Fading Suns: Translatio Sancti del 12

Duellen mellem baronet Wolfgang Hawkwood og ridder Ani Virtunnen Hawkwood finder endelig sted! Efter væsentlige hindringer og anslag fra dræberrobotter, dæmoniske kræfter og kirkelige intriger i kampen om Skt Marinas knogler konfronterer de to Hawkwoods endelig hinanden. Vi spiller Fading Suns, og det er blevet til episode 12.

Dagens forløb

Vi begynder spillet ret tæt på sidste gangs hændelser, nemlig det store masseslagsmål, som dæmoniske kræfter lokkede frem ved duellens begyndelse.

Der er kaos og forvirring, og folk er ved at komme sig over den dæmoniske indflydelse, som lagde sig over stedet. Nogle som biskop Helias Soran er gået fri, men de fleste andre er gået fri. Sår bliver plejet, og man kigger efter golemen, som sprang ud fra tiende sal. Et godt stykke nede har den fået fat i muren, og fået adgang til bygningen via et vindue. Major domus Jökult Høgeskov sætter en efterforskning i gang, som bliver anført af husgardens løjtnant Martine Claudeaux Hawkwood, som nede fra rustkammeret bliver udstyret med et stort tungt apparat: en golemdetektor.

Duellen er stadig i det åbne. Gesandten og heksen er forsvundet, men en udvalgt hirdmand konfererer med biskop Helias Soran og major domus Jökult Høgeskov. Hirdmanden præsenteres som Eirik Hvalspidder (vi har tidligere mødt ham, som manden der har en amulet med en tot voroxpels). Han træder frem og annoncerer, at på baggrund af hændelserne er det blevet besluttet at stille sig tilfreds med en æresoprejsning, hvor kampen kun er til første blod. Det var hverken, hvad ridder Ani Virtunnen eller baronet Wolfgang havde forudset. For baronetten er det vanskeligt at acceptere (men vuldrokkerne kerer sig ikke så meget om Hawkwoods skikke, så meget som deres gesandt blot ønsker at spille dem ud imod hinanden, og hirdmanden er blot blevet sat til at afslutte sagen), og han præsenterer et argument for, at duellen annulleres, da gesandten ikke længere er til stede, som suppleres med de beske bemærkninger, som flere gange ikke har vundet Wolfgang venner, og som også denne gang resulterer i rykkede øjenbryn fra Hawkwood folkene og en bemærkning fra hirdmanden om ikke at være velkommen i deres lande.

Den næste del af spillet er en lang serie af møder rundt om på paladset og mindre arrangementer. De er ofte vanskelige at opsummere præcist efterfølgende, da vi ikke fører referat i takt med, at vi spiller. Rundt om i scenerne bliver der nu og da foretaget tests. De bliver primært håndteret som konflikt resolution (og ikke som task resolution), og de bliver foretaget mod en statisk sværhedsgrad frem for opposed rul, og jeg ruller derfor ingen terninger i forløbet.

Helbredssengen, som har teolog Sade Zilliacus som patient, bliver gemt væk i paladsets nedre etager i nogle timer, indtil det bliver vurderet, at det er bedre at vække Sade af sin medicinske slummer og føre ham til eskatonernes broderhus. Et par gange imens Georgi håndterer den medicinske seng, ser hun husgarde løjtnant Martine Claudeaux Hawkwood med et hold af paladsvagter bevæge sig rundt med golemscanneren. Den giver dog ingen udslag, og golemen forbliver skjult.

Gruppen får at vide at overinkvisitør Benjamin Gneis af avestit ordenen vil udpege en inkvisition til at undersøge sagen med dæmonen. Der er rygter om, at det bliver avestitten Ragun, der vil få opgaven. Senere på dagen dukker biskoppens sekretær Tarja Leskinen op og meddeler, at Ragun med følge vil følge op på sagen lige om lidt trods at papirarbejdet først foreligger den følgende dag. Hvis gruppen accepterer, at Ragun påbegynder sit arbejde i deres foregående suite kan arbejdet påbegyndes inden længe. Georgi tilbyder at være kontaktperson.

Broder Florian og ridder Qwian-Qwian sætter biskoppen stævne i hans kontor på paladset, hvor biskoppen udveksler teologiske spidsfindigheder i et af de knudrede breve fra Sankt Hombors breve i Omega-evangeliet om ‘at kaste æbler for svin’, og om man skal se det, som en fordømmelse af genmanipuleret frugt, eller at æbler er en forbuden frugt, som djævle har hjemme i.

Broder Florian får snakket sig varm med biskoppen (succesfuld Befriend test), og derefter får han sprunget ud i at få bedt biskoppen om at stille sig på baronet Wolfgangs side ved aftenens rådsmøde, hvor missionens fremtid skal afgøres (critical succes på Entreat test!).

