Skonnerten Penelope, tredje episode: Kalypso

Tredje og derfor midterste episode i DR2’s store dramaproduktion fandt sted rent til havs (The making of, 1, 2 og 4). Fokus i fortællingen var denne gang skibsdrengen Claus, der undervejs afslørede sig som pigen Clara, der leder efter sin ukendte fader.

Kalypso er den havnymfe, der finder Odysseus, da han har lidt skibbrud, og han bliver hos hende i syv år, uden at kunne finde gejsten til at være sammen med hende, da han vansmægter efter sit hjem og sin kone. Først da guderne påbyder Kalypso at lade Odysseus gå, finder han en helt ny interesse i livet.

I hver episode er der blevet leget med formen. Hvor meget skal planlægges fra spilleders side? Hvor meget er ren improvisation? Hvem skal komme med forslag til scener, og hvem skal sætte scenerne? I hvilket omfang er der et eksternt plot, og i hvilket omfang er der et internt plot?

Jeg oplever her nogle af de samme problemer, som vi havde i de tidlige dage af Rosenkreutz vs Crowley-kampagnen, hvor der er en balancegang mellem dansk scenarietradition, kampagnespil og indie-spiltraditionen, som samtidig kompliceres af, at vi i grupperne ikke har den store erfaring med at spille sammen, og derfor lige skal finde den rette spillestil.

I denne omgang valgte Frederik en strammere struktur i forhold til de to tidligere spilgange. Der blev blandt andet indledt med en-til-en samtaler mellem spilleder og spillere før spilstart, som det opleves ved en del con-scenarier. Ydermere ændredes scenesætningsstrukturen til, at spillerne på skift kommer med et sceneoplæg, men det er umiddelbart spilleder, der sætter scenen (denne model blev dog ikke holdt fuldstændigt stramt). Der blev stadig anvendt bipersonsspil (men bipersonerne blev manifesteret fysisk ved et konkret navneskilt – et pædagogisk virkemiddel, der er ret effektivt), og spillet/fortalt en række mellemspil-scener, der refererer til kampagnens eksterne plot.

Scenesætningsstrukturen fordrer, når man kun har en central plottråd (nemlig historien om Claus/Clara), at alle scener sættes i forlængelse af hinanden – og rent praktisk burde de konstant kredse om problemet, men brugen af bipersoner truede flere gange med at skubbe Claus overbord og i stedet fokusere på plottråden med Kresten Tambor, og hans problemer med en uregerlig besætning. Ikke at den historie ikke er interessant, men Kresten er først 3’er (dvs. hovedperson) næste gang, og målet var at få forløst Claras historie, hvilket omtrent lykkedes. Hun blev afsløret som pige og fik sin fyr, men hvem hendes far er, er endnu uvist.

Et andet element ved dagens spilgang var brugen af spilmekanikken og fraværet af spilmekaniske scener. Der blev kun udspillet en scene, hvor reglerne kom i brug. I to andre tilfælde var der tiltag til, at systemet skulle i brug, men i begge tilfælde valgte spilleren at acceptere spilleders udsagn, og det kom således ikke til nogen konflikt. Det var omtrent spillets første scene, der blev udspillet en konflikt i: Sømanden Anders snubler netop, som han kommer gående med en spand beskidt sæbevand, og foran står Claus. Bliver Claus gennemblødt med tilhørende risiko for at få afsløret sit køn, eller slipper han udenom? Frederik vandt konflikten, så Claus blev våd, men han/hun slap af sted med ikke at afsløre sit køn.

Kort om begivenhederne

Frederik åbner ballet med introduktion, hvor kameraet føres henover skibet, hvor vi ser de forskellige aktører optaget af deres hverv. Skibsdrengen Claus passer sine duer, enkefrue Amalie kommer op fra kaptajn Edwards kahyt, hvor kaptajnen stadig ligger bevidstløs efter sit sår, og går hen til styrmand Kresten, da hun ønsker, at tale med Kresten om den kvinde, som de samlede op. Enkefruen forlanger, at kvinden bliver sat i land snarest, da hendes tilstedeværelse skaber uro i besætningens rækker.

Herefter bliver Claus’ ven Anders udsat for voksenmobning, da et par af de grovkornede sømænd spænder ben for ham, så han taber sin spand med sæbevand udover Claus, der dog formår at opretholde sin hemmelige identitet.

I den midterste del af spillets forløb er der en lang række korte scener, hvor Krestens teolog-ven Laurids forsøger at gå bag om sin ven Kresten ved dels at lokke ud af ham, hvor nøglen til kvindens fængsel er, og dels ved at gå til kaptajn Edwards, der er lænket til sin seng. Laurids gør det altsammen for at beskytte hans ven imod den skadelige indflydelse som kvinden har på skibets besætning. Imens lokkes Claus’ ven Anders af førnævnte bøller til at stjæle nøglen til selvsamme bur, så bøllerne kan trænge ind til hende, og Claus selv prøver at tage sig sammen til at afsløre sin identitet over for Anders, så hun kan indrømme sine følelser for ham, og så hun kan spørge kaptajnen om han skulle kende til hendes moder.

Kresten får hindret mændenes indtrængen til pigen, men opdager ikke sin vens dobbeltspil, og det kommer til en pinlig inspektion, hvor Claus dækker over Anders ved at indrømme at hun er tyven, men både hende og Anders ender i selvsamme celle, som de prøvede at trænge ind i. Til sidst dukker kaptajn Edwards op, og han konstaterer nu, at der er tredje kvinde ombord på skibet – nemlig Clara, som afslører sig over for kaptajnen, som hun har afsløret sig overfor Anders (og de to finder mere eller mindre sammen).

Kaptajn Edwards lader derefter alle forstå, at opdager han en kvinde mere ombord på dette skib, så bliver hun smidt overbord.