[Gæsteindlæg] En refleksion over Piger i panser

Sigmars søstre – Krigslive X, 2014.

For kort tid siden skrev Ann Kristine Eriksen på sin facebook side en række refleksioner over gruppen Piger i panser. Det var refleksioner, som jeg synes er spændende, og jeg gerne så ikke forsvandt igen lige med det samme, og da facebook er et flygtigt medie, spurgte jeg derfor Ann, om jeg måtte poste dem her på min blog. Ann har derfor sendt mig følgende, som jeg nu deler med jer. Det er et vigtigt kapitel om i den samlede historie om dansk rollespil – live, bord, blackbox, con etc.

Links i nedenstående tekst er indsat af mig.

Denne tekst er en refleksion over kvindegruppen Piger i Panser, historieskrivning og hvor meget der kan ske på ti år

af Ann Kristine Eriksen

Feminist, rollespiller, designer, arrangør og medstifter af Piger i Panser

I år var det min tiende gang på Forum. Første gang var i 2009 og der holdt jeg et oplæg sammen med Nynne Søs Rasmussen, om hvad det betød for os da vi i starten af 2009 tog til Krigslive V med kvindegruppen Piger i Panser. Nu er det snart ti år siden, at vi startede Pip og rollespilsmiljøet har ændret sig enormt meget siden. Det samme har synet på Pip, og det er ikke altid, jeg føler vi er i kontrol over vores egen fortælling mere. Jeg hverken kan eller vil tale på vegne af de andre ’pippere’ og folk der identificere sig med vores projekt. Men jeg kan mærke, at jeg har brug for at nedfælde nogle tanker og refleksioner om de sidste ti år. Både fordi jeg til dels føler, vi nogle gange bliver misrepræsenteret, men lige så meget fordi det idag, kan være svært at se den kontekst som Pip opstod ud af. For et par uger siden blev jeg bedt, om at holde et oplæg om feminisme i dansk rollespil til et arrangement i oktober og jeg besluttede mig for at fokusere på feminisme og ligestilling i en ’historisk’ kontekst. Det fik mig til at reflektere endnu mere over, hvordan vi skriver historie og hvilke fortællinger, der bliver en del af vores forståede lineære tid – fra dengang, der var ingen eller meget få kvinder og kvinders fortælling fyldte meget lidt. Til nu, hvor der er sket et kæmpe skred i forhold til hvordan vi snakker om feminisme, repræsentation, sikkerhed og den samfundsmæssige kontekst. Pip er en del af den feministiske tidslinje. Det er jeg ikke et sekund i tvivl om. Men når jeg i dag hører folk genfortælle pip, vs. hvordan jeg og de andre involverede erindrer det, så stemmer de to fortællinger ikke altid overens. Det sker oftere og oftere, at jeg føler projektet negligeres eller nedgøres som letbenet eller banal feminisme, på trods af de fantastisk mange kræfter og personlige ofre, som jeg og andre gjorde i forbindelse med projektet.

Derfor kommer her en refleksion og måske genfortælling om den feministiske rollespilsgruppe Piger i Panser, set gennem øjnene på ét kernemedlem. Nemlig mig. Jeg lægger ikke skjul på min plads i gruppen eller mine egne frustration omkring, hvad jeg ser som en – ikke altid lige hensigtsmæssig fortælling om Pip som en ligegyldig og fjollet aktivistgruppe, der bare ville slås. På den anden side er det heller ikke mit mål at skabe en fortælling om os som feminismens indstifter i danske rollespil. Der var masser af feminisme og aktive kvinder (og mænd) før os, som vi træk på ressourcemæssigt, som støttede os og som fortjener meget mere opmærksomhed end de har fået også fra Pip. Derimod er det mit mål at genindskrive os som en relevant feministisk bevægelse, der på trods af masser af fejl, gjorde oprør i en 2009-kontekst, mod en undertrykkende og træls struktur og som gjorde en forskel gennem vores rollespilsaktivisme.

Piger i panser opstod i det Københavnske rollespilsmiljø på en tid med, hvad jeg oplevede som, meget mangelfuld kvindelig repræsentation – på alle parametre: Færre aktive kvinder offgame i sociale kontekster. Både som spillere, scenariearrangører, i foreningerne og bestyrelserne. Men lige så mange færre kvinder ingame i fortællingerne. Både som karakterer med betydningsfulde roller og funktioner og som en del af det ingame fluff. Jeg husker det også som en tid, med meget mere konkurrence mellem enkelte kvinder på grund af en altgennemsyrende smølfine-mentalitet. De rollespil jeg var involveret i, havde sjældent mere end en lille håndfuld interessante kvinderoller (hvis nogen). Måske fordi der var meget få kvinder til at skrive rollerne, arrangerer rollespillet eller sætte dagsorden i foreningen. Når vi var ingame, skulle kvinder til alle tider finde sig i at blive spillet på som kvindekrop, uagtet spillets temaer. Det betød at man i rollespillet uden mulighed for at sige fra ofte blev nedgjort, seksualiseret og udelukket fra ikke-kvindeaktiviteter. Der var også meget lidt fokus på at inkludere kvinder i miljøets sociale aktiviteter, fordi de fleste folk havde en forestilling, om at kvinderne sagtens kunne, hvis bare de gad og ikke forstod eller kendte til strukturelle udelukkelsesmekanismer. Kvinder var ikke et perspektiv, der blev specielt bredt repræsenteret, blandt andet fordi vi som miljø havde en generel forståelse af, at vi allerede var ligestillede. Når jeg tog til forskellige scenarier rundt omkring i landet og også nogle gange, når jeg hang ud med mandlige rollespilsvenner, oplevede jeg tit blatant diskrimination, som jeg dengang havde svært ved at sætte fingeren på og artikulere klart. De folk, der forsøgte at italesætte diskrimination og sexisme, blev latterliggjort fra alle sider – også nogle gange af mig. Rollespilsmiljøet oplevedes som en kultur, der tit benyttede sig af en mere eller mindre subtil udelukkelse af kvinder. Fra store hold til scenarier, fester, opsætninger, foreninger eller hele rollespil. Jeg husker at være blevet ekskluderet og fået det bortforklaret som ‘ture med drengene’, ’kvinder kan ikke slæbe rafter’, ’for mange kvinder = hønsegård’, ’der var ikke prominente kvinder i middelalderen’, ’bros before h** – det skaber problemer, når vi knalder med hinanden og så er det lettere ikke at have kvinder i foreningen’ (og mange, MANGE flere bs-argumenter). En af de mere skadelige konstruktioner i rollespils-samfundet, var hvordan der tit var plads til én kvinde (og KUN én) i en gruppe med mange mænd – en såkaldt smølfine. Det betød, at kvinderne blev sat til at konkurrere om denne ene plads mod hinanden. Der var selvfølgelig undtagelser, men de fleste af mine veninder og jeg selv, har både oplevet tilfredsstillelsen og glæden, ved at blive udnævnt til ’en af gutterne’ og skuffelsen, når den titel overgik til en anden kvinde.

Dråben, der fik bærgeret til at flyde over, var da Krigslive V blev annonceret og en gruppe af mine venner proklamerede, at de ville lave rent mandehold til krigslive. Vi var en gruppe kvinder, der havde fundet venskab med hinanden både gennem rollespil, men også fordi vores dengang kærester var venner og skulle spille med på det famøse mandehold. Vi kom alle sammen fra hver vores gruppe af venner, hvor vi i en eller anden grad var smølfine og blev her ført sammen. Pip opstod helt banalt ud fra de frustrationer, der opstår, når man ekskluderes af venner og kærester. Men jeg tror oprigtigt kun at Pip blev til noget, fordi dette, for mange af os, kom som én i en lang række af eksklusioner i en kultur bygget på eksklusioner og smølfine-mentalitet. Pip startede som et modsvar, til en konkret udelukkelse, men endte med også at være et modsvar på en giftig kultur, som fik kvinder til at konkurrere med hinanden. Vi var ikke de første, der havde lavet rene kvindehold, og vi var ikke de sidste. Der var simultant med Pip et amazone-hold i Hareskoven og en kvindelig forfattergruppe på Fastaval [der skrev antologien Bag din ryg, red.] (og sikkert flere som jeg ikke husker), som jeg tror blev drevet af de samme frustrationer som os. Hvad gør man når man ikke bliver inkluderet i fællesskabet? Man laver sit eget fællesskab.

Styregruppen i Pip kendte hinanden i forvejen og bestod af Juliane Mikkelsen, Nynne Søs Rasmussen, Sofie Støvelbæk og undertegnede. Vi skrev målrettet ud på det hedengangne Liveforum og afsøgte alle kroge af vores netværk, for at finde kvinder nok til vores KL-hold. Vi endte med at være 17 på holdet. Nogle kendte jeg i forvejen. Nogle havde jeg aldrig mødt før, men er blevet mine meget gode venner sidenhen, og nogle var med som en engangsforestilling. Der var folk, som havde spillet rollespil i en del år, og nogle der var med første gang. Enkelte var i slutningen af tyverne, men langt de fleste var omkring 18-23 år og med det refleksionsniveau og den forståelse af verden, der kommer med at være gennemsnitligt 21. Vi proklamerede på diverse platforme, at vi ikke var ude på at tage nogens ’sjov eller leg’ ved at deltage i scenariet, men at vi forventede at deltage på lige præmisser med resten af krigslive. I dag kan jeg se en masse huller og problemer i vores måde at formulere projektet på. For selvfølgelig havde vi lige så meget ret til at deltage i scenariet, og rollespil er ikke en ’kage’ med kun x antal sjov. Men det var nu engang den retorik, vi havde at gøre brug af. Jeg husker det som om, at modstanden mod projektet i begyndelsen, mest kom fra folk der syntes konceptet omkring et kvindeligt Kl bueskytteregiment (som var det første pip-hold) lød fjollet, var overflødigt og meget lidt ’Warhammer-autentisk’. Men generelt gik scenariet over al forventning og vi fik overvundet en del skeptiske krigslive-stemmer. Vi kunne slås nogenlunde og hvad vundet en del kampe, vores kostumer var flotte og passede ind i Warhammer-verden og vi havde fået buerne til at fungere ret godt i kampene (et sjældent Kl-syn). Det var efter scenariet og den succes og goodwill det gav gruppen, at vores feministiske projekt, som jeg fortolker, det begyndte at tage form. 1) Kvinders ret til repræsentation og inklusion i den subkultur som de bidrager til. 2) Kvinders ret til repræsentation og inklusion i rollespillets fortællinger som mennesker og ikke kun qua deres køn. Som jeg skriver det ned i 2018, virker det enormt banalt, fordi vi er så mange flere kvinder og så meget mere bevidste om at støtte op om hinanden.

