Vore eventyrere vover sig via underjordiske haller ind i den faldne ruinby – og vi får afprøvet kampreglerne og reglerne for kamp og for Skyggens indflydelse.
Dagens forløb
Vi fortsætter handlingen efter en kort opsummering af spillet fra sidste gang, hvor eventyrerne skal passere over en smal bro. Det er ikke så nemt, da stenbroen er smal, bygget af sten og repareret med planke, som er fugtige fra de enorme fossende mængder af vand, som skyller af sted dybt ned i kløftens bund.
Den første, som vover sig over, er Reginald. Uheldigvis taber han balancen på de glatte planker (fejlet test), og han glider og ryger ud over kanten, hvor han lige akkurat får grebet fat, og nu hænger han og dingler ud over afgrunden (hvis jeg havde ladet karakteren styrte ned med det samme, havde det sendt historien i en helt ny retning, da Reginald da enten ville være omkommet, eller også skyllet så langt bort, at vi skulle bruge den næste del af spillet på hans undsætning. I stedet vælger jeg at placere ham i en ny knibe og gambler med, at spillerne kan få ham undsat). Gungnir vover sig ud på den glatte bro, formår at holde balancen, får hevet Reginald op og efterfølgende slæbt ham over på den anden side (test er succesfuld).
Næste benspænd er Tobold. Han er ikke stærkt bevendt, når det gælder fysisk aktivitet (medmindre der rulles en crit succes, kan han pt ikke klare testen og komme sikkert over broen). I stedet beslutter Fenja sig for, at hun sagtens kan bære Tobold sikkert over broen. Hun bider tænderne sammen, ranker ryggen og bærer den lille hobbit sikkert over (spillerne er ikke helt sikre på, hvordan de skal få Tobold over. De snakker frem og tilbage, og jeg peger på forskellige muligheder med reglerne, blandt andet at Fenja har et karaktertræk som ‘willful’, og hvis hun aktiverer det ved at spendere et hope point, får hun +2d6 til sin test; samtidig påpeges det, at spilmekanisk besværes dværge ikke af tunge rustninger, og i fiktionen etableres det, hvorledes Fenja ranker ryggen og fnyser af udfordringen – testen er en succes).
På den modsatte side af kløften står gruppen over for en dunkel åbning. Der stinker råddent, vådt og dødt. Der er bælgragende mørkt, og efter et par skridt ind i mørket, indser gruppen, at der skal lys til. Reginald tænder sin lanterne og lyser rundt. Forkammeret efter åbningen er med al tydelighed dværgehåndværk. Gruppen er kommet til en gammel dværgeruin, som har ligget under en af kongeriget Arnors byer.
Overalt flyder det med løse sten og levn af nedstyrtninger. Gruppen vover sig forsigtigt ind, og snart kommer de til en sal, hvor der er oppakninger, sovetæpper og -pelse, brændsel og forsyninger. Det synes at tilhøre de skumle personager, som gruppen har sneget sig forbi.
I salene hænger mørket tungt over alt. Det er et tæt og unaturligt mørke gennemsyret af ondskab og et fjendskab mod de levende. Det vejer tungt på den lille gruppe, som mærker, hvordan det langsomt siver under huden på dem og dræner deres morale (gruppen er et sted, hvor overnaturlig ondskab påvirker omgivelserne. De skal derfor lave en Shadow Test, som de fleste fejler, og som giver dem 2 Shadow Point (hver succes reducerer mængden af point med 1), og hvis de akkumulerer for mange shadow point i forhold til deres hope point, rammes de midlertidigt vanvid, som kan lede dem ned af deres ‘shadow path’).
Vejen fører videre ind til en stor, oversvømmet sal, hvor der igen er tydelige spor af, at stedet har tilhørt dværgene, men også at i eftertiden har menneskene fra Arnor overtaget stedet og indrettet det til et vældigt gravkammer med store gobeliner til at dekorere væggene og store, smukt udskårne stenkister, hvor særligt to udmærker sig med deres marmorlåg.
Inden de fortsætter udforskningen, beslutter gruppen sig for at undersøge de skumle personagers ejendele. Gruppen vender tilbage til den foregående sal, roder ting igennem, og de finder adskillige guldmønter. Dem beslutter de sig for tage.
(Skatte er som mange andre ting abstraheret i The One Ring. Vi kerer os ikke om den specifikke sum af guldmønter. I stedet er der en ‘lille skat’ bestående af guld svarende til to ‘skatte-enheder’ (hvilket betyder i de ude i vildmarken har en vægt på to enheder). Næste problem er, at tage guldet er ikke en retmæssig handling, og den afføder derfor en ny Shadow Test med risiko for 1 point, som nogle klarer, mens andre fejler og optjener et tredje skyggepoint).
Tilbage i den store, oversvømmede sal lyser gruppen med deres lanterne rundt i salen. Gulvet i salen er dækket af en halv meter vand, mudret og koldt, og der er flere udgange i salen. Midt ude i det oversvømmede område står stenkisterne. På et tidspunkt fanger skarpøjede Reginald et glimt af en skikkelse på den modsatte side af hallen henne ved en sammenstyrtning. Skikkelsen forsvinder hurtigt ud af syne henne ved en salens mange udgange. Kort tid efter høres en dyb malmfuld klang af en klokke i mørket.
Gruppen beslutter sig for at den eneste vej frem er gennem det oversvømmede område. De vover sig derud. Det er koldt og ubehageligt, og pludselig brydes overfladen, men årvågne Reginald når at varsko gruppen mod bagholdet (Reginald rullede tidligere en crit succes med bonus succes (Gandalf rune + Tivar rune) på en Scan test, og jeg har derfor ladet ham have en serie af succeser på at få øje på ting, herunder at sanse bagholdet og advare de andre karakterer).
Tre dødninge rejser sig op af det iskolde, mørke vand. Rester af metalbrynje glimter i lanternens lysstråle mod deres ligblege, rådnende hud. De stavrer frem og angriber.
Vi går til kampreglerne, som bliver gennemgået for spillerne. Vi har ikke haft kamp i spil før nu. Spillerne vælger deres ‘positioner’ i kampen mod de tre fjender: Fenja og Gungnir er frygtløst forward, Tobold er i Defensive, mens Reginald med sin bue er i Rearward. Karaktererne har altid initiativet, og det begynder altid hos Forward karaktererne.
Gungnir svinger sin enorme økse, opnår en succes, og en bonus succes, som samlet giver nok skade til at fælde dødningen i et hug. Fenja følger trop og flækker sin modstander. Tobold kæmper for at holde sin modstander stangen, og Reginald affyrer sin pil uden at træffe noget, men dødningen formår at bide sig fast i Tobold og hobbittens blod flyder ned over hagen på kadaveret.
Yderligere tre dødninge rejser sig op ad vandet og kaster sig over vore helte. Fenja angriber dødningen, som angreb Tobold, og rammer den solidt, men ikke nok til at fælde den. Gungnir kløver endnu en fjende, mens Tobold stadig blot forsøger at holde dødningene på afstand, og Reginald tager grundigt sigte med sin bue. Dødningene kaster sig over dværgene og slår løs på rustningerne svækkende dværgene.
Tredje runde får både Gungnir og Fenja fældet en fjende mere. De kraftfulde slag med økserne lemlæster de gennemsøbede lig. Tobold bestræber sig stadig på at undgå at blive ramt, og Reginald planter sin pil med usvigelig sikkerhed midt i pandebrasken på den sidste dødning, som synker sammen.
(Kampen varede tre runder. Egentlig skal der være 8 fjender ifølge scenarieteksten, men da vi er uvante med reglerne, og da særligt Tobold er non-combatant valgte jeg at ændre det til to grupper af tre dødninge. Gungnir, som er gruppens ‘kriger’ fældede tre dødninge, Fenja huggede to ned, og Reginald skød de sidste ned, mens Tobold ingen succeser havde. Når et angreb rammer, gør det en fast mængde skade (tohåndsøkserne gør 6 point), og hvis man har rullet ekstra succeser, kan føje sin styrkeværdi til skaden (+1 for tohåndsvåben); man ruller ikke for skaden. På den måde kunne Gungnir, som på hvert angreb havde held til at rulle en ekstra succes, kløve en fjende hver runde. Reginald rullede på sit angreb en ’10’ på den 12-sidede terning, og det gør angrebet til et piercing blow, som giver et wound i skade. Fjenden skal klare en rustningstest for at undgå såret, hvilket Reginald modstander ikke gjorde, og den de fleste fjender kun har et wound point, omkom dødningen straks. Ser man bort fra regelgennemgangen tog hele kampen kort tid at udspille, og den efterlod karaktererne med et tabt af staminapoint fra fjendernes succesfulde angreb).
Efter at fjenderne er besejrede, iler gruppen gennem vandet mod den nærmeste udgang. Passagen viser sig at lede til en vindeltrappe, som leder opad. Gruppen følger trappen kortvarigt, inden de gør holdt og tager et hvil, og vi slutter spillet for denne omgang.
På trappen tager gruppen et short rest. Pausen bliver teknisk set taget i tiden mellem spilgangene, så de er friskudhvilede, når vi begynder næste spilgang. Dagligt kan man holde en short rest, og den genvinder en række Stamina point, så længe man ikke har et wound. Ingen i gruppen har et wound, men flere har mistet stamina, og de er i fare for at blive udmattede (man får tilstanden weary, hvis stamina falder så meget, at den matcher summen af våbengrej (rustning og våben) plus lasten af skatte plus træthed fra rejsen. Gruppen har træthed 4 fra rejsen, og mellem sig har de 2 skattepoint). Risikoen for udmattelse er en interessant målestok for, hvornår eventyrerne bør trække sig tilbage, og jeg er spændt på at se, hvordan den påvirker gruppens strategier.
Bemærkninger til regelbogen
Der er gode regelbøger, og der gode regelsystem. Grundbogen dækker over et ret enkelt regelsystem, der trods sin enkelthed er dårligt kommunikeret med en blanding af rodet layout og strukturering af teksten, uklart sprog (hvilket nok skyldes det svensk-italienske designteams sprogforbistringer), og mærkelig prioritering af, hvor meget plads, man giver de enkelte afsnit i teksten (feks reglen om at skjolde tæller dobbelt mod pile i den indledende volley phase eller hvordan ‘with woe’ skal tolkes i udfaldet af skill tests).
The One Ring er et godt regelsystem med en dårligt struktureret regelbog, og man bruger mere tid på at bladre rundt i den, end man burde, og der er småregler rundt om i teksten, som det er nemt at overse.
Bemærkninger
Det er sjovt at spille The One Ring, og vi har fået de fleste mekanismer på plads og i spil. Det er et godt eksempel på, at System Matters, og hvordan udvalget af mekanismer former spillet, og hvorfor det er spændende, når spildesignere laver noget, som ikke bare er en klon af D&D eller D&Ds designparadigme.
Jeg er spændt på at følge vore eventyreres færd.
Stemmen fra ådalen 
Skriv, skriv, skriv