en blog om rollespil og historie

Velkommen til episode 44 af Fading Suns kampagnen Translatio Sancti Marina, hvor vore helte har fået bragt helgenskrinet frem til missionsmarken på Leminkainen, men derefter opdaget, at der er mægtige kræfter på spil, som truer ikke kun planeten Leminkainen men hele netværket af planeter, som forbinder menneskeheden.

Vi er på vej ind i slutspillet på kampagnen, og de få centrale mål og mysterier er rumstationen skjult i asteroidebæltet nær stjerneporten, som der er blevet sendt et mystisk missil fra Leminkainens måne imod.

Dagens forløb

Rumskibet har fundet vej gennem asteroidebæltet og er ankommet til rumstationen, eller hvad der er tilbage af den. Nogle kilometer forude driver den enorme station langsomt rundt mellem asteroiderne.

Det er en ti etager høj station, omkring 500 meter bred. På dens top er knuste kupler, hvor de splintrede rester rejser sig omkring ødelagte strukturer. Lange fortøjsringsarme til rumskibskrydsere hænger knækkede og ødelagte ud fra skroget, og på undersiden af stationen er en gigantisk søjle, halvt knækket over, som ville forbinde stationen til den resterende halvdel. Omkring stationen flyder vragrester og rester af splintrede asteroider.

Iført rumdragter flyver truppen tættere på. Små stykker af vragdele slår mod det tungt pansrede skrog, men foreløbigt er det kun overfladiske skader, og Wolfgang fører skibet uden om de værste udfordringer.

Jeg beder om et piloting-tjek, som bliver det første af mange terningkast. Jeg prøver bevidst at trække på spillernes ressourcer, og det kræver terningkast. Udfordringen ligger i, at der er særligt et par overnaturlige evner, som tillader at ændre resultatet af terningkast eller at rulle om. En konsekvens, særligt når der er få terningkast er, at gruppen sjældent fejler tests, endnu sjældnere fumbler (kræver at der rulles en 20’er på er tidspunkt, hvor omslag ikke er mulige, eller at det omrullede slag også er en 20’er).

Broder Florian benytter nogle af sine nyligt vækkede psykiske kræfter (efter at helgenskrinet blev anbragt på Leminkainen og kosmiske kræfter åbnede karakterernes åndelige kapaciteter), og han kan se elektriske felter. Det lader ham se, hvor der er aktivitet på rumstationen. Kolossen ligger i dvale, men den er ikke død. Et sted derinde er der en reaktor, som fodrer maskinerne. Han ser dertil med sine hellige bønner, at der hviler en antinomisk skygge over stedet. Stationen er uhellig.

Pludselig vågner kanontårne til live, og Broder Florian har på fornemmelsen at der er en intelligens bag. Tårnene åbner ild, og rumskibet er under beskydning. Wolfgang manøvrerer rumskibet for at komme tættere på uden at støde ind i større vragdele, imens Qwian-Qwian bemander laserkanonen og Georgi styrer missilbatterierne. Nogle skud rammer skroget, men det meste absorberes af det tunge vuldrokpanser, men er skud ryster rumskibet, og det sætter en dyse ud af funktion. Qwian-Qwian formår at destruere et kanontårn, mens et andet bryder sammen grundet indre fejl. Det skaber et område, som ‘ligger i skygge’, og Wolfgang parkerer rumskibet her.

(Vi har lidt problemer med at udspille rumskibskampen mellem rumstationen og rumskibet, da Fading Suns designerne med vilje ikke har føjet regler til for rumskibskonflikt, da deres antagelse er, at det bliver først spændende, når bordingen af rumskibet går i gang, og man derfor skal springe kampe mellem rumskibe over. Der er et vist ræsonnemt bag antagelsen, men andre science fiction rollespil har fundet en løsning på at gøre rumskibskampe til mere end et subspil mellem GM og pilot)

Området omkring rumstationen flyder med små vragdele. De slår harmløst mod rumskibet. Rumskibet manøvreres hen til en funktionel sluse. Forankringskabler, som normalt bruges til at borde andre rumskibe, affyres for at forankre rumskibet i en fast position til rumstationen. Kablerne affyret er udstyret med kraftige bolte, som hamrer gennem skroget og fæstner sig. På selve rumskibet er de også solidt fæstnet, men også forbundet med små eksplosiver, så skibet hurtigt kan løsne sig fra sit bytte. Det er traditionel praksis for vuldrokrumpirater.

(Dette er et eksempel på, hvordan vi ‘samdigter’ om fiktionen. Nogle gange vil vi gerne udføre en logisk handling, som ikke er omtalt i regelbøgerne. Sammen ping-ponger vi lynhurtigt, hvordan vuldrokkernes praksis med kablerne er; samdigtningen sker blandt andet fordi, der ikke er noget på spil her, og derfor ikke behov for noget terningkast. I stedet digter vi derfor på, hvordan fiktionsuniverset fungerer)

Snart træder de ud af rumskibet iført deres rumdragter. Udenfor i rumstationens skygge mærkelig broder Florian en kold gysen løbe ned sin ryg. Hele stedet er indlejret i dæmonisk ondskab, og ud over de mange elektriske felter, som indikerer maskinel aktivitet, kan han også se en konstant skygge hænge over stedet, og trods temperaturreguleringen i hans rumdragt, føler han det som om, der koldt som i et køleskab i sin dragt.

Næste udfordring er selve EVAen (Extravehicular Activity; rumvandring), hvor karaktererne skal fra rumskibet til rumstationen. De mange små fragmenter omkring rumstationen gør det til en risikabel affære. Heldigvis er tre af dem trænede, når det gælder livet ombord på rumskibe, og den enorme Vorox tager broder Florian under et par af armene. Som de nærmer sig slusen bemærker gruppen, at skader på stationen har løsnet strømførende kabler, som stadig er levende. De vugger sagte frem og tilbage som søgræs foran slusen. Med et par velrettede skud på Wolfgangs kommando, skyder Georgi kablerne fri af deres rod med sin lille håndlaser.

Snart er alle fire henne ved slusen, hvor Georgi begynder at trænge ind i systemet og tvinge slusedøren op. Slusen er funktionel, og der er tydelige tegn på, at der er atmosfære inden for. Bedst som dørene begynder modvilligt (for første gang i næsten 500 år) at glide op, åbner der sig længere henne på stationens væg en åbning som en kamerablænde, og tavst (for vi er i rummet) glider tre kniv-lignende halv meter lange droner ud. Broder Florian henvender sig til rumstationens bagvedliggende tænkemaskine, og anråbende Skt. Kirk beordrer han maskinen til at standse sin modstand, fremsende en oversigt over stationen, lyde baronet Wolfgang og dennes følge og lade dem få adgang. Han mærker, at stationen gør langt mere modstand, end han før har oplevet fra nogen maskine, og han må grave dybt i sine åndelige ressourcer for at kunne modarbejde den.

Dronerne standser deres bevægelse og bliver hængende tavst foran den lille gruppe. Døren til slusen glider dog i, klipper Georgis værktøj over og den elektroniske lås reaktiveres. Der er stadig modstand mod at lade dem komme ind.

Da ihukommer gruppen profetiske ord ytret for længe siden (tilbage i episode 22):

Nord om det klippede hav. Fire træer. Seks totaler. Træk vejret.

Det klippede hav er asteroidebæltet. Det næste, deducerer spillerne sig frem til, er talkoden 4 3 6 2. Dernæst åbner slusen sig, de kommer ind, og kan nu trække vejret.

(i praksis minder jeg spillerne om, at der er noget, der lurer i baghovedet på en karakter, noget de har glemt, men som nu rumsterer igen. Spillerne snakker om, hvad det kan være, de har glemt, og relativt hurtigt bliver en to år gammel note med profetien gravet frem. Derefter går tolkningen i gang i en ny kontekst af teksten, og de gennemskuer betydningen).

Indenfor på den anden side af slusen er der en tynd atmosfære, køligt (omkring 12 grader) og ingen tyngdekraft. Gangen er sekskantet, tng-beige og kun oplyst af små elektroniske vågeblus. Der er helt tyst, og enkelte løse ting svæver i gangen, da intet trækker dem ned.

Fra Broder Florians tænkemaskine kommer et ping, da stationen sender ham filer over stedet, som nedlastes på maskinen. Kortene angiver, at rumstationen oprindeligt var en del af et større hele, og at denne sektion, som er den administrative del, har løsrevet sig fra et større hele. Via kortene identificeres en række interessante punkter:

• Stationens bro
• Stationens drift
• Stationens reaktor
• Bibliotek
• Infirmeri
• AgriCorps laboratorier
• Hangar
• Kirkesal
• Hallen

Den lille trup beslutter sig for at bevæge sig mod broen. De glider tavst gennem gangene med broder Florian på slæb (hans evne er ringe, og forholdene han gør det under, gør det noget nær umuligt for ham at klare EVA tests; det er interessant nok et af de få steder, hvor en test er decideret svær for en karakter; ofte rulles der med 80-90% chance for succes med mulighed for reroll eller for at manipulere terningkastet +/- 1 på en d20, så visse tests ser vi så godt som aldrig fejle, da odds nærmer sig 1 ud af 400, og fumbles er ekstremt sjældne, hvilket påvirker Wyrd-meta-økonomien. Det er en konsekvens af visse af de theurgiske evner i spillet, og et element, som designerne ikke synes at have testet i bund, feks. har vi måtte nedjustere evnerne, da de skævvred resultaterne endnu kraftigere).

Stationen nægter at give Wolfgang med følge adgang til broen, trods hans forlangen, og den tidligere påberåbelse af Skt. Kirks overhøjhed. Georgi får tvunget døren op med sin tekniske ekspertise, og foran dem venter broen. Talrige konsoller med knapper, skærme, små blinkende pærer og inaktive hologram-skærme venter dem. Luften er tung af akkumulerede gasser som argon og des lige, og lag af århundreder år gammelt støv dækker alt. Hjelme lukkes i, og de fire svæver tyngdefrit ind i lokalet. Deres bevægelser får luftstrømme til at hvirvle de tunge kager af støv op.

Konsollerne er alle i en dvaletilstand, men overalt kan broder Florian med sin psykiske maskinkraft se elektriske felter, og man går i gang med at aktivere ting. Maskinerne starter op for første gang siden 4525, hvilket er 498 år siden. Stedet har været pakket ned, hverken i hast eller som følge kamp, og tingene er til starte op igen.

Fra broen kan stationens dyser, scannere, kommunikation og forsvarsværker tilgås. Dyserne holder stationen nogenlunde stabil. Scannere viser, at der er en stor kollisionstrussel fra en asteroide undervejs (om 48 timer), at der er et ukendt højteknologisk objekt undervejs (ankomst om 6 timer) og at der er en tredje ting, som scanneren reagerer på, som befinder sig ude hinsides Stjerneporten.

Midt under alt dette bemærker ridder Qwian-Qwian instinktivt, at der er noget under opsejling, og han reagerer straks. Fra et depot kommer fem tavse skikkelser eller snarere fem rumdragter drivende. De har kurs mod den lille trup, og de løfter deres arme i de knirkende dragter.

Det er tid til kamp. Qwian-Qwian finder sin kæmpestore blaster frem og bader dødningene i plasma, som antænder ikke kun dem, men også dem støvede, gasfyldte luft omkring dem, som brænder i blå og grønne kulører, mens fed røg rejser sig op mod loftet. Georgi bliver kortvarigt distraheret, da hun ser, at imens dødningene truer truppen, blinker advarsler på de holografiske skærme, da kanontårnene har fundet et mål – gruppens rumskib – og er ved at gøre klar til at affyre deres våben. Med en hånd forsøger hun at programmere tårnene til at standse deres angreb på rumskibet, og med en anden hånd affyrer hun sin laserpistol mod dødningene. Nogle dødninge når tæt nok på til at de kan angribe truppen. Deres mål er til dels broder Florian, men han skærmes det meste af tiden af hans rejsefæller, men en trænger igennem og flår huller i ham og hans rumdragt. En anden når frem og skader Qwian-Qwian og dennes rumdragt. Wolfgang deltager også i kampen, og han benytter sin klinge med sit særlige shockaggregat, som overbelaster servomotorer i den ene dødnings dragt, og den driver vægtløst i en ukontrollabel retning væk fra kampen. Kort efter er de fire andre dødninge neutraliserede. Efterfølgende foretages feltreparationer af de to beskadigede rumdragter.

(Det bliver til en hurtig kamp med nogle få skrammer til karaktererne. Den største konsekvens er skaderne på de to rumdragter. Det erklæres, at Georgi foretager reparationer, og jeg afgør, at testen for om reparationerne holder, skal først foretages senere, når reparationerne skal stå deres test. Vi får også benyttet multi-action reglerne, da gruppen presses på, at kanontårnene har fundet gruppens rumskib samtidig med at gruppen er under angreb. Georgi foretager ekstra actions og er succesfuld med det for at kunne nå det hele)

Næste mål for gruppen er at få advaret vagtflåden ved Stjerneporten om, at der er noget gigantisk på vej fra det ydre rum hinsides Stjerneporten (hvor gruppen ved deres ankomst til solsystemet selv mødte noget, de identificerede som en kraken – episode 4). Stationens scannere har selv svært ved at fange fænomenet, og stationen er grundlæggende Tech Level 7 med visse Tech Level 8 dele, da rumstationen stammer tilbage fra Anden Republiks tidsalder. Det er teknologi, som sandsynligvis er langt mere avanceret, end den teknologi, der er ombord på rumskibene ved Stjerneporten, og de opfanger muligvis slet ikke, at der er noget på vej. Gruppen beslutter sig derfor for at advare flåden. Sendere kan benyttes fra broen, men der er ikke adgang til et intakt antennerelæ, da stationens overflade har lidt for mange sammenstød med de omkringsvævende asteroider. Heldigvis er der en antenne ikke alt for langt væk, og antennen er belejligt i nærheden af Biblioteket. Gruppen sætter i bevægelse.

Efter at være svævet tyngdefrit gennem adskillige gange kommer gruppen til en sikkerhedssluse, som er faldet i, fordi der ingen atmosfære er på den anden side. Georgi hacker slusen, som modvilligt går op, mens en anden sluse længere tilbage glider i, da der pludselig er åbent ud til det ydre rum. I nogle øjeblikke trækkes atmosfæren ud i det tomme rum, mens gruppen står forankrede med deres magnetstøvler og håber på, at deres reparerede rumdragter holder. Det gør de.

(Tre hurtige tests. En for at tvinge slusen op og to for at se, om dragterne holder. Alle tre er en succes)

På den anden side af slusen er et gigantisk hul, hvor flere etager er blevet revet op i sammenstødet med et jernmeteorit. Meteoritten er indlejret i en del af stationen, men vejen ind har revet etager op og skabt et kæmpe hul i skrogets yderside. Gruppen navigerer succesfuldt over på den anden side, hvor de finder en ny sikkerhedssluse. Efter at den er tvunget op, deler gruppen sig, og Georgi svæver gennem hullet i skroget og ud på stationens yderside for at nå hen til antennerelæet. På den måde slipper hun for at finde en funktionel sluse i nærheden af relæet. På indersiden navigerer gruppen sig frem til en terminal og en sluse i nærheden af relæet, og selvom Biblioteket ikke er langt derfra, modstår de fristelsen til at søge derhen.

Ude på stationens overflade går Georgi i gang med at reparere antennen, mens de andre gør en besked klar til at blive transmitteret. En udfordring er, at rumstationens kraftværk er i en dvaletilstand, og der er kun så meget energi til rådighed til at drive de forskellige ting, og gruppens brug har skabt en overbelastning, som får andre installationer til at slå fra, og det gør det vanskeligt at få antennen, selv når den er repareret, til at have kraft nok til at sende sit signal. Georgi har lånt uden at spørge en tåknogle fra Skt. Marina – mens broder Florian officielt har lånt et ribben fra helgenen til at hjælpe dem på færden. Hun beder til at opnå hjælp med sin opgave, og da hun afslutter sit arbejde og får de andre til at sende beskeden, ser hun til forundring, hvordan det er som om at ‘himlen’ klares for et øjeblik, som om at de utallige asteroider blidt fejes til side og der er et frit udsyn til Leminkainens røde, opsvulmede sol, som sender sit varme skær helt ud til rumstationen, hvor lyset reflekteres i relæet, og samtidig ryddes en anden del af asteroidebæltet kortvarigt, så solens refleksion i antennen står som en stråle ud mod det ydre af solsystemet i retning mod stjerneporten. For et øjeblik står hun på iført rumdragt på rumstationens arrede ydre og forundres over det mægtige øjeblik, der pludselig ikke er noget, som hindrer signalet fra stationen.

Indenfor ser Wolfgang, at flåden modtager signalet – et tegn som i sig selv er forunderligt – og at radiobeskeden er gået succesfuldt igennem, og flåden er advaret mod den kommende trussel. Derefter glider asteroiderne igen i deres vante gænge, som blokerer og hæmmer radiosignaler.

(Gruppen spenderer Wyrd point for at opnå et mirakel til at supplere Georgis indsats med at reparere antennen)

Georgi vender tilbage til gruppen via den nærliggende luftsluse, og lejligheden bliver benyttet til at udskifte broder Florians lappede rumdragt med en rumstationens dragter (der er ikke en fire-armet dragt til vorox-ridderen). Florian aktiverer draget, og en masse pop-ups manifesterer sig på hjelms HUD-display opfordrende ham til at logge ind og registrere sine SoMe konti, så han kan se sit SoMe feed på hjelmens inderside og være i kontakt med sine venner. En masse holografiske skilte dukker også op på hjelmens inderside, da rumstationen har en del augmenterede sektioner, som manifesterer skilte. De holografiske augmentet reality bannere stammer tilbage fra Den anden republiks tid og refererer til talrige ting, som Florian ikke aner hvad er, men en ting ved han, og det er, at den megen SoMe teknologi er syndig og (mis)brug af det kan resultere i tech gnosis.

Gruppen planlægger herefter deres næste træk. Flere ting er under opsejling, og de skal have fundet ud af, om de skal til kraftværket for at starte det op eller sætte det til at selvdestruere, eller om de skal til Biblioteket, som nok blot er en distraktion, til AgripCorp laboratorierne, til Kirkesalen eller til Hallen. Efter interne forhandlinger enes gruppen om at deres nærmeste mål nok bør være Kirkesalen.

Tid

• Kraken 2½ timer
• ‘Missil’ 3½ timer
• Asteroide 44½ timer

Bemærkninger

Nedtællingen er i gang, terningerne er på bordet, og rumstationen giver kun modvilligt sine hemmeligheder fra sig.

Spilmekanisk har mange terningkast i spil. Det er en måde at presse gruppen på. De klarer mange tests, men enkelte surges er begyndt at komme i brug, da talrige tests er en langsom nedslidningsteknik. Løber gruppen tør for surges, bliver de mere afhængige af succesfulde tests som samtidig også er tests med gode resultater (for at klare en test, skal man rulle under evne+færdighed, men et godt resultat er at rulle så højt som muligt men stadig under evne+færdighed). Gruppen har desuden en række perks, som giver adgang til ekstra ressourcer, og så har gruppen broder Florians særlige evne til at manipulere terningkast (som omtalt ovenfor), og den evne har gjort det vanskeligt at vurdere, hvor meget der egentlig skal til for at presse spilgruppen. En sjov udfordring er at skabe mange forskellige omstændigheder at rulle for, så forskellige evne+færdigheder kommer i spil, og nogle gange er det færdigheder, som ikke er inden for karakterernes styrke, og derfor må der rulles mod et dårligere resultat. Det medfører at færden gennem rumstationen og konfrontationen med dens mange farer gradvist udmatter karaktererne.

Bevægelse rundt på stationen sker lettere abstrakt og primært i form af ½-times tidsenheder. Gruppen kan derfor kun nå at besøge X lokationer, førend noget sker, og undervejs kan gruppen på sin færd rende ind i forhindringer, som enten afkræver dristige handlinger eller tidskrævende omveje. Samtidig er der ‘for’ mange lokationer, så der skal prioriteres og træffes beslutninger.

Næste gang: Hemmeligheder og Dæmoner