Velkommen til episode 40 af Fading Suns kampagnen Translatio Sancti, hvor en brav trup er sendt ud for at bringe hellige Marinas bene til missionsmarken på Leminkainen, hvad de nu har gjort, men hvor de stadig står over for en mægtig udfordring.
Dagens forløb
Vi begynder direkte, hvor spillet slap sidst. Bønderne fra Sminge er på vej over markerne for at se nærmere på hændelserne i bakkedalen. Baronet Wolfgang og Broder Florian går dem i møde, mens ridder Qwian-Qwian og Georgi følger situationen på afstand.
Til at begynde med anråbes flokken af Wolfgang, som stopper op for at lytte kortvarigt. Frem af flokken træder storbonden Jørk og advarer flokken mod det misfarvede græs (grønt i stedet rødt), og der er mange bekymrede ansigter i flokken. Broder Florian præsenterer en kontra-prædiken, hvor han beretter om Hellige Terras grønne enge, og selvom den folkelige vinkel på teologi og prædiken ikke er hans styrke, så brænder han igennem. Sammen med baronet Wolfgang og søster Amalasuintha får han beroliget flokken. Frygten for det grønne græs forsvinder, og i stedet gryr nysgerrigheden.
Snart samles flokken af bønder i bakkedalen, hvor de beundrer relikvieskrinet, helligkilden og det frodige græs. En ting vækker dog bekymring, og det er talen om, at der skal anlægges et kloster i dalen. Bønderne forstår betydningen af en sådan nabo, og det kan betyde tabet af frihed. Baronet Wolfgang er opmærksom på problemet, og han identificerer en storbonde, som kunne fungere som modvægt til storbonden Jørg, nemlig storbonden Bernt, som er nysgerrig omkring hvem, der har rettigheder til jorden og herredømme. Han er villig til at indgå en aftale med baronet Wolfgang om leveringen af forsyninger til klosterbyggerne, græsningsrettigheder i bakkedalen og handel med klostret. Baronetten vil gerne indgå aftaler, som gælder for perioden, hvor klostret opføres, hvorefter det bliver en sag for klostrets abbedisse at etablere aftaler med bønderne i Sminge. Bernd og Wolfgang enes om at mødes om aftenen til middag og indgå aftalen. Imens myldrer de andre bønder omkring håbende på mirakuløse helbredelser enten ved helgenskrinet eller ved helligkilden.
Da der er nogenlunde styr på forholdet til bønderne i Sminge, er planen at bruge rumskibet til at transportere dele af håndværkerholdet og soldaterne frem til bakkedalen. Wolfgang og Georgi pendler frem og tilbage af nogle omgange, men efter en uheldig landing på den bløde jord, som beskadiger et af rumskibets missilbatterier, indstilles den yderligere transport (jeg beder om et enkelt piloting check for hele forløbet, og det fejler, hvorved jeg vælger, at missilbatteriet er beskadiget og kun kan repareres i et værksted).
I en samtale med Wörter opdager Broder Florian til sin egen og Wörters overraskelse, at han pludselig kan tale vuldrok, som er en bieffekt af, at han har fået åbnet sit tredje øje (og fået psi kræfter), og at han tidligere på mirakuløs maner tilegnede sig vuldrok tankemaskinesprog. Wörter kalder det et mirakel og fremhæver, at nu hvor Broder Florian kan prædike på det oprindelige sprog, så er han potentielt en ‘gråulv’, som er titlen på omvandrende prædikanter, som vandrer mellem landsbyer og prædikener på vuldrok. Broder Florian ser ikke ud til at fornøjes ved den tanke.
Om aftenen tropper Wolfgang, Georgi og nogle soldater op i Sminge til middag hos storbonde Bernd. Aftalen indgås ved en middag mellem Wolfgang og Bernd ude på gårdens gårdsplads, mens tjenestefolk, 20-30 landsbybeboere, Wolfgangs soldater og Georgi bevidner indgåelsen af aftalen (hvis den ikke indgås i offentlighed har den ingen gyldighed). Georgi benytter sine psykiske evner til at skærpe sin hørelse til overnaturlig grad, så hun kan følge sladder og samtaler blandt de lokale. Særligt er vores hovedpersoner ude efter viden om den gamle klosterruin, og hun finder ud af at bønderne ikke omgås smuglerne, som de ikke er særligt glade for, da det ikke har været til at skaffe byggemateriale fra klosterruinen, siden smuglerne flyttede ind. Snakken går også på, at smuglerne har været ude og grave våben op fra krigens tid.
Senere om aftenen efter at aftalen er indgået og Wolfgang og Georgi er tilbage i lejren i bakkedalen, snakkes der med de soldater, som gruppen har fået tildelt af markgreven til at beskytte klostret. Deres leder snakker om, at der er rygter om, at der i krigens sidste periode cirkulerede radium blasters af Decados ophav (som omtalt i episode 5), og det er muligt, at det er dem, som smuglerne har gravet op. Radium blasters er frygtede, bandlyste våben, som både rammer deres mål med plasma og stråling, så hvis man overlever skuddet, så dør man efterfølgende langsomt af strålingen. Hjemme i lejren er Broder Florian opmærksom på, at en jaloux storbonde Jørk kan blive et problem, og han sikrer sig, at storbonden stadig får opmærksomhed og respekt.
Den følgende morgen er det tid til afgang. Bønderne er alle hjemme i Sminge. Soldaterne og håndværkerne har slået lejr, og håndværkerne er klar til at gå i gang med at opføre klostret. Storbonde Bernd står for forplejningen, og Amalasuintha og Wörter varetager klostret. Wörter er stadig fascineret af tanken om Broder Florian som omvandrende prædikant. Inden afgang bedes om tegn og varsler ved helgenskrinet, og gruppen tager et af helgenindens ribben med sig. Kortene over Stokkerbjergene er blevet studeret, og der er udpeget en række mål, og der er lagt ruter, som går gennem pas og kløfter, så det er muligt at flyve så lavt og så tæt på omgivelserne som muligt, så de omstrejfende dronesværme ikke aktiveres.
Afgang mod Stokkerbjergene er til at begynde med simpelt. Det er bjerge beklædt med skov formet af røde træer. I dalene er dalbunden afsvedet og uden tegn på liv, selvom det er her ifølge kort og gamle satellitfotos, at lenets bønder havde deres gårde og marker. Ved roret er baronet Wolfgang, ved scannerne Broder Florian, i kanontårnet ridder Qwian-Qwian, og i maskinrummet er gildemedlem Georgi.
Ved ankomsten til bjergene vågner to kanontårne op. De vender sig mod rumskibet, og de skyder løs. Intet sker, da de ikke længere har ammunition, og med tomme depoter skyder de løs. Længere inde i bjergområdet støder gruppen på to flere kanontårne. Det ene skyder løs, mens det andet affyrer missiler. Guidet fra Florians scanner, kan Wolfgang undgå en del, og småting bliver taget af rumskibets tykke panser, imens Qwian-Qwian fra kanontårnet bidrager til at eliminere missilerne.
Næste punkt på ruten er en kløft skåret ned i fjeldet af en brusende flod. Forude afsløres en serie kanontårne, som gruppen ikke vil møde og hastigt skiftes rute, og en stribe træer bliver klippet af rumskibets vinger (men testen er en succes).
Snart ad en ny rute nærmer gruppen sig i rumskibet den centrale dal, hvor familien Stokharts gods skulle være at finde. Ved scanneren sidder Broder Florian, og som rumskibet kommer over en bakkekam, venter et usædvanligt syn. Igen en sortsveden dal, hvis nedre skråninger er beklædt med aske. Centralt i dalen er en bakkehøj, og på den står en monumental kolods af sort marmor. Andre steder i dalen er lave murrester af bygninger. Her slår en bølge af okkult ondskab ind mod Broder Florian, samtidig med at et våben tikker frem på scanneren. Det sorter for Florians blik – og han må træffe et valg: fokusere på at modstå det okkulte eller fokusere på våbenanlægget? Florian koncentrerer sig og med intense bønner modstår det okkulte anslag. Imens kommer et kraftigt lysglimt fra våbnet, som ruller gennem hele dalen og får al teknologi i rumskibet til at sortne: et EMP våben har ramt rumskibet og al dets teknologi (jeg beskriver de to trusler og lader Florian vælge mellem dem: hvilken vil han reagere på? Valget falder på det okkulte anslag, som bliver succesfuldt modstået, hvorefter jeg afslører, hvad der affyres).
Baronet Wolfgang kæmper for at have den mindste kontrol med rumskibet. Nede fra motorrummet lykkes det Georgi at vride det sidste skud strøm ud af generatoren, hvilket giver nok til at baronet Wolfgang kan gennemføre et kontrolleret styrt (a la den tilstand gruppen oprindeligt fandt rumskibet i – episode 36) (først testes der i maskinrummet for, om der kan gøres noget – det er en succes – og derefter testes der på broen – også en succes).
Rumskibet pløjer en lang bane gennem dalbunden, og talrige grave, gravsten og knoglerester pløjes op, og det står i en lind strøm mod rumskibets vinduer.
Efter den hårde landing inspiceres ting. Skibets motor er slået ud for de næste 4-6 timer og elektronisk udstyr for den næste halve time. Gruppen beslutter sig for at se sig omkring, hvor rumskibet er styrtet ned. Udenfor er luften tung af støv og aske. Luften er unaturligt kold, knap 4-5 grader, selvom temperaturen burde være omkring 20 grader. Bagude ligger en bunke lave grave pløjet op. Ikke langt derfra er den monumentale bygning på højen. Den er snildt 4-5 etager høj og 20m på hver led. Bygningen er af sort marmor med røde vener. På fronten er en mørk åbning, og over åbningen et inverteret portkors placeret hen over et gammelt mærke for adelshuset Li Halan (fra en meget mørk periode i husets historie, hvor dæmontilbedelse var udbredt). Familien Stokhart var giftet ind i en dæmontilbedende gren af li Halan. Dalbunden er dækket af koncentriske ringe af grave med marmorbygningen som centrum. Der er ni ringe, og rumskibet har pløjet sig tværs gennem 3. til 6. ring. På gravstenene er remset de dødes synder op, og des tættere på marmorbygningen des længere bliver opremsningen af syndige handlinger.
Da først det elektroniske udstyr er funktionelt igen, beslutter gruppen sig for at udforske monumentet. De går op til det. Portens åbning henlægger i et dæmonisk mørke, som holder lys ude, og ingen lygter kan trænge gennem det.
Indenfor er mørket knapt så intenst. En kæmpe sal med blankpolerede overflader i sort marmor er på den anden side. To rækker af statuer leder ned gennem salen. Den ene rad er stolte, prominerende li Halan adelige fra en fjern tidsalder, og den anden rad er bønder, som ynkeligt kryber sig i støvet for dem. Qwian-Qwian finder sin flammekaster frem, og lyset fra våbnets vågeblus oplyser bedre end kunstigt lys. Georgi finder en lighter frem.
Salen har ikke været benyttet længe. Der er et spor i støvet af en flok mennesker, der er gået ned gennem salen.
I salens fjerne ende er en titanisk firarmet dæmonisk statue, som synes at holde verden oppe. Mellem dens blodstænkede ben er et blodigt alter. Det er gammelt, størknet blod. Alteret er drejet til side, og der er en trappe ned i undergrunden. Qwian-Qwian kan ikke undlade at overveje, om dele af dæmonstatuen afspejler, at hans hjemverden, Ungavorox, er et len under huset li Halan.
Trappen leder ned i dybet gennem flere lag af jord og klippe. Siderne er beklædt med knogler. Des dybere de kommer ned, des tydeligere bliver det, at der gror skimmel og slyngplanter på knoglerne, og der driver fugt ned ad væggene. Svampesporer driver dovent gennem luften – og gruppen sikrer, at de er passende maskerede.
Ved foden af trappen er et rum med syv udgange. Det mudrede gulv we dækket af vandpytter, og der ligger to skikkelser på jorden iført matchende overalls og med ansigtet nedad. Væggene er beklædt med knogler, og der gror svampe og slyngplanter på dem. Sidegangene er tilsvarende beklædt med knogler og kranier.
Gruppen er varsom over for de to skikkelser på jorden. Broder Florian kan med sit okkulte blik se, at der er en dæmonisk indflydelse over dem. Pludselig vågner de til live, og en kamp bryder ud. De to dæmonbesatte lig rejser sig og stavrer frem mod gruppen – som straks åbner ild (mere eller mindre bogstaveligt, idet Qwian-Qwian benytter en flammekaster). Broder Florian viger udenom, da de synes at gå efter ham, og Wolfgang bemærker pludselig en seddel flagre ud fra den antændte dødning, og papiret er i overhængende fare for at enten brænde op eller gå i opløsning i en vandpyt, men han fanger heldigvis papiret på spidsen af sin klinge, mens de andre kæmper mod dødningen.
Snart er de besejrede, og der er tid til at kigge nærmere på tingene. De to døde synes medlemmer af en ‘freelance arkæologi’ virksomhed under Scraver gildet. Sedlen indeholder noter over kældrene og indikerer med simple streger, at der er et sted kaldet forkammeret og derfra er der forbindelse til tre andre steder: våbenkammeret, biblioteket og museet.
Her ender dagens spilgang.
Bemærkninger
Vi kom vidt omkring denne gang, og vi er nu endelig oppe imod den okkulte trussel, som truer Leminkainen på sin eksistens.
Vi fik reglerne i brug på flere måder. Det sociale spil i første del er primært spillerne som ruller på konflikt-niveau for at se, hvordan en handling forløber. I anden del, hvor det er turen med rumskibet, minder det lidt om en Skill Challenge, hvor man ruller en sekvens af tests. Udfordringen er at sætte situationer op, hvor spillerne meningsfyldt kan vælge mellem forskellige handlinger og tilhørende skill checks (målet er at undgå at der rulles den samme færdighed gentagne gange, da det er spilmæssigt uinteressant og kun en garanti for at spillerne før eller siden fejler). Her er Fading Suns ret stærkt, da systemet er bygget op over at tage en færdighed og matche den med en relevant evne: at flyve hæsblæsende gennem en kløft? Piloting + Dex. At hurtigt skifte rute? Piloting +Wits. Det udbygges af, at en anden spiller kan foretage en ‘støtte test’, og den støttetest er betinget af den primære handling – er det støtte til at skifte rute eller støtte til at begrænse batteriet af missiler?
Effekten er, at vi kan rulle en tests, hvor det er forskellige tests, og spillerne er med til at vælge mellem de forskellige tests. Som spilleder er det vigtigt at udpege, hvad det er, der vælges imellem, og potentielle konsekvenser, så spillerne bedre forstår deres valgmuligheder.
Til sidst havde vi en kamp sekvens. Relativt traditionel men med det ene twist at jeg indsatte et lille alternativt mål i kampen: angrib monstret eller red nogle info. Ikke et svært valg for spillerne, da de allerede havde overtaget i kampen da, men det gav mig en ekstra runde med monstret (jeg opstillede et lignende valg tidligere, da Florian var nødt til at vælge mellem to forskellige trusler at reagere på: det ukendte våben eller den dæmoniske trussel).
Opsætningen i rumskibet, hvor hver karakter har en aktiv funktion, er en afspejlning af moderne rollespils tilgang til fartøjer, hvor man fordeler opgaver mellem karaktererne frem for at en karakter håndterer alle opgaver (se f.eks. Coriolis, Star Trek Adventures og lignende. Det ses primært i science fiction-rollespil med rumskibe).
Næste gang fortsætter udforskningen af dybet.
Stemmen fra ådalen 
Skriv, skriv, skriv