Velkommen til episode 45 i Fading Suns-kampagnen Translation Sancti. Det er episode ‘Dæmoner og KIer‘, det er sidste episode, og det er den store finale. Herefter slutter eventyret om ridder Qwian-Qwian, Georgie, baronet Wolfgang og broder Florian.
Sidst vi spillede bevægede truppen sig gennem rumstationen i asteroidebæltet i Leminkainens solsystem ikke langt fra Stjerneporten (i relative termer). Det var lykkedes dem at komme forbi stationens forsvarsværker, at blive lukket ind og finde vej til broen, og derfra finde vej til et antennerelæ, så de kunne sende en advarsel til Hawkwood portflåden, som bevogter Stjerneporten, og som ikke syntes at have bemærket det mystiske fænomen, som nærmer sig porten.
Det er her, vi begynder handlingen.
Dagens forløb
Planen fra sidst om at bevæge sig til stedets helligdom står ved. Truppen sætter i gang og følger kortet på broder Florians tænkemaskine. På et tidspunkt på færden kommer de til en inaktiv elevatorskakt. De tvinger en elevatordør op, svæver ind i skakten – for der er stadig ingen tyngdekraft – og svæver opad. Netop, som broder Florian bliver trukket ind i skakten – for han er så uerfaren med 0G og rumdragter, at de andre flytter rundt på ham – bemærker han bagude en skikkelse i en af stationens rumdragter med visiret blændet, som hurtigt trækker sig ud af syne (så det er ikke en dødning, som dem gruppen mødte på broen).
Et godt stykke oppe ad skakten er sporene af en eksplosion, som har sprængt hul på skakten, og der svæver fragmenter og spidse genstande rundt. Georgie navigerer varsomt gruppen forbi, og de kommer op til det ønskede niveau. Da de tvinger elevatorskaktens døre op, venter dem et besynderligt syn: Langs gangen er fem sikkerhedsdøre, som konstant glider op og i få øjeblikkes mellemrum. At blive fanget i en sådan dør vil være katastrofalt.
(Spillerne diskuterer, hvad de skal gøre for at komme sikkert forbi. De genkender desuden scenen, som er en homage til Galaxy Quest.)
Mens de overvejer deres planer, bemærker de, at vragrester fra skakten kommer langsomt drivende forbi dem og ned ad korridoren, de står i.
Efter at have forberedt sig mentalt, tager de en efter en springet gennem portene. Georgie glider nemt forbi, Wolfgang er lige ved at få klippet hælene, og Qwian-Qwian samler Florian op, og kaster sig gennem som en rugbyspiller med en bold under armen.
(Vi foretager en enkelt test pr karakter for hele forløbet. Det er tæt på, at det går galt, men heldigvis afværges det ved hjælp af perks, der manipulerer udfaldet af terningkast).
Passagen slutter ved en luftsluse, hvor tegn viser, at der ikke er en atmosfære på den anden side. De små vragdele fra elevatorskakten samler sig dovent ved slusens sammenføjning. Nærmere kig afslører, at slusen har fået et kraftigt tryk udefra. Georgie får aktiveret slusen bag truppen, så den lukker tæt, og derefter åbnes den sidste sluse, som leder ud i det tomme rum. På den anden side er, hvad der minder om en slags krater med høje, splintrede glasvægge, som delvist hælder ind over siderne. Bygninger omgivet af svævende vragdele udgør den åbne plads foran truppen, som indser at de er kommet til en af stationens knuste kupler. De krydser varsomt pladsen, og undervejs bemærker broder Florian igen den mystiske skikkelse, som forfølger dem.
Gruppen kommer frem til den næste slusedør, og imens Georgie prøver at åbne den, aktiveres to skærme, en på vej side af døren, og et flimrende sort-hvidt skær brager frem på skærmene. I det grynede mylder manifesterer sig skrigende, hårløse ansigter, som prøver at presse sig gennem glasfladen, mens en tykflydende, sort substans begynder at glide ned over monitorerne. Broder Florian finder sit portkors frem og udkæmper en tavs, hellig kamp med den dæmoniske manifestation, hvor han står med portkors i udstrakt arm og formaner den dæmoniske tilstedeværelse, som forsøger at lægge en forbandelse over ham og hans rejsefæller. Han holder kræfterne stangen, og imens får Georgie tvunget døren op. Ud står en sky af aske og sod, af klumper af pollen og af svampesporer, som klæber sig til deres rumdragter.
Passagen indenfor er sortsveden, og de beige vægge er smeltede under en enorm hede. Sære svampevækster gror i sprækker og revner. Da de træder ind, begynder elektroniske og elektriske apparater at skabe sig og ophøre med at fungere. Der er kun dragternes indbyggede lygter til at oplyse stedet, og med flimrende lyskegler gør de det. Indenfor får gruppen lukket døren bag sig, og efter lidt tid har de atmosfære nok til at bevæge sig videre, men de forbliver i deres dragter.
Truppen ankommer nu til en højloftet sal. De står på en trappeafsats, og på begge sider af dem løber en trappe ned mod gulvet, mens den følger den buede væg. Alt herinde er sortsvedent, og mægtige søjler står som væltede og skævvredne. Klumper af pollensporer og svampevækster driver i den tomme luft. En dæmoniske aura hænger over stedet og presser sig ind på dem.
Flere i gruppen kan mærke tilstedeværelsen af okkulte kræfter, men de udsættes også for okkult indflydelse, og en mørk skygge vågner i ridder Qwian-Qwians baghoved (Kun Qwian-Qwian fejler en Urge-test, og han får et point i Urge, og hans Dark Twin vågner; Georgie har allerede et Urge-point, men hun er succesfuld, og derfor sker der ikke yderligere).
Baronet Wolfgang studerer de sortsvedne vægpaneler, som flere steder er brudt fri og hænger kun delvist fat, og han bemærker, at panelerne skjuler ældre lag. Under det nuværende lag af antinomisk vanhelligelse bemærker han et lag, som han identificerer som sathra-istisk kunst. Før stedet blev vanhelliget til antinomisk kultdyrkelse var stedet en kættersk sathra-helligdom, som dyrkede indsigt, erkendelse og åbningen af det tredje øje for at forstå kosmos’ sammenhæng. Under det lag øjner han yderligere lag, at der før Sathra-kulten var en kirke, dedikeret eskatoner-sekten, eller rettere proto-eskatoner-sekten.
Broder Florian kan her supplere med, at sektens ikonografi indikerer en dyb fascination af terraforming og af den store mester, Doramos’ terraformingslære, men her taget et skridt videre i kættersk retning med en hovmodig stræben efter at terraforme hele solsystemet frem for blot den enkelte planet. Skellet mellem eskatonsk teologi og eskatonsk kætteri er hårfint, da store dele af sektens teologi allerede er på grænsen til kætteri. Det giver en indikation af, at antinomisterne har bygget deres ødelæggende leyline-system oven på et kættersk eskatonsk system.
Til sin rystelse og dybe bekymring ser baronet Wolfgang, at der er et lag mere under proto-eskaton-mystiker helligdommen, som går tilbage til stationens rødder under Den anden republik: Stedet er oprindeligt en økumenisk helligdom! (Dvs. et ‘neutralt’ kirkerum, som alle trosretninger er velkomne til at benytte til deres religiøse aktiviteter).
(Karaktererne opnår disse indsigter, fordi baronet Wolfgang har kunstlære, som en del af sine færdigheder; broder Florian supplerer med sin teologiske lære).
Tiden er nu kommet til den sidste port fra forsalen indtil det egentlige kirkerum. Den høje, spidsbuede port skubbes op og afslører et vanhelliget kirkerum.
Salen er mørk. Unaturligt mørk. Lyskeglerne fra rumdragterne har svært ved at trænge igennem, og en unaturlig kulde trænger gennem rumdragterne. Ned gennem salen er en lang stensøjler, som er flere etager høje. Hængende på søjlerne er lig fastbundet i deres egne indvolde og fastfrosne i tomme rædselsskrig. Klynger af monitorer er ophængt på søjlerne, og de udsender et flimrende hvidligt skær. På begge sider af midtergangen er lange bænkerækker, som ender ude ved væggene, som er dekoreret med enorme vægmalerier, der forestiller utallige sjæle evigt druknende i et blodigt hav, hvor dæmoniske kæmpeedderkopper marcherer hen over dem. Den fjerne ende af salen rummer alteret. Det kunstige lys kan ikke trænge ind gennem mørket.
Da Georgi bevæger sig dybere ind i salen, vågner dødninge iført rumdragter til live, og de kommer stavrende ud af mørket mod hende. Overalt pusler det i salen, da flere dødninge begynder at røre på sig, og fra klyngerne af monitorer hængt op på søjlerne, begynder tavst skrigende, hårløse ansigter sig at trænge gennem skærmene indefra.
For at trænge gennem det mystiske mørke lader Qwian-Qwian sin flammekaster tale. En stråle af ild antænder bænke, og sætter ild i ligene. De stormer dog stadig frem mod Qwian-Qwian og flår i ham, og foruden skaderne, beskadiges også hans rumdragt.
Georgi benytter flammerne til at improvisere fakler, og hun udnytter fra fraværet af tyngdekraft til at svæve med et langt hop ned gennem kirkesalen mod alteret. Flammerne bryder mørket og afslører et alter dækket af menneskekranier, og over alteret hænger en dæmonisk entitet, som ligner et kæmpe hjerte, større end er menneske, og som er udstyret med enorme edderkoppeben, som holder hjertet oppe, som banker i en jævn.
(Kampen bliver herefter relativt kompleks at gengive. Den består af ret få runder, men hver runde tager tid i takt med at spillerne aktiverer den ene evne efter den anden for at manipulere udfald og gøre deres angreb så effektive som muligt. Det er mere episk, end det lyder, da det er spændende at se samspillet mellem evner og fiktion og brugen af meta currency (Wyrd Point) aktiveres til at udføre handlinger i overensstemmelse med fiktionen, som så bliver spilmekanisk understøttet. Da kampen begynder, er flere karakterer sårede, de har alle spenderet en eller flere surges, og en enkelte perks har allerede været bragt i spil, da vi sidste gang og denne gang bliver kørt som en lang sekvens; i termerne fra forlaget Ulysses Spiele (gælder både for Fading Suns og TORG Eternity) er der tale om ‘en scene’, men det er hvad jeg i f.eks. danske scenarietraditions kontekst ville betragte som ‘en akt’ eller en ‘spilgang af dobbelt længde’. Følgen er, at vi også ser et dræn i ressourcer, og hvis et angreb fejler, er det ikke et uvæsentligt tab af ressourcer.)
Qwian-Qwian kæmper mod de brændende dødninge, som han får bugt med, men ikke førend de nåede at ødelægge hans rumdragt (for anden kamp i streg). Georgi er svævet gennem salen i dens lave tyngdekraft, mens hun fyrer løs med sin store laserriffel mod ‘det pulsende kæmpehjerte med edderkoppeben’, og hun forvolder et dybt sår, som får tykflydende, olielignende blod til at vælde frem af såret, og ud af det står en sky af blodrøde miniature-edderkopper, som står som en voksende sky ud af såret. Imens kæmper Florian en åndelig kamp mod de dæmoniske entiteter i skærmene, som lægger en forbandelse på ham og forsøger at svække ham. Wolfgang bliver angrebet af dæmoniske skygger fra monitorerne, som flår i hans åndelige side og forvolder skade på ham, men han bevæger sig fremad mod hjertet og sætter af i et vældigt spring for at spidde det dæmoniske hjerte hængende over alteret. Han svæver gennem det tyngdekraftløse rum, lander på hjertet, mens han spidder det af fuld kraft med sin klinge. Imens splattes han til med blodige plamager af det olieagtige blod, som står ud fra væsnet. Den dæmoniske entitet går i dødskramper, og dens enorme ben spjætter, river dele af væggene og loftet ned, og de får de enorme søjler til at vælte.
Georgi har påberåbt sig Skt. Marinas velsignelse og trukket på den lille fingerknogle, som hun har haft taget fra helgenskrinet. En gylden aura omkranser hende, mens hun sætter af med et forunderligt kraftspring, trækker Wolfgang med sig og glider gennem salen for at undgå de væltende søjler og løse vægpaneler, som flyver i alle retninger. Broder Florian bevæger sig også raskt af sted med tunge skridt, da han benytter sin dragts magnetstøvler. Forude er en kæmpe stensøjle ved nærmest i slowmotion at vælte ned over ham. Qwian-Qwian lader sig falde ned på alle seks og sætter i gungrende seksspring, ‘takler’ den væltende stensøjle og sender den drivende op mod loftet, hvor den flækkes og slår flere loftpaneler løs. Salen fyldes med fragtmenter svævende frit rundt. Qwian-Qwian griber Florian i sit stormløb, river hans magnetstøvler fri af gulvet og dundrer mod udgangen med munken under armen.
Alle fire undslipper den sammenstyrtende sal, og de kan mærke, at stedets dæmoniske indflydelse svinder bort, og at teknologi vender tilbage til området. Imidlertid med brugen af overnaturlige sanser, er det også tydeligt, at problemet endnu ikke er løst. Rumstationens Hal må rumme noget, som er årsagen til den fortsatte ubalance. Planen bliver at ile tilbage til rumskibet og flyve ud og destruere det mystiske missil, som nu ikke er langt fra rumstationen. Det kan lige akkurat nås, hvis de skynder sig.
Gruppen haster tilbage, og Florian har igen på fornemmelsen, at der er en mystisk skikkelse, som forfølger dem, og de andre har en fornemmelse af, at det kun er noget, som broder Florian kan se, og at han muligvis ikke er rigtig rask. På et tidspunkt, da gruppen træder ud af en elevatorskakt, titter skikkelsen rundt om et hjørne og gør tegn til, at gruppen skal følge efter. Kun Florian, der bemærker dette, men resten af truppen indvilliger i dette, indtil de ser, at skikkelsen leder dem væk fra adgangen til deres eget rumskib. De er kommet ud på en bred korridor, og de prøver at komme i kontakt med skikkelsen, men uden held. Da de vender om, falder et par tunge slusedøre i og indespærrer dem, og derefter bliver atmosfæren langsomt pumpet ud af den lille sektor, de befinder sig i. Florian og de andre aktiverer atter deres rumdragters visirer, og den mystiske skikkelse iført en mørklagt rumdragt med et blændet visir er tilbage – men kun synlig for Florian!
Florians rumdragt er langt mere avanceret end de andres, og skikkelsen er en augmented reality-figur, som optræder på hans visir. Kun når han tidligere har haft visiret oppe, har han haft set skikkelsen. Gruppen aktiverer en nærliggende berøringsskærm, og et kridthvidt landskab dukker op.
Frem i landskabet træder en mørklødet kvinde med langt, sort, glat hår, som præsenterer sig som Prana. Hun er rumstationens KI, og hun vil gerne hjælpe truppen. De spørger hende til missilet, og hun fortæller, at hun godt har observeret, at noget er på vej. Det er begyndt at sende et signal til hende, og hun har allerede nu mistet kontakten til de indre områder omkring hallen. Missilet er cybervåben designet til at hacke sig ind i alskens ting, og det er ved at tage kontrollen med rumstationen. Hun kan dog godt vise truppen hen til hangaren, hvor der er funktionelle rumskibe. Hun manifesterer sin lillesøster, Napra, som er en chibi-udgave af Prana. Gruppen ifører sig AR-briller, og de kan nu se Napra, som hun træder ud af skærmen og går rundt på stationen. Iført brillerne kan de nemt se hende og lade sig blive guidet til hangaren.
I hangaren, som er delvist ødelagt, er der stadig en række Aresonian Hyperwings, som er måske rumskibe designet til at flyve omkring stationen. En hypervinge vil være længere tid om at nå tilbage til Leminkainen, end det har forsyninger. Til gengæld kan de benyttes til at vædre cybervåbnet, inden det får hacket sig ind i rumstationen. Hypervingerne har 1, 2 eller 3 sæder, og ingen af dem er bygget med en vorox in mente.
Planen ender med at være at tage en tre-sæders hypervinge og have Qwian-Qwian til at klynge sig til ydersiden, forsigtigt at flyve over til eget rumskib og herefter benytte hypervingen som våben.
Uden for rumstationen aktiveres dele af rumstationens forsvarsværker, men det lykkes Wolfgang at undgå deres skud, men forsøg på at tvinge hypervingen over mod rumskibet får modstand fra Prana, som ikke vil tillade dette, og gruppen ender med at måtte benytte katapultsæder for at komme fri. De tre skydes ud, og Wolfgang og Georgi har nemt styr på deres katapultsæde, men for broder Florian er det anden sag, og han hvirvles i en tilfældig retning og har højt fart mod en fjerntliggende asteroide.
Qwian-Qwian er midt i kaoset kommet i forvejen til gruppens eget rumskib, og han har sat sig ind og afventer de andre. Wolfgang ankommer, og de sætter gang i rumskibet og flyver ud mod cybervåbnet. Georgi sætter af sted for at undsætte broder Florian, og Prana tager det nu mennesketomme rumskib og fører det nu af sted mod den fjerne Stjerneport.
Ombord på rumskibet bemander Qwian-Qwian lasertårnet og prøver at beskyde missilet, men det er ikke uden forsvarsværker. Det er udstyret med kraftskjold og med sine egne små laserkanoner, foruden kapaciteten til at hacke rumskibet. Qwian-Qwian mister kontrollen med kanontårnet og han forsøger at skyde i blinde mod missilet. Wolfgang lukker også ned for en masse ting, og guider nu rumskibet på øjemål mod missilet. I stedet for at skyde det ned, beslutter han sig for at vædre det: Missilet er ‘kejserligt design’, dvs. det benytter kraftskjolde ligesom kejserrigets rumskibe til at beskytte sig mod våben og mod mikro-meteoritter, når man rejser gennem det tomme rum. Rumskibet er af ‘vuldrok design’, og det benytter ikke skjoldteknologi, men det er derimod ekstra, ekstra tungt pansret som værne mod rumskibsvåben og mod mikro-meteoritter i det tomme rum. Missilet er ikke sat op til at modstå vædringen, som smadrer det, men som også efterlader rumskibets vinduer blændede og uden et sit laserkanontårn.
Missilet er standset og ødelagt! Truslen mod rumstationen fra templet og fra missilet er nu begge hindrede, men der er fortsat et katastrofalt sammenstød med en asteroide om ca. 40 timer. Georgi har fået styr på Florian, og inden længe samles alle fire inde i det hærgede rumskib, hvor der lægges nye planer. Efter en frokost og en times afslappende aktiviteter er de klar til at fortsætte.
(med omkring 40 timer til katastrofalt sammenstød mellem rumstationen og en asteroide var en del af diskussionen, om de skulle tage chancen og tage et langt hvil og genvinde kræfterne – dvs. hvile længe nok til at kunne foretage en respit og håbe på at genvinde surges og vitality – eller om de skulle nøjes med en kort pause, hvor man mediterer, dimser eller på anden hvis bruger lidt tid på en hobby – så man kan genvinde Victory Points – og valget faldt på det sidste. Et par uheldige terningkast begrænser dog effekten af den kortvarige pause)
Snart er truppen på vej i deres rumskib mod stationens hangar, som er stor nok til at rumme deres rumskib. De lander ved siden af de andre Aresonian Hyperwings og begynder at se på muligheden for at reparere rumskibet og genvinde nogle af de funktioner, som gik tabt med ødelæggelsen af missilet. Prana stiller beredvilligt op og hjælper dem til grej til at reparere rumskibet. Hun forklarer også, at hun ikke kan se, hvad der sker i hallen, da cybervåbnets infiltration stadig har kontrol med området, men noget sker der. Hun fortæller også, at hun har været aktiv siden 3827, da rumstationen kom online i Den anden republiks æra. Der har været skiftende administration på rumstationen, og senest var under le Fanu Stokhart i perioden 4450-4525, man lukkede basen ned i forbindelse med kirkens bandlysning af Leminkainen for sin syndige teknosofi, hvor man gerne ville undgå at rumstationen blev bemærket af den kirkelige flåde. Siden har der ikke været nogen forbi, indtil truppen ankom her i 5023.
Nogle timer senere beslutter truppen sig for at se nærmere på hallen. Napra guider dem, så langt hun kan, men ved sektoren, hvor virusen har taget kontrollen, stopper hun op. Herefter er gruppen på egen fod. De fortsætter gennem mørklagte sektorer kun oplyst af lyskegleren i deres rumdragter. Noget overfører al strømmen til et punkt, den centrale hal, og med sin psykiske kraft kan Florian se et kraftigt hvidglødende område, hvor al strømmen er samlet. Punktet befinder sig bag nogle døre, som trods for at de slutter tæt, stadig lader et kraftigt hvidt lys fra den anden tegne omridset af dem. Gulvet og overflader dirrer af enorme kræfters bevægelser, og der er en surrende hvinen. Et blændende hvidt skær står dem i møde, da de varsomt åbner døren og bølger af psykisk energi bølger ind over dem truende med at vække deres slumrende urges. Foran dem er et sært syn: En slags miniature stjerneport på et par meter i højden står og drejer om sin egen akse i enorm fart, og inde i stjerneporten roterer et spejl om sin egen akse men i en anden retning. Det skaber højlydt hvinen, og det udsender et blændende hvidt lys. Anretningen er på en lav platform to trin højt, og platformen er dækket af store, gennemsigtige krystaller, flere en halv meter i længden, som synes at vokse op af gulvet omkring det roterende apparat.
Alle fire falder de i en besynderlig trance, da de oplever fænomenet. Heldigvis besidder både Georgi og Qwian-Qwian en særlig modstandskraft, og de ryster trancen af sig (karaktererne har hver en perk, som tillader dem at forsøge at rive sig fri af trancen, og de er begge succsfulde), men de indser, at der er gået timer, siden de sidst var ved deres fulde fem. Der er nu kun 13 timer til katastrofalt sammenstød med asteroiden. Broder Florian og baronet Wolfgang rives fri af trancen af Qwian-Qwian og Georgi.
Georgi bliver udpeget til at løse problemet. Hun har sprængstof på sig, og det er løsningen. Hun kæmper sig gennem bølgerne af psykisk energi og det blændende, hvide lys. Hun har en fornemmelse for, at det er som om at et tredje øde åbner sig, og hun ser, hvordan alle stjerneportene er en del af de fantastisk netværk, der forbinder talrige solsystemer, hvoraf mange forbindelser ikke er nogen hun kender. Da hun rører krystallerne, mærker hun en euforisk, ekstatisk fornemmelse, og hun brækker et stykke af, som hun tager med sig. Georgi planter sit sprængstof og gør klar til exit, men hun når ikke så langt, som hun havde håbet på, da eksplosionen pludselig ryster stedet og slynger hende og hendes rejsefæller ned ad en gang. De tumler forslåede af sted, mens de bag sig oplever, at det roterende maskineri har bevaret sit momentum umiddelbart eksplosionen, og det bliver slynget med stor kraft gennem rumstationen smadrende etage efter etage. Enorme sprækker begynder at sprede sig gennem hele skroget, og imens den lille gruppe stormer af sted, begynder stationen at falde ind mod sin egen midte.
En forslået Qwian-Qwian har Florian under armen, og sammen med Georgi styrter de mod hangaren. Imens lader Wolfgang sig gribe af en luftstrøm, som tager ham i en anden retning op mod rumstationens overflade. Herfra begynder han et desperat løb over overfladen mod hangaren. Han ankommer før de andre, og han har tid til at starte deres rumskib op. Imens han venter, får han spurgt Prana lidt ind til de parkerede Aresonium Hyperwings og til den hypervinge, som hun tog kontrollen med. Hun forklarer, at hun har kopieret sig selv, og sendt sin kopi ombord på rumskibet, som hun har sendt mod stjerneporten. Ganske undtagelsesvist er der nemlig en portnøgle i hypervingen, hvad man normalt ikke ville forvente at så lille rumskib, og med den vil hun foretage et spring gennem stjerneporten. Hvorhen vil Wolfgang gerne vide, og hun forklarer, at portnøglen til Kun-Lun.
Kun-Lun ringer ingen klokken for Wolfgang (eller for de andre karakterer senere hen). Det er en ukendt, tabt verden af den art, som Kejseren har sendt sine Questing Knights of the Phoenix Order ud for at finde, så tabte verdener kan bringes tilbage til fællesskabet, til Kejserriget, til Kirken. Wolfgang farer ud af rumskibet, hen til hypervinge og ganske rigtigt har den også en portnøgle, som han straks griber. Imens ankommer de andre til hangaren med en kollapsende rumstation bag sig, og de skynder sig alle fire at evakuere rumstationen. Imens de flyver ud, kollapser resten af rumstationen og sender sine vragdele ud mellem asteroiderne. Omkring dem begynder solsystemets kosmiske leylines at genoprette sig selv, og den korruption og ødelæggende kraft, som familien le Fanu Stokhart havde forsøgt at mobilisere via et eskatonsk verdensformerkætteri anlagt på et sathra-tempel. Fra Hawkwood-flåden ved Stjerneporten begynder at komme reportager ind: man har været i konfrontation med et mystisk fænomen, men advaret rettidigt, kunne man fordrive det med minimale tab, og man mistede kun tre mindre stjernekrydsere. Der er også blevet registreret en aktivering af Stjerneporten, men man ved ikke hvor springet ledte hen.
Et år senere.
Wolfgang har indgået en aftale med Charioteer gildet om nøglen (for de har monopol på portnøgler), og det har rejst ham betragtelige midler. Han har efterfølgende gjort krav på det tabte justinianske len ved ruinklostret Osel, og han er blevet ophøjet til baron Wolfgang af Osel. Georgi er forblevet hans techie-livvagt, og hun er med til at udforske ruinerne, mens hun drømmer om de kosmiske netværk, hun så manifesterende sig for sit indre blik på rumstationen, og hun har holdt fast i den mystiske krystal.
Broder Florian har brugt året på at etablere relationer til abbediets naboer, indrette skole for tilrejsende prædikanter, så han undgår at de farer ud i vildmarken for at søge martyriet, og der grundlægges landsbyer til de mange pilgrimme, der søger mod klostret. Amalasuintha har haft fokuseret på at missionere i omegnen, men nu et år senere, er broder Florian ved at gøre klar til sin første missionsrundrejse. Ridder Qwian-Qwian har fået følge af flere riddere af Adamantiner-Ordenen, og deres opgave er at beskytte de eskatonermunke, som søger til klostret. Han er desuden begyndt at se nærmere på de sære historier fra vuldrokområderne om et ‘frygteligt’ monster, og han er blevet stadig mere sikker på, at der er en tale om en krigsveteran cyborg-vorox, som er overvintret fra Kejserkrigene, og som stadig en slags guerilla kamp mod lokalbefolkningen.
Her slutter kampagnen Translation Sancti Marina efter 45 spilgange.
Afsluttende bemærkninger
Vi rundede kampagnen af med at spillerne skiftedes til at fortælle om, hvor deres karakterer befandt sig et år senere, og det gav dem mulighed for at runde plottråde og interesser af. Vi rundede selve handlingen af med en lang spilgang, som rummede tre store konflikter fra mødet med det dæmoniske til mødet med cybervåbnet til mødet med det ødelæggende maskineri, og det hele kulminerede i rumstationens ødelæggelse, og vores heltes dramatiske flugt gennem den kollapsende station medbringende en mystisk psykisk krystal og en portnøgle til en tabt verden.
Vi nåede til et punkt, hvor karaktererne var helt drænede for ressourcer, og hvor det var en kamp til stregen for overlevelse. Undervejs benyttede jeg et par gange mine tilbageværende GM Wyrd point til at skabe et par ekstra benspænd. Det var interessant at se, hvordan det kunne bringes i spil. Noget beroede på at have mange vekslende typer af udfordringer, så karaktererne havnede i situationer, hvor de skulle benytte færdigheder, som ikke var deres mest fordelagtige, og i visse tilfælde direkte elendige, noget beroede på at have nok tests uden, at der var en respit til at genvinde surges, og noget beroede på at have konflikter med flere aktører på en gang, der tvang spillerne til at fordele deres opmærksom mod forskellige punkter. Det var finalen, og der skulle derfor være ekstra meget spil.
Det har også været en fornøjelse at få rundet kampagnen af og bragt de sidste mysterier i spil, og der var en behagelig forløsning i at høre spillerne digte videre på den næste fase i deres karakterers liv. Den store færd er slut for disse fire, men et sted ude mellem stjernerne er de stadig på eventyr, og vi kommer nok til at høre fra dem i vores næste kampagne, som udspiller sig to år senere, i år 5026:
Det hele begynder med, at en udsending for baron Wolfgang af Osel har sat fire specialister stævne for at de skal finde et tabt rumskib nedstyrtet på planeten Shaprut.
Skriv, skriv, skriv