en blog om rollespil og historie

I dag begyndte Spiel for alvor. Igår var pressedagen, men i dag åbnedes dørene for tusindvis af folk, og det var blot den spæde begyndelse for de store skarer ankommer fredag og lørdag, så i dag var gangene kun pressede og klemte af de mange besøgende. De følgende dage bliver det værre.

Der er en vis stemning i luften. Overalt omkring hotellet og på vejen ned i metroen og ombord på toget er det altsammen brætspillere, som flokkes, og blandt dem er mange danskere. I hvert fald hvis man er rejst med Bastard Tours, som er den tur, som Bastardcafe arrangerer.

En del af messehallerne har de tidligere haft lukket af grundet ombygning, men i år er de åbnet, og man kan nu vælge mellem to forskellige stationer at stå af på. Vi valgte den genåbnede for at se den nye fine indgang, som førte os gennem en enorm hal, og derfra ind i hal seks, som er rollespilshallen, hvor de fleste men ikke alle rollespil har hjemme.

Vi brugte derfor dagen mellem terninger og rollespilsudgivelser, hvoraf rigtig mange er tyske oversættelser, færre er tyske udgivelser og atter andre er engelske – herunder et italiensk forlag med engelske oversættelser af deres spil. Terninger er der også mange af, og særligt interessant er standen med terninger i krystaller og sten.

Efter at have fået akklimatiseret os til at gå mellem tusinder og atter tusinder af folk bevægede vi os ind i de andre sale for at se dem an. Forvandlingen fra gårsdagens ufærdige stande og læssevis af tomme papkasser er forunderlig, og der er et helt særligt liv.

Et af årets temaer er med al tydelighed laser skårene produkter særligt box inserts, som man sætter ind i kassen for at holde styr på brikker og lignende, men også terningtårne og raflebakker. Et andet tema er spilleborde. Specialiserede spiseborde, hvor man typisk har et spillebord med filt og lys, som befinder sig under bordpladen, og hvor man kan montere kopholdere og lignende langs siden. Noget ligner billigt hø, andet ser virkelig flot og dyrt ud.

Det er ikke helt normen, men vi gik mere eller mindre fra spiltest til spiltest, da vi gik gennem hallerne. Enten er det blevet nemmere at komme til eller også var vi blot heldige. Turen gik rundt om Dungeon Academy, Sarah’s Vision, Reich Busters, Montmartre og Eila and Something Shiny, som nok er det mest nuttede, narrative brætspil, jeg endnu har prøvet, mens Sarah’s Vision fejlede med at få integreret sin fortælling i spillet, men derimod skabte en selv særlig vinkel på det kooperative spil, når man skulle erhverve ressourcer via et klodsmajor tårn, og derved sad vi konkret, fysisk og hjalp hinanden med at balancere tårnet.

Undervejs havde vi også tid at komme rundt og hilse på folk, få noget at spise og samle nogle spil op.