Fusi0n 2043: Som regionen ligger

Down and out in Copenhagen …

Fusi0n 2043 er Nordic Noir rollespil i en ubehageligt nær fremtid centreret omkring Danmark og region Skåne, og som er baseret på Year 0 Engine. Læs første oplæg om system og setting her. Først noget om regioner, og så noget om at etablere gruppens base.

Danmark og region Skåne

Ved det bot-drevne valg i 2031 løsrev Baskerlandet og Katalonien sig fra Spanien som to autonome EU-regioner. De blev modeleret efter EU-region Cypern af 2029.

En autonom EU-region er en slags småstat, hvis autonomi opretholdes af EU. Efter Belgiens uofficielle splittelse og fortsatte eksistens som tre uerklærede autonome EU-regioner kom idéen på tegnebrættet rundt om i resten af EU. Cypern var den første officielle autonome EU-region, og den blev realiseret for at fremme forholdet mellem EU og Tyrkiet.

Efter det spanske valg gik et spøgelse gennem Europa, idet talrige, små nationalistiske bevægelser opdagede, at de kunne stræbe efter selvstyre gennem EU. Det førte til adskillige kuldsejlede valg, og netop som bevægelserne havde mistet deres momentum, fulgte en succesfuld afstemning, som ingen havde forudset: Wales benyttede i 2035 Storbritanniens nylige genindtræden i EU til straks at løsrive sig som den seneste autonome EU-region.

Det er endnu uklart, hvordan den næste løsrivelse fandt sted, for hverken danskere eller svenskere, endsige skåninge, havde set valget i 2036 komme eller blive gennemført succesfuldt, men fra 2037 var Skåne en autonom EU-region. I løbet af 2037 kunne skånske nyhedsmedier herunder Malmös avis påvise, at valget og afstemningen var blevet drevet af kriminelle bander med sæde i og omkring Malmö, og med stærke forbindelser til kriminelle netværk i Tyrkiet. Disse havde med sofistikeret russisk AI software skabt afstemningen og valgresultatet efter sigende i et forsøg på at skabe en slags kriminel fristat. Andre kaldte valget for Erdoğans hævn. Kort tid efter blev Malmö avis ramt af voldsomme eksplosioner, og et hackerangreb slettede store dele af avisens arkiver.

Det er ikke siden lykkedes at få ophævet valgresultatet eller få gennemført et nyt valg for genindlemningen af Skåne. Konservative kræfter i Sverige beskylder nationalistiske partier i Danmark for at modarbejde en genindlemning, mens andre påpeger at den Skånske økonomi drevet af Euro står stærkere end den svenske krone, og det muligvis er skåningene selv, som ønsker at være selvstændige (en lille gruppe ønsker indlemmelse i Danmark, men de er nærmest uden indflydelse).

Malmös placering i forhold til Danmark og København gør, at dansk politik spiller en markant rolle i regionen. En følge er, at i samarbejde med EU og region Skåne har de danske detektivvirksomheder beføjelser til at operere i region Skåne. Særligt fra internationale medier hedder det i daglig tale for Danmark og region Skåne (hvilket også er et udtryk, som heftigt bestrides af svenske politikere på begge fløje).

Fra EU’s side er oprettelsen af yderligere autonome EU-regioner blevet sat i bero, indtil der er fundet en måde at hindre bot-drevne, AI-manipulerede valg. Imens fortsætter Skåne med at være en region.

København og Malmö

Mange forudser at med den kommende metro under Øresund at Malmö snart vil blive en de facto forstad til København og i takt med at sundet inddrages til boligmasse, at byen vil blive en del af København – det som Hasse Myrberg i digtsamlingen ‘Udsigt til københavnerbugten‘ kalder for Ny-Ørestad. Oprindeligt et nedsættende udtryk, men adopteret af Øresundsmoderaterne som udtryk for deres vision om at samle byzonen til et hele. Rygterne om at den ufuldendte metro-forbindelse mellem København og Malmö benyttes som smuglerrute har dog intet på sig.

Fusi0n 2043: Hovedkvarteret

Når man laver en gruppe detektiver, skal der også laves et hovedkvarter. Efter hver sag er der mulighed for at tilføje nye træk eller features til hovedkvarteret, som giver det nye ‘fordele’ eller ‘evner’ (i lighed med Forbidden Lands, Vaesen, Mutant: Year 0 osv).

Når spilgruppen laver deres karakterer, skal følgende punkter udfyldes:

  • Firmanavn:
  • Ejer:
  • Stifter:
  • Hovedsæde:
  • Relation til København:
  • Relation til provinsen:
  • Relation til region Skåne
  • Feature: Vælg ‘sekretær’,’ firmabil’ eller ‘Nedarvet arkiv’
  • Udgift: 2 (+ valgte feature)

Offentliggjort af Morten Greis

Historiker, etnolog, brygger, fægter, rollespiller, science fiction entusiast History and Ethnology, brewer and fencer, roleplayer and science fiction enthusiast

2 kommentarer til “Fusi0n 2043: Som regionen ligger

  1. Nice! Skånes nationalflag er rødt og gult. Som socialdemokrater og Sverigedemokrater. Det eneste de kan enes om er at de hverken vil styres fra Stockholm eller København. Så hellere acceptere bureaukrater i Bruxelles.

    Snaphanerne, en lokal MC bande har efter en lang række blodige opgør overtaget narkomarkedet og er på vej ind i Københavns undergrund. Efter sigende kontrolleret af den excentriske rigmand Gunnar Gønge, bosiddende på Jungshoved Slot.

    Liked by 1 person

Skriv, skriv, skriv

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.