[Anmeldelse] Starfinder Core Rulebook

Jeg har aldrig rigtig haft fingrene i Pathfinder. Da spillet udkom, var jeg godt i gang med en D&D 3/3.5 kampagne, og siden hen gik jeg over til D&D 4th, D&D Next, D&D 5th og DCC fulgt af en smuttur inden om AD&D 2nd, hvor vi blandt andet spillede Spelljammer. Nu har jeg imidlertid fået chancen, idet jeg har fået fat i Paizos nyeste rollespil, Starfinder, som er en viderebygning af Pathfinder, og som udspiller sig i en senere tidsperiode af Pathfinder-universet.

Nogle rollespillere vil måske nu erklære ‘så er det jo bare Pathfinders version af D&D’s Spelljammer‘, men sådan hænger det ikke sammen, for Spelljammer er ‘fantasy i rummet med magiske rumskibe’, mens Starfinder er ‘science fiction med fantasy’ nærmest ligesom Shadowrun er cyberpunk med fantasy.

Jeg har fået hjælp til anmeldelsen af Nis Baggesen, som jeg ofte spiller rollespil og brætspil med, og jeg har bedt Nis om at tage et kig på Starfinder. Han har leveret en beretning, som jeg har flettet ind undervejs, så I får to forskellige blik på samme bog.

Nis: Jeg var tilfældigvis til stede da Greis fik sit anmelder eksemplar af Starfinder udleveret, og da Morten alligevel skulle afsted på sommerferie kort efter, så aftalte vi at jeg også kunne låne bogen og give mit besyv med når han lavede sin anmeldelse. Jeg ved ikke præcis hvordan, Morten vil væve mine tanker ind i sit blog indlæg, så de kommer lidt i separate bidder. Nu her hvor jeg skriver, har jeg også leveret bogen tilbage, så det er muligt, at der er nogle detaljer jeg ikke har helt styr på, så det hele bliver skrevet ud fra det indtryk, jeg sad tilbage med efter at have læst grundbogen.

Hvor passer Starfinder ind i billedet?

Fra forlaget Paizo kommer Starfinder, som er en videreudvikling til Pathfinder, men stadig nogenlunde kompatibel med Pathfinder, og det er ikke kun systemet, som de to spil har i fællesskab, men også den konceptuelle setting, hvor man har en orden af eventyrere – Pathfinders, Starfinders – hvis hverv er at gå på eventyr, og Starfinder-universet ligger kronologisk i forlængelse af Pathfinders univers (ligesom rollespillene Earthdawn og Shadowrun gør det), men noget mystisk er sket i den mellemliggende periode mellem de to rollespil, og Golarion, som er den planet, som Pathfinder udspiller sig på, er borte (Pathfinder universet har tidligere undersøgt sit eget solsystem i supplementet Distant Worlds og via supplementet The People of the Stars, men jeg kender dem ikke godt nok til at sige, om materiale fra de to føres videre i Starfinder – og for en god ordens skyld skal det nævnes at nedstyrtede rumskibe, strålepistoler og andre science fiction elementer har været med siden dag 1 i Dungeons & Dragons – blandingen er i sig selv ikke videre ny).

Hvad er det for en bog?

Starfinder Core Rulebook indeholder alt, hvad der skal til for at spille rollespil – hvis du allerede ved, hvad rollespil er, og egentlig også allerede er bekendt med Pathfinder/Dungeons & Dragons/d20.

Indledningsvis begynder regelbogen med en kort forklaring af, hvad rollespil er, og kommer med et eksempel på rollespil. Det er så tørt, kort og kedeligt, at det tydeligvis kun er noget, som er med, fordi sådan plejer man at skrive rollespilsbøger, og Paizo har derfor inkluderet afsnittet, også selvom bogen egentlig blot synes tænkt de eksisterende Pathfinder fans.

