Her begynder Fading Suns kampagnen Clavis Paradisus, som er efterfølgeren til kampagnen Translatio Sancti.

Forhistorien

Året er 5026. Det er tre år siden de skelsættende begivenheder på Leminkainen, hvor den hellige Sankt Marinas knogler blev bragt til missionsmarken, og hvor en ældgammel sammensværgelse af antinomister blev forpurret. Efterfølgende har Wolfgang etableret sig som baron af Osel, et gammelt len under huset Justinian.

Oprindeligt var Huset Justinian en af De Ti. Dengang var der ti mægtige adelshuse, som efter Den anden republiks fald delte magten mellem sig. Efter vuldrokkernes barbariske invasioner af den kendte verden for 500 år siden, bragte ødelæggelser og tab, besluttede Vladimir Alecto, der netop var blevet valgt til regent af De Ti, sig for at samle den kendte verden under sit styre. De Ti bestod af adelshusene Alecto, Justinian, Van Gelder, Windsor, Hazat, Li Halan, al Malik, Decados og Hawkwood. Ikke alle bakkede op om Vladimirs planer.

Efter en blodig krig kunne Vladimir Alecto i år 4550 kalde sig den første kejser. Imidlertid blev han myrdet, netop som han blev kronet, og ny blodig krig brød ud i jagten på hvem skulle blive den næste kejser. Da krigen var til ende, var Huset Alecto udryddet, husene Gesar og Windsor for svækkede til at fortsætte, van Gelder var reduceret til et mindre adelshus, og det samme gjaldt for huset Justinian, da sabotører (fra huset Decados) ødelagde Porten til huset Justinians hjemverden, Paradis, og tilbage var der kun fem store huse: Hazat, al Malik, Decados, li Halan og Hawkwood.

Med en mystisk portnøgle erhvervet på en rumstation, der for nylig gik tabt, stammende tilbage fra Den anden republik, er baron Wolfgang Justinian-Hawkwood af Osel gået i gang med en søgen. Kan han genfinde nøglen til Paradis og genåbne Stjerneporten – og hvad vil det betyde for magtbalancen i den kendte verden?

Koncept

Karaktererne er udsendinge for baron Wolfgang, der udstyret med et rumskib (og en pilot) sendes rundt mellem de forskellige verdener i en søgen efter ‘Nøglen til Paradis’.

Formatet tilstræber en slags ‘Planet of the Day’, så vi kommer rundt mellem de mange verdener i Fading Suns (i modsætning til seneste kampagne, som udspillede sig på en planet). Tanken er også, at karaktererne skal have en base eller tilholdssted på en rumstation, så der er et sted, de tilbringer tiden mellem missionerne.

Hvervningen af karaktererne bliver kampagnens start, og anskaffelsen af et rumskib, bliver den første mission, og ideelt set får vi også introduceret rumstationen som en del af første mission (ikke at forveksle med første spilgang; en mission kan sagtens tænkes at tage 1-3 spilgange).

Der er også nogle elementer af konceptet, jeg ikke skal afsløre her, da hører under den del, som skal afdækkes undervejs i kampagnen.

Kampagnens begyndelse

På forhånd er der blevet spekuleret i forskellige koncepter. Spillerne har pitchet oplæg og set på, hvordan de undgår for mange overlappende evner. Jeg følger med i de forskellige pitches for at se, hvordan jeg kan matche dem op med kampagnens oplæg.

Vi begynder kampagnen på Leminkainen, hvor karaktererne er blevet sat stævne. De præcise detaljer omkring mødet, bliver etableret, når vi kender karaktererne.

Næste gang: Episode 1 – Et møde på Leminkainen

Skriv, skriv, skriv

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Trending