I løbet af scenariet opdagede/indså vi en række ting, som jeg først efterfølgende begyndte at tænke over. At vi kvinder bidrog/bidrager (både som Pip til krigslive, men også individuelt til miljøet generelt) enormt meget, men ikke blev repræsenteret i fortællingerne såvel som i det offgame sociale miljø. Og at vi havde ret til at råbe op og kræve inklusion og repræsentation både ingame og offgame. Det blev Pips projekt, som jeg ser det. Efter Kl V (og mange år frem) skrev vi en række artikler til rollespilsmagasinet [det hedengangne magasin Rolle|spil, hvoraf flere numre er anmeldt her på bloggen (og yderligere nævnt her), red.] og vi skrev en hulens masse Facebook og Liveforum indlæg. Vi var til to yderligere Krigslive, som et rent kvinderegiment. Hvor vi ud over at spille sjovt rollespil, også kom for at kræve vores inklusion og vores ret til at spille i en mandsdomineret fantasy-verden, uden at være ’kvinderne’, men i stedet krigerne. Nogle af os blev enormt internetaktive og kom i utallige shitstorms om alt fra, småkager til Jeanne d’Arc-gørelse af kvindelige riddere til Dirtbusters på Fastaval. Det var bestemt ikke altid, at vi var lige gode til at komme med kritik eller adressere problemer, men vi bruge de ord og argumenter, som vi havde til vores rådighed. Pips hovedfokus blev repræsentation af kvinder på alle parametre i rollespilsmiljøet, opgør med smølfinementaliteten og senere også et opgør mod slutshaming i miljøet. Vores mest prominente motto blev ’ryst fiktionen til den passer’, som et svar til alle de utallige (primært) mænd, som hele tiden brugte deres rollespilsverdners ”autencitet”, som et våben mod repræsentation og inklusion (hvad der stadig sker i dag). Vores mantra blev at; når vi selv designer rollespillet, hvorfor så ikke designe til inklusion. I Warhammer er kvinder en meget lille del af fiktionen, men vi bestemmer selv, hvordan rollespillet skal se ud og hvad der skal ske. Og når man får sin Warhammer-frokost sendt ned i en grøn mælkekasse, hvor langt er der så egentligt til en kvindelig general? Vi ville gøre plads til, at kvinder kunne tage til rollespil uden at være et sjældent syn. De skulle kunne deltage uden at deres offgame krop blev kønnet og seksualiserede. De skulle ikke altid spille den stereotype smukke, tragiske og unikke Jeanne d’Arc/Eowyn-karakter, der trodser undertrykkende strukturer for at kæmpe i en krig. Nej, kvinder skulle have mulighed for at være soldater, uden det var noget specielt. Eller magthavere, eller ingeniører eller fucking præsten til et mytisk middelalderscenarie. Og mere end det, så skulle kvinderne også selv have lov til at være kernen i fortællingerne og ikke skubbes ud i periferien som bipersoner. Rigtig mange følte at vores projekt var et angreb på, hvad de så som, kernen i vores miljø – nørdfortællingerne. Fortællinger som Ringenes Herre, Star Wars og Dragonlance, der har meget få kvinder med, ofte i nogle meget bestemte stereotype funktioner. Der var tilsvarende ligeså mange mennesker, der følte at den plads og synlighed vi krævede, skulle tages fra dem og at miljøet ved at rumme os, ikke også kunne rumme dem. Det var i hvert fald to årsager til, at vi mødte så meget modstand som vi gjorde. I dag er de fleste mennesker heldigvis enige om at miljøet kan rumme mange forskellige både fortællinger og mennesker, uden det betyder at andre får mindre plads.

Det jeg husker mest i dag, er ikke så meget internet-aktivismen, men mere de utallige timer til scenarier, efterfester og conner vi brugte på at forsvare vores argumenter og projektet, samtidig med at vi gerne ville vinde allierede. Jeg har aldrig haft ambitioner om at skulle forbedre vores miljø (og samfund) uden allierede. Nogle gange lykkedes det for os og lige så ofte lykkedes det ikke. Ligeså ofte var det ikke vores, men andre fortjeneste at komme med de rigtige og gode argumenter på det rigtige tidspunkt. Og sådan skal det være. Det er ikke en konkurrence. Men glæde ved det overstående, blandes ofte med frustrationer, når mennesker man tydeligt husker at være i lange debatter med (der højlydt udtaler, at de i hvert fald ikke er feminister), år efter dukker op og proklamerer at de altid var feminister, støttede op om os og altid så de strukturelle problemer og den giftige. På den ene side er de allierede, og projektet er det allervigtigste og ikke mit blåmærkede ego. Hvad man engang mente i fortiden, skal ikke så i vejen for ens involvering i det feministiske projekt for inklusion og repræsentation. Men på den anden side oplevede vi også nogle ting, som har sat sig dybe spor, og som jeg ville ønske de involverede vidste og reflekterede over. Også fra mennesker som i dag heldigvis er seje og aktive feminister og ligestillingsforkæmpere. Skepsis fra venner og bekendte, der senere har kritiseret os meget hårdt for ikke et være feministiske nok eller feministiske på den rigtige måde, smæde-facebookgrupper, latterliggørelse, barnliggørelse og simplificering af projektet, decideret had eller affejning af vores indsat og motiver.

