer (f.eks. ammunition), og udstyr, som de sætter overstyr, versus udstyr, som bliver taget fra dem. I kampagnens episode 7 var der et anslag mod dem, et baghold, som resulterede i at de mistede noget udstyr. Dette skete på baggrund af en GM Fiat, og derfor er det også passende at udstyret bringes tilbage i spil på samme manér: derfor skrædderen i episode 8 og derfor grej-sekvenserne i denne episode.

Vi har derfor en sekvens, hvor vi til dels rollespiller generhvervelsen af udstyret via samtaler med rustkammerets personale, rundture mellem våbenskabene og en præsentation af rustkammerets antikke samling (hvilket er en oplagt lejlighed til verdensbygning, hvor der snakkes om højteknologiske våben fra Den anden republik). Efter sekvensen har spillerne deres våben og rustning mere eller mindre tilbage (et par nye er blevet erhvervet kvit og frit, et par andre tager et par dage at konstruere – det er etableret i fiktionen, at voroxer er så sjældne, at ingen ligger inde med rustninger til de firarmede kæmper).

Drama på slottet

En god del af det efterfølgende drama er mellem karaktererne. Baronet Wolfgang er kommet sig over sin vrede, og Georgi har sikret sig adgang til suiten ved at benytte de halvhemmelige personaledøre, og gruppen snakker frem og tilbage om forskellige løsninger. Et bærende problem er, at gruppens interne tilhørsforhold, og deres forhold til deres mission, som de ikke oplever bliver videre påskønnet af hoffet i Harkonnen.

Dertil er der så også et problem med en duel med gesandten (som muligvis er baronet Wolfgang langt overlegen i nærkamp), og sekundært en duel mellem de to fætre.

Senere på dagen kommer det frem, at følgerne af konfrontationen mellem gesandten og baronet Wolfgang tager følgende form:

Gesandten er dækket af diplomatisk immunitet, og han har benyttet det til, at få en Høgeskov til at stille op som hans repræsentant. Valget er faldet på ridder Ari (der som trænet duellant også er en betydelig modstander), hvilket gesandten har billiget (da enhver form for splid mellem Høgeskov behager ham, og han er ligeglad med udfaldet, så længe en af de to dør).

Det bliver nævnt, at en måde at undgå duellen på vil være at opholde sig uden for hovedstadslenets område, og en god måde at gøre det på, er Usimaa havn og de tilhørende færgeruter og havne, hvor færgerne ligger til. Færgeruterne samt deres havne er fredhellige steder under Færgergildets kontrol (og de er igen en aflægger af Vognfører-gildet, som er et af de fem store handelsgilder, som har monopol på al kommerciel rumfart). Der er eksempler på adelsfolk, som i månedsvis har opholdt sig på krydstogtsskibe for at undgå dueller.

Baron Eski Kokonnen har fastholdt ridder Anis forslag om at relikvieskrinet skal fratages baronet Wolfgang og overdrages til en Høgeskov fra Leminkainen. Det tilfalder hertuginden og ærkebispen at træffe denne beslutning (særligt da hendes repræsentant major domus Jökult ikke ønsker at træffe denne beslutning), og de har for tradition at lytte til Kirkerådet og Byrådet. Kirkerådet er teknisk set på baron Kokonnens side, da to stemmer er for baronen (byens biskop Helias Soran og storinkvisitør Benjamin Gneiss – introduceret i episode 5), en stemme er for baronetten og to afstår (da de ikke er fysisk til stede i byen), mens byrådet overvejende er på baronens side (muligvis forstærket af de fornærmelser, som baronetten afstedkom under en mordefterforskning (episode 6)).

Efter mange samtaler går karaktererne til ro. Intet forstyrrer dem i løbet af natten, og vi springer til den følgende dag. Efter et par helbredsrul, runder vi spillet af og går til den faste uddeling af XP.

Afsluttende bemærkninger

Jeg har længe været spændt på at se den sociale side af konfliktsystemet rigtigt i spil. Primært har vi blot benyttet simple skill tests mod biroller for at opnå resultater, men her kom en navngiven høj-level NPC aktivt i spil, og det skubbede handlingen i helt nye retninger. Der udsprang langt mere end jeg havde regnet med, og vi fik ikke alle de ting i spil, som jeg havde troet ville komme i spil i denne episode.

En udfordring ved systemet er høj-level NPCere og deres Victory Point puljer. Designmæssigt er en høj-level NPC designet til alene at skulle kunne matche et helt party af karakterer, og det giver dem en del ressourcer, og NPCere er skrevet til altid at begynde med en fuld Victory Point pulje, mens gruppens puljer ofte er i forandring, da de løbende foretager tests, som koster eller skaber point til puljerne. Det betyder, at NPCere kan gå ind og skabe power moves, som jeg foretog med gesandten: Han kunne smide mange Victory Point i sin pulje til at generere et kraftfuldt resultat, og det til dels, fordi han ikke behøvede bekymre sig om at gemme point til backup til efterfølgende tests (delvist fordi han har stadig sin hird omkring sig, skulle det komme til kamp), men omvendt ville hans pulje have været lavere, hvis han pludselig var blevet tvunget ud i en ny konflikt kort tid efter.

Det er et af de områder, som kræver lidt gefühl med spillet og dets mekanismer (ligesom jeg f.eks. i D&D becmi ikke vil udstyre en NPC troldmand med en Sleep spell, da den kan udradere et lavniveau party ubesværet, da der ikke er noget saving throw imod formularen).

Til gengæld fik jeg set en side af Fading Suns, som jeg har været spændt på at opleve: Karakterer i deres følelsers vold. Rollespil som Pendragon er kendt for ideen med, at karakterer har deres passioner, som kan tage kontrollen med dem, men der er også elementer af det i Fading Suns, og i sociale konflikter er effekten typisk at man kan få folk i deres følelsers vold. Det er i modsætning til D&D eller Call of Cthulhu mere end blot Persuasion/Fast Talk/Bluff/Intimidate, som typisk er forskellige måder at hale oplysninger ud af NPCere på eller måder at komme forbi dem på.

Jeg håber, vi får set mere til, hvad det kan betyde på godt og ondt. Ikke alle udfald er ‘vred’ eller ‘skræmt’, men også positive effekter som ‘inspireret’ og ‘opildnet’.

Sidst men ikke mindst er situationen med helgenskrinet og dets overdragelse havnet i en interessant hårknude. Vil missionen blive gennemført, og hvad er gruppens motiv til det? Vil baronet Wolfgang overleve duellen, og hvordan skal forholdet til hans fætter, Broder Florian, blive forligt, når der ligger en erklæring om en duel i luften mellem dem?

Svar vil blive givet næste gang, når en stjernekigger melder sin ankomst.