Hinterlandet vender tilbage til Fastaval. Hinterlandet er en gigantisk fantasy-kampagne, som strækker sig over flere conner, hvor man kan deltage i en blok eller i flere blokke, og hvor der i hver blok venter et nyt eventyr. Overlever din helt i et eventyr, kan du fortsætte med helten i nye eventyr, og har du en helt fra sidste års Fastaval (eller en anden con), kan du spille videre med karakteren i år.
Dværgenes syv sværd
Ude i vildnisset, som i daglig tale kaldes Hinterlandet, ligger talrige ruiner fra et glemt rige. Mange eventyrere har vovet sig derud og er kommet rige hjem med vilde beretninger om farer og undere. Ved kanten til ødemarken ligger fæstningen, hvorfra kommandant Lucinius sender eventyrere ud på missioner. Fornyligt fik han besøg af en kejserlig budbringer med nyt fra dværgenes rige. Det var historien om dværgenes syv sværd, som er legendariske våben, som alle ligger skjult ude i ødemarken.
Lige siden det blev kendt har eventyrere flokkedes om fæstningen for at komme på eventyr, og ekspedition efter ekspedition sendes af sted efter sværdene. Endnu er ingen kommet succesfulde tilbage, men alle kan de rygter om de syv sværd:
Syv sværd smedede dværgene ved buldrende hede i frosne fæstninger under Ginnum-bjergenes sneklædte tinder.
Et sværd bragte tyranner til fald og jog hære af trolde bort. Det bar navnet Tyrfing, men da Ravnsunge faldt for giftpile i nederdrægtigt baghold, forsvandt Tyrfing, og ingen så det siden.
Et sværd gjorde Fingolf til brodermorder, da han svang Hrotti mod Hjalve, og gav ham et banesår. Fingolfs frænder forstødte ham fra landsbyen, og ensom endte han sine dage i vildnisset vogtende sværdet Hrotti, der tildeler banesår.
Et sværd skænkede dværgene til menneskene, som svor en dyr ed på venskab, og sværdet Gunnlogi blev edsbinderklingen. Menneskene brød deres løfter efter tre generationer, og Gunnlogi bragte dem til fald.
Et sværd gav dværgene til helten Rin, så han kunne besejre skyggetroldmanden Glaum. Begge faldt de i en drabelig kamp, og sværdet Mistelteinn, der forgifter trolddom, forsvandt i tågerne mellem klipperne.
Et sværd tog kong Gyldifarne med i sin grav, da grådighed opslugte hans viljestyrke, og sværdet Skofnung er den uplettede klinge, der aldrig har kendt til kamp.
Et sværd forbandede dværgene, da røvere rev det bort, og klingen Hrunting har siden trukket et blodigt spor af svig efter sig, da alle begærer det fortryllede våben.
Et sværd splintrede alle våben, det ramte, og de gav det navnet Nægling, men da sværdet blev vendt mod sine brødre af svartedværgene, trak det sin bærers blod.
Glemt, gemt og skjult ude i Hinterlandets vildnis er dværgenes syv sværd. De venter på helte og på eventyrere modige nok til at erobre dem, men overalt lurer farer. Der er ældgamle fælder, der i århundreder har ventet på deres ofre, der er flokke af orker, der er sultne trolde og fæle hekse, og der ruinerne efter en længst svunden civilisation, som ingen længere erindrer. Her venter dværgenes syv sværd – skal et af dem blive dit?
Hvad er Hinterlandet?
Hinterlandet er en hjemmelavet variant af Dungeons & Dragons og Pathfinder. Systemet er hurtigt at lære, og det er let både at være spiller og spilleder. Hinterlandet spilles i alle blokke på Fastaval, og også uden for blokkene, hvis du kan samle en gruppe. Hinterlandet rummer mange eventyr, og der er plads til at være både spiller og spilleder i løbet af Fastaval.
Hvilke du gerne prøve klassisk rollespil, oldschool fantasy eller at være eventyrer, der drager ned i dybe huler i jagten på mysterier, så venter Hinterlandet dig.
Reglerne til Hinterlandet
Reglerne til Hinterlandet kan downloades herfra, og der er en masse ekstramateriale om Hinterlandet her (hvor du også kan finde scenarier fra tidligere conner, så hvis du vil prøve Hinterlandet, kan du allerede gå i gang nu).
Hinterlandet har desuden en aktiv facebook-gruppe, hvor der er bonusmateriale, nyheder og snak om Hinterlandet.
3 kommentarer til “Hinterlandet på Fastaval 2014: Dværgenes syv sværd”