Derefter følger afsnit om karakterskabelse, måder at generere evnetal på (styrke, behændighed etc., de klassiske seks, intet nyt her) (4 sider), fulgt af Health and Resolve (2 sider), som dækker en af de vigtigste forskelle mellem Pathfinder og Starfinder, nemlig at karakterer nu både har stamina og hit points (lidt a la Star Wars d20-reglerne) samt Resolve Points, som er en tredje helbredsmåler i spillet, og en, som viser hvornår karakteren er ved at brænde ud (ikke helt dumt – mere om reglerne i næste afsnit nedenfor). Bogens næste afsnit er to sider om Alignments, hvor vi igen kan se, at Paizo på visse områder kører på rutinen og blot inkluderer regler, fordi sådan plejer det at være. Alignments er stadig mere og mere en rutineinddragelse i bøgerne, end noget man egentlig ved, hvorfor er der – og igen viser det, hvor lidt nyt man egentlig vil med Starfinder. Det er et rollespil, som helst vil være i komfortzonen. Så kommer et afsnit om levels (2 sider), og så er vi endelig ved det, som det drejer sig om, nemlig byggeklodserne til at lave karakterer med:

Themes – et nyt element i spillet er, at alle karakterer har et tema (inkluderende temaløs for de ubeslutsomme), og der er 10 temaer at vælge mellem (f.eks. Scholar, Priest og Space Farer), som alle giver en +1 bonus til et evnetal, samt en bonusevne på level 1, 6, 12 og 18.

Races – som altid vælger man en race, men bogen ligger nu ud med alle de nye racer plus mennesker, så man kan vælge mellem syv forskellige, som består af rottefolk (hej Guardians of the Galaxy), robotfolk (Data fra Star Trek), firearmede døende folk (Eldar fra Warhammer 40k med et ekstra sæt arme), det smukke telepatfolk (hej Guardians of the Galaxy 2 samt Star Treks betazoids), insektfolk (hej D&Ds Thri-kreens), reptilfolk (hej klingons/orker/wookies/interstellart krigerfolk) og mennesker naturligvis (hvis du vil spille elvere, dværge etc., skal du længere om i bogen. De findes, men det er ikke egentlig ikke meningen, at du skal spille dem).

Classes – der er syv klasser at vælge mellem, og de er fint tilpasset science fiction-settingen, så man vælger mellem envoys, mechanics, operatives og soldiers (som er i alle science fiction rollespil) og mystics, solarians og technomancers. Her er et af bogens største afsnit, da hver klasse råder over et stort udvalg af talents, og til hver klasse følger der en række pakkeløsninger, som eksempler på, hvordan race, klasse og tema kan kombineres til at skabe en frygtelig masse forskellige typer af karakterer.

Skills – En lang liste af skills, hvor nogle er universelle (Perception) og andre er knyttet til genren (Computers). For Pathfinder-spillere er der et nyt sæt skills at vælge mellem, men de fleste af titlerne er ret sigende, og der systemet er uændret: Fordel skill points på skills alt efter klasse og evner – og når der bruges skills, rulles 1d20 + skill bonus mod en given sværhedsgrad.

Feats – disse har været en del af spillet siden D&D 3rd edition, og der er igen en lang liste af feats (som uundgåeligt vil vokse betydeligt med de kommende supplementer til Starfinder). Mange er de samme, som har været med siden D&D 3rd edition, mens en række af dem er nye og tilpasset Starfinders miljø. Fælles for dem er, at 80% handler om kamp og kamp-evner, og det peger meget tydeligt imod, hvad det er, der foregår i Starfinder: Man konstruerer karakterer der er specialiserede i at slås på forskellige måder (her var jeg ret glad for Fading Suns d20-bogen, da den introducerede en række feats, der understøttede Fading Suns univers med feats knyttet til social status og til sociale gruppedynamikker, det var fedt – og noget tilsvarende formår Starfinder ikke).

Med gennemgangen af feats er vi nu på side 163. Det har siden side 14 handlet om at skabe karakterer. Vi er imidlertid ikke færdige endnu.

Equipment – udstyr er vigtigt. Så her kommer afsnittet om våben, rustninger, penge, grej og ekvipering. Fra side 166 til side 235 handler det om materielle goder, om strålepistoler og mekaniske rustninger. Udstyrsafsnit er sjældent spændende at læse, og særligt science fiction rollespil har en tendens til at have meget lange afsnit her, fordi der er så mange materielle goder at berige sig selv med.

Det var den del, der dækkede karakterskabelse, og vi når nu frem til selve afsnittet om kamp. Kampreglerne rummer for Pathfinder-spillere og generelt også D&D-spillere meget lidt nyt – og det er næsten det mest problematiske, for det gør det svært at udpege de afsnit, hvor Starfinder evt. måtte adskille sig fra Pathfinder. Det nok mest nye er, at fartøjer har et stort afsnit i kampreglerne, da genren ligger op til, at man har alskens planetære fartøjer til rådighed, og at de vil blive involveret i kampe.

På side 290 begynder reglerne for rumrejser – som fylder to sider! Heldigvis, i modsætning til f.eks. Spelljammer og GURPS Transhuman Space er der ikke alenlange afsnit om at beregne rejsetider mellem planeterne. Her er en simple mekanikker, der fastsætter, at man er 1d6 dage om at nå frem, og kan forbedre det med noget Navigation skill check. Reglerne for at bygge og udstyre rumskibe går fra side 292 til side 315, men rumskibe er nærmest som en fælles karakter i science fiction rollespil, så de mange sider giver god mening, og der er mange science fiction rollespil (særligt GURPS) som svælger sig i statporn, når det gælder rumskibe, og Starfinder holder ikke tilbage her. Når man så har et rumskib, kommer det naturligvis til kamp, og de regler er i bogen side 316 til 327. Her har Starfinder valgt en model, hvor karaktererne vælger hver deres funktion ombord på rumskibet, så alle spillerne har noget at lave, når det kommer til kamp (Ashen Stars og Coriolis har samme system, så intet nyt, men det er en god ide at have denne mekanik, og Starfinder har den heldigvis også).

Afsnittet med magi, som løber fra side 330 til side 385, runder spillernes del af bogen af. Afsnittet med magi rummer naturligvis reglerne derfor samt spells – og Starfinder skelner ikke mellem Divine og Arcane, som Pathinder og D&D gør det. Spells er delt op mellem Mystics og Technomancers, og det går kun til level 6 (i stedet for 9), men det er det, men taget rødderne i D&D i betragtning med spells op til level 9 og en stærk skelnen mellem præsternes magi (præst er i Starfinder et tema, ikke en klasse, lidt ligesom det blev gjort i D&D’s Lanhkmar-setting). En række af formularerne er sjove, fordi de er designet til at manipulere teknologi, så der er pludselig computer-manipulerende formularer og så fremdeles. Det er noget af det mest interessante, jeg endnu har set i bogen.

Den sidste del af bogen fra side 388 til side 511 dækker spilleders sektion, der rummer en blanding af tekster om at opbygge kampagner, tage sig af besværlige spillere, bygge verdener op, monstre, beskrivelsen af Golarion-settingen, diverse planeter, faktioner og organisationer, religioner og guder, trusler og reglerne for at konvertere Pathfinder til Starfinder., herunder at spille halvinger og halvorker i Starfinder.

Starfinders regelsystem

Starfinder er nogenlunde kompatibelt med Pathfinder, og det bliver vanskeligt at tale om Starfinder uden ikke også at tale om Pathfinder, så de to rollespil vil blive nævnt igen og igen. Kort fortalt er det et d20-baseret task-resolution system, hvor man ruller sin 20-sidede med diverse bonusser mod en given sværhedsgrad, og rulles der højt nok, har man succes med handlingen. Ruller man lavt, fejler handlingen, og der er ingen ‘failing forward‘, ‘sig ja‘ eller andre snedige tricks i spillet (GM-afsnittet sætter lidt tid af til at forklare spilleder, at man kan fuske med udfaldet af terningerne, særligt hvis man ruller dem bag en skærm – sådan har GM-råd lydt siden 1990’erne, og det har aldrig været et godt råd).

Nis: Jeg skal ærligt indrømme, at jeg ikke brugte lang tid på at kigge på systemet i Starfinder. Det ligner en ganske standard D20-klon, meget tæt på Pathfinder selv. Det er muligt der er nogle finesser gemt i det, men ikke noget der sprang i øjnene. Bagerst i bogen er der et afsnit der handler om hvordan man konverterer karakterer fra Pathfinder til Starfinder, og det drejer sig mest om, hvordan nogle skills er blevet omdøbt og nogle forskelle i timingen af actions, men det drejer sig virkeligt om detaljer. Så hvis man er vant til Pathfinder, så burde Starfinder være virkeligt nemt at gå til – ud over at man måske netop kommer til at snuble og de små ændringer som man kan have en tendens til at læse hen over.

På sin vis er Starfinder en forsigtig revidering af Pathfinder-reglerne. I modsætning til mange andre rollespil, har Pathfinder ikke fået en 2nd edition (endnu – om end Pathfinder i sig selv er D&D 3.5 2nd edition), og jeg tror her, at Paizo forsigtigt forsøger at introducere noget, der svarer til en potentiel revidering af reglerne. I lighed med Nis bemærkede jeg kun få forskelle – hvilket ikke afhjælpes af, at bogen meget nødigt vil udpege forskellene for læseren – og det væsentlige lå i helbred, kosmologien bag spells og reglerne for udstyr.

Nis: Et par ting undrede mig. Den første handler om attributes. De bliver altid købt efter et point buy system (antageligvis fordi rullede stats ikke passer til organized play), hvor man bare køber stat points 1-1. Uanset race er stats også altid begrænset til et maks på 18. Det betyder effektivt set at de attribute modifiers, man får fra racen, er fuldstændigt ligegyldige, for man kan altid bare flytte rundt på de allokere point for at kompensere. På den ene side giver det selvfølgelig en fin frihed i karakterdannelsen, men omvendt virkede det også lidt, som noget der kunne udvande oplevelsen af de forskellige racer.

Siden D&D 3.0 har stats været meget vigtige i D&D/Pathfinder, og det særligt i 3.0, 3.5 og 4th, fordi der er mange evner og færdigheder, som er afledt af bonussene fra evnetallene, og en karakter skal derfor helst have et vist antal bonusser for at være ‘spilbar’. I tidligere versioner af D&D var det mindre markant. Modifikationen til evnetal fra race og tema mister noget af sin betydning, og de er i større omfang ‘signifiers‘ end de er en simulering af racernes forskelle. Med ‘signifiers’ menes her, at +2 charisma, -2 strength er en måde at fortælle læseren på, at denne race er smuk men skrøbelig osv. Modifikationerne bruges til at kommunikere med end de bruges til egentlig at skabe effekter med.

Nis: Den anden ting var at Starfinder har health/damage system hvor både Hit Points (der repræsenter egentlig fysisk skade) og Stamina Points (der er slags buffer som man hurtigt kan vinde tilbage når man lige får pusten) stiger lineært med level. Det er ellers et sted hvor man andre modern/sci-fi D20 systemer vælger en model hvor selve det fysiske helbred ikke vokser voldsomt med level, sådan at e.g. et skud med en pistol stadig er farligt, selvom man er blevet en erfaren rumhelt. Men den model har Starfinder altså ikke valgt. Da teknologi jo imidlertid normalt er den store equalizer, så har Starfinder i stedet et gradueret udstyrssystem, hvor de virkeligt store laserpistoler – dem det er farligt at blive skudt med når man er højt niveau – er reguleret ikke bare efter pris, men også efter hvilket level man ca. bør være før man får fat i dem. Det er ikke en fast regel, og karakterer på lavt level kan sagtens trykke på aftrækkeren på det tunge rumartilleri, hvis de får fingre i det. Men det er en guideline. Spilteknisk kan det nok sagtens fungere, og hvis man godt kan lide progression i sit udstyrsloop, hvor man kan glæde sig til at få adgang til en ny smart dims på højere level, men ud fra et world building perspektiv, så må jeg indrømme at det forkommer mig noget kluntet.

