Vi spiller Monster of the Week. Et rollespil om agenters kamp mod det overnaturlige i bedste X-Files/Supernatural/Buffy the Vampire Slayer-stil med et Powered by the Apocalypse system. Vores kampagne er inspireret af belgo-franske tegneserier.

Album 3: Halløj på slottet

Tredje album i tegneserien fører os tilbage til slottet Floßhilde, som er Graf de Speevang familiens slot beliggende ved Rhinen. For en periode under anden verdenskrig var slottet i nazisternes hænder, men mod krigens slutning blev de fordrevet, og slottet genopbygget.

Her har comte Luc Maximilian Dagobert de Speevang hjemme.

Dagens forløb – episode 6

Vi begynder med en håndfuld spørgsmål fra GM om, hvordan vores karakterer er kommet på sporet af en hemmelig dør ved statuen af Friedrich de Speevang, fyrste i 1300-tallet og hemmeligt medlem af Heilige Vehm. Dernæst påbegyndes en ekspedition.

Vort lille selskab pakker en bunke grej velegnet til bjergbestigning og grotteudforskning, og med lygter, reb, klatregrej, gule sikkerhedshjelme og des lige åbnes den hemmelige dør. Bag den er en passage, der løber mellem slottets mure. Snart følger en trappe, og mens vi bevæger os ned ad den, falder døren i bag os.

Den næste del af færden er en del slags puzzle-dungeon, som vi udspiller med en kombination af OSR-spilstil og PbtA moves, hvoraf giver os ret til at udæske fiktionen for svar. I praksis spiller vi et escape room spil verbalt ved at spørge ind til de enkelte rums udformning og indhold, udforsker de ting, som bliver nævnt og så videre, og nogle gange har GM bilag, som er en del af gåderne. Af og til benytter vi efterforskningsmoves til at generere muligheden for at stille afklarende spørgsmål til GM. Det giver mulighed for at indhente oplysninger, som ikke lige følger gennem udforskningen af fiktionen.

Passagen fører ned i undergrunden under slottet. Først til et studerkammer for fyrsten, og siden ind til en domstol – efter at have passeret et par puzzles mere – og fra domstolssalen er der en række udgange. En leder ind i et mindre netværk af passager, hvor vi pludselig står ansigt med dødninge. En hurtig opsat trolddomsbarriere holder dem tilbage, og det åbner for adgang til et kammer. Herinde er en kiste, hvis låg pludselig løfter sig, og et ældgammelt væsen begynder at kravle ud.

Dagens forløb – episode 7

I takt med at vi træder ind i salen, eller rettere da comte Luc Maximilian Dagobert de Speevang træder ind i salen, blusser faklerne på væggene op på fortryllende vis, og skikkelsen i kisten sætter sig op. Det er Lucs forfader, som forventer, at Luc er kommet som/med offergave for at sikre Friedrich og hans elskede evigt liv. Luc er ikke af den holdning, at forfaderen er berettiget til evigt liv, og da han afviser Friedrichs bøn om et menneskeoffer, påbegynder Friedrich et magisk ritual.

Imens har de andre udforsket salen nærmere, bemærket et alter med sære sten, og de har fundet en tekst på alteret, som er en gådetekst, som angiver hvordan man skal trykke stenene på alteret. Kort tid efter er gåden løst, og en hemmelig udgang åbner sig. Victor våger over passagen.

Imens er det kommet til kamp med dødningen. Luc har sin occitanske tempelridderdaggert velsignet af præster i kampen mod de kætterske katharer, og våbnet viser også effektivt mod Friedrich, da denne i sin tid blev dømt for kætteri (det er et rent tilfælde at fiktionen omkring daggerten matcher op med fiktionen omkring forfaderen, men den situationelle faktor gør, at våben kan ignorere forfaderens overnaturlige forsvar). Luc og Michel, som benytter sine elektriske udladninger, kæmper imod dødningen, og selvom Luc bliver såret, er det heldigvis ikke kritisk (kun 2 harm i alt; først ved 4 harm at det bliver kritisk).

Lyssa assisterer med trolddom for at hjælpe sine to venner, og Luc benytter sin lærde kampteknik, som går på at sigte efter særligt sårbarer områder (det er en af hans særlige teknikker, som nu kommer i brug). Dødningen bliver besejret, og det gør den levende dæmonskygge bag dødