en blog om rollespil og historie

Velkommen til episode 38 af Fading Suns kampagnen om overførelsen af den hellige Skt. Marinas bene til missionsmarken på planeten Leminkainen. Den lille trup er næsten fremme ved deres missions endeligt, og de kan se enden på rejsen.

Dagens forløb

Denne episode er meget en snakke-episode med par enkelte terningkast til at etablere et par tvivlstilfælde, om hvorvidt man bemærkede noget, erindrede noget eller opnåede et venskab – samt et par tests for okkulte kræfter, da der kan følge ubehagelige konsekvenser, hvis der sker et fumble på en okkult-test.

Vi begynder med en kort opsummering af seneste spilgangs begivenheder. Derefter spoler jeg bevidst handlingen frem til det punkt, hvor truppen er ankommet til Vindelisk, fået kontakt med byen, fået overbevist dem om, at de ikke er en flok hærgende vuldrokker, og efterfølgende fået udpeget en landingsplads uden for byen, hvor markgrevens folk kort efter ankommer for at byde dem velkommen (jeg vurderede, at det var en sekvens, som ikke var interessant at spille, og en type sekvens, som i film og bøger bliver klippet hen over – og det kan det også blive i rollespil).

Flyveturen til Vindelisk går over krigshærget land. Flere steder kan man se røde marker, hvor bønderne er begyndt at tage landet tilbage, mens andre steder er sorte kratere, steder som lyser om natten, eller som er helt spejlblanke og reflekterer solens lys som glas. Tegnene på fordums krige vil stå mange generationer endnu. Vindelisk er en langt mindre, veludviklet by end de byer, som vi endnu har besøgt. Det meste af byen er lave huse, typisk to-tre etager på et fundament af sten og beton med en overbygning af bindingsværk. Centralt for byen er det store stjerneformede fæstningsanlæg, og i midten af det hele ligger markgrevens palæ – mere et gods end et palads, som set andre steder, og til godset er knyttet store staldbygninger, loer og lader. Det er meget landligt.

Landet uden for byen bliver gruppen taget imod et større optog af riddere og soldater i funklende paradeuniformer. Markgrevens repræsentant, ridder Knaver, og bekender Besker, tager imod vores karakterer. Udover en høflig velkomst, undskylder man med, at selskabets ankomst er noget pludselig og uforudset (gruppen forlod Cortran i ly af mørket, rejste af undselige småveje og til sidst med rumskib, så de har været af radaren i nogen tid).

I smukke, hvide kareter med forgyldte kanter og våbenskjolde køres de gennem byen, hvor benovede bønder og håndværkere nøje følger optoget. Det er en langt mindre end optoget i Cortran by, og modsætningen er konstant tydelig for gruppen. De er nu langt, langt fra større og mere moderne samfund.

På godset indlogeres gruppen i den blå suite, og mens Georgie og Qwian-Qwian foretager deres rutinetjeks for, om der er mangler i sikkerheden, uønsket overvågning eller andet suspekt, og bemærker gruppen, at godsets tjenestefolk er nysgerrige og ikke kan lade være med at kigge på alt, hvad der kan kigges på: De er både fornemme og mærkelige gæster i et helligt ærinde.

Efter at rejsestøvet er børstet af og vasket bort, går selskabet til reception på godset, hvor mange flere gæster er dukket op i den mellemliggende tid. Der er mange riddere til stede blandt gæsterne, og folk er med al tydelighed tungere bevæbnede og våben er tættere ved hånden end set andre stedet – vi er i et markgrevskab ikke langt fra grænsen, og det kan være nødvendigt at reagere hurtigt.

Selskabet præsenteres for hoffet, de møder markgreven, og de kan se via salens store portrætmalerier, at han med al tydelighed er beslægtet med biskop Bärbel (søster) og abbedisse Mechtilde (halvsøster), og de møder også markgrevens moder, Asterias Hawkwood.

Markgreven bemærker, at selskabets ankomst er noget pludselig og uventet, og der må ligge en historie bag. Baronet Wolfgang genfortæller de seneste begivenheder, og omtalen af vulper får straks markgreven til at reagere. Han udstikker en række ordrer til sine folk, men lader ellers gruppen vide, at i aften er det blot middag og gode historier, og i morgen er det rådsmøde og alvor.

Ved middagen møder gruppen desuden søster Amalasuintha af amaltheanerne (episode 32), som fortæller, at hun tog en hurtig hest fra Cortran mod nord i håbet om at finde gruppen igen. Hun var været en kort tid i Vindelisk, og hun er en af to personer, som vil være en overraskelse for gruppen at møde. Undervejs bemærker gruppen også nogle hoffolk, som de genkender fra hoffet i Cortran – det er hofdame Nirmala og hofmand Romanollo (episode 28) samt deres søster Emelda. De omtales som værende af familien Thyre fra Fugleøerne, en velhavende familie, og der er et rygte om, at Emelda måske skal forloves med markgreven. Wolfgang genkender pludselig Nirmala og Romanollo fra en anden sammenhæng – mødet med de maskerede tyve ved baronens kunstkammer, hvor Valor Justinians kyras forsvandt (episode 33).

Den følgende dag har Wolfgang først et møde med bekender Besker, da begivenhederne omkring vulperne og rumskibet, som kostede Amled samt Nibor og hendes folk livet, er noget, som har vejet tungt på hans skuldre. Efterfølgende går han til rådsmødet. Til stede er markgreven, hans moder, bekenderen og et par udvalgte riddere. Adskillige emner bliver vendt og drejet.

• Vulperne er en alvorlig trussel mod befolkningen, og markgreven sender derfor en betydelig hærstyrke ud mod dem,
• Markgreven sender desuden en flok spejdere ud for at undersøge, hvad den mystiske pansrede mandskabsvogn, som har forfulgt gruppen, er for en størrelse.
• Der er en meget stor gruppe pilgrimme på vej mod Vindelisk og videre nord på. Markgreven vil lade dem bo og bespise mod, at de arbejder for ham i byen, indtil situationen nordpå er på plads.
• Selskabet ved, hvor helgenen ønsker sine knogler placeret – et sted, som af markgreven kendes som ‘Fruens skød’, og som ligger nær en landsby af dårligt frelste fribønder kaldet Sminge. Til grevens overraskelse er det ikke i klosterruinen Osel, at der er planer om at placere knoglerne og genoprette klostret, men nogle kilometer derfra på en anden lokation.
• Området nordpå kaldes ‘Hvepsereden’. Det er den nordlige ende af markgrevskabet og strækker sig ind i ingenmandslandet mellem Kejserriget og vuldrokkerne. Det er et område, hvor grænser er flydende, og hovedsageligt kontrolleres af dem, som har magten dertil. Markgreven har retten til at udstede privilegiebreve til de riddere, som kan gøre hævd på territorier og lade dem stifte len under markgrevskabet. Der er derfor en række rivaliserende riddere med følger, som rejser rundt i området og voldgæster folk for at få kontrol med området. Ingen har dog gjort krav på området omkring Sminge og Fruens skød.
  • Baronet Wolfgang overvejer for sig selv, om han skulle erhverve sig et sådan privilegiebrev. Det kunne være handy, da området heroppe er gammelt Justinianerland.
• Området rummer en række landsbyer fra Dolmentarv ude ved kysten i vest til Havdhem (tidligere kystby, nu flere kilometer inde i landet), og fortsat ind over land mod øst til Sminge, Jökynen, Ölem, Grimryd og Slite (og væsentlig længere mod øst ligger Aballiax).
• Søster Amalasuintha har været effektiv. Hun har allerede indgået en aftale med markgreven om klostret. Det vil blive dedikeret til Skt Amaltheas orden (hvorved at hans søster og halvsøsters mulighed for at blive bisper over egnen begrænses), og der vil blive indrettet et kapel til eskatoner sekten (broder Florian er overrasket/spiller overrasket – til dels er han blevet kuppet ud af et kloster, til dels er han blevet sparet for besværet med et kloster, men samtidig sikret en ikke uvæsentlig tilstedeværelse ved et potentielt vigtigt pilgrimskloster).
• Det vil dog blive vanskeligt at skaffe eskatonere i første omgang til kapellet, da man ikke er i kontakt med nogle eskatonere, siden at brødrene i Aballiax (som ligger nabolenet til markgrevskabet under familien Gunnel Löff) døde bort. Der er ikke nogen eskatonere på kontinentet.
• Søster Amalasuitha præsenterer den sidste mystiske gæst for gruppen. Det er konvertitten Wörter, som er en vuldrok, som hørte selskabets ord og prædiken i Cortran, og som faktisk tog mod budskabet og lod sig konvertere til (den ortodokse) tro. Wörter kommer til at fungere som tolk og guide i missionsmarken og oppe nordpå blandt vuldrokkerne. Amalasuintha stødte ved et mirakuløst tilfælde på Wörter i Cortran, og hun besluttede sig for at bringe ham med til Vindelisk. To ryttere på hurtige heste skulle nok kunne nå Vindelisk tidsnok til at mødes med gruppen.
• Da samtalen drejer sig ind på bjergene nord for ‘hvepsereden’, fortæller Wörter, at det er Stokkerbjergene, og de er hjemsted for en frygtelig dæmon. Dæmonen forførte folk i bjergene, og de myrdede og ofrede enhver gjartin og vuldrok helligperson, som kunne mærke Leminkainens bankende hjerte. Det er dog en ammestuehistorie.
• Asterias Hawkwood fortæller, at Stokkerbjergene er vuldrokkernes term for området. Det er et gammelt hawkwood-len, som tilhørte familien Stokhart, som uddøde for omkring 500 år siden, da vuldrokkerne invaderede. Det er et blandt mange tabte hawkwood-len og uddøde hawkwood-slægter (Familien Stokhart blev introduceret i episode 12).
• Markgreven tilbyder at rengøre, rense og efter efter bedste evne at reparere baronettens nyerhvervede rumskib, samt give det en gang maling, så det ikke så nemt antages at være et vuldrok rumskib. Rumskibet er af en type, som mange her på egnen, fra før freden genkender på lyden velvidende hvilken død og ødelæggelse de ville bringe med sig.

Det var det primære indhold aftenens middag og den følgende dags rådsmøde. Gruppen opholder sig nogle dage ved godset, og broder Florian bruger lejligheden til at besøge den lokale kirke og gennemgå dens arkiv. Meget af arkivet er gået tabt, men der er lidt at grave frem, såsom ældgamle slidte satellitfotos over Stokkerbjergene. Han finder også nogle skrivelser, som er blot fire år gamle, som omhandler en købmands klager over, at der er smuglere, som har slået sig ned i klosterruinen, og som smugler varer ud af Dolmentarv. Sidst men ikke mindst er der breve, hvor biskoppen gør opmærksom på, at munke og nonners praksis med at opsøge martyriet ved at rejse nordpå for at prædike for hedningene er en upassende praksis (ikke at prædike for hedninge, men aktivt at søge martyriet på denne måde).

Wolfgang har desuden lidt senere en samtale med markgreve Winfried, hvor denne spørger til rejsen til solsystemet, og særligt til en rejsefælle, som ikke slap levende fra færden, nemlig Gask Raban! (Gask Raban har været en tilbagevendende karakter i kampagnen, selvom han har været død siden episode 3).

Markgreven havde bedt Gask Raban om at bringe kopier af slægtstavler og familieoptegnelser fra Byzantium Secundus. Det har med familien Thyre af Fugleøerne at gøre, og her lader Wolfgang markgreven forstå, at Wolfgang selv (halvt) er ud af Huset Justinian, og han har mistanke til at familien Thyre også har med Justinian at gøre. Markgreven afslører, at han selv har mistanke om, at familien Thyre ikke blot er en yderst velhavende familie, men at de også er et ‘kryptohus’.

Desværre synes ingen at kende noget til prædikanten Haldir Gråulv, som gruppen officielt er blevet sat til at overdrage de hellige knogler til, og det er stadig lidt et problem (blandt andet da helgenen allerede har angivet, hvor hun gerne vil placeres).

Der er gået nogle dage ved markgrevens hof, og gruppen er nu udhvilede efter seneste mange dages strabadser.

Afsluttende bemærkninger

Vi nærmer os afslutningen på kampagnen. Der er tre dagsrejser til det punkt, hvor knoglerne skal placeres, og gruppen har et rumskib til rådighed. Til gengæld er der stadig nogle uafklarede konflikter fra at få fat i Haldir Gråulv til at håndtere den dæmoniske trussel, som synes at have hjemme i Stokkerbjergene, samt etableringen af et kloster, som faktisk kan tage hånd om knoglerne, når de først er blevet afleveret.

Der er mange tråde, som skal samles, og det har f.eks. været sjovt at kunne reintroducere Gask Raban gang på gang, og sagen om Titus Andolphus bliver ved med at spøge, selvom vi ikke har set noget til Titus i lang tid. Sagen om Fugleøerne er så småt også ved at falde på plads, men hvad udfaldet bliver er endnu uklart. Det er lidt spændende at se, hvor mange spilgange vi har tilbage, inden vi er ved vejs ende.