Efter fem/seks år i vælten følte jeg mig udbrændt og har de seneste år koncentreret mig mere om at skabe og designe rollespil med fokus på kvinders fortælling og repræsentation af kvinder i rollespil. Primært gennem mine Fastaval-scenarier/aktiviteter og som (hoved)arrangør på kongresssen Forum gennem mange år. Jeg ved, at flere af de oprindelige Pippere har det ligesom mig, og i stedet kanaliserer deres aktivisme over i andre aktiviteter end den store tunge online-debat. I dag er mange af os blevet de arrangører, foreningsmennesker, forfattere, foreningsaktive og rollespillere, som vi selv syntes, der manglede for ti år siden. Og vi arbejder stadig for mere repræsentation og inklusion, ofte i nogle mindre og mere lokale kontekster.

Pip var langt fra perfekt som forening og gruppe og vi begik fejl og havde en masse blinde vinkler. Det skal jeg nok være den første til at indrømme. Men når det så er sagt, syntes jeg også at vi tog et kæmpe skridt i forhold til den kontekst vi var i, dengang i 2008 og årene frem. Der er sket kæmpe meget i forhold til feminisme og rollespil, og jeg kan ikke til at få armene ned over det. Vores miljø har aldrig haft så mange seje, aktive kvinder som fortjener alle skulderklap i verden. De bidrager til foreninger, debatter, arrangerer og skaber rollespil og teori. De afprøver vores fordomme og åbner op for en bredere forståelse af, hvad kvinder kan og er. Noget af det er vores fortjeneste og meget af det er ikke. Vi opfandt ikke feminisme, men prøvede/prøver at udleve vores version af det. Vi satte ind der, hvor vi så og oplevede et undertrykkende hul i systemet. Hvis jeg skulle gøre én ting om, ville det være at give mere credit til de feminister, der kom før os. Dengang så vi ikke, at der faktisk var andre kvinder før os, med nogle helt andre problemstillinger, som de kæmpede for og som gjorde plads til os. Shout out til jer!!

Feminisme og køns/ligestillingsdiskussionen har flyttet sig fra repræsentation og kvinderoller, til et nyt fokus på sikkerhed og giftigt kvindesyn i miljøet som socialt fænomen. I stedet for at snakke om inklusion af ’kun’ kvinder, snakker vi nu mere bredt om inklusion og repræsentation af alle minoriteter og kroppe; ikke-hvide, queer-segmentet og om transpersoner. Diskussionen flytter sig hele tiden, fordi vi som miljø hele tiden flytter os – heldigvis. Men nogle gange oplever jeg en diskurs om Pip som barnlig og ligegyldig aktivisme, der ikke gjorde noget dybere for vores miljø end at give mig og mine venner mulighed for at tage rustning på og slås. Det synes jeg ikke er fair over for mig og de andre pippere (inklusiv associerede og allierede), som virkelige kæmpede for kvinder i miljøet og ofrede en masse personlig goodwill, tid og kræfter for at ændre en super giftig kultur.

Så, kære pippere, med-pippere og allierede. TAK – sgu. Det har ikke været nemt, det har kostet meget personlig og der har ikke altid været nogen tak i det. Men fuck hvor er I seje, at I gad ofre tid og sanity på projektet. Rollespils-historien har ikke været specielt nådig over for os, men jeg glemmer jer aldrig. I har været mit drive igennem de sidste ti år og mange af jer skal være mit drive igennem de næste ti. I er mine støtter, mine allierede og min inspiration. Som designer, som aktiv deltager i en subkultur og som feminist.

En stor tak til Ann for hendes bidrag og for at jeg må dele teksten her på bloggen.

Om Morten Greis

Historiker, etnolog, brygger, fægter, rollespiller, science fiction entusiast History and Ethnology, brewer and fencer, roleplayer and science fiction enthusiast
Dette indlæg blev udgivet i absindth, Con, Fastaval, Forum, Gæsteoplæg, Liverollespil, Rollespil, Rollespilartikler, Rollespilshistorie og tagget , , , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv, skriv, skriv

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.