en blog om rollespil og historie

Vore gæve helte er ankommet til Klosterø, som ligger øde og forladt. Havnen ligger sært øde hen, og den er fuldstændig overgroet af ukrudt og den vildtvoksende jungle.

Vi spiller Fading Suns, og vores hovedpersoner er på et lille sideeventyr, da deres færge ligger til ved Svoldmile færgeleje i et par dage. Imens fader Rowskis pilgrimme vogter over Skt Marinas knogler, er gruppen gået i land for at strække benene og se sig omkring.

Inspireret af en lokal vinkyper er gruppen draget til et nærliggende fiskerleje og hyret en kutter til at sejle dem til Klosterø, hvor der ligger et Sanctuary Aeon kloster kendt for sine vine – men ingen har hørt fra dem siden kejserkrigene for tredive år siden. Sidst gik de i land og så sig om ved havnen, inden de bevægede sig op mod klostret, og lige uden for havnen blev de konfronteret af en defekt golem, som de måtte smadre.

Dagens forløb

Vejen op til klostret går af en tilgroet landevej med tæt jungle på begge sider. Vejret er hedt. Solen brænder fra en klar himmel, og den næsten stillestående luft er fugtig og sydende varm.

Et stykke oppe af vejen efter en god lang vandring, skifter landskabet. Junglen erstattes af brede vinmarker, som ligger i bånd om øens top. De har ikke været rørt i tredive år, og har vokset vildt. Der er udsyn under junglen, som ligger bagved og lavere end de rejsende, og horisonten er et stort hav med Mazor i baggrunden. På øens top ligger klostret næsten opslugt af plantevækst. Bygninger kan kun lige anes bag træer og buskads.

Gruppen foretager en Vigor test for at undgå Condition: Fatigue fra den kraftige hede. Voroxen får en situationel bonus, da dens hjemverden Ungavorox har dette klima, og ridder Qwian-Qwian er derfor vant til det. Alle har succes.

Den overgroede landevej leder op til en port i stenmuren omkring klostret. Gruppen klargør udstyr og bønner, og så bevæger de sig indenfor.

Indenfor er alt grønt. Plantevækst er sprunget frem overalt mellem fliser og sten. Træer, bregner, lianer, klatrevækster, mosser og blomster. Luften er tung af pollen og duften af krydderurter fra klostrets urtehave. Bygningerne er vanskelige at øjne, men to store hospitalsbygninger kan ses, og et sted mellem dem rager en usædvanligt høj statue af Sankt Amalthea op – stifteren af Sanctuary Aeon og en af de største grupperinger i kirken efter Urth Ortodoks.

På vej gennem det grønne landskab forsvinder baronet Wolfgang pludselig for øjnene af gruppen, da han forsvinder gennem mørnede planker ned i en dyb brønd, som strækker sig over tyve meter ned i klippen til en underjordisk kilde. Siderne er glatte, da brønden ved klostrets grundlæggelse blev skåret med en industrilaser. Brøndspand og tovværk er mørnet og smuldrer ved berøring. Georgi farer af sted for at skaffe lianer, mens Florian og Qwian-Qwian afsikrer området og forsøger at opildne Wolfgang, som foreslået efter det lange fald mod vandoverfladen, må træde vande.

En critical fail på at træde vande leder til krampe og Condition: Fatigued. Imens støder Georgi på en hidsig giftslange, da hun hiver fat i lianer og fejer blade væk. Da den springer frem, skyder hun den med sin laser, og slangen flygter. Støjen får usete fugleflokke til at lette, og et par steder uden mellem træerne lyder et knæk, som hvis en tør gren knækker.

En critical succes fra Georgi resulterer i anskaffelsen af et stort bundt lianer, og imens er Wolfgang begyndt at finde styrken til at holde sig oppe over vandet. Med sine fire arme og enorme styrke, er det intet problem for Qwian-Qwian at trække en drivvåd Wolfgang op langs den slimede, glatte brøndvæg.

Gruppen beslutter sig for at søge over mod den ene hospitalsbygning. De maser sig gennem plantevækst, og forude kan de se en mørk og tom bygning med ødelagte vinduer, som lianer og efeu er vokset ind gennem. Luften er varm og fugtig og fyldt med pollen. Kraftige dufte er overalt.

Med tre yderst succesfulde observe tests øjner gruppen en del ting omkring sig. Der er tydelige spor efter flagermuseaktivitet, og der er indikation på, at de bor i kældrene under klostret. Området nær hospitalsbygningen har store mængder af grøn skimmelsvamp i skyggerne under træer, buske og bregner. Samme som var associeret med de sorte knogler fundet nede ved havnen. Inde mellem buskadset ude til siden er noget bevægelse – hvilende på en mosgroet plint er et sort kranie. Med et yderst vellykket kast får Georgi smadret det med et stenkast. Så begynder noget at nærme sig gruppen gennem buskadset, lavt og ude af syne.

Ridder Qwian-Qwian råber det an, men bevægelsen fortsætter, indtil et sort, hovedløst skelet, hvis knogler er bundet sammen af en masse af grøn skimmelsvamp, bryder frem og flår med sine knokkelfingre ud efter Qwian-Qwian, som får lange flænger på den ene arm, og en kvalmende svampeinfektion sætter sig omkring såret. Tingen holdes på afstand af ridderens fire store arme, og Wolfgang og Georgi skyder løs på den, indtil den kollapser. Lyden fra våbnene ekkoer gennem det tavse klosterkompleks, inde fra hospitalsbygningen lyder flere steder fra den tørre lyd, som når visne grene knækker.

Fra bygningens døråbning stavrer en skikkelse frem med de øjne og iført en lægekittel. Den indtørrede hud er trukket stramt over knoglerne, og der lyder et smæld, da den bevæger sig. Pludselig begynder huden at flænges indefra, da grøn skimmelsvamp bryder igennem, og begynder at løbe ned over den døde krop, som en væske. Den slidte kittel går nærmest i opløsning, og afslører en indtørret krop, hvor svampemassen pludselig vokser frem med en foruroligende hast – og samme foruroligende hast får dødningen til at storme frem med en overnaturlig fart – skimmelsvampen nærmest æder kroppen op for at kunne nå hurtigt frem – og den har derfor ‘Edge’, hvilket giver den initiativet i første runde. Den angriber Georgi, som lige akkurat kan holde sig på afstand af den, og atter en gang brager revolvere og rifler og voroxens tunge glankesh klinge svinges, og den fremstormende skikkelse hugges for fode – imens gruppen begynder at trække sig tilbage, og Florian er begyndt at optage og dokumentere begivenhederne (så han er potentielt ved at producere found footage, skulle han ikke undslippe klostret).

Undslippe klostret formår gruppen. Der er ikke langt til den store stenport, og da de først er nogle hundrede meter fra klostret nede langs markerne med vinstokke, kan de ikke øjne forfølgere. Der bliver gjort et holdt for at tilse sår, og da først infektionen er behandlet på ridder Qwian-Qwian føler gruppen sig kortvarigt tryg, da stilheden afbrydes af bevægelse af raslen mellem vinstokkene. Det er tegnet til atter at skynde sig af sted, og det leder gruppen ned gennem junglen til havnen, hvor de kalder på deres kutter.

Imens båden er ved sejle ind, efterlader gruppen en masse indskæringer i træstammer med advarsler om typen af farer på øen. Da kaptajnen ser dette, er han ikke meget for at lade dem komme ombord, og han vil ikke ligge til land. I stedet må gruppen svømme de sidste meter ud til ham og sværge ved Altskaberen og deres udødelige sjæl på, at de intet farligt fra øen bringer med sig.

Gruppen sejles tilbage til fastlandet. Deres vognmand venter stadig på dem, og han kører kareten tilbage til Svoldmile, imens gruppen reflekterer over dagens oplevelser – og et forgæves forsøgt på at hjembringe Klosterøs tabte vine.

Det er sent og mørkt, da gruppen endelig er tilbage, og ridder Humban al-Jabr Al-Malik er lettere forundret men også glad for at se sine rejsefæller igen – dog undrer det ham, da byrådet har varslet 40 dages karantæne, da der er pest i landet syd byen (som ligger på Mazors nordkyst).

Med den cliffhanger ender dagens spil.

Bemærkninger

Det her var en vores første action adventure episoder med farer og monstre. Husks er en del af truslerne i Fading Suns universet, og de er ofte associere med det dæmoniske og med pestudbrud, og de er denne settings bud på hvileløse dødninge (med mange variationer over tema). Husks har også den fordel, at de monstre, som det er ‘nemt’ at slå på uden moralske kvababbelser. Det gav os lejlighed til at kigge lidt mere på kampsystemet.

Dagens fjende var en type, hvor der generelt var stor interesse i at undgå at blive ramt, og med kun en angriber af gangen, var det lige akkurat muligt efter det indledende overrakskelsesangreb. Det krævede dog en del af gruppen, og det kunne gå hen og blive mere farligt. Mysteriet på Klosterø får lov at forblive et mysterium.

Næste gang: karantæne i Svoldmile