[anmeldelse] Rolle|spil nr. 3

Tredje nummer af Rolle|spil er på trapperne. Dette nummers tema kan vist siges at være sex.

Visuelt er Rolle|spil som altid flot at kigge på. Bladet er fyldt med farvefotos osv. Nogle gange kan det være vanskeligt at skelne mellem artikler og reklamer, men Rolle|spil har heldigvis sin praksis med at skelne mellem betalt og ikke betalt indhold med et fint lille stempel. Denne gang er det en hyldest til flotteste rollespilshær, som drukner mellem reklamerne, og jeg har under læsningen nær overset artiklen.

Rolle|spil er ved at finde sin stil, og der er denne gang en guide til magasinets indhold. Hvert nummer har desuden haft et profilbillede af en art, og her er magasinet ved at få fastlagt sin stil med de usungne helte. Denne gang er det Stinne Kirketerp, der hædres for sine bidrag. Rolle|spil er let tilgængeligt, og med dets stærke visuelle side, er det let at forklare bedsteforældrene, hvad live-rollespil er (bord-rollespil forbliver vanskeligt).

Cosplay

Rolle|spil sigter bredt inden for rollespil, og de mange hobbyer, som grænser op til eller overlapper med rollespils aktiviteter (der er f.eks. Fantasticon i september). Cosplay får derfor en rolle i dette nummer, og der bringes en reportage fra cosplay-festivallen Genki Con 2010 i Valby. I modsætning til de andre artikler, er der sluppet flere slåfejl igennem ved denne artikel, som ellers når pænt rundt om Cosplay fænomenet. Det kunne have været interessant at høre, om der er forbindelser mellem Jpopcon og Genki Con? Til gengæld var det interessant at se, hvordan cosplay-miljøet er i gang med at finde sine fødder og udvikle et hobbymiljø.

Anmeldelser

Anmeldelser er der også. Der er to anmeldelser af Troels Palm. Den første dækker nyudgivne Dogs of Hades. En engelsk udvidelse til Savage World af en dansk forfatter, Magnus Nygaard, og en bog om danske krigshelte til søs. Sidstnævnte anmeldelse er klart den bedste. Anmelder for udnyttet den begrænsede plads fint til at påpege relevansen af bogen for rollespillere (og egentlig kunne det være interessant med en klumme, der udvælger ikke-rollespilsbøger, der har relevans for rollespillere, f.eks. Geworbne krigskarle og Guide til det okkulte Danmark kunne være relevante).

Den anden anmeldelse, Dogs of Hades, er alt for overfladisk, og den mangler fokus. Der er brugt alt for lidt plads på at fortælle os om bogen, og det noget nær umuligt at få et brugbart indtryk af bogen. Anmelder har også villet kort fortælle om Savage Worlds, som bogen er en del af, men det ville have været bedre med en fakta-boks om Savage Worlds, og så at anmelder har brugt mere tid på at fortælle os om indholdet (jeg har i modsætning til anmelder ubegrænsede mængder af plads til at udfolde mig på, hehe). Anmeldelsen lever slet ikke op til mine forventninger.

Artikler om miljøet

Blandt de andre artikler finder vi en, om Karsten Bundgaard, der som voksen, kastede sig ud i rollespil, og nu er en drivkraft i at udbrede budskabet om børnerollespil, og det er en rigtig god historie, og en af Jannick Raunow om Hyggecon (Jeg ser frem til en artikel om Viking-Con i næste nummer sammen med en om Forum), der fortæller os glæderne ved den hyggelige con. Jeg finder det sympatisk, at Rolle|spil bruger tid og plads på at dækker forskellige dele af miljøet.

Praktiske artikler for livere

Ikke alt skal være anmeldelser og reportager fra miljøet. Der skal også være noget praktisk, og vi kommer her til et par faste indlæg. En er artiklen om sminke, og denne gang går den på at lave en vampyr. Dertil kommer artiklen om at spille en rolle, og denne gang er vi nået frem til præstetyper, som der kort præsenteres et par arketypiske varianter af. Kort, men inspirerende, og holdt i generelle vendinger, så man kun med vanskelighed kan påstå, at artiklen er ubrugelig for ens live-rollespilskampagne. Den tredje artikel er en om bueskydning, og den er klart en af dette nummers bedste artikler. Informativ, praktisk og letlæst.

Køn, sex og fordomme

Den tredje store artikel dette nummer udover bueskydningsartiklen og Cosplay-artiklen er en af et par frejdige, unge forfattersker, der handler om køn og sex. Cleo Hatting og Sofie Bojsen rejser problemstillingen omkring opfattelsen af piger og drenges seksuelle aktiviteter, og hvordan de kønslige roller ser fungerer i nørdmiljøer. Diskussionen er på ingen måde ny, kun udtrykkene (Player og skank), og det lader til, at vi ikke er kommet meget videre på dette område – Drenge må godt, piger må ikke – og sålænge vi ikke er kommet ud over den slags kedelige opfattelser, så er der al mulig grund til at tage diskussionen op og rykke ved stereotyper, der burde være blevet pensioneret sammen med vores bedsteforældre.

Herfra kan vi rykke over til afslutningsartiklen, som jeg plejer at se frem til, da den som regel både er spids og underholdende. Lars Andersen bygger videre på sin meget underholdende rollespiller-mytologi fra sidste nummer, som igen er underholdende men desværre ikke når samme højder som sidst. Problemstillingen ‘forestillingen om det rigtige rollespil’ er relevant nok, men Lars får reduceret diskussionen til at handle om drengenes leg vs pigernes leg, og blandt pædagoger kan det være ganske relevant at få fremført at drengenes vilde leg er lige så meget rigtig leg som pigernes pæne leg (som er for pædagoger så meget lettere at passe), men analogien rammer ikke ned i diskussionen omkring ‘rigtig rollespil’, og den mister derfor sin brod.

Afslutningsvis

Rolle|spil er ved at ramme sin stil, og jeg er glad for, at magasinet ikke er en enlig svale. Magasinet rummer stadig for mig den udfordring, at jeg ynder artikler med høj lix, og en artikel med 10-30 fodnoter og tre-fire sider lange litteraturlister er der, hvor det for mig er interessant. Til gengæld er magasinet med til at skabe en fælles ramme om miljøet, og det kan jeg godt lide. Sidst vil jeg bemærke, at ideen med en oversigt over de enkelte kampagner er en god ide. Til gengæld savnede jeg sidste nummers Rodekasse.

Hold fanen højt. Jeg ser frem til de kommende numre.

Alle numrene af Rolle|spil kan downloades fra deres hjemmeside. Hvert nummer er som pdf tilgængeligt en uge efter, at magasinet er udkommet. Du kan abonnere på Rolle|spil og få det sendt til din dør, eller du kan samle et gratis eksemplar op i udvalgte rollespilsbutikker.

Min anmeldelse af nummer 1 og af nummer 2.

Min ønskeliste

Her er nogle ting, som jeg godt kunne tænke mig at se i kommende numre af Rolle|spil, og nogle af dem bliver jeg nok nødt til selv at bidrage med, hvis jeg skal se dem 🙂

  • En klumme, hvor en ikke-rollespilsbog fremhæves som inspirationskilde (som nævnt ovenfor)
  • Mere om bord-rollespil
  • Et rollespil: et scenarie, et system eller lignende på 1-2 sider, som med kort forberedelse kan spilles, f.eks. systemløse scenarier, et anderledes kampsystem til live, et mini-live for fem personer en lørdag eftermiddag osv. Det kan være bord, live, jeep, nørwegian, semi, og andre former for rollespil.
  • Mere tema-materiale – jeg havde gerne set en artikel mere om køn end kun Cleos og Sofies, og ligesom havde jeg gerne set temaerne i de forrige numre havde haft ekstra artikler.
  • Rodekassen

Offentliggjort af Morten Greis

Historiker, etnolog, brygger, fægter, rollespiller, science fiction entusiast History and Ethnology, brewer and fencer, roleplayer and science fiction enthusiast

19 kommentarer til “[anmeldelse] Rolle|spil nr. 3

  1. Hej Morten

    Thanks for the work. Jeg synes jo du gerne rammer hovedet utroligt meget på sømmet og glæder mig til, at du joiner ROLLE|SPIL teamet. Både fordi jeg glæder mig til at bringe noget fra dig, men også fordi jeg (med en vis pervers humor) ser frem til at høre dig tigge og bede om at få plads til 1000 tegn mere til din artikel om Projekt R’lyeh. 😉

    Anyway, tak fordi du gider tage dig tiden til at anmelde. Det er fedt at få velargumenteret feedback.

    – Claus

    Like

  2. Hej Morten,

    Tak for anmeldelse, så vil vi andre vente på den kommer i butikkerne 🙂 Hvordan står det til med at have ikke-live arrangementer i kalenderen, er det noget der er kommet på nu?

    (o.k. der er så ikke så mange at tage med, da vi om tidligere snakkede om, er det vist 7 i år, og 9 inkl forum/knudepunkt)

    Like

  3. Kalenderen er denne gang en kampagne-oversigt, og du finder derfor kun de faste spil. Conner af nogen art eller live-scenarier optræder ikke i kalenderen, kun kampagner.

    Like

  4. Jeg har lige læst et gammelt nummer af Fønix – der fyldte scenarierne ret meget. 2 sider er ret lidt, hvis det skal være et klassisk bordscenarie.

    Men der er sikkert en masse man kunne skrive om bordrollespil i et blad som Rolle|spil. Jeg glæder mig til at læse det, især fordi at ham der Lars Andersen, i din beskrivelse, lyder som en virkelig sexistiske og uoplyst nar.
    Hvad fanden er drenges vilde leg?
    Hvornår handlende pædagogik om børnepasning?

    Det er da dejligt at se hvordan vi i vores kønsdiskussion ureflekteret reproducere vores bedsteforældres kønsopfattelse.

    Like

  5. Ja, to sider giver ikke meget klassisk rollespil, men jeg tror stadig, man kan få noget spændende på bordet med så lidt plads, f.eks. et opera-scenarie. Det fylder ikke meget.
    Apropos drenges vilde leg og pædagogernes børnepasning, så har jeg i tankerne den kritik, der flere gange har været rettet mod børnehavernes opbevaring af børn, hvor voldsom leg (uanset køn, men det tilskrives typisk drenge) betragtes som upassende. Lars’ artikel har mest af alt fokus på ‘kamp’ vs ‘in-character’-spil, og han opstiller det med tydelige kønslige elementer, hvor kamp i rollespil er noget, som typisk drenge praktiserer.

    Like

  6. Hej Johs

    Jeg hader at virke bedrevidende, men hvor henter du din erfaring fra? Jeg har efterhånden haft mange tusinde forskellige børn mellem hænderne og Lars rammer (desværre) hovedet utroligt godt på sømmet. At jeg (og andre) gerne vil lave om på det er noget andet. Men Lars’ betragtninger rammer crazy godt på hvordan tingene rent faktisk er.

    Og jeg tror, Morten, at grunden til at du ikke synes den rammer problemstillingen om “rigtigt rollespil” er fordi du ikke har din faste gang ude til de store rollespilskampagner i landet. For jeg tror absolut ikke, at det er ligeså rammende for bordrollespil som det er for liverollespil. 😉

    – Claus

    Like

  7. p.s. vi ser frem til en rapportage fra Viking-Con 29. Claus, tager du ikke lige hele live-miljøet under armen og besøger Københavns Rolle- og brætspilscon? 😛

    Like

  8. Først og fremmest: Undskyld at jeg kaldte nogen som helst for en nar. Især Lars, hvis artikel jeg ikke engang har læst. Undskyld Lars, hvis der er en nar til stede i denne diskussion, så er det mig.

    Det jeg måske prøvende på at sig, var noget i stil med:

    At selvfølgelig handler kønsdebatten om køn, men jeg mener det er problematisk at vores diskussioner om køn (i det omfang jeg kender til den) er så fokuseret på kønsforskelle og ikke så meget på identitet. Drenge leger vildt, helt sikkert, for det er sådan vi opdager dem. Men det er også det vi ser, fordi vi forventer at de leger vildt. Vi skal virkelig passe på at vores opgør med vores egen mandsdomineret subkultur ikke ender i livmoderfeminisme.

    Det store problem ift. pædagoger er vel at de efterhånden er så presset på normeringer at pædagojobet efterhånden er gået fra pædagogik til børnepasning. Men det er i højere grad et økonomisk problem snarere end et kønspolitisk.

    Gav det mening?

    Like

  9. @ Claus: Det er rigtigt, jeg har ikke min faste gang derude, men der, hvor jeg støder på den, evt. via mellemmænd, der har deres faste gang, er det ikke den vinkling, som Lars giver diskussionen, jeg støder på. Her vil jeg gribe fat i, at du lidt tidligere i dit indlæg bemærker antallet af børn, som du og Lars har fat i. Jeg vil medgive, at hvis pointen sigter mod rollespil med børn, så er den mere present (men så fremgår det ikke så tydeligt af Lars’ indlæg, at den har sin hovedvægt på børne-rollespil), men jeg stiller mig stadig tvivlende over for, at samme problemstilling har netop Lars’ vinkling ved de større kampagner. Det kunne naturligvis være et studie værd.

    @ Johs: Ah ja, her er vi inde på noget. Hvornår leger børn naturligt, og hvornår leger de det, som vi forventer af deres køn, at de leger, og hvornår finder vi den leg acceptabel?

    Rollespil for børn (uden at have nogen specifikke arrangører i tankerne) kan kun vanskeligt sige sig fri for at ryge ind i samme problemstilling. Hvilke roller forventer arrangører, voksne og forældre at børnene har i rollespillet, og hvordan spiller det ind på børnenes valg af rolle, og deraf den form for leg de spiller?
    Det kunne være interessant at se nærmere på, vi må have nogle etnologer i felten.

    Og så er der den økonomiske side af pædagogi og børnepasning, men det er en anden historie.

    Like

  10. Johs, no problem. Og da jeg selv er glødende kønskriger, så prøver jeg også på at lave om på problemet. Men desværre lider man meget under, at hvis man (især indenfor humor) vil have genkendelighed, så reproducerer det automatisk det eksisterende, og hvis man i stedet vælger at gøre op med det eksisterende i sine beskrivelser, så mister man tit genkendeligheden der gør, at det bliver sjovt. Men det er en anden debat. 😉

    Og Morten, jeg tror sgu’ desværre (at du ikke kommer nok ud. For jeg kan slæbe dig med til den første stribe af kampagner, som bliver domineret af “snakkespillerne”, hvor “actionspillerne” (jeg bruger andre ord, da jeg ligesom Lars er ravende uenig med skellet kamp vs. in-character) bare går og keder sig og venter på at nogle giver dem en undskyldning for at slås.
    Jeg siger selvfølgelig ikke, at alle scenarier hvor man ikke slås er kedelige – langt fra – men, at vi har tonsvis af børn og unge som bliver påduttet nogle idealer om hvad der er “godt rollespil” (og nogle gange ligefrem rigtigt rollespil” som strider imod hvad de selv har lyst til.

    Men det kan jeg diskutere til dommedag, så jeg stopper her. 😉

    Like

  11. Der er vist materiale til et godt langt tema-nummer der 🙂
    Men lad os fortsætte samtalen et andet sted og tidspunkt, hvor vi har noget end bare Lars’ ægrelser i humoristisk form. Der er vist en del at vende og dreje.

    Like

  12. @ morten -> jeg kan stadigvæk ikke læse mig frem til, om der i virkeligheden er noget for mig at læse i det blad. Selvfølgelig har jeg lyst til at støtte noget, der potentielt kan være lige så samlende og inspirerende som Fønix ( som jeg stadigvæk bruger enkelte artikler fra den dag idag)

    altså… Jeg spiller ikke på nogen måder scenarier hvor det er relevant at dele tingene op i action versus føleri…Det er for mig kilometer langt væk fra det jeg kalder min hobby ” rollespil”… For mig virker det ( meget groft sagt) som et teenagermagasin – som helt sikkert også har sin eksistensberettigelse- men ikke somom det prøver at være et blad for andre end den målgruppe?

    Like

  13. Hej Monica,

    Jeg ser meget Rolle|spil som værende et magasin, der giver et billede af miljøet og som skaber en slags samlingspunkt: Nogle fælles historier vi kan snakke sammen om. På nuværende tidspunkt er Rolle|spil langt fra så teknisk og praktisk orienteret i sit materiale som Saga og Føniks var det. Jeg ser gerne, at Rolle|spil når dertil. Lige nu er det mere et glittet magasin end et teknisk tidsskrift. Jeg tror derfor ikke, at du vil finde det store materiale at arbejde med endnu. Til gengæld vil bladet sælge bedre uden for rollespillerkredse end Saga og Føniks gjorde.

    Like

  14. Hmm… Det kan også være at nichen så skal forblive der, og der måske via etableringen af Rolle]spil som magasin kan blive plads til et mere teknisk tidsskrift som ikke behøver at servisere og glitre så meget?

    Det kunne måske være den nye udvikling som kunne gavne begge sider i længden?

    Like

  15. Tjae, måske. Jeg er ikke sikker på, at det bliver let at søsætte et magasin mere. Vi er et lille sprogområde og en endnu mindre hobby. Samtidig med skal vi konkurrere med både diskussionsfora og blogge, som kan udgive ting på et øjeblik uden at kere sig om artikellængde og des lige. Jeg så gerne et mere specialiseret tidsskrift, men jeg er ikke sikker på, hvordan det skal kunne lade sig gøre.

    Like

  16. Jeg savner også Fønix ligesom jeg savner Press og resten af min ungdom, men mange af de ting Fønix kunne gøres næsten ligeså godt eller bedre på internettet. I 80erne-90erne var magasiner negativt defineret af at være et medie, der ikke var en avis, en bog, nogle radio eller tv.
    At det ikke var radio og tv betød at det var tekst, som man kan vende tilbage til. At det ikke var en bog betød at det var grafisk sat op og at det ikke var en avis betød at det var en anden type artikler, de var typisk længere og var ikke dagsnyheder, men vigtigst var at de var meget fællesskabsdannede. Særligt for Fønix, så handlende det meget mere om det der miljø end kun om D&D.

    I dag har vi internettet til at skabe disse fællesskaber. I en klumme herfra weekenden beskriver Maria Gerhardt meget fint, hvordan hendes generation (os over 30) var de sidste der ikke nåede at få internettet som teenager og derfor havde vi kun Fønix og Press. http://www.information.dk/242985 (ok hun skriver ikke noget om Fønix, men holder sig på et mere strukturelt og klubscene niveau). For alle de rollespillerne, der måske kun så deres nørdevenner i weekenden, så var magasiner Fønix livsnødvendigt og fik osse en større/ anden betydning end et magasin ville få i dag.

    I dag finder og danner vi fællesskaber på nettet. På rpgforum og her fx.

    Derfor skal et magasin noget andet i dag end det skulle back in the days – heldigvis! I dag kan vi især bruge det grafisk – fordi trykke medier kan noget mere og andet end skærmmedierne kan. Også er det stadigvæk lettere at vise mormor et blad om ens hobbithobby end det er at få hende ind på en underside af liveforum.dk.
    Samtidigt med at magasinet er fællesskabsskabende, men det er ikke helt ligeså centralt som før.

    Og udfra lignende, men også forhåbentlig mere gennemtænkte, analyser har Klaus og Co. jo fået lavet (nu åbenbart) 3 gode magasiner der netop gør det de skal. Noget som både desværre og heldigvis ikke er det samme som Fønix gjorde.

    Tilgengæld vil rollespillere finde Mortens blog om små 20 år og tænke “Funky cheese! Top ymer artikler dér!” (for sådan snakker man om 20 år).
    K Johs

    Like

  17. Tak for kritikken, så fik jeg noget at tænke over.

    Ulempen ved at fortælle den der mytologiske historie som jeg selv godt kan lide, er at den tilsyneladende roder lidt i det egentlige budskab.
    Der var absolut ingen kønslig ide, det var næsten/ rent tilfældigt hvem af personerne som sagde hvad.
    Hvis det forplumre den egentlig historie om at man ikke skal slå andre i hovedet med
    ”Rigtigt rollespil” hvilket jeg desværre har overværet mange gange, også blandt voksne rollespillere, så er det en fejl.

    ”Rigtig rollespil” kunne ligeså godt have været blevet ”opfundet” af en dreng.

    Venlig hilsen
    Lars Andersen

    Like

Skriv, skriv, skriv

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: