eller hvordan en Rhoomba fik Cyberpunk REDs Cyberspace til at falde på plads.
Cyberpunk RED rollespillet er både overgangen mellem Cyberpunk 2020 rollespillet og Cyberpunk 2077, og det er en post-cyberpunk cyberpunk setting, hvor verdenen nu har været i en cyberpunk-tilstand i henved 60 år, og det inkluderende en setting-apokalypsei form af Firestorm.
Der er flere ting ved Cyberpunk REDs setting, som kan volde forvirring. En er at settingen på papiret er sat ca. 25 år efter Cyberpunk 2020 settingens meta-plot apokalypse, mens alskens detaljer i setting og scenariebeskrivelser indikerer, at settingen udspiller sig egentlig blot et par år efter setting apokalypsen. En anden ting er cyberspace.
Oprindeligt har settingen en klassisk William Gibsonsk cyberspace a la den præsenteret i romanen Neuromancer og på tv bedst repræsenteret i Futuramas cyberspace episoder. I Cyberpunk RED perioden er den version af nettet eller cyberspace brudt sammen blandt andet grundet løsslupne AI’ere (i traditionel science fiction forstand og ikke i nutidig LLM forstand), og spildesignmæssigt for at løse det evige hackerproblem, hvor hacker-karakteren sidder hjemme og løser sine udfordringer på sekunder (udspillet med en times solospil med GM), mens resten af gruppen er i felten for at løse resten af opgaven. I Cyberpunk RED er det funktionelle cyberspace lokalt, og det bruges til administrere simple, lokale funktioner som alarmsystemer, døre, droner og lignende, og tanken er at der er en lokal AI, som administrerer og beskytter de funktioner, som er koblet op på det lokale cyberspace.

For nylig har jeg sat en robotstøvsuger op, og der er kommet nye funktioner til siden jeg sidst satte en op. Den kører rundt, kortlægger hjemmet og fotograferer terrænet, så man kan udpege forskellige områder, som den skal tage højde for, samtidig med at den kortlægger boligen. Det er styret via en app via det lokale wifi. Hvis man hackede sig ind i robotstøvsugeren, ville man i teorien have en grundplan over den bygning samt fotos taget i gulvhøjde af stedet. I forbindelse med et heist, ville det være en oplagt måde at få data om stedet.
På samme wifi kan også være opkoblet højtalere, tv, stikkontakter, køleskab, dørklokke, gardiner, klimaanlæg, alarmer etc. De mange funktioner udgør WifiSpace – et lokalt net kørt via den lokale wifi, og kommer man ind i den, har man adgang til stedets apparater. Adgangen kræver (i dette eksempel), at man er inden for wifis rækkevidde.
På sin vis svarer det en cyberspace overbygning på et WifiSpace, hvor man bevæger sig rundt virtuelt og konfronterer forskellige programmer, som man interagerer med, kæmper imod eller tager kontrol med, og (i lighed med Cyberpunk RED) er man nødt til at være til stede for at kunne tilgå det.
Cyberpunk REDs cyberspace er egentlig bare et WifiSpace, hvor man skal være inden for fysisk rækkevidde, og man skal kæmpe imod det lokale styresystem – Alexa, Google Assistent og lignende – for at få adgang til alle de systemer, som er knyttet til WifiSpace (som f.eks. robotstøvsuger – hvad der i Cyberpunk RED er killer drones og databaser med corporate secrets). Når spillernes netrunner hacker sig ind i bygningens net for at kontrollere en drone, er det blot et digitalt slagsmål om Alexa om kontrollen med rhoombaen.
Med andre ord, Cyberpunk REDs cyberspace er her allerede i form af WifiSpace, og forskellen er det virtuelle rum, og brugen af programmer til at slås mod andre programmer. Næste gang jeg skal spille Cyberpunk RED, har jeg i det mindste en bedre forståelse af, hvordan jeg skal forklare settingens cyberspace og hacking.





Skriv, skriv, skriv