[15. dec] Don’t Rest Your Head – der er ingen hvile i rollespil

Don’t Rest Your Head er et af mine favoritrollespil, og det er blandt de mere særprægede, som julekalenderen kommer til at kigge på. Forfattet af Fred Hicks, og udgivet i 2006 af Evil Hat Productions, som nu mest er kendt for FATE rollespillet, men som også udgiver andre små skæve ting, som f.eks. Monster of the Week (endnu et ‘powered by the Apocalypse’ rollespil) og i 2017 også Blades in the Dark (forfattet af John Harper – se planB’s indlæg om ham).

Don’t Rest Your Head udkom midt i 00’ernes store indie-rollespilsperiode, hvor talrige spændende udgivelser så dagens lys (f.eks. Polaris (10. dec.)), og det er af typen med minimal forberedelse, karaktercentreret handling og en dice pool-mekanik beregnet til at styrke spillets temaer om vanvid og søvnløshed. Det er baseret på tegneserien Doom Patrol, da den var i hænderne på Grant Morrison (omkr 1989), og sammenligner man monstrene fra rollespillet med tegneserien, er der tydelig inspiration.

I Don’t Rest Your Head følger man en gruppe folk, der lider af søvnløshed, og under de rette forhold, lyder et klik, og verden er anderledes sær og syret. Man krydser ind i midnatsverdenen, hvor man kan forsøge at rette op på de ting, der plager en – for der er en årsag til søvnløsheden, og den blive særere og særere, indtil vanvidsverdenen overtager.

Don’t Rest Your Head har med sit indie-system ikke et regulært regelsystem, hvor man kan kigge på karakterernes stats, abilities, skills, levels, feats osv. Det bruger man ikke, i stedet har man de ting, som er vigtige for karaktererne, og karaktererne har i stedet Disciplin, Vanvid og Udmattelse som ‘evner’, som opbygger terningpuljer, man ruller i konflikter, og puljerne består af forskellige farvede d6’ere, som dikterer konsekvenserne af terningkastet. Det er smukt, stemningsfyldt og fascinerende – og så får man lov at spille surrealistisk rollespil – og fald ikke søvn, for så kommer de og tager dig.

I takt med at karaktererne bliver mere og mere trætte, får de adgang til kræfter, der lader dem få større og mere besynderlig kontrol med mareridtsverdenens virkelighed, men når søvnen indhenter dem er de i fare, og man skal konstant balancere sin udmattelse med sin interesse i at have særegne kræfter … og til stadighed holde vanviddet på afstand.

Surrealistisk rollespil er ikke kun noget, som hører ind under Don’t Rest Your Head. Jeg bliver her nødt til at nævne et par andre titler også. Det første er fra Norge, og det er Itras by (2008), og det andet er Lacuna (2006). Itras by vender jeg tilbage til i et senere indlæg, men Lacuna – Part 1, The Creation of the Mystery and the Girl from Blue City tager vi her. Karaktererne er drømmere, der via en maskine sendes ind i en fælles drømmeverden for at jage forbrydere og bringe dem til behandling. I lighed med 3:16 Carnage Against the Stars er spillet fordelt på to handlingsplaner, og kun på det ene handlingsplan anvender man regler for karakterne, mens det andet køres systemløst. En del af det fede ved Lacuna er det enkle men stemningsfyldte element i systemet, hvor man håndterer karakterens puls og i actionscener hæver den for at opnå terninger til at gøre ekstra ting, og man risikerer derfor mere og mere ens sovende karakter, når man går på sine missioner – og opdager, at der er en sammensværgelse. Regelbogen til Lacuna er også en guide til verdenen, og den fungerer både in-game og out-game på samme tid. Det er en tekst fyldt med referencer, som ligger lige på randen søvnhavet, som opsluger minder, og det er en bog med censurerede afsnit, og det er en bog, der langsomt bliver overtaget mere og mere af det mysterium, som hviler under hele rollespillet, indtil bogens sider opsluges så voldsomt, at man ikke længere kan tyde teksten.

Rollespil kan noget særligt med surrealisme og med det aparte, med at spænde hen over virkeligheder og vandre på randen til søvnens verden, og det er spændende at udforske. Man kan lege med ord og udnytte ords evne til at male billeder til at fortælle historier, som det skrevne ord eller det tegnede ord ikke kan (men omvendt har de deres tricks, som rollespil ikke kan – hvert medie sine unikke træk), og der er kun få rollespil, der rigtig gør den slags. Maler billeder med ord og skaber stemninger, som ikke kan forklares med billeder eller som overlever at blive sat på skrift.