Fjerde advent: Rollespilsekstremisme og fladbordsrullere

Fjerde advent bringer os til en af de mest besynderlige grupper inden for rollespilsekstremisme. Første advent dækkede profeten R-Olle, anden advent omhandlede grundregel-spillere og Common Rules Character Sheets, tredje advent dækkede Anti-Voksere, og nu er turen kommet til fladbordsrullerne. Det hele begyndte med indlægget om ‘Acediceli – de rollespilssuveræne‘.

Fladbordsrullere

Den store danske encyklopædi beskriver Fladbordsrullere således:

Fladbordsselskabet var en organisation, der var baseret i Holland, som advokerede for en ekstrem grad af plane borde at rulle terninger på. Organisationen blev stiftet i 1849 med udgivelsen af Zetetisk Terningkast af Samuel Fleem Bichen. Organisationen blev ofte gjort grin med af både rollespillere og brætspillere, og de er i dag en metafor for dogmatisk, kritikløs tænkning.

Den store danske encyklopædi: Fladbordsrullere

Encyklopædien dækker ikke den moderne udgave af fladbordsrullerne, som er opstået inden for det sidste årti takket være youtube og lignende medier.

I dag dækker fladbordsrullere over en lille gruppe af rollespillere, som mener, at terninger kun kan rulles på helt plane flader. De mener, at terninger skal ‘finde deres level‘, og at det ikke er muligt at rulle terninger, hvis underlaget ikke er helt plant. Fladbordsrullerne er stærkt inspirerede af britiske fladbordsrullere, og de har taget en del af terminologien til sig, særligt ordet ‘level‘.

For fladbordsrullere spiller tyngdekraft ingen rolle. I deres overbevisning er terningkast alene underlagt terningens densitet og opdrift, og terningen kan derfor ikke meningsfyldt rulles på andet end plane flader, hvor terningen kan finde sit ‘level‘. De er overbeviste om, at ikke-plane flader og tyngdekraft er noget som RABA (rollespils-aerodynamiks- og bord-agentur) har påduttet rollespil for svække spillernes tillid til terninger som neutrale arbitratorer og derved ødelægge den gudsgivne forestilling om at karaktererne skal være centrum for rollespilsverdenen. I realiteten udvikler RABA spilborde og arrangerer ekskursioner til rollespilsconner i andre verdensdele for at studere bordflader.

En af de besynderlige konsekvenser af fladbordsrullernes forestillinger er, at de benægter, at terningerne på den internationale rumstation (ISS) svæver tyngdefrit omkring, idet terningernes densitet og opdrift ifølge fladbordsrullerne spiller sammen med de plane flader frem for tyngdekraften, og i stedet mener de, at RABA eller Deep Game Referees forfalsker billederne af de vægtløse terninger på ISS.

Blandt fladbordsrullernes forestillinger er en idé, om at de kan bevise nødvendigheden af plane flader ved at hælde vand over terningerne, og at de kan bevise, at terninger ikke giver korrekte resultater ved at zoome ekstremt ind på dem med et kamera, da terningerne bliver slørede at se på. Deres opponenter bemærker, at slørede de billeder skyldes, at der zoomes ekstremt ind med en håndholdt smartphones kamera. Enkelte fladbordsrullere mener, at den intense zooming afslører terningernes kvanteforvikling, hvilket afslører, at terningen ikke er plan, og derfor ikke er blevet rullet korrekt. Fladbordsrullerne benytter deres egne særegne tolkning af Heisenbergs usikkerhedsprincip, hvor de argumenterer for, at usikkerheden ophører, når terningen ‘har fundet sit level’.

En anden forestilling blandt fladbordsrullerne er at et spilbord bør være omkranset af en høj barriere, typisk kaldet InterSektionsmuren eller ‘ismuren‘, og de mener, at spilborde historisk set altid har haft denne barriere og at det først er i nyere tid (under RABAs indflydelse) at bordene ikke længere har denne kant eller ‘ismur’. Fladbordsrullere hævder, at de gentagne gange har forsøgt at dokumentere tilstedeværelsen af ‘ismuren’, men at de er blevet hindret hver gang af Deep Game Referees‘ bevæbnede styrker.

Til trods for at emnerne er beslægtede, er der intet overlap mellem fladbordsrullere og hulbordsrullere.

Offentliggjort af Morten Greis

Historiker, etnolog, brygger, fægter, rollespiller, science fiction entusiast History and Ethnology, brewer and fencer, roleplayer and science fiction enthusiast

Skriv, skriv, skriv

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: