…
Kæmpestore edderkopper, dystre grotter, sjæleædende skyggevæsner, øjner der gløder rødt i mørket, blodige altre, navnløse tentakkelbefængte monstre – fantasy er fyldt med uhyggelige ting.
En gren af fantasy-rollespil grænser op ad horror. Ikke kun de dele af fantasy-rollespil, som dedikeret til horror, som Ravenloft verdenen til D&D eller Warhammer Fantasy RPG (når det ikke er den fjollede side af Warhammer) eller diverse grimdark verdener, men fantasy i sig selv: dele af Ringenes herre er ikke storladen fantasy men en uhyggelig verden, som f.eks. når hobbitterne i bogens første del er på flugt fra ringrytterne eller senere bevæger sig gennem Shelobs huler, og selve opbygningen til mødet med orkerne i Morias miner er et frydefuldt gys.
En ting, jeg finder spændende ved fantasy er, hvor tæt genren kan ligge op ad horror, og hvor nemt man kan transformere fantasy til horror i for eksempel rollespil som Dungeons & Dragons.
Fantasy som horror er en tolkningsvinkel, som jeg selv gerne ynder at gøre brug af. Fantasy skal ikke kun være eventyrligt, det skal også være lidt uhyggeligt og lidt farligt. F.eks i podcasten Dragens hvisken (hvor børn får lov til at spille rollespil), og indledningen i podcasten De rejsende rollespiller Dungeons & Dragons begynder også skummelt (men skifter på et vist tidspunkt over i en anden gren af fantasy).
Fantasy i kunsten – horror, naturalisme, fantasy-modernisme
Forsidebilledet er Denizens of the Dark af Angus MacBride, som har en fantastisk eventyrlig streg, som blandt andet har været med til at forme mit billede af Ringenes herre universet, og billedet stammer fra et Middle Earth Role-Playing (MERP) supplement. Et andet blik på fantasy er Larry Elmores Dragonslayers and Proud of it, som optrådte i AD&D 2nd edition Player’s Handbook. Her får man en slags fantasy-naturalisme, hvor der er elvere og dværge og drager og magikere, men på en jordnær, ikke-magisk maner.
En anden tilgang er at finde i D&D 5th edition 2024 Player’s Handbook, som er proppet med stemningsfyldt og farverig kunst. Nedenstående er en collage af tre forskellige billeder fra bogen:
Hvor de ældre billeder fastholder en slags middelalderisme i deres motiver, skifter den nyere version til en slags middelalder-modernitet eller cosplay-middelalder, hvor man laver moderne dragter inspireret af ideen om gamle dage. Hvor de to andre billeder fastholder ideen om en datidig verden (om end Elmores valg af frisurer forankrer ham i tid), går den efter en nutidig, magisk verden, hvor moderne udtryk og teknologi i bedste fald er camoufleret med magi.
Gyset i fantasy
I lighed med hvordan de ovennævnte billeder fremstiller tre vinklinger på fantasy, er fantasy ikke pr automatik horror. Det kan snildt være historisk-klingende fantasy, som Elmores maleri, eller modernistisk fantasy som D&D 2024 regelbøgerne. Der er dog ikke langt til gyset.
Lige så snart orkerne ikke er grønhudede nomader i spraglede klæder som pr. D&D 2024, men derimod de grågrønne, rødøjede væsner med sylespidse hugtænder, der næsten er til at forveksle med hæslige blodhungrende vampyrer, der ligesom Midgårds orker blot venter på solnedgang, som de er afbilledet i MERP jf. øverste billede, skifter fantasy til horror.
I det øjeblik vi vælger at anskue D&Ds mange væsner, som de monstre, de i mange tilfælde er, bliver de også til uhyggelige væsner, og følger man den ledetråd, bliver en otyugh ikke blot til en blævrende klump af tentakler og tænder, men til noget, der kunne være undsluppet fra filmen John Carpenter’s The Thing. Dungeons & Dragons vælger selv at præsentere en række af sine monstre i gysets skær, som f.eks. “The Thing in the Pit” fra modul B10 Night’s Dark Terror, som ses her:
Fantasy som horror er nogle steder at tage konsekvensen af, hvordan monstre, trolddom og des lige kommer til udtryk, når man tænker dem igennem. Et er en fireball, som gør 31 point i skade, et andet en flammende ildkugle, som efterlader forkullede lig og en stank af brændt kød.
Hvor gyseligt er dit fantasy-rollespil?
Stemmen fra ådalen 
Skriv, skriv, skriv