en blog om rollespil og historie

Velkommen til årets første rollespil i 2025, episode 25 i Fading Suns kampagnen, hvor dagens episode hedder ‘Pøblen’.

Dagens forløb

Det hele begynder, hvor vi slap sidst, nemlig til bønnemødet, hvor de falske prædikanter Wulfgang og Flurian taler om helgenen Medina/Marine for at lokke folk på pilgrimsfærd mod hedningerne i nord, men i virkeligheden tvinger dem til at arbejde som fæstere i minerne.

Baronet Wolfgang og Broder Florian og deres rejsefæller, ridder Qwian-Qwian og Georgi af Scraver gildet, bryder sig ikke om denne IP infringement af Wolfgang, Florian og Sankt Marina, hvorfor de nu har infiltreret bønnemødet.

Broder Florian har en mistanke om, at der nok er brug af psykiske kræfter eller lignende til at manipulere publikum til at lade sig lokke, og han bruger derfor sine hellige kræfter til at se, om der er noget okkult i spil.

I mellemtiden har Georgi benyttet sine psykiske (og stadig hemmeligholdte) kræfter fra som-traditionen til at hærde sin krop, skulle der opstå problemer, som kræver man kan modstå kropslig skade.

Imens er stemningen ved at blive mere lystig. Bandet spiller folkelige tolkninger af populære salmer, baren serverer brændevin rundhåndet, og oppe på scenen finder et gradvist skifte sted: røg kommer rullende, musik vokser frem i baggrunden.

Netop som Broder Florian sanser, at der er noget okkult/psykisk ved Georgi og vil til at tale med hende, afbrydes han af sceneshowet, som begynder spontant (og i praksis afbryder jeg samtalen mellem spillerne med beskrivelsen af sceneshowet; timingen er i overensstemmelse med tv-seriers genrekonventioner, hvor vigtige samtaler afbrydes og udskydes af udefrakommende begivenheder).

Fontæner spyende gnister og mangefarvede flammer antændes ved scenen, og publikum stimler sammen. Røgen kommer stadig kraftigere bølgende fra scenens bagende, hvor røgmaskiner er placeret, og lyskastere sender farvede lysstråler gennem røgen og rundt i salen. Billeder af et forgyldt skelet omgivet af gyldne, gule og grønne flammer projiceres ud på væggene. I den fjerne ende af scenen anes to skikkelser, og fra en højtaler lyder en stemme, som byder publikum velkommen og præsenterer dem for aftenens to prædikanter.

Imens publikums opmærksomhed vendes mod scenen, knæler Broder Florian ned til gadebarnet Tolar, som var deres guide til stedet om at fortrække sig. Det er ikke et sted for hende.

Imens holder Georgi løbende ridder Qwian-Qwian orienteret via deres lille sender, og ridderen står fortsat klar udenfor med sin laserriffel og et lille kontingent soldater.

Samtidig maser baronet Wolfgang sig gennem menneskemængden op mod scenen, og han sender aristokratisk skulende blikke mod enhver, som måtte prøve at hindre hans fremmarch.

Oppe på scenen træder de to prædikanter helt frem, og af stemmen over højtaleren præsenteres de som Wulfgang og Flurian, og deroppe står en mand i en dragt lignende en Hawkwood uniform og en arketypisk eskatonermunk i hestehårsskjorte og sandaler. De går i gang med fra deres at udveksle vittige bemærkninger hinanden imellem og bygge en lystig stemning op omkring emnet at drage på et åndeligt korstog mod de vilde hedninge i nord på en færd til ‘Marines røde enge’.

Midt i alt dette springer Wolfgang op på scenen og med en Hawkwoods vrede anklager prædikanterne for ærekrænkelser af blandet natur og truer dem med økonomisk ruin og en blodig død her og nu for hans klinge, hvis de ikke straks afbryder deres virke. De to prædikanter er lamslåede og famler efter, hvad de skal sige. Imens peger Wolfgang på sin fætter nede blandt publikum, og får ham bragt op på scenen af talrige, ivrige hænder. Prædikanternes tavshed brydes af en ny person, som træder ind på scenen fra bagenden, som stadig er hyldet i røg. En midaldrende kvinde med kort, lyst hår og iført en glatstrøget, formfuldendt uniformsdragt med Muster gildets mærke træder ind, og i sin mikrofon byder hun Wolfgang velkommen, og hun gør fætrenes tilstedeværelse på scenen til en del af showet gørende publikum opmærksom på, at ikke blot er de til et bønnemøde for korstoget mod nord, men nu er selveste Wolfgang og Florian, de ægte udsendinge til stede, og publikum går amok i en hyldestjubel (godt hjulpet på vej af de muster-agenter som iblandt dem). Flurian og Wulfgang opbygger det yderligere ved at spejle sig i originalerne – om end Wolfgang med sit hvasse blik sætter en stopper for Wulfgangs poseren.

Imens præsenterer Anna Linesdatter, Muster-agent, sig for fætrene, og hun inviterer broder Florian til at prædike for forsamlingen. Han tager ivrigt imod tilbuddet, og han giver sig til at prædike for den allerede ophidsede forsamling. Brændevinen flyder over desken, røgen spiddes af lyskasterne og det forgyldte skele projiceres rundt på væggene, og nu er det selveste de to originale udsendinge for helgenen, som står på scenen!

Broder Florian begynder at prædike – dvs vi får en beskrivelse af prædikenens indhold, og vi begynder at gøre klar til en Perform-test for at se, hvor godt publikum opildnes (påføres Roused state), men inden da beskriver, hvor jeg hvordan prædikenen griber folk, og jeg gør de to andre spillere, hvis karakterer er til stede (Wolfgang, Georgi), opmærksom på, at også de er påvirkelige for prædikenens effekt, og at de har mulighed for at stålsætte sig mod effekten af prædikenen. Broder Florian opnår en glimrende succes, som griber publikum og er effektfuld nok til også at opildne mange af de tilstedeværende muster-agenter, men også Georgi (som fejler sin test) bliver grebet af stemningen, mens Wolfgang står imod. Anna Linesdatter og de to prædikanter synes også upåvirkede (vi er oppe i kategorien navngivne agenter, og de har ressourcer til at stå imod med).

Broder Florian runder sin ophidsede prædiken af med en opfordring til at drage med på toget mod nord, og til at lade avestitter og musters’ gerninger blive konfronteret. Dog afbrydes han mikrofon lige præcis her. Til hans forundring synes hans ord kraftigere og mere effektfulde, end han havde forestillet sig (mistanken om en slags subliminal påvirkning fra musters’ side bliver hængende, og senere bemærkes det, at folk som Anna og hendes to prædikanter alle er udstyret med små indlæg i ørerne, som antageligvis har skærmet dem mod noget). En del af publikum myldrer op på scenen, og løfter ham op i guldstol og begynder at bære af sted med ham, imens det meste af den ophidsede skare vælter ud af hallen, overfalder de musters-vagter, som befinder sig på gaden omkring lagerhallen, der stikkes ild til deres køretøjer, mens andre griber vagternes våben, og der affyres salver op i luften. Midt i tumulten er Georgi, som vælter ud med skaren for at lade en helligt opildnet vrede falde over musters og avestitter (der er meget få avestitter i Barbex, og gruppen har ikke haft noget med dem at gøre, men efter mødet med dem i Sköldung (episode 23), har Florian et horn i siden på sekten).

Udenfor følger ridder Qwian-Qwian situationen, til dels gennem sin radiokontakt til Georgi, og til dels gennem sigtet på sin laserriffel. Da horden på omtrent 300 vilde sognebørn vælter ud af hallen, føles det lille kontingent soldater udlånt af byens fyrste som meget beskedent. Til sidst ser Qwian-Qwian, at broder Florian bliver båret ud af en entusiastisk skare, og da Florian ikke synes i umiddelbar fare, bevæger Qwian-Qwian sig med sine folk ind i hallen for at bakke baronet Wolfgang op. Inden da sendes depecher ud for at advare de lokale avestitter.

Inde i hallen konfronterer en bister baronet Wolfgang agent Anna Linesdatter, og han vil have hevet hende for en reeve og krævet 2000 firebirds i kompensation. Anna står fast på, at der ikke er sket noget, som ikke falder ind under Muster-gildets privilegier, og hun byder en retssag ved gildedomstolen velkommen. Wolfgang åbner op for at hans position er til forhandling (akkompagneret af en ganske vellykket test – en af de mange critical succeser, som spillerne opnåede denne spilgang), og som den pragmatiske handelskvinde Anna er, indvilliger hun i et forlig, hvor Wolfgang får en undskyldning fra de to prædikanter, man indstiller disse bønnemøder, han får fæstebrevet på gadebarnet Liefelt og der bliver givet en pengegave til at støtte op om toget mod nord. Anna Linesdatter konstaterer, at med de mange hjemløse og daglejere, som er blevet opfordret til at komme med på toget, får de brug for noget folkemarchcatering, og hun kender en musters-virksomhed, som kan levere forplejninger, og hun stikker ham et kort.

Imens forhandlingerne finder sted dukker der muster lejesoldater op ved hallen, og holdet bag bønnemødet begynder at rydde op og pille grej ned. Ude i gaderne er der et langt spor af ødelæggelser, brændte køretøjer, smadrede vinduer og folk, der har fået tæsk for at være musters eller måske være lidt musters-agtige. Oppe ved kirken bliver avestitternes kapel sat i brand.

Imens får broder Florian talt sin lille flok af opildnede daglejere til ro, og han kan forlade dem uden at komme i vanskeligheder. Andetsteds kommer Georgi til sig selv efter at have været med til at hærge og gennembanke et musters-ejet kontor, der står hyre og lønne daglejere (så en række daglejere skal ikke lige se frem til at få deres hyre til tiden de næste mange dage, hvis de overhovedet bliver tilbudt arbejde). Både Florian, Wolfgang og i særdeleshed Georgi kan mærke en besynderlig hylen for ørerne og en trykken på hjernen, som stemningen efter prædikenen fortager sig.

I takt med at det er muligt at trækker gruppen sig tilbage til deres gæstgiveri, hvor de gør klar til at komme af sted den følgende dag. Tolar er dog i første omgang ikke til at finde, og Georgi bruger lang tid på at vandrer om i hærgede gader for at finde hende, og først langt ud på aftenen bliver en fordrukken Tolar fundet iblandt et slæng af ballademagere, der har bygget bål af forhåndenværende møbler. Hun bliver hevet med hjem. I mellemtiden har Wolfgang fået fæstebrevet, som nu er i hans navn, så Liefelt nu er hans fæste de næste 30 år (eller ind til hun køber sig fri for en pris af 30 firebirds). Georgi er ingenlunde fan af den situation, og hun har et varsomt øje for, hvad Liefelt får udstukket af opgaver. I første omgang bliver hun dog sat til at lære at læse (sit eget fæstebrev) med henblik på at hun kan blive Wolfgangs page. Broder Florian vil desuden vinde sig Liefelts venskab, som han også har vundet sig et venskab med de tre andre gadebørn med en intention om at oplære dem i eskatonernes traditioner.

Den følgende morgen ankommer hofdame Wilhelmine Lüebke for at sikre sig at alt er klart til den snarlige afgang. Hun meddeler, at der er ankommet en udsending fra baronen i Cortran, nemlig den særligt fornemme ridder Anton Remot, baronens dronefører af første rang (en titel i stil med kaptajn for garden, Master of Stables etc.), som ønsker et møde med Wolfgang og Florian.

På Søndertorv ved Sønder byport er optoget omtrent klar til afgang. De sidste telte er ved at blive pillet ned, kareterne er lastede med hoffolk og forsyninger, og de udvalgte heste står klar. I et telt venter ridder Anton Remot, som er en aldrende ridder, omkring de 70 år, og han kommer med vigtige efterretninger. Der er sikre efterretninger på, at de hedenske vuldrok-terrorister Varangias hævnere vil forsøge at anslag mod helgenens udvalgte. Der er mindre pålidelige rygter om, at Varangias hævnere har fået fingrene i et fighter-rumskib, som de vil benytte til at skyde optoget i sænk med. Han opfordrer derfor til, at Wolfgang med følge rejser anonymt og uset mod Cortran, mens man sender selve optoget af sted som planlagt. Generelt vil ridder Anton Remot have gruppen så uset af sted som muligt for at sikre deres ankomst til Cortran by. Hofdame Wilhelmine er af en modsat holdning, og hun fremhæver vigtigheden af, at man får fremvist helgenen og hendes udvalgte for de landsbyer, der er på vejen mellem Barbex og Cortran. Beslutningen overlades til vores karakterer, og det ender med, at de rejser anomymt bagerst i optoget i en pansret karet. Dertil hidkaldes Anna Linesdatter, da man vil hyre Wulfgang og Flurian til at ride forrest i optoget mellem landsbyerne – og når man så ankommer til en landsby, bytter Wolfgang og Florian plads med Wulfgang og Flurian, så det er originalerne, som bønderne i landsbyerne får at se.

Wolfgang benytter desuden lejligheden til at sende en besked til flådekaptajn William Dallisk Hawkwood (sidst vi hørte fra ham var i episode 21) om mistanken om, at Varangias hævnere har et rumskib, da det muligvis falder inden for et område, hvor William kan gøre noget.

En anden problemstilling er de omtrent 150 daglejere og hjemløse, som også har forsamlet sig på torvet. De vil gerne slutte sig til toget mod nord, som de blev opfordret til af broder Florian dagen forinden, og de har deres beskedne habengut med sig. Florian indser, at de på ingen måde kan brødføde sig selv på vejen mellem Cortran og Barbex, og han får derfor fat i det tidligere omtalte musters folkemarchcateringfirma, som kan levere trækvogne med forsyninger. Blandt menneskemængden identificerer Florian en egnet pilgrim, eks-alkoholikeren eks-sjakbajs Grifo, som bliver bemyndiget til at kommandere rundt med optoget, og denne udpeger en håndfuld hærdebrede folk, som udstyres med køller, og som har ansvaret for at vogte over forsyningerne på vejen.

Inden afgang får Wolfgang sendt et brev til byens fyrste med en slags ‘redegørelse’, ‘undskyldning’ og subtil ‘sviner’ for gårsdagens kaos, da det er kommet gruppen for øre, at fyrsten er vred over gårsdagens hændelser, og at man er på udkig efter en eskatonsk munk, som skulle stå bag den ophidsede folkemængdes overfald på musters og avestitter.

Derefter marcherer det nu noget større optog ud af Sønderport og begiver sig på vej mod Cortran. Rejsen tager adskillige dage. Først på femtedagen er der en episode, da en vejsidebombe pludselig eksploderer dræbende Flurian og lemlæstende Wulfgang, foruden at den smukke, hvide ganger, som Wolfgang havde udvalgt sig, omkommer. Grundige undersøgelser af resterne af sprængladningen konkluderer, at den er udløst af en simpel mekanisme skjult i vejen, og at den er sammensat af materialer af både hawkwood og vuldrok ophav, som primært stammer fra det sorte marked efter krigens ophør. Det er med al sandsynlighed Varangias hævnere, der har slået til. Der er ikke yderligere anslag, men for at sikre sig mod yderligere ulykker, får gruppen via sjakbajs Grifo hyret to frivillige fra pilgrimsskaren til at gå forrest.

Sidst men ikke mindst får broder Florian undervist gadebørnene, som også er med på færden, i den eskatonske katekismus og vundet sig et venskab med Liefelt (jeg bruger betegnelsen ‘vundet’, da vi har terninger i spil. Der foretages en befriend action, som resulterer i Friend State hos Liefelt, men testen kræver et reroll, da der oprindeligt rulles en fumble, og det reroll koster en aktivering af en perk, som efterlader broder Florian med et jaget blik i sine øjne; en tilstand som egentlig ville slutte ved scenens udløb, men da vi er ved slutningen af dagens spil, bliver prisen for omslaget gemt til næste gang).

Optoget ankommer til Cortrans byport, og vi stopper spillet.

På dette punkt tager vi en snak om nogle af de breve, som karaktererne har sendt med anmodninger af forskellig art. For flere uger siden i spiltid er der sendt breve til forskellige personer (f.eks. til ridder Qwian-Qwians orden) med diverse anmodninger. Ved Cortran er der nu gået så lang tid, at brevene har nået deres mål, og at modtagerne har kunnet nå at svare, og derfor har det længe været planen, at spillerne her skulle modtage deres svar. I stedet for at jeg skal finde på nogle svar på anmodningerne, besluttede jeg i stedet, at lade spillerne komme med den første ‘halvdel’ af brevet, hvor spilleren vælger, hvad det er, som karakteren har fået (f.eks. at broder Florian får en provisorisk forfremmelse, så han kan grundlægge et kloster), og derefter føjer jeg en form for GM-twist til oplægget (hvor forslag fra spillerne er velkomne) – mit udgangspunkt trækker på Mortal Coil rollespillet, hvor spillerne definerer en gavnlig effekt, og hvor spilleder tilføjer en konsekvens (en slags delvis succes i PbtA parlance).

Næste gang: Parader og breve

Bemærkninger

Bønnemødet var en af de situationer, hvor jeg ikke har den ringeste ide om, hvordan det vil forløbe. Hvornår og hvordan vil karaktererne bryde ind i forløbet, og hvordan kommer forløbet efterfølgende til at udspille sig? Der er kun en måde at finde ud af det på. Jeg havde preppet det overordnede forløb for bønnemødet, og så var det op til selve udspilningen at se, hvordan det forløb sig.

Gilderne er en sjov størrelse. Der er de fem store, interplanetære handelsgilder, som kontrollerer hver deres aspekt af handel (musters er en, scravers er en anden, reeves, engineers og charioteers er de tre sidste), og under handelsgilderne er der talrige mindre virksomheder, hvis medlemmer er gildemedlemmer. Således var konflikten med prædikanterne mod en virksomhed af musters, mens det var andre musters-virksomheder, som blev overfaldet af den rasende hob, mens det er en helt fjerde musters-virksomhed, som gruppe hyrer til at forpleje deres pilgrimstog). Gilderne har hver deres privilegier, som giver dem kontrol med bestemte dele af handelen, som f.eks. mustergildets ret til at udstede fæstebreve.

Rejsen mellem Cortran havde jeg tænkt som et kortere forløb, hvor det mest handlede om, hvordan spillerne ville have det til at udspille sig. På overfladen der Wilhelmine og Anton, som trækker i hver deres retning og anbefaler hver deres yderpunkt, og så er det op til spillerne at beslutte sig for en løsning – og den ville selvfølgelig påvirke mulighederne for Varangias hævnere for at begå et anslag. Det kostede nogle biroller livet (ingen dyr led overlast under spilningen af forløbet) og er med til at farve forløbet og forme de kommende begivenheder.

Brevene ved spilgangens afslutning er en måde at koble karakterernes agendaer sammen med deres mission. Karaktererne har alle deres egne interesser, og dem prøver de i sammenhæng med deres mission at opnå. I stedet for at jeg skal tolke eller gætte mig frem til, hvad spillerne godt kunne tænke sig, at deres karakterer fik, er det nemme blot at spørge dem. Det er altid sjovt, når der kommer nogle komplikationer med sådanne gaver, og derfor har jeg varslet spillerne, at der følger en eller anden form for komplikation med. Derudover bliver det sjovt at sætte gaverne i spil, da det kommer til at forme retningen ret meget på den næste del af kampagnen.

Persongalleri

• Gadebørnene Eblin, Tolar, Andro, Liefelt
• Anna Linesdatter, musteragent
• Flurian og Wulfgang, IP-infringing prædikanter for musters
• Ridder Anton Remot, baron Cortrans dronefører af første orden
• Hofdame Wilhelmine Lüebke
• Kaptajn William Dallisk Hawkwood
• Sjakbajs Grifo