en blog om rollespil og historie

Fra dybt under jorden leder smalle vindeltrapper op til overfladen, hvor en by lagt i ruin og forbandet af Angmars Heksekonge, konfronterer vore gæve rejsende følgerne af den ældgamle forbandelse.

Velkommen til episode 4 af The One Ring 2nd edition kampagnen, hvor vi fortsætter historien fra foregående episodebeskrivelse.

Dagens forløb

Gruppen fortsætter deres færd gennem mørket op ad den smalle vindeltrappe skåret ud af den levende klippe. Det er en lang og mørk færd, som leder op til et øde og ensomt landskab af forrevne murrester, flækkede fliser og knuste statuer overgroet med krat og tjørn, og hvor der er ledige flader er simpel og grov graffiti. Rotter piler rundt i mørket konstant uden for lanternens kraftige lysstråle. Intet er ladt stående i ruinbyen. Et blegt månelys og himlens fjerne stjerner falder over det øde land.

Tobold undersøger skrifterne nærmere. Han bemærker, at graffitien er skrevet på sort mål med grove hænder. Det er orkers værk fra dengang for længe, hvor byen faldt. Mellem de hæslige ord gemmer sig også andre tekster. Der er en tekst skrevet med elviske ord på det sorte mål – en forbandelse efterladt af Angmars heksekonge over byen, som lader den ingen hvile finde, så længe byens fyrste, Hadirion, bærer sin krone. Selvom Tobold ikke kan læse hverken elvisk eller sort mål, vrider og vender ordene sig til de begynder at få mening for ham (der foretages en Shadow (Sorcery) test, som fejles, og det giver Tobold 2 Shadow Point, samt evnen til at kunne forstå teksten).

Imens har skarpøjede Fenja bemærket, at hvad man i første omgang antager er månelys, ikke er månelys. Der kommer lavt på himlen et blegt sølverne skær, og men det er ikke månen, men en forunderlig lyskilde et godt stykke oppe, og i kontrast mod den mørke nattehimmel anes et kulsort tårn, og fra tårnets top udstråles det blege lys. Månen står et andet sted på himlen.

Gruppen beslutter sig for at gå i retning af tårnet. Det er det eneste, som rager op i den mørke ruin. Færden leder til en stor plads, og en ruin på den anden side, som synes at være større og mægtigere end de omkringliggende, og her befinder tårnet sig.

Reginald sendes forud for at spejde. Han kommer ret tæt på, og han kan se i det beskedne lys fra nattens stjerner og det sære blege lys fra tårnets top, at det er et tårn i ruin. Vægge mangler, og det er et under at strukturen stadig står. Hvad lyskilden er, forbliver et mysterium,

Imens Reginald iagttager tårnet, ser han en krumbøjet skikkelse i lasede klæder og med et rustent spyd hvilende over skulderen, komme ned ad tårnets vindeltrappe. Han gemmer sig, og snart kan han mærke skikkelsen passere forbi ham. Den stopper kortvarigt op, lytter og sniffer, inden den fortsætter ned mod hans rejsefælder.

Da skikkelsen er på afstand forsøger han at kommunikere en advarsel til sine rejsefæller, men for sent. Snart er den formummede skikkelse fremme ved dem. Den hvæser en trussel mod dem – hvad har bragt dem til dødens by? Snart vil de være en del af byens faldne – og så griber den spyd den ene hånd og trækker en rusten klinge med sin anden. De lasede klæder falder tilbage og afslører den krumbøjede skikkelse indenunder. Lange, blege lokker som tågedis, øjne glødende i mørket og næsten gennemsigtig. Dødningen springer frem og angriber.

Vi går over til kampmodus, og oversigtskortene fra The One Ring Starter Set findes frem, da de gør det nemmere at håndtere de fire stances. Fenja går i en forward position, Gungnir i en open position, Tobold i en defensive position, og Reginald med sin bue i en rearward position. Gruppen skiftes til at udføre deres angreb.

Kampen varer omkring seks runder, og det er måske lidt langt, men det er en hård modstander, som er svær at fælde, da hver gang der lander et dødbringende hug, samler skyggerne sig omkring dødningen og genskaber kroppen. Reginald rammer omtrent hver anden gang med sin bue, mens Gungnir deler solide hug ud, men han bliver også ramt flere gange, og efter et par runder er hans Endurance faldet så meget, at han bliver Weary, og har sværere ved at holde sig gående, og snart falder hans Endurance så langt, at han er nødt til at gå over i defensiven. Fenja ligger brutalt ud, deler hug ud, men har ofte svært ved at trænge gennem modstanderens forsvar. Dødningen angriber hver runde med sværd og spyd, og hun trænger de to dværge tilbage. Fenja er ofte nødt til at spendere Hope for at have en chance for at ramme sin modstander, men det er først, da Gungnir bliver så såret, at han skifter til defensiv position, at hun rigtig kommer i fare. Hendes rustning beskytter hende heldigvis imod et par stød, som ellers ville have givet hende et Wound. I stedet går hun hen og bliver Weary (som betyder, at alle 1, 2 og 3 på d6erne tæller som 0, så de 6-sidede terninger nu tæller 0, 0, 0, 4, 5 og 6).

På det her tidspunkt minder jeg spillerne om, at man kan reducere puljen af Shadow Points til 0 ved at erhverve sig et Shadow Scar, som er et varigt shadow point. Fenja vælger at gøre det, da der lige nu kun er tre point mellem hendes Hope og hendes Shadow points. Hun har nu et Shadow Scar, hvilket giver en samlet sum på 1 Shadow Points. Til gengæld åbner det for yderligere brug af hope, da der ikke længere er risiko for at blive Miserable (når Shadow score op til antallet af tilbageværende Hope points, bliver man ynkelig og terningerne begynder at vende sig imod en).

Heldigvis sker der et absurde, at Tobold, som har fejlet samtlige angreb, pludselig har en træffer, og det er en afgørende træffer, som fælder dødningen endeligt. For et kort øjeblik er det ikke en deform dødning, der står foran gruppen men derimod en mægtig og stolt adelsfrue i funklende rustning og fornemme gevandter, stolt, smuk og frygtindgydende på en gang, og så er billedet af fordums frue borte.

Vore helte er sejrrige, men både Gungnir og Fenja er stærkt udmattede. Kampen var hård, og gruppen brugte sidste gang deres daglige short rest, så de er i stedet nødt til at presse på. De bevæger sig igen frem mod tårnet, og Reginald bliver sendt forud som spejder. Der er ikke flere farer på deres færd, og de ankommer til tårnet, bevæger sig op gennem det og nærmer sig tårnets top. Lige siden de besejrede dødningen, har de mærket, hvordan det sære lys fra tårnets top vokser i intensitet.

Oppe øverst er en rusten jerntrone, hvor et mumificeret lig sidder fastspændt. Banken ind i kraniet er en jernkrone, og det ædelstenen i kronen, som udsender det blege men stadig kraftigere lys. Pludselig kulminerer lyset i et kraftigt, blændende skær – og da det er borte, rejser en ensom skikkelse sig langt borte og samler sit sværd og spyd op, for derefter at bevæge sig mod tårnet som en krumbøjet forhutlet skikkelse. Gruppen får straks travlt med at vriste kronen fri af kraniet. Fenja finder sin tømreværktøj frem og går i gang. Øjeblikke efter lykkes det, lyset i kronen svinder, liget på tronen smuldrer bort, og den grå skikkelse falder sammen. Forbandelsen over byen er løftet, og en længe savnet fred falder over byen.

Efterfølgende udforsker gruppen stedet nærmere, de finder en stor jernkiste, som rummer skatte magiske ting og de dokumenter, gruppen drog ud for at finde for Bilbo. Efterfølgende vender de hjem mod Herredet, og af praktiske årsager gemmer vi indholdet af skatten til næste gang.

Bemærkninger

Vi fik udspillet en heftig kamp, som måske varede en runde for lang tid, men vi fik set mekanismer omkring udmattelse i spil, og hvordan de tvinger overvejelser retræte, desperat brug af håb point og den nærmeste strategiske brug af Shadow Scars, som efterlader dybe mærker på lang sigt på karaktererne. Rent praktisk indikerer det også noget om, hvor meget man skal eller måske blot forsøge at presse karaktererne med skyggepoint. Sammen med Endurance er det en slags timer i spillet. Det er ret spændende.

Næste gang kigger vi på downtime, skatte, magiske, XP og noget om, hvor næste scenarie leder hen.

Af praktiske grunde skød vi XP delen af spillet til næste gang, hvor vi også kigger nærmere på de skatte, som karaktererne har med hjem. I den forbindelse foretager vi også en revision af karaktererne. Hvis en spiller ikke vil fortsætte med karakteren, kan den udskiftes, og spillerne kan også vælge at rekonfigurere karaktererne, da vi nu kender reglerne bedre, og det er nemmere at foretage nogle gode valg omkring karaktererskabelsen.

Regelbogen er overraskende knudret at finde rundt. Mange småregler er ikke tydeligt fremhævet, og organiseringen er frustrerende, hvilket er ærgerligt, for systemet er egentlig ikke så kompliceret, og det ærgerligt, for det gør det svært at danne sig et overblik og hurtigt slå en regel op.

Der er en vis tilegnelsesproces ved rollespilsregelsystemer, hvor man får dem ind på rygraden, og hvor man kan spille systemet uden den store forberedelse af reglerne. På nuværende tidspunkt resulterede en pause i vores regulære spil, at vi kom for langt fra reglerne, og vi måtte bruge tid på også at bakse med reglerne.