Kickstarter – status for foråret 2024

Det er tid til den halvårlige status på kickstarter og gamefound udgivelser. Oprindeligt havde jeg tænkt statusen til at være vinter, men så fulgte en række forsinkelser, og i stedet blev det en forårsstatus.

Sidste år ankom kort før jul The Walking Dead Universe RPG fra Fria Ligan, som benytter en ny iteration af Year 0 Engine til at fortælle zombiehistorier i Walking Dead universet. I lighed Blade Runner og Aliens er der lagt op til en cinematic adventure stil, som er mere one-shots med intriger mellem karaktererne frem for traditionelt rollespils lange fortælleformat.

Awakened Realms havde en drøm om at få Tainted Grail 2 ud inden jul, men sådan skulle det ikke gå. Først var der en teknisk forsinkelse og dernæst en storpolitisk forsinkelse, da det blev vanskeligt at sejle omkring Det røde hav. Tainted Grail 2 er igen en kæmpe udgivelse, og med den kom også version 2.0 Upgrade Kit til Tainted Grail 1, som jeg har haft udskudt at spille til deres upgrade forelå. Samme proces har jeg været igennem med deres Etherfield, hvor det også viste sig belejligt at vente til opgraderingen (og derfor jeg ikke har backet flere spil fra Awakened Realms trods flere spændende kickstartere, da jeg har besluttet mig for at vente til de lancerer deres version 2.0 af de spil).

Oprindeligt var den stærkt forsinkede 7th Citadel i hælene på Tainted Grail, men i slutningen af februar skete det, at 7th Citadel overhalede Tainted Grail 2 og ankom her i marts alt imens Tainted Grail nok først er i hus omkring april-maj. 7th Citadel er en efterfølger til 7th Continent, og det er et stort skala adventure spil, der kan minde lidt om et komplekst Sværd og trolddom spil i brætspilsformat, hvor hvert eventyr kan tage mange timers spil at gennemføre. Sandt at sige er det begyndt at blive lidt et problem med de mange giga-adventure spil (Etherfields, Tainted Grail, 7th Continent, 7th Citadel etc), for de kræver mange timers spil at nå igennem, og det er ikke så nemt at afsætte, som hvis det var et computerspil.

Kassen med alt sit ekstramateriale er proppet, og låget kan ikke helt skubbes på plads. Det bliver spændende at udforske.

Det var hvad vinter og forår havde at bringe. Forude venter et andet, stærkt forsinket spil, Stellaris, som forlaget pt påstår vil udkomme sent på sommeren, men det er samme forlag, som to år efter deadline stadig arbejder og udvikler på spillet, og som er notorisk bagud på alle de deadlines, de selv udstikker.

En anden forsinkelse er Moria supplementet til The One Ring, der dog blot er et par måneder forsinket og Free League har netop sendt deres alpha PDF udgave ud til backerne. Forsinket er også Thorgal rollespillet, selvom designerne ikke har meldt det endnu, måske lander den til sommer? Det vil vise sig, når og hvis de begynder på mere regelmæssige nyhedsbreve, og vi derefter kan se, hvor meget projektet begynder at trække i langdrag.

På den sene side af året venter det tredje Stålenhag spil fra Fria Ligan, Electric State, som på sin vis er den tredje kampagne i Tales from the Loop universet. Tidlig udgave af PDF er fremsendt.

Sidst men ikke mindst er der den meget eksotiske kickstarter Our Fantasy Town, som er et kollaborativt projekt, hvor backerne er medskabere, og hvor vi rent undtagelsesvis er tilbage i den kickstarters oprindelige ånd med at rejse midler til små kreative projekter, og det har jeg backet, og jeg har et bidrag med i bogen.

Med forbehold for nævneværdige forsinkelser, ville jeg løbe tør backede projekter dette kalenderår, hvis ikke Fria Ligan netop i marts sætter gang i Coriolis: Den næste setting (og antageligvis med opdaterede Coriolis-regler, da Coriolis kører på en af de ældste udgaver Year 0 Engine systemet). Jeg har stødt samlet Coriolis, som jeg venter på at få i spil, og som er den anden store space opera ved siden af Fading Suns, jeg ser frem til at spille. Derudover er der ikke noget i kalenderen, medmindre Ulisses beslutter sig for at overraske deres fans ved at søsætte den tredje Fading Suns kickstarter kampagne, men det bliver nok først i 2025, og det er hvad jeg på bedding, medmindre der dukker en producent op derude med noget nyt, spændende og anderledes.

Offentliggjort af Morten Greis

Historiker, etnolog, brygger, fægter, rollespiller, science fiction entusiast History and Ethnology, brewer and fencer, roleplayer and science fiction enthusiast

2 kommentarer til “Kickstarter – status for foråret 2024

  1. Spændende! Jeg glæder mig til at høre om mere om Electric State. Jeg kunne ikke finde ud af jeg virkelig var så fænget, så jeg valgte ikke at backe den.

    Jeg har selv backet “Arcs” (basically Oath: Chronicles of Exile and Empire, men i rummet) og Coalitions, som handler om Napoleons-krigene. De virker begge to ret funky, så det glæder jeg mig til ankommer 😀

    Liked by 1 person

  2. Arcs og Coalitions husker jeg ikke lige at have set, men de lyder spændende.
    Electric State er backet lidt af vane med at backe Fria Ligan, og lidt fordi det føltes som en anderledes, dyster tilgang til Cyberpunk genren med uden punk og med en døende verden (på samme måde som blade runner ikke er Cyberpunk men Cyberpunk-tilstødende).

    Like

Skriv, skriv, skriv

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.