Så fik jeg langt om længe spillet Trollbabe, som er et indie-rollespil af Forge-mesteren Ron Edwards, der er kendt for rollespillet Sorcerer, sin udvikling af en række rollespilsteoretiske tiltag (The Big Model et al), forummet The Forge og Brain Damage-debatten. Han har imidlertid også udviklet en række rollespil, og Trollbabe er et af dem. Anmeldelsen af rollespillet tager jeg et andet sted, og dette indlæg handler om vores første spil Trollbabe.
Mens vi stadig døjer med efterveerne af vores intense Delta Green-kampagne, har vi sat os for at spille indie-spil, og første spil er Trollbabe. Aftenens spilgruppe bestod af Anne, Thomas, Kasper og undertegnede.
At lave en karakter
I Trollbabe spiller alle en trollbabe er en sej mellemting mellem trold og menneske og helt ud kvinde. Det tager ikke mange minutter at flikke en karakter sammen, da man arbejder med nogle simple retningslinjer, og det er meget lidt, som man skal gøre for at lave sin karakter. Hver karakter har tre evner, som er udledt af et enkelt tal, og således er det ikke det spilmekaniske som kræver en masse for at lave en karakter.
Tre historier
Da karaktererne var færdige, pegede hver af spillerne på et kort, og der hvor de pegede, var deres karakterer, og her begyndte deres respektive historier. Jeg satte mig med dette beskedne oplæg og lavede tre små oplæg, som hver var baseret på en konflikt mellem to parter, som den enkelte trollbabe kommer vadende ind i.
I Trollbabe krydsklipper man mellem spillernes karakterer efter hver scene, og vi følger således tre historier på en gang. Dette er meget lig måden handlingen roterer mellem spillerne på i My Life with Master, Sorcerer, Polaris og Shock, men med den forskel, at handlingen ikke er tænkt til at foregå samme sted eller på anden vis gå på kryds og tværs.
Den ene historie
handler om Skjella, der oppe nord på støder på flok geder i bjergene, som er uden en hyrde. Snart finder støder hun på de to trolde, som har kidnappet hyrdinden, men hendes forsøg på at overtale dem til at stoppe slår fejl, og hun bliver trynet af dem. Da de igen stikker af, sætter Skjella sig og taler med sneen gennem trolddom og overtaler den til at genere de to trolde, Hross og Gnistr, og ikke længe efter slipper hyrdinden Unn fri. Hun fører Skjella med sig hjem til sin landsby, hvor forældrene Joss og Riann glade tager imod Skjella, og hvor de forklarer, at trolden Hyrdekongen Etlakvide har sat sig for at gifte sig med enhver, der har med horn at gøre, så gifter sig med enhver hyrde uanset køn og med alle trollbabes, der kommer forbi.
Skjella beslutter sig for at standse Etlakvide ved pålægge ham en forbandelse. Hun tager jorden og klipperne i ed og bruger dem til at forbyde Etlakvide at indtræde i ægteskaber fremover, og derefter vandrer hun videre ud i verden.
Den anden historie
handler om Irrdu, der er på vej gennem ørkenen ude mod sydøst, da hun render ind i et firben, som kalder sig Gnesh. Det fortæller, at det generes af støj under jorden, og derfor har søgt op på overfladen.
Sammen med Gnesh kommer Irrdu til en dyb kløft i ørkenen på hvis indersider er vokset en by frem, som henter vand fra bunden af den enorme sprække. Hun spankulerer ind i byen og ned på torvet, mens Gnesh piler af sted for at se til Nargrim, der er sovende. På torvet ser hun, at indbyggerne ser meget trætte ud, og de fortæller, at der hviler en forbandelse over byen, og at de, der sover tungt, ikke vågner igen. Irrdu beslutter sig for at hjælpe, og de bærer den sovende Nargrim frem. Ved brug af trolddom fordriver hun magien over Nargrim, og han vågner igen, men hun kan ikke løfte trolddommen over hele landsbyen og i stedet drager hun ud for at konfrontere Heksemesterinden Sifal, som er hende, der har lagt forbandelsen over byen.
Ude på en høj klippe konfronterer Irrdu Sifal, og Sifal forklarer, at landsbyens indbyggere er efterkommere af oprørske slaver og tjenestefolk, som forbandede deres herre og fangede dem i en evig søvn i grave og kamre under jorden. Her ligger konger og præster, lærde og kunstere fanget i en evig søvn, og hun er nu alene ude på at genoprette den ubalance, som oprørerne skabte. Irrdu er i syv sind. Hvem skal hun hjælpe, Sifal og de sovende, eller landsbyen og de sovende?
Hun ender med at beslutte sig for at standse Sifal, og det kommer til en voldsom kamp mellem de to, der bruger illusioner og andre kneb til at overliste hinanden, men Sifal, der har vækket sit bål til live, overmander Irrdu, der bliver slemt forbrændt af det levende bål, og hun mister bevidstheden.
Da Irrdu vågner igen, er hun bundet til en klippe og ved at brænde op i solens stråler. Med kneb og trolddom lykkes det hende at løsrive sig, men hun er strandet ude i den glohede ørken, og kun ved rent held lykkes det hende at finde spor, der fører hende tilbage til landsbyen. Her sværger hun, at hun stadig vil redde landsbyen, men hun er ikke stærk nok endnu til at overvinde Sifal, og hun drager derfor ud i verden for at blive mægtigere.
Den tredje historie
handler Helena, som er kommet ud til kysten vest på, hvor hun en sen, stormfuld aften ser en vældig trold kravle op af et fyrtårn for at slukke dets lys. Hun forsøger at råbe trolden an, men Rrengg gider ikke lytte til hende, og hun begynder at kaste sten efter ham for at overtale ham til at standse sit forehavende. Det ender med, at han springer ud fra tårnets side og lander tungt på hende, og hun bliver kvast mellem klipperne og trolden.
En uge senere vågner hun, da hun er ved at komme sig over sine sår. Hun er blevet plejet og behandlet af fyrmester Oskel og hans kone Hilda. Da Helena atter er frisk, drager hun ned langs kysten for at tale et alvorsord med Rrengg, som vil slukke fyrtårnet, da lyset generer hans søvn. Undervejs passerer hun en masse vraggods og ser et bål på kysten, og snart har hun en mistanke om, at skibe lokkes i døden mod kystens skarpe klipper af Rrengg og hans familie.
I hulen konfronterer hun Rrengg, der forklarer, at lyset fra tårnet går direkte ind i hans hule, og derfor vil han have det slukket, men vraggodset har han ikke med at gøre. Det er fyrmesteren og hans kone, som er smuglere. Da Helena indser, at Rrengg ikke er så fæl igen, vælger hun at skyde ham i skulderen med sin armbrøst som hævn frem for at slå ham ihjel.
Siden spionerer hun på sin værter og finder ud af, at de fragter dyre og værdifulde varer til byen, og de ikke bare opstår ud af den blå luft. Hun beslutter sig derfor at få sine værter til at bekende, at de er smuglere, men i forsøget på at være alvorsfuld, ender hun med at drikke sig fuld og må ind og lægge sig. Hendes næste træk bliver i stedet at tage sine værter på fersk gerning, og en nat, hvor der er tændt bål langs kysten, beslutter hun sig for at konfrontere fyrmesteren og hans kone, da hun opdager, at de i virkeligheden er pirater. som bruger fyrtårnet til at lokke skibe til, som de så overfalder med deres eget piratskib. Hun beslutter sig nu for at overbevise piraterne om, at hun er værdi til at være en del af dem, og hun konfronterer Pirat Hilda og banden på stranden. Hun banker en del af piraterne, og de bliver imponerede over hendes formåen, og de giver hende en plads ombord på deres skib. Næste historie fortsætter på skibet sammen med piraterne.
Bemærkninger
Det er sjovt. Systemet er rimeligt simpelt, og det vigtige er at følge spillets retningslinjer for, hvem der, skal fortælle hvad, hvornår i konflikter, da det betyder, at den umiddelbare situation i konflikten hele tiden forandrer sig frem og tilbage og af dette vokser historier og drama. Der er klare ligheder til, hvorledes rollespillet Sorcerer lader handlingen vokse frem af terningslagene.
En af de klare forcer i spillet er spillets skala-mekanik. Der er en simpel retningslinje for omfanget af de ting, som Trollbabes kan påvirke gennem deres konflikter. I første scenarie var skalaen på trin 1, personlig, og derfor kunne Irrdu f.eks. ikke løfte forbandelsen over hele byen, men derimod kun et enkelt barn, og ligeledes kunne Skjella ikke beskytte hele landsbyen mod den giftelystne troldekonge, men hun kunne standse selve troldekongen fra at gifte sig med folk. Efter spilgangen besluttedes det, at skalaen skulle løftes med et trin (hvilket spillerne efter endt spil kan vælge at gøre), og nu kan små grupper påvirkes. Dog er det først på trin 3, at et organiseret mandskab kan påvirkes, således vil det ikke være muligt for Helena næste gang at påvirke hele piratskabets mandskab, men næste gang igen vil det være muligt.
Systemet lader til at fungere fint. Konflikter kan være vanskelige for en trollbabe at håndtere, og mere end en gang gik en af karaktererne ned, men der er flere veje til at håndtere en situation, og derved kan karaktererne kaste sig over problemer, der ellers endte i et nederlag.
En ting, vi ikke er gode til, i Trollbabe, er at overholde de skabe grænser, der er for, hvem der har fortælleretten over hvad, men mine medspillere er alt for vant til at have indflydelse, der strækker sig ud over deres karakterer, og vi har derfor ladet denne del flyde lidt, da det passer vores spilstil bedre. Rent spilmekanisk ændrer det ikke på noget, omend det påvirker den måde, som Ron Edwards ser fiktionen udvikle sig på i spillet.
Jeg ser frem til at udforske Trollbabe mere i kommende spil. Der er en række aspekter omkring relationer, vi ikke har udforsket så meget endnu, og så har vi oplevelserne ved at spille på forskellige skalaer ligeledes til gode.
Stemmen fra ådalen 
Skriv, skriv, skriv