Imens har baronet Wolfgang besøg af onkel Vanya Decados, der kommer med en flaske rødvin fra Naantali godset og en skålfuld gmo-jordbær fra Grikkor (Leminkainens nordlige kontinent). Dennes ærinde er altid suspekt. Han er officielt diplomat for Huset Decados, som er Hawkwoods ærkerivaler, og uofficielt er han også spion. Han kommer med kryptiske bemærkninger om, at Wolfgang skal være opmærksom på, hvem der er til stede og lytter til hans tale ved aftenens rådsmøde. Derefter fortrækker han sig, og Wolfgang kan fortsætte sit taleskriveri.

Tilbage i suiten er ridder Qwian-Qwian og Broder Florian. Sidstnævnte sætter sig for at skrive en mirakelrapport, som han mediterer dybt, meget dybt, over. Den tunge vejrtrækning får Qwian-Qwian til at beslutte sig for ikke at forstyrre eskatoneren.

Georgi er imens rendt op til den gamle suite for at Ragun med følge kan undersøge den. Avestitterne kommer i tunge, flammehæmmende læderfrakker, og deres hætter er slået ned, så man kan se deres skaldede isser. Der er en gennemgående lugt af olie omkring dem. De har beholdere med Ka-olie hængende i deres bælter, som er ammunitionen til deres flammekastere. De har alle en flammekasterpistol. Om halsen har alle tunge, tykke metalkæder i hvilke, der hænger prominente Omegakors/jumpgate cross. To har tunge flammekastere med tanke spændt på ryggene, to udstyrede med tunge stave toppet med jumpgate cross, som via rør kan antændes så stavene ender med at være tippede med flammende jumpgate crosses. Dertil har de to blåpelsede ulvehunde med pigbesatte halsbånd.

Ragun og Georgi præsenterer sig for hinanden, og Ragun forhører sig hurtigt om Georgi har angret sine synder for nyligt, og om hun har taget Altskaberen og sin profet til sig i sit hjerte. Georgi bekræfter det, og Ragun synes tilfreds for nu med Georgi. Georgi viser Ragun og hendes folk rundt i suiten, og Ragun påpeger stedets dekadence og fremhæver, at en asketisk livsstil vil være at anbefale for Georgi og hendes rejsefæller. Inkvisitøren in spes folk undersøger etager over det punkt, hvorfra dæmonen blev fordrevet, og der er mærker i gulvene ovenpå. To etager oppe er et tjenestegemak, og man konstaterer, at de to tjenestefolk, der her havde kammer, er væk, og der bliver sat en eftersøgning i gang efter dem. Det viser sig snart, at de to tjenestefolk ganske rigtigt er savnede – men hvor er de? Og hvor er golemmen?

Ridder Qwian-Qwian er interesseret i at sikre sig, at hans rustning er klar inden afgang den følgende dag, og da han sammen med baronet Wolfgang ankommer til rustkammeret, møder de en bister rustmester Pentti Kallström, som klager over forstyrrelser hele dagen. Der har været en masse folk og forstyrre ham, og hans assistent Marje Lepisto, er blevet beordret ud og assistere med golemscanneren. Qwian-Qwian er ikke glad for tanken om, at hans rustning ikke er klar, og han vender tilbage til suiten, hvor Georgi netop har lagt sig til at sove, for hun fik ikke søvn om natten. Hun beordres ned og assistere rustmesteren. Georgi og Pentti falder i snak om den travle dag, og hun erindrer, at hun flere gange har set løjtnant Martine med golemscanneren, ikke Marje! Der bliver sendt bud efter løjtnanten, som ankommer med en flok paladsvagter slæbende på scanneren. Georgi studerer den grundigt, og konstaterer at den er blevet subtilt saboteret. Det bliver rettet, og scanneren er atter funktion – så den kan scanne efter pygmalium, golem hjernesvingninger (som registreres på wiffi-skalaen) og subsoniske signaler, som er typiske for avancerede golems. Imens bekræfter Martine, at hun ikke har set Marje, og der bliver nu sendt en efterlysning ud efter Marje.

Dagen er ved at gå på held, og gruppen mødes i suiten. Der snakkes om Wolfgangs tale, og om dagens begivenheder. Gruppen kommer blandt ind på, hvordan de måtte stå i forhold til kirkerådet (forhåbentligt godt), og byrådet (meget uklart – en åbenlys modstander, og flere der er usikre), hvor der er en del på spil omkring ‘konversos’-afgiften og gildernes interesse i at få åbnet Valdalla som marked. Aftensmad ankommer til suiten, og gruppen gør klar til at deltage i rådsmødet. Ridder Qwian-Qwian får desuden sin rustning.

Rådsmødet foregår i en af de store sale. Her er der sat to store televisionsskærme op, så man kan tale med hertuginden, som pt befinder sig på Grikkor, og ærkebispen, som befinder sig på sit slægtsgods Naantali. I salen er major domus Jökult, baron Eski Hawkwood samt udvalgte medlemmer af byrådet, adskillige hoffolk og kirkerådet bestående af biskop Soran, overinkvisitør Gneis, Teolog Ziliacus og et medlem af De grå søstre på vegne af amatheanerne, mens Brother Battles biskop eller repræsentant er fraværende. På skærmene toner to sale frem, henholdsvis hertugindens sal og ærkebispens sal. Ved ærkebispens sal befinder Ærkebisp Famke Dudo og hendes mand grev André Hawkwood af Pikisaari sig siddende side om side ved et stort skrivebord og med et stort blåt vægtæppe dekoreret med den ortodokse kirkes symboler. Hertugindens sal er en gylden trone med et rødt bagtæppe, og her sidder hertuginde Catherine Cortran-Hawkwood, og hun er flankeret af hendes bekender Bruno af den ortodokse kirke, vagtkaptajn baronet Fedde Dudo (søn af Famke og André) og Ærkegenetiker Melisande Cortran-Hawkwood (datter til Catherine).

Jökult præsenterer sagen. Derefter foretager de to råd hver deres indstilling, som sker i skriftlig form, så ingen ved, hvad der bliver anbefalet og frarådet. Efterfølgende får baronet Wolfgang mulighed for at tale sin sag, hvor han fremhæver, hvorledes han er blevet sendt af ærkebispen på Byzantium Secundus i sin egenskab af ridder af Føniksordenen, og i modsætning til hans tidligere taler, er de uden små skarpe bemærkninger eller spidse kommentarer. Efter talens fremlæggelse trækker ærkebispen og hertuginden sig tilbage med deres rådgivere, logger af fra televisionsskærmene og taler sammen. Efter nogen tid vender de tilbage, og hertuginden fremlægger, at det er besluttet på baggrund af de to råds indstillinger og på de seneste begivenheder, at fastholde at baronet Wolfgang fortsætter missionen. Ydermere gøres det gældende, at der sendes bekender Amled med baronet Wolfgang for at give Wolfgang lejlighed til at bekende sine synder, så resten af færden kan foregå under bedre omstændigheder. Det etableres også, at Broderskabet til den hellige Sankt Marina skal sikre pilgrimsruterne og gæstehuse for pilgrimme, der hvor Sankt Marina er kommet frem, og at de til at begynde med, skal sikre pilgrimsruten til havnebyen Usimaa (hvilket nok allerede er den sikreste del af ruten), og broderskabet har privilegiet til at finansiere og varetage pilgrimsruterne (og Baron Eski står til at administrere dette). I takt med at Baronet Wolfgangs færd pågår, udvides pilgrimsruterne og broderskabets ansvarsområder. Ydermere skal et kloster grundlægges, hvor Sankt Marina ønsker at hvile (og her har broder Florian en underhåndsaftale med amaltheanerne, at knoglerne skal hvile i et kapel dedikeret til amaltheanernes sekt), og der skal udpeges en abbed til klostret.

Herefter går hertuginden over til at tale om høst, og gruppen fanger, at der ikke er mere, som de behøver involvere sig i. De fortrækker, som mange andre også gør det. På vejen tilbage foreslår Sade Ziliacus, at broder Florian skal stræbe efter at blive abbed ved klostret til Skt Marines ære. Florian er ikke solgt på ideen.

Gruppen gør klar til at få første rolige nat i lang tid, men midt på natten går brandalarmen og de må evakueres fra deres suite. Nede fra borggården ses en voldsom brandudvikling i nogle vinduer. Løjtnant Martine forsikrer folk om, at der er ikke noget, som de skal bekymre sig om, og de skal i alle fald ikke sprede rygter om, at det er avestitterne, som er på spil.

Den følgende morgen – hvor gruppen faktisk har opnået deres nattesøvn med tilhørende respit – møder løjtnant Martine op for at orientere gruppen om, at branden i nat skyldtes en voldsom konfrontation mellem avestitterne og de to dæmonbesatte tjenere. Ondskaben blev renset fra de to tjenere, og deres sjælsspejle blev renset for den dæmoniske indflydelse, så de trygt kunne søge mod Altskaberens favn i himlen. På deres forkullede lig fandt man, inden de smuldrede bort, et besynderligt tegn, som syntes at være vokset ud gennem deres håndflade. Martine viser et billede af tegnet. Man kender ikke tegnet, men vil undersøge sagen nærmere.

Broder Florian grunder meget over dette, og han besøger sit mindepalads for at dykke dybt ned i sin hukommelse til dengang, han sneg sig ind i den forbudte afdeling af eskatonernes bibliotek. Her læste han et værk, hvor der var en reference til tegnet, som er et våbenskjold for familien le Fanu li Halan. Li Halan er et af de fem store adelshuse (de andre er Hawkwook, al Malik, Decados, Hazat), og en gang for længe siden, over 500 år siden, var huset Li Halan dybt involveret diabolske praksisser, men er nu det mest pietistiske af husene med stærke forbindelser til kirken. Adelsmanden Gilles le Fanu li Halan havde et gods på en af Kish’ måner, hvor han bedrev dæmoniske forfaderdyrkelse. Det blev til sidst for meget for de lokale bønder, at de under et bondeoprør fordrev Gilles og hans ægtefælle. Gilles var gift med Deodora Stokhart Hawkwood, og de søgte tilflugt på hendes families gods på Leminkainens østlige kontinent. Det var i årene før den store barbarinvasion stod på. Ud fra tabte verdener gennem Leminkainens jumpgate kom de vilde vuldrokker, angreb Leminkainen, virusbombede det østlige kontinent, og med tiden bosatte de sig på kontinentet, som de navngav Valdalla. Familien Stokhart var kendt for deres avancerede brug af cybernetics.

Ydermere kommer det frem, at Marje Lepisto er set forladende paladset om morgenen den foregående dag ikke lang tid efter hændelsen i parken. Golemen er ikke blevet fundet, og det vurderes, at den ikke længere er i paladset.

Med de oplysninger er gruppen næsten klar til at tage toget til Usimaa, hvor de kan tage færgen til Cortran, som er den sydlige del af Valdalla-kontinentet, og den del som forblev under Hawkwood kontrol efter vuldrokkernes invasion.

Bemærkninger

Vi er nu gennem Hakkonen kapitlet. Det længste kapitel endnu, og det kapitel med allerflest NPCere involveret. Hvert kapitel kommer til at skifte stil, og vi rykker væk fra intrigerne ved hoffet.

Systemmæssigt er spillerne blevet stadig bedre til at udnytte deres karakterers kapaciteter, og det er tydeligt, at man allerede fra level 1 er meget kapable karakterer, og vi rammer nu level 3 for gruppen. Særligt når vi spiller conflict resolution style uden extended conflicts eller en serie af terningkast tæt på hinanden, kan man bygge solide resultater op, som ofte ender med, at gruppen har 70 til 80 til 95% succes på deres terningkast. Jeg benytter ikke så meget opposed tests, men det er mest fordi, når der er et møde mellem en PC og en NPC, så er det typisk PCen, som vil opnå noget, og som derfor foretager en test mod NPCen. Jeg er lidt nysgerrig med, hvordan det vil tage form, hvis der er flere NPCere, som har modsatrettede intentioner og derfor foretager en opposed test mod PCen. Det må der kigges nærmere på. Den primære ulempe er her, at systemet ikke er et player facing system, eller i alle fald kun delvist er player facing. Det betyder, at NPCere har samme sortiment af færdigheder og evner, som spillerne, og hvor spillerne skal nøjes med at koordinere deres egen karakter, skal man som spilleder koordinere en hel gruppe af karakterer, og det føjer ekstra opgaver til GM, og derfor er jeg mindre tilbøjelig til at lave opposed tests, da testen meget hurtigt bringer mange af reglerne i spil – men ikke desto mindre skal der gøres et par forsøg.

Generelt kan jeg godt lide regelsystemet i denne version af Fading Suns, men det er system, hvor de er mindre nemt for GM blot at lade reglerne glide i baggrunden, men omvendt er det også et system, hvor spillerne har bedre chancer for at manipulere udfaldet og større indflydelse på omfanget af udfaldet – og den del er spændende.

Galleri

• Major domus Jökult Høgeskov
• husgardens løjtnant Martine Claudeaux Hawkwood
• biskop Helias Soran
• biskoppens sekretær Tarja Leskinen
• Hirdmand Eirik Hvalspidder
• ridder Ani Virtunnen
• teolog Sade Zilliacus
• overinkvisitør Benjamin Gneis af avestit ordenen
• avestitten Ragun
• onkel Vanya Decados
• rustmester Pentti Kallström
• rustmester assistent Marje Lepisto
• medlem af De grå søstre
• Ærkebisp Famke Dudo
• grev André Hawkwood af Pikisaari
• hertuginde Catherine Cortran-Hawkwood
• bekender Bruno af den ortodokse kirke
• vagtkaptajn baronet Fedde Dudo
• Ærkegenetiker Melisande Cortran-Hawkwood
• bekender Amled (ortodoks)
• Adelsmanden Gilles le Fanu li Halan
• Deodora Stokhart Hawkwood