[anmeldelse] Reality Cops

Jeg har lånt en række indie-spil af Tobias Wrigstad, som jeg har kort anmelder. Det første er Reality Cops. Denne version af Reality Cops er ‘Gencon 2009: Almost an Ashcan Edition’.

Reality Cops

Et science fiction-rollespil. Et indie-rollespil, hvor man er en gruppe spillere og en spilleder. Systemet er bygget op over en conflict-resolution model, hvor man med en pulje af terninger skal opnå X succeser. I praksis går det på, at man har en pulje terninger, der udledes af forskellige aspekter af ens karakters personlighed og valg, og de terninger rulles, når der er en handling, hvis udfald skal afgøres. Man spiller ofte en form for systemløst spil med denne type mekanik, hvor man først ruller, når man er nået til et vist kritisk øjeblik i handlingen.

Kort fortalt går det ud på, at der er parallelverdener, faser, som man kan træde ind i, og i disse faser kan man se, hvilken genre og hvilke aksiomer styrer vores verden, og herfra kan man manipulere dem. Med andre ord kan man ændre alles virkelighed inde i fra en fase. Reality Cops har til opgave at hindre ændringer af virkeligheden.

Udgangspunkter er, at der er to grundlæggende aksiomer – Verden kan forandres og Ingen gør det alene – og ved spillets begyndelse vælger man yderligere tre i fællesskab (f.eks. Mennesket er godt). Ligeledes fastsætter man hvilken science fiction-ramme, som spillet foregår i.

Hver spiller skaber en betjent, der har to sæt af tre stats. Dem, der tæller i den virkelige verden, og dem, der tæller i fase-verdnen. Det er henholdsvis 1) Smertetærskel, Stabilitet og Forbindelser og 2) Smerte, Lidelse og Traume. De to sæt spiller ind på hinanden og danner en pulje af terninger, som man ruller, når man forsøger ting. Sværhedsgraden er fastsat af, hvorvidt man handler i overensstemmelse med verdens aksiomer og genre og om der er modstand fra skurken, og om man forsøger at ændre den virkelige verden.

Når man er på en mission – hindre en skurk i at ændre Virkeligheden – gælder det om at finde vedkommende og trænge ind i Fasen og standse vedkommende. Problemet er, at man har travlt. En fase kan kollapse, hvorved alle inde i fasen omkommer.

Det interessante ved spillet er, at man kommer ind i en fase på baggrund af smerte, og man ændrer virkeligheden ved at være flere om det. En skurk har derfor altid nogen, som sympatiserer med ham, for ellers kan han ikke ændre virkeligeheden. Det andet problem er, at ændringen ikke nødvendigvis er af nogen ondskabsfuld karakter – f.eks. fred i verden – men det er en virkelighedsændring, der a priori ikke kan accepteres. Der er således rig mulighed for en masse svære valg. Genremæssigt er spillet ovre i tidsrejse-genren, hvor man også kan ændre på virkeligheden. Forskellen er, at man ikke ændrer på det hændte men på nuet, og at man ændrer det ikke ved at manipulere med fortidige hændelser, men ved at manipulere med virkelighedens aksiomer.

Et andet interessant element er, at for rigtigt at kunne gøre en forskel i en Fase, er man nødt til at krydse smertefyldt over. Krydser man smertefyldt over, har man langt flere terninger til rådighed, men langsomt bygger man en Smertetærskel op, Traume og Lidelse op.

Svagheden ved spillet er dets rå form. Der er alt for lidt om, hvorledes man spiller spillet konkret, og alt for lidt om, hvordan en fase agerer.

Formmæssigt og miljø-mæssigt er spillet meget lig Lacuna, Whispering Vault og Don’t Rest your Head. I dets nuværende form vil jeg anbefale folk at spille de tre spil i stedet. Reality Cops’ store force er konceptet med aksiomer og genre, men pt. er spillet alt for råt i sin form til, at jeg vil tilråde folk uerfarne denne spilmekanik at begynde her.