en blog om rollespil og historie

Jeg har været med til at kickstarte Numenera-rollespillet af Monte Cook, og blandt de ting, jeg har modtaget er novellesamlingen Tales from the Ninth World, som rummer tre noveller af Monte Cook og Shanna Germain.

Normalt gør jeg det ikke i fantasy – medmindre det er udgivet før 1980 eller er Sword & Sorcery – men Numenera er en slags science fantasy, hvor tingene er baseret på teknologi, men noget på så fantastisk teknologi, at det i praksis er fantasy. Jeg læser normalt heller ikke historier baseret på eksisterende universer – Star Wars, Warhammer, Star Trek, Dungeons & Dragons osv. – da jeg har en generel mistanke om, at de er bestillingsarbejder, og derfor gennemsnitligt mindre gode end de ting, som forfatterne selv gerne vil skrive (omend nogle sikkert gerne vil skrive i eksisterende universer og har nogle gode ideer dertil).

Men nu havde jeg novelle-samlingen og med ferie forude, var det oplagt at tage den med. Samlingen består af tre historier, der skal give et (sanse)-indtryk af Numenera, og derfor optræder sanse-ord i titlerne (smell, taste, sound). De tre historier er skrevet henholdsvis af Monte Cook, Shanna Germain og af de to i fællesskab.

Den første historie, The Smell of Lightening, handler om en dreng i en adelsfamilie, der vokser op i et forunderligt hus, som vokser, og når det ekspanderer, kommer der nye, mystiske rum til. Faderen er medlem af en hemmelig orden, der udforsker stedet for at lære at mestre det, men en dag dukker der i tjenerstaben en fremmed op, som sammen med drengen går på udforskning i slottet, og her lærer vi, at den fremmede er en agent fra en anden orden, som har en mere videnskabelig tilgang til slottet, mens faderen har en magisk-religiøs tilgang til det. Efter at have oplevet et sælsomt under, en flænge i virkeligheden, og indset sin faders farlige planer med at mestre paladset for det mindre gode, beslutter vores hovedperson at fremover at spænde ben for faderens planer. En sært kort historie, der mest af alt opleves som en skitse til en større historie. Historiens type er oplevet før, men bortset fra at præsentere aspekter af Numenera-universet og stadig holde dem hemmelige, kommer historien ingen steder.

Den anden historie, The Taste of Memory, er den bedst skrevne, og den handler om en slyngel, som vender hjem til sin hjemhavneby, hvor hun render ind i en mutantgadepige, som er et gammelt bekendtskab. Vores hovedperson er afhængig af farvede blække, som giver sanseindtryk og falske minder, og de kommer fra et blækspruttefolk ude i havet. Hun får nogle blække fra gadepigen og er bekymret for, at pigen måtte være rodet ud i noget mere end godt er. Hun møder en mand, der er i problemer, og hun beslutter sig for at holde øde med gadepigen, som forsvinder gennem en portal, og hun følger efter. Bag portalen møder hun sin mor, der nu har lært at lave koncentrerede doser narkoblæk, som giver ægte oplevelser, og så dukker manden fra før op, fordi han er medlem af et forbrydersyndikat, og han konfronterer moderen, mens hovedpersonen stikker af, og historien slutter. Det er en mærkligt uafsluttet historie, som dels forsøger at udforske ideen med blæk-narkoen fra blækspruttefolket, og dels ikke kommer nogen steder, fordi den i stedet bare viser Numenera-verdenen frem.

I den tredje historie, Sound of a Beast, følger vi et “party”, der skal føre en fange fra A til B, da de forfølges af monstre og uvejr, og de må søge tilflugt i en mystisk troldmands tårn. Beboerne viser sig at være monstre, og vores “party” må kæmpe imod dem, og de er sejrrige, og historien slutter. Den nok mest kedelige af historierne, da den først og fremmest er fokuseret på at vise universet frem for faktisk at bruge universet til noget. Historien opleves samtidig med som en dårligt omskrevet spilrapport, og opsummeringen af universets monstre (omend regnvejr som monster er en god ide) er ret uinteressant, og samtidig med forudsætter historien et vist kendskab til universet, hvilket ikke gør historien bedre.

De tre historier i Tales from the Ninth World var en skuffende oplevelse med halvhjertede, ufærdige historier, der ikke arbejder med verdensskabelse men med fremvisningen af verdenen, og dele minder om standard rollespilsaften, men oversættelse af rollespilsspilgange kræver mere end som så for at få det til at blive en interessant læseoplevelse.

Jeg håber, at selve Numenera er spændende. Jeg kan godt lide ideen bag universet, og den visuelle side er spændende, og regelsystemet virker sådan nogenlunde ok som en blanding af indie-tanker og traditionelt regelsystem. Spillets force er i alle fald ikke de historier, der er skrevet til den.