en blog om rollespil og historie

Julekalenderen kigger i dag på rollespil, når de skal være morsomme. Udgangspunktet bliver Tales from the Floating Vagabond, som du også kan læse om på bloggen Spil og Spilopper i morgen. Tales from the Floating Vagabond blev udgivet i 1991 af forlaget Avalon Hill, som nu ikke findes længere, og som mest af alt er kendt for sine historiske krigs- og strategispil (f.eks. brætspillet Civilization).

Relativt tidligt i rollespillets historie dukker humoristiske eller satiriske elementer op. Allerede Gygax og hans venner morede sig med ordspil og lignende, og med tiden udgav TSR deciderede humoristiske supplementer, f.eks. WG7 Castle Gygax (1988) og AC11 Book of Wondrous Inventions (1987), hvor særligt Wondrous Inventions vakte tvivl om, hvorvidt det egentlig var noget, der skulle spilles, eller som bare var udgivet for sjov. Rollespillet Paranoia (1984) trak decideret på sort humor og satire, på referencer til samtidens popkultur og pakkede det ind i tragisk galgenhumor (læs mere om Paranoia her), mens Toon – The Cartoon Roleplaying Game (1984 fra Steve Jackson Games – ja, dem med Munchkin-spillet – læs mere om Steve Jackson i planB’s julekalender) tog fat i humorgenren fra Looney Toons-tegnefilmene og skabte det kaos, man kendte fra Daffy Duck, Snurre Snup og Elmer Fjot, og Macho Women with Guns (1984) forsøgte mere at være parodi og humor rettet mod kønsstereotypier og fordomme pakket ind i en rollespilsbog. Toon og Paranoia virker som morsomme rollespil, men komedie-rollespil er ellers sjældne, og nok mest af alt, fordi det er vanskeligt at lave humor på kommando. Rollespil har derfor sin egen tilgang til genren, og det er dagens emne.

Tales from the Floating Vagabond er en art komedie-rollespil, men det er også bare en fjollet ide. Det er sjovt men også fjollet at læse reglerne, og helt grundlæggende må man spørge, om det egentlig er intentionen, at folk skal spille Tales from the Floating Vagabond, eller om de bare skal læse reglerne og grine af humoren i det. Dette med, hvorvidt det er et rollespil eller en kritisk kommentar formidlet via rollespilsbogen som medie, dukker også op igen i forbindelse med rollespil som HôL (1994) og Violence (1999).

Tales from the Floating Vagabond udspiller sig i en interdimensionel kro et sted ude mellem stjernerne, hvor folk fra alskens steder i tid og rum kigger forbi (interdimensionelle barer blev også introduceret via GURPS Callahan’s Crosstime Saloon (1992) baseret på romanerne af samme navn, mens interdimensionelle Sigil fra Planescape fulgte i 1994), og herfra går det med sære eventyr mod rumnazister og andre usympatiske, fordomsfulde og fjollede væsner, mens man introduceres for det fjollede univers, som udgør Tales from the Floating Vagabond. Man kunne mere eller mindre smide alt ind i Tales from the Floating Vagabond og legitimere dets tilstedeværelse med kroens forunderlige evne til at samle ting fra kryds og tværs i universet (se TORG og Over the Edge for andre rollespil, som raskt væk samler alskens sære ting).

Styrken ved rollespillet var for mig tre ting:

1. Forsiderne på deres produkter, som blev tegnet af den uforlignelige Jim Holloway, der også leverede tegninger og illustrationer til Paranoia og Dungeons & Dragons (blandt andet førnævnte Book of Wondrous Inventions).
2. Over the top fjollet komedie-action, hvor færdigheder, udstyr og lignende alle bag tossede og forunderlige navne. Alene det at nævne tingene var sjovt og fjollet (f.eks. størrelseskategorierne i våbenafsnittet inkluderer størrelsen “Don’t Point That Thing at My Planet”), og det blev akkompagneret af tegninger, der forsøgte at fange humoren (men var ikke af Jim Holloway).
3. Hver karakter har sin særlige schtick, som er spillets klare styrke. En genre-konventionel evne, som bryder spillets regler, og hver schtick er hentet fra sin egen genre og i sin oprindelige form ikke intenderet som værende morsom (f.eks. The Rambo Effect, hvor fjender ikke kan ramme på Short Range, som er hentet fra Rambo 2 og 3), og man opnår derved en særegen form for genre-mash-up, som de andre komedie-rollespil ikke rammer.

Svagheden ved Tales from the Floating Vagabond er den samme som for flere af de andre rollespil fra perioden. Det er unødigt omfangsrigt og fyldt med alskens regler for noget, der egentlig are skal være fjollet humor.

Tales from the Floating Vagabond har desuden været en tur rundt om kickstarter, som talrige andre rollespil fra 80’erne har været det. Bogen blev funded i 2013 med udgivelse i 2014, men den lader til at være forsinket med nu snart tre år. Læs også om Tales from the Floating Vagabond i Spil & Spiloppers julekalender.