Vi spiller Fading Suns, og kampagnen Translatio Sancti nærmer sig afslutningen med episode 43, hvor vi flytter handlingen frem i tid, og efterfølgende lader en række mindre plots forløbe. Ude i den fjerne ende af solsystemet nær stjerneporten lurer en dunkel trussel.
Dagens forløb
Efter at have forladt dødens dal på en trykbølge af aske og stråling ankommer vore helte til grønne dal, hvor de er ved at opføre klostret til Skt Marinas ære.
De næste mange dage går med at komme sig over strabadserne, tilse rumskibet og skaderne pådraget samt forholde sig til følgerne foruden håndtere de praktiske udfordringer, som opstår undervejs.
Meget af det følgende er hovedsageligt fortalt spil med små, indsatte rollespillede scener. Vi er på et punkt i kampagnen, hvor vi både er tæt på slutningen og har mange mindre sideplots tilbage. Hvis de mange sideplots skal forløses er vi langt fra slutningen, så i det følgende bliver en del af dem afklaret.
Rumskibet Den røde ørn er beskadiget og skal repareres.
Markgreven har begrænsede ressourcer, da hans krig med mutant rævefolket kræver flere ressourcer end forventet, idet vulper er sejlivede væsner.
Grundet de mange pilgrimme er der desuden opstået et behov for at beskytte rejsende på vejene mod vulperne, og da nogle pilgrimme ikke har forsyninger nok, er de begyndt at plyndre lokale bønder, og der er et behov for at beskytte bønderne fra pilgrimme. Markgrevens styrker er pludselig blevet spredt tyndt.
Reparation af rumskibet kan derfor foregå i en af Leminkainens tre rumhavne. Den ene er Hawkwoods i Hakkonnen, den anden er ingeniørgildets på øen Tesla, og den tredje er i det Kejserlige anneksterritorier varetaget af sekten Brother Battle. Baronet Wolfgang er ikke interesseret i at involvere flere fraktioner, så han beslutter sig for at flyve til Hakkonnen sammen med Georgi.
Det er heldigvis blevet muligt at benytte luftrummet over Leminkainen, da manøvren i den sorte dal med at trække dronerne ned mod atommissilerne og sprænge det hele i luften, har udraderet meget store mængder af de selvreplikerende dronesværme. I radiokontakt med Kommandør Dallisk-Hawkwood bliver gruppen orienteret om situationen, og om at man spekulerer i at foretage en endelig indsats mod dronesværmene. Ved samme lejlighed går Dallisk-Hawkwood nævnt at stråling og støvskyer i dalen hindrer scanninger og brugbare satellitfotos af området.
Støvskyerne er også en bekymring for de lokale. Solnedgangen de sidste mange dage har været flotte, men himlen er mere skyet end normalt, og man frygter for, hvordan radioaktivitet støv vil rulle ned over områderne omkring bjergene og forgifte bønderne og deres landbrug.
Bønderne i Sminge vil derfor gerne genforhandle deres aftale med klostret, og de vil gerne bruge en del af baronettens sparsomme tid på dette, men i første omgang bliver det ret begrænset med forhandlingerne.
En anden konsekvens af at markgrevens tropper er spredt ud i området er nogle besynderlige observationer. Spejdere har fundet gigantiske fodspor, og hvor de er sat, der er jorden død; ingen levende vidner er fundet. Sporene leder i retning af landene øst for Markgrevskabet og mod byen Aballiax. Markgrevens tropper har konfronteret en selvkørende golem-kampvogn, som rummede en slags dronefabrik, hvor den skabte dræberdroner af menneske- og dyrelig. Man har tabt sporet af kampvognen i retning af landene øst for Markgrevskabet. Områderne er et gammelt len bestyret af købmandsfamilien Löff, som har haft giftet sig ind i en adelsfamilie flere generationer tilbage i tid.
Til gengæld er der kommet en ridderorden til klostret, som har taget det på sig at beskytte pilgrimmene på vejen til klostret. Den kaldes i daglig tale for Skt. Marinas Små Riddere, da ordenen kun består af ridder Göran van der Waldblitz og af George Tobias Toryborg.
Imens har Broder Florian og ridder Qwian-Qwian været i kontakt med Cortran by for til dels at rapportere tilbage og til dels modtage nyheder. De får at vide at Gon Wappaleinens fotograf stadig er undervejs – han ankommer nogle dage senere efter at have bijobbet som krigsfotograf ved pilgrimsfronten følgende kampene mellem riddere og vulper – og de får at vide, man har fundet Titus Andolphus i et gildehus i Cortran, som var knyttet til familien Andolphus’ hverv. Ingen overlevende, i stedet var bygningen grundigt mineret, og indrettet så det ud som om folk var hjemme.
Under den grønne dal dybt under jorden er Leminkainens terraforming maskiner. De arbejder fortsat på at holde økosystemet på Leminkainen i balance, og det er blevet nemmere siden den destruktive indflydelse fra Dødens dal er ophørt. Selve kontrollen med maskineriet tilgås ikke, hvor maskinerne står, men nogle kilometer borte. Tilsyneladende, hvor den gamle klosterruin er beliggende.
Klosterruin er stadig forskanset. Smuglerne har sat sig tungt på området, og de har bevæbnet sig med våben, der blev nedgravet, da krigen sluttede. Det er uklart, hvad det er, smuglerne smugler. De henter det tilsyneladende op af ruinens dyb, og det bliver smuglet over havet til en smuglerring, som muligvis har forbindelser ind i hertugindens palads. Det lader til, at der er tale om data, som bliver solgt videre til ingeniørerne på Tesla, og at den data muligvis stammer fra en AgriCorp forskningsstation, som synes at ligge under klosterruinen tilbage fra den tid, hvor Huset Justinian havde et gods her.
Ösel er en landsby, som ligger vest for klosterruinen og tættere på havet. Folk fra Ösel, der har været på pilgrimsfærd til det nye kloster, har genkendt baronet Wolfgangs paradeuniform, når han er vist sig frem i Valor Justinians kyras. De fortæller, at der i Ösel er rejst et monument over Valor Justinian, som ifølge traditionen er hans grav, og han vil rejse sig herfra, når nøden er størst. I alle fald er der en slidt stele på landsbyens torv, som skulle være dedikeret til ‘Valor Justinian – Den sidste fra Paradis’. Han var en vigtig og berømmet hærfører, da Vladimir Alecto var ved at samle Kejserriget for første gang (4540-4550), men Valor skulle være blevet forrådt af Decados spioner.
Broder Florian bruger desuden nogen tid i selskab med Søster Amalasuintha, da hun har forstand på lægekunst og adgang til cyberware. Broder Florians ‘døde’ arm bliver erstattet med en funklende kromarm kun let brugt. Han bruger nogen tid på at vende sig til det tekniske vidunder, som bliver et tegn på hans forhold til helgeninden (huden på Georgis arm er blevet let gylden, og Wolfgangs arm er mørk, som om den er godt solbrændt – alle tre bærer de deres mærke efter Skt. Marina). Ridder Qwian-Qwian hører fra nogle af vuldrokkerne i grænselandet, som delvist genkender voroxen eller rettere hans pels , at der er et frygtindgydende rovdyr løs i vuldrokterritorierne med samme pels, frygtelige klør og glødende røde øjne – og der danner sig en mistanke om, at der er en vorox veteran fra Kejserkrigene udstyret med cyberware, som strejfer omkring i vuldrok-territorierne. Desværre en af de mange ting, der ikke er tid til at følge op på i denne omgang.
Broder Florian har desuden problemer med en ung munk, Matti, som er kommet til Den grønne dal for at opnå martyriet ved at prædike om Skt. Marina til hedningene i grænselandet, og med en midalderens bondekone, Emma, som fungerer som sognets omvandrende postbud. Hun har taget det på sig at gengive Broder Florians prædikener, hvilket hun gør med stor iver, men med tvivlsom præcision.
Broder Florian tager også varsler, og han konstaterer, at truslen fra Dødens dal er borte. Dens korrumperende leyline-energi er borte, og Dødens dal synes ikke længere drevet af den korrumperede solsystems leyline-energi. I stedet synes den energi at ophobe sig et sted ude nær stjerneporten, og for Florian har for sit indre blik et billede af, hvordan antinomisk energi i stedet vil sprede sig som en pest fra stjerneport til stjerneport splintrende Kejserriget og isolerende menneskeheden på døende verdener.
I Hakkonnen bliver Wolfgang og Georgi taget vel imod, og Wolfgang mødes med Dallisk-Hawkwood, som medbringer hilsner fra sin søster, adelsastronomen Beatrice Dallisk-Hawkwood. Samtalen falder blandt andet på episoden i Dødens dal, hvor et radiotårn afsendte en besked til den ene af Leminkainens måner, Momerath, som aktiverede en gammel, piratbase, der har ligget forladt i århundreder, hvorfra et missil med kurs mod asteroidebæltet blev affyret. Man har tabt missilet af syne, da det på solsystemets skala er en lillebitte ting, men man har en beregning af dets bane, såfremt det ikke væsentligt ændrer kurs. Om asteroidebæltet fortælles det, at der er en tradition for, at AgriCorp har en skjult forskningsstation i bæltet, som er svært tilgængelig, hvis man ikke har det rette kort. Asteroidebæltet er kendt for sine asteroiders komplekse bevægelser, som gør det svært at navigere området, og der rumsøfolk, som fortæller, om ‘Den svævende friser’, et ildevarslende rumskib, som hjemsøger asteroidebæltet. Beatrice Dallisk-Hawkwood har desuden et varsel til baronet Wolfgang. Noget forstyrrer den delikate orden i asteroidebæltet og sender asteroiderne ud af balance med destruktive konsekvenser, inden for de næste seks måneder vil komme så meget ud af balance, at de vil sende store asteroider mod Stjerneporten ødelæggende den.
På tilbagevejen til Den grønne dal flyver Wolfgang og Georgi først sydover, så de kan passere Mazor, hvor de samler portrætmaler Kamnaskires op med grevindens velsignelse (og gaver i form af nye, smukke klæder), inden han flyver til Cortran og henter sin personlige reeve advokat, og sammen med arkitekt, sekretær og bogholder fra Hakkonnen vender tilbage til byggepladsen for Skt Marinas kloster.
Et par dage senere, og Kamnaskires har fået lavet udkast til malerier af vores trup, arkitekten har indbygget skjulte passager og lønkamre i klostret, og de sidste instrukser er delt ud. Det er nu tid til missionens sidste færd ud i himmelrummet ud mod asteroidebæltet og stjerneporten.
Rejsen er nogle dage kortere end oprindeligt planlagt med de opgraderede motorer, men det er stadig en lang rejse i et lille rumskib uden meget at tage sig til. Rejsen fører dem gennem solsystemet ud mod det yderste asteroidebælte. Der er ingen rumpirater eller andre møder undervejs, og det er blot vores lille gruppe af rejsende alene i rumskibet på vej ud mod en ny faretruende situation.
Ved asteroidebæltet – som har meget samme natur som asteroidebælter har i Star Wars (det er en genreting) – navigerer Wolfgang sig gennem bæltet guidet af hans fætters åndelige indsigt og sin egen latente, psykiske kræfter. Koblet med Valor Justinians kyras, som afbilleder et kort, finder de vej uden om asteroiderne, selvom det er tæt på, at deres beskedne rumskib bliver slået i stykker. Tests for at navigere er succesfulde, og selvom de bemærker et sært ping fra et ukendt stykke maskineri skjult af en kæmpe asteroide, så kommer de fint gennem området, lige indtil en sværm af dødninge i ødelagte rumdraget kommer drivende. Ligene er tidsløse bevaret i den evige kulde ude mellem stjernerne, og de er rumskibes besætninger i ødelagte rumdragter. Pludselig vågner de til live, som rumskibet runder en kæmpemæssig asteroide, og de begynder at gribe fat i og kravle hen over rumskibets skrog, og der bliver stadig flere af dem. Georgi går i gang med at afmagnetisere skroget, mens Florian velsigner dem, Wolfgang forsøger at vippe den af, og Qwian-Qwian bemander et kanontårn for at destruere så mange som muligt.
For de rutinerede eventyrere er det heldigvis en mindre udfordring, og snart de fri af sværmen af døde besætningsfolk, og lyden af dødninge, som bevæger sig henover skroget for at finde en vej ind, forsvinder igen.
Pludselig rummer det lille rumskib en ny titanisk, sløvt drivende jernmeteorit, og et sært syn åbner sig for dem. Langsomt drivende mellem asteroiderne er en ældgammel, forslået og ødelagt rumstation. Den hænger som en mørk skygge mellem gruppen og solen i den fjerne horisont. Sektioner er slået itu, kupler er smadrede, og der er en sky af splinter og rester fra stationen, som omkranser rumstationen som en dis af vragdele. De er endelig nået frem til den mystiske rumstation, der har huseret som en skygge mellem dem og Stjerneporten eller Paradis’ grønne nøgle i talrige varsler.
Her holder vi for denne gang.
Bemærkninger
Jeg har bragt en masse mindre plots på bane, halvt forløst dem eller peget på, hvad slags historie, vi kunne have udspillet. Der er vist materiale til de næste 5-10-20 spilgange. Det er ting fra en større historie, men også fra ruter gennem kampagnen, som ikke blev valgt. Gruppen valgte ikke at sejle op gennem Fugleøerne og vandrer ind over land via Ösel og andre småbyer. Gruppen valgt at tage til Dødens dal, inden de tog sig af klosterruinen, og gruppen valgte ikke at tage Titus Andolphus med sig, eller rejse til Aballiax eller konfrontere den mystiske mandsskabsvogn, da de rejste gennem ødemarken, eller endnu tidligere at optrevle smuglerringen skjult på Hertugindens palads osv. Det var alle dage meningen, at der var flere ruter gennem kampagnen, og at der ville blive fravalgt sidehistorier. Nogle ville vende tilbage igen, fordi de var for sjove, eller fordi de havde en naturlig måde at påvirke karaktererne igen på, men andre ville blive ladt tilbage, og måske blot rumstere i baggrunden som rygter og sære referencer.
Vi er nu ved vejs ende, og der er meget lidt tilbage af kampagnen, måske blot en eller to spilgange. Vi er allerede ved at planlægge den næste tur i Fading Suns, som udspiller sig tre år senere, med et nyt hold karakterer.
Skriv, skriv, skriv