Scenariets scener udkrystalliserede sig

I Fastavals spillokale spilledede han et scenarie af trioen Johs, Seb & Bach, fra lige der, hvor scenariets scener udkrystallierede sig i streng, objektiv skønhed – og scener fra Luffe Beddoven, hvor netop settingen brød sammen i voldsomme subjektive dramaer af grænseløs, narrativ skønhed. Og begge spiloplevelser fik taget til at lette af smukke og interessante stemningsbeskrivelser.

Johs, Seb & Bachs novellescenarie blev sat op som to vidt forskellige spilstile. Med den ene som en samling af overspillede scener og den anden som en opskruet salve af terningkast. Mens den ene spilgang vekslede mellem helt firkantede udsagn af militært tilsnit, næsten uhørlige konstateringer og rolig jovial dialog, brændte den anden jorden af med ti terningkast i sekundet.

Lige så varieret var Ludvigs ensemble scenarie, hans berømte sidste scenarie, der bryder med alle konventioner. Hvor første akt formede sig med store udladninger, og scenerne blev sat med maksimal kraft, blev anden akt en gådefuld rejse fra elegant scenesættelse, hvor stemningsbeskrivelser strømmede ud fra en enkelt NPC over hele spilgruppen – til en slags indlevelseskunst af tindrende narrative flader.

Kasper har ikke fået andet end ros for sidste års spilledning med netop Ludvigs sidste scenarie. Så det var ikke overraskende. Dette års dobbelt spilledning med alle Johs, Seb & Bachs novellescenarier har gode muligheder for at nå samme høje grad af spilledning. De når hele vejen rundt om ensemble scenariets spektrum med en imponenerende narrativitet. Fantasier, glemte spilstile, opvarmingsøvelser, indlevelse – han kan forme det hele til levende rollespil.

(kilde)

Hvis musikanmeldelser var rollespil.