Udstyrslevels var en af de fascinerende ting i afsnittet om udstyr, og ligesom Nis bed jeg også mærke i det med min læsning af bogen. For en at en karakter i D&D 3.5/Pathfinder/D&D 4th kan fungere ordentligt, skal den have passende level-baseret udstyr, så ligesom i diverse computerspil fra Diablo til DragonAge finder man konstant bedre udstyr og opgraderer det løbende. I fantasy-verdener giver det mening, at man vinder sig stadigt bedre magiske klinger (ok, det giver måske mening, blot lidt), men i science fiction-universer erobrer man sig ikke på samme måde til sine teknologiske vidundere – de er trods alt masseproduceret – og Starfinder forsøger at opstille begge løsninger, hvilket resulterer i at våben har anbefalede levels for, hvornår de dukker op i spillet. Det er ikke kønt, men det er gjort nødvendigt af regelsystemet.

Det mest nyskabende i Starfinder for mig er reglerne omkring hit points. HP var været med i D&D fra dag 1, og der har gennem 80’erne og 90’erne været forskellige bud på, hvordan man kan spille med alternativer fra critical hit tabeller til rustningers evne til at absorbere skade. Med lanceringen af D&Ds regelsæt som et universal regelsystem, nemlig d20-systemet, dukkede behov op for at omtænke hit points, så hovedpersonerne ikke blev konstant sejere og sejere, for det passede for eksempel ikke ind i Star Wars d20 eller Call of Cthulhu d20, som begge opstillede alternative regler, blandt andet ved at skelne mellem sår og skrammer, mellem wounds – stamina – hit points – health (hvilket diverse andre rollespil også går). Starfinder gør noget af det samme, og så lidt mere, da systemet arbejder med tre helbredsmålere: Stamina, Hit Points og Resolve.

Hit Points er karakterens helbred, og mængden stiger, når man stiger level. Man mister sine hit point, når man tager skade, og ikke har flere Stamina Point. Rammer HP 0 er man død eller døende.

Stamina er karakterens grad af friskhed og duelighed, og mængden stiger, når man stiger level. Tager man skade, mister man Stamina Point, indtil de rammer 0, hvorefter man begynder at miste HP.

Bufferen med Stamina gør det nemmere for spillerne at vurdere, hvornår en kamp går den gale vej, og de kan efter hårde kampe tage nogle sår (miste hit points) og opbygge en buffer på ny (generhverve stamina), så deres karakterer kan fortsætte eventyret, selvom de akkumulerer stadig flere sår.

Resolve er karakterens viljestyrke, og de er en interessant pulje af point. Man kan spendere sine resolve-point til at generhverve tabte Stamina-point, komme ud af sin ‘døende’ tilstand, og man kan bruge dem til at aktivere særlige evner, og visse særlige evner kan anvendes, så længe man råder over mindst et point i sin pulje. Det er en slags helte-point eller skæbnepoint, men Starfinder formår lige præcis ikke at gøre noget rigtig spændende med dem (f.eks. ville det have været oplagt, at man får Resolve-point igen som i TSoY/Solar System ved at spille rekreative scener, men de kommer i Starfinder blot igen ved at holde ens standard otte timers hvile – Starfinder er ikke et rollespil, som opfordrer til rollespil).

Starfinders univers

Få settings i rollespil formår at vække min interesse. Starfinders univers er ikke et af dem. Vi er i rummet, og alle D&Dsk high-fantasy-elementer samt de mest almindelige space adventure-elementer optræder i settingen. Udgangspunkt er Golarion solsystemet, hvor planeten Golarion er borte og i stedet er en rumstation af ukendt ophav på dens plads. Uden for solsystemet kan man via specielle motorer rejse til andre solsystemer og finde andre civilisationer. Der er multituder af væsner og monstre, og der er guder og kulte, hvoraf nogen er tematisk bundet til Starfinders sci-fi univers (tilbedere af teknologi mm.).

Nis: Starfinder placerer klart i science fantasy enden af sci-fi. Der er rumskibe og plasmarifler, men der er også drager og udøde troldmænd og alle dele er ca. ligebyrdige. I følge noget af det PR materiale jeg har kunnet finde så vil Starfinder gerne have ‘A feel similar to Star Wars, but with “more magic and moral ambiguity”.’

Det er en slags kitchensink setting, hvor alt er inddraget eller kan inddrages, men det gør også, at spilleder selv skal udvælge sig et fokus eller blot spille generisk science fiction. Som Nis er inde på, vil Starfinder gerne kunne føles lidt som Star Wars, men lighederne er for mig mere til Star Wars 1, 2 og 3, og der er ingen ros. Jeg tror, settingen kunne have været mere interessant, hvis de havde skudt efter The 5th Element, Jupiter Ascending, Valerian og Guardians of the Galaxy og inviteret til rumeventyr på den sære og vilde skala, end at forsøge at lave endnu en Star Wars-klon (ligesom mange fantasy-settings er endnu en Ringenes herre-klon).

Nis: Rent praktisk foregår Starfinder i fremtiden af den Golarion setting som Paizo har etableret til Pathfinder. Golarion er dog gået i stykker, og ingen ved hvorfor for hele universet – undskyld, multiverset, det kan vi komme tilbage til – er tilsyneladende ramt af et kollektivt hukommelsestab kaldet The Gap, der gør at der mangler omkring 1000 år af den kosmiske kronologi. I stedet for Golarion er der nu en kæmpe rumbase, der er en slags handels-centrum for solsystemet, og det er der menneskeheden primært holder til. Golarions multituder af racer (elvere, gobliner, drager) findes naturligvis også og bliver da også nævnt rundt omkring i settingen. Bogen bruger dog væsenligt mere tid og plads på de nye rumvæsner – ok, men temmeligt stereotype ting som krigeriske øglemænd, karismatiske telepater og en race af androider – mens gnomerne og dværge må se sig henvist til “Hvordan konverterer du fra Pathfinder”-appendixet.

Ideen med ‘The Gap‘ lyder på overfladen interessant, men kun indtil man kommer i tanke om, at det er præcis, hvad Ashen Stars rollespillet også gør brug af. I Ashen Stars spiller den kollektive hukommelse en funktion i settingen, mens den i Starfinder er en doven måde omgå overgangen fra Pathfinder-settingen til Starfinder-settingen, og i stedet for at forsøge at forklare, hvordan Pathfinder-verdenen udviklede sig teknologisk og endte ude i rummet, så man springer man det blot over. Det er muligt, at Paizo vil udbygge dette i kommende udgivelser, og med en udgivelsesmodel, der hedder mindst et hefte/supplement/bog om måneden så vil de nok komme ind på det, men med mindre man følger Paizos abonnementsmodel, så er der pt. ikke noget at arbejde med.

Nis: Resten af solsystemet er proppet med beboede planeter og habitater, der i klassisk space opera stil alle er reduceret til en eller to karakteristika. Så vi har en planet behersket af udøde, en skovplanet fyldt med elvere og telepater, et astroidebælte fyldt med rumpirater og den slags. Et par af de nye racer er også kommet til fra andre stjerner og har medbragt passende beboelse. Alle de planeter og habitater er bundet sammen i en løs konføderation kaldet The Pact Worlds, et forsvarsforbund imod en invasion fra et interstellart imperie. Når nu man godt kan rejse mellem stjernene, og der findes andre interstellare organisationer så bliver det lidt uklart, hvorfor alle de her ting skulle stoppes ind i et solsystem. Det gør selvfølgelig, at der “sker en masse”, men jeg fik mest af alt bare et indtryk af alting pine død skulle proppes ind, og der ikke rigtigt er plads til at noget kan ånde. Og plads burde der ellers være nok af, for ud over et helt univers, så er Starfinder som nævnt en (ubeskrevet) fremskrivning af Pathfinder, så vi har også stadig hele den klassiske D&D/Pathfinder kosmologi med ekstra dimensioner til både elementer og diverse guddomme.

I Pathfinder settingen er der en masse lande centreret omkring Det indre hav, og hvert land rummer en kultur og genre, hvilket gør det samlede område klaustrofobisk at kigge på, og den model synes at være løftet over til Starfinder, hvor alt skal være klemt ind på meget lidt plads. Man kan sagtens holde sig inden for et enkelt solsystem, og få masser af spændende rollespil ud af det. Eclipse Phase, Firefly, Transhuman Space og Blue Planet gør det ret godt – og de har hver især et godt bud på, hvorvidt solsystemet er den yderste grænse eller ej. Igen er det ikke noget, som inspirerer mig, og ideen om at truende imperium eller en invasion af en bioweapon-/insekt-hær (se også Warhammer 40K‘s tyranider eller metaplottet i Alternitys Star*Drive univers er også lidt triviel (selv Star Wars-romanerne brugte i en periode dette plot).

Nis: Skalaen er altså temmeligt stor, og der er masser kilder til bling og gøgl i Starfinder. Og enkelte elementer – så som at solen er en slags portal direkte til Ilddimensionen, hvor man kan flyve hen og handle med dem, hvis man synes det er nemmere end at bruge magi til at åbne en portal, eller den flod, der løber hele vejen gennem astroidebæltet – virker da også lidt nye. Men langt det meste falder til jorden, fordi det ikke lader til at Starfinder vil noget som helst, eller tager konsekvensen af noget som helst. Starfinder bygger videre på Golarion – bortset fra at Golarion er ødelagt, historien er gået tabt i The Gap og de klassiske fantasy racer er henvist til et appendix, så vi kunne få plads til nogle generiske rumvæsner. Magi og guder eksisterer, og på sin vis giver det vel mening at den slags er temmeligt ens på tværs af universet – i form af en klassisk, temmeligt kedsommelig D&D-style polyteisme, bare med flere guder til de nye rumvæsner – men det gør det bare også mindre interessant at tage møde “new life and new civilizations”, og det virker lidt underligt at når nu magi har tilladt folk at krydse dimensioner i årtusinder, hvorfor skulle man så bruge rumskibe til at besøge de andre planeter i solsystemet? Hvorfor han man ikke mødt de andre guder før nu?

Nis siger det meget godt i det ovenstående, og jeg har gennem teksten henvist til diverse andre science fiction-rollespil. Tag fat i dem i stedet for at bruge tid på Starfinder.

Nis: Magi og teknologi eksisterer side om side, men magien er ikke særligt magisk, for den er sat på den gammelkendte D&D formel, og teknologien er ikke særligt teknologisk, for den er blevet presset ind i en model, hvor man skal have den rigtige class/level kombo for virkeligt at kunne bruge plasmapistolen eller programmere robotten.

Både Nis og jeg har ikke meget positivt at sige om den verden, som Starfinder leverer. Vi er begge science fiction fans, og der er mange gode science fiction-verdener at udforske, både inden for og uden for rollespil. Hvis det ikke er det afgørende, og der kan være mange grunde til, at det ikke er det afgørende, kan man sagtens have god sjov og ballade med Starfinders univers. Der er en stor rumstation. Der dukker alle racer op, og her fra kan man hoppe i sit rumskib og suse, hvor som helst hen og opleve det syrede og sære undere, som spilleder mixer og matcher ud fra hele science fiction og fantasy-repertoiret. Hvis det er Pathfinder mellem stjernerne og action adventure med d20’ere, strålepistoler og firearmede eventyrere, I søger, så har Starfinder det også. Starfinder har bare ikke noget nyt eller spændende. Det bliver alt sammen blot lidt ligegyldigt.

Afsluttende bemærkninger

Jeg havde håbet på, at Starfinder ville være min introduktion til Paizos rollespil. Med sine flere meter udgivelser af Pathfinder-bøger har jeg ikke intention om at begynde at spille Pathfinder, og Starfinder så jeg som et godt udgangspunkt, da jeg på det seneste har kredset om at få spillet science fiction-rollespil igen. Jeg har således haft fat i Coriolis og Fading Suns og bladret lidt i Traveller, men det kommer ikke til at blive Starfinder. Det er et regelsystem, som jeg finder unødigt tungt og omstændeligt, og et regelsystem, som ikke understøtter rollespil særligt godt. Det bliver desuden ikke bedre, når man kigger på de eventyr, som udgives til Pathfinder, hvilket jeg vender tilbage i min næste anmeldelse, som kommer til at handle om Starfinder-modulet Incident at Absalom Station.

Nis: Alt i alt kan jeg bare ikke se hvorfor man skulle spille Starfinder. Hvis man gerne vil have en blanding af fantasy og sci-fi, så synes jeg, der findes meget bedre eksempler. Shadowrun tager sig eksempelvis tid til at forklare sin historie, stiller skarpt på hvordan magi bliver undersøgt i en videnskablig verden og bruger – i god klassisk sci-fi stil – fantasy racer til at stille skarpt på ting som racisme. Spelljammer så muligvis lidt fjollet ud, men det var konsekvent med sin “fantasy i rummet” og det prøvede at tænke over, hvordan de forenede rumrejser med den etablerede kosmologi, og på den måde skabe noget unikt. Star Wars virker netop fordi det har en klar moralsk opdeling og magien er en mystisk finish ovenpå space opera settingen, så ønsket om mere magi og mere gråzone virker som en totalt misforståelse. Hvis man vil have generisk space opera, så er Starfinder alt for fyldt med magi og andre særheder til at det virker som om det kan lykkes. Hvis man gerne vil gå på opdagelse, så ville jeg personligt ønske mig dels et system der mekanisk understøttede “udforskning” som fænomen, dels en setting hvor det ikke allerede føles som om den var blevet proppet til randen med tilfældige indskud.

For dig, som ikke har opgivet håbet, eller som blot stadig er meget nysgerrig efter at se, hvad Starfinder er for en størrelse, kan jeg kort opsummere, at Starfinder er en viderebygning af Pathfinder. Du kender allerede de fleste af reglerne, og bogen indeholder en bunke nye racer, klasser, feats, skills, equipment og andet godt til at lege med spillets regler, for er der noget man kan, så er det at bygge karakterer ved at kombinere de mange forskellige bestanddele og skabe en masse variation i opbygningerne. Det er et stort element i Pathfinder og Starfinder byder på mere af det. Det er også et regelsystem, som inviterer til at der skal være masser af kampe og masser af figurer på bordet, som man manøvrerer rundt med. Starfinder er ikke et visionært rollespil. Det er ikke et banebrydende rollespil, men det er et afbræk fra klassisk Pathfinder, og man får lov til at zappe hinanden med strålepistoler og forsøge at genskabe Guardians of the Galaxy-filmene med Pathfinder reglerne. Det er nemt skridt videre fra Pathfinder, men hvis dette er dit første rollespil, så står du med en stor tung regelbog, som ikke har tænkt sig at hjælpe dig i gang.

Nis: Det er muligt der er noget at hente, hvis man er fan af Pathfinder, men ellers kan jeg virkeligt ikke se hvorfor man skulle være interesseret i Starfinder.

Starfinder anmeldermaterialet er venligst doneret af Enigma Distribution. En stor tak til dem.