Hinterlandet på Viking-Con 2017

Hinterlandet optræder igen i år på Viking-Con. De drabelige fjender fra tidligere år er blevet besejret. Der er ingen Evig vinter, Vinterheks, Dødekonge eller Drage til at true eventyrerne, som i stedet kan drage ud og undersøge ødemarken for dens mange sære mysterier.

De tre eventyr på årets Viking-Con er følgende:

  • Fuglene over Kranieklippen
  • Den sorte brud fra Sukkenes kløft
  • Skyggekongen vender tilbage

Fuglene over Kranieklippen

Vanvid! Det rene vanvid! Det er, hvad der venter jer, hvis I bestiger Kranieklippen!

Den gamle mand med de lasede klæder og det tjavsede hår begyndte at lyde panisk i sit håbløse forsøg på at tale eventyrerne fra deres seneste projekt. I deres øjne lignede han blot en gal tigger. Hvis rygterne talte sandt, skjuler der sig en fantastisk skat på toppen af Kranieklippen – det fængede dem. Hvad rygterne ikke fortalte var, at den gamle mand er hverken tigger eller gammel, men at han har stået over for Vanviddets fugle. På Kranieklippen. Og kun han overlevede.

Fuglene over Kranieklippen lokker eventyrerne på en farlig skattejagt, hvor galskab og begær side om side forsøger at lokke dristige folk på afveje.

Den sorte brud fra Sukkenes kløft

Alle ved, at krydse floden Klippeskyl, som fosser klar og kold fra bjergene, er at opgive livet. Ikke kun er strømmen kraftig og klipperne skarpe, men landet på den anden side af floden er forbandet. Ingen vender levende derfra.

Ikke desto mindre er Fru Tbli-Yan af Huset Den grå bjørn stålsat på at hyre opdagelsesrejsende til at krydse floden og finde hendes søn, som forsvandt i området. Hun vil betale rundhåndet for at modige folk bringer hendes søn hjem. De tre første selskaber er allerede draget af sted. Ingen er vendt hjem endnu. Nu er folk begyndt at afvise hendes tilbud og skamfuldt kigge bort, når hun trygler dem om at redde hendes søn.

Den sorte brud fra Sukkenes kløft sender en flok opdagelsesrejsende på en farlig færd i ødemarken til et forbandet land, som ingen mand er vendt tilbage fra.

 

Skyggekongen vender tilbage

Da pelsjægeren stavrede ind i lejren, var han døden nær efter flere uger i ødemarken. Med sig bragte han en fantastisk historie om en skjult dal, han havde fundet via en sidefloderne i Skoven, og som han kun med nød og næppe havde undsluppet. Han fortalte om templer af guld og diamantminer, hvor man ubesværet kunne skrabe diamanter af væggene, og han fortalte, han havde et kort over ruten til dalen. Han kom sig aldrig af sine sår og strabadser for to dage senere blev han fundet død med en kniv i ryggen. Derefter var der ingen der affærdigede hans historie, som det pure opspind. I stedet begyndte folk febrilsk at studere pelsjægerens historie og færd for at finde den mindste ledetråd, der kan føre dem til dalen.

Skyggekongen vender tilbage er et eventyr om skattejægere, der finder langt mere, end de havde håbet på.

De tre eventyr kan spilles i fri rækkefølge, og de er for både uerfarne og erfarne rollespillere. Overlever din karakter et eventyr, kan du spille videre med karakteren i det næste, og har du en karakter fra tidligere conner, kan du spille videre med den igen i år.

Du kan følge Hinterlandet her på bloggen, finde alskens materiale til spillet her, og du kan være med til at diskutere og udvikle Hinterlandet i dens facebook-gruppe.

Offentliggjort af Morten Greis

Historiker, etnolog, brygger, fægter, rollespiller, science fiction entusiast History and Ethnology, brewer and fencer, roleplayer and science fiction enthusiast

Skriv, skriv, skriv

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: