Foran os er Cthulhu med en motorsav og Cthulhu som Frankenstein. Det er rollespilsbøgerne Blood Brothers 1 og Blood Brothers 2. Udgivet af Chaosium i henholdsvis 1990 og 1992. Julekalenderen for rollespillere kigger på mere gyserrollespil i dag.
Call of Cthulhu er gyserrollespillet over dem alle, men Call of Cthulhu er tænkt og skrevet til kosmisk horror-undergenren, idet den bygger på H.P. Lovecrafts forfatterskab, men hvad nu hvis man vil spille andre genrer af gys?
En mulighed var Chill og Chill Companion (se 2. dec.), som åbnede op for en masse gysergenrer, anden var Dead of Night, GURPS Horror, Savage Worlds Horror (Thomas kigger måske på denne i sin Savage Worlds-julekalender) eller mere ‘smalle’ gyserrollespil som Ravenloft 1st ed (gotisk horror), Ravenloft 2nd ed (gotisk fantasy), Bughunters (alien-inspireret action-horror), World of Darkness (eksistentiel angst horror – besøg Johs’ julekalender for eksempler), Dread (besøg på planB for Epidiah-kortet senere på måneden). Nogle af de nævnte titler vender jeg tilbage til senere i julekalenderen.
Chaosium bød ind på de mange variant-gysergenrer med Blood Brothers 1 og 2, som er to samlinger af gysereventyr, som anvender Call of Cthulhu-reglerne, men hvor hvert scenarie følger en klassisk gysergenre med færdiglavede karaterer og det hele. Bøgerne kommer en tur rundt om alt fra stumfilmsgysere (ja, man sidder med skilte, man kan skrive sin dialog på) til morderiske bugtalerdukker, zombiesplatter, folklore horror og så videre (men ikke til efterfølgende årtiers japansk
horror, torture porn, found footage og lignende – her mangler en Blood Brothers 3; nogle af genrerne er omtalt i Dead of Night 2nd edition).
Særligt Blood Brothers 2 er fantastisk, fordi her blev oplægget rendyrket og virkelig fandt sit fodfæste. Der er færdiglavede scenarier lige til at anvende, genrerne er godt ramt, og karakterne, som spiller skal muntre sig med, falder
direkte ind i genren. Blandt mine favoritter er Simply Red (Slasher a la Motersavsmassakren), Carnival Knowledge (dræberklovne) og Alive and Kicking (britisk psykologisk 70’er horror).
En af de særlige ting ved scenarierne var, at man udstillede karakterne gennem deres færdigheder, som når en karakter har ‘Verbal Abuse and Intimidation 40%‘, og vi derfor ved, at den karakter er en skidt karl. I et scenarie med teenage-børn finder vi en karakter med Annoy Parents 80% og Belch/Talk Simultaneously 65%. Færdighederne er ingen steder beskrevet, vi skal tolke dem alene ud fra navnene, og de kommunikerer en masse vigtige detaljer til os, når vi skal spille (og man kan altid understrege det ved faktisk at påkalde sig muligheden af at bruge evnen). En af de andre særlige ting ved Blood Brothers 2 er bogens tips og tricks til spilleder til skabe fornemmelsen af, at man spiller en gyserfilm med trailers, continuity breaks og scener-typer. Det er rig inspiration for spilledere, som vil prøve noget lidt anderledes. Derfor er Blood Brothers 2 en perle, som er værd at læse og spille.
Som en slutbemærkning kan det nævnes, at scenariet Uncle Timothy’s Will fra Blood Brothers 1 blev oversat/gentolket i det danske rollespilsmagasin Saga under titlen En enkelt klausul (gentolket idet, at monstrene fra det oprindelige modul blev ændret til Cthulhu-varianter).
Stemmen fra ådalen - en blog om rollespil og historie 
Du glemmer at fremhæve “Wrestlers vs…”-genren fra BB2 🙂
Jeg har 2’eren stående og der er virkelig fine ting i. Jeg synes “Dead On Arrival 2” er super fed, med sine indbyggede intriger (“vi har spist HVAD??!”) og kombination af frihed og stramt manus.
“Alive ‘n Kicking” har en et fantastisk set-up – det er fedt med gritty-britisk-70er-stil og fodbold – men lige præcis det her scenarie mindes jeg lider under, at spillerne, scene for scene, blot er tilskuere til, at bipersoner bliver slagtet på kreativ-facon. At der er virkelig lidt plads til, at karaktererne gør noget som helst?
Og “The Evil Gun” er jo lige til Thomas’ Deadlands-kampagne og har en meget åben, næsten sandboxy, stil.
LikeLike
Jeg har aldrig været til wrestling, så scenariet trods sit skøre tema har aldrig haft fænget.
Doa2 er virkelig interessant og gør noget godt ved zombie genren, men jeg snød og ignorerede den, fordi jeg er lidt træt af zombier.
Alive and Kicking tog jeg med for sit genrevalg og sin specielle form, som gør den utrolig vanskeligt at spille, men værd at kigge på for sin brug af kameraets vandrende blik. Det er et element, som er stilmæssigt udfordrende at overføre til rollespil.
Evil Gun må helt klart være noget for Thomas. Det er et fint indlæg.
Det er en bog med så mange storslåede indlæg.
LikeLike
Jeg kender ikke Evil Gun scenariet, men har også kun BB 1 bogen. Den indeholder tilgengæld Uncle Timothys Will (på dansk “En enkelt klausul”) som uden sammenligning er det scenarie, jeg har spillet flest gange. Først som spiller på Viking Con og siden som spilleder (ca. 10 gange tror jeg). Det er et fantastisk scenarie, der fungerer rigtig fint som introduktiontil Call of Cthulhu rollespil – og for lidt mere erfarne spillere ligger op til de vildeste intriger mellem spilpersonerne.
LikeLike
Evil Gun tror jeg, du kan lave et storslået hack af til Deadlands, hvis du kan opstøve det.
En enkelt klausul lader til at være noget af en klassiker for folk. Måske det er tid til et remake?
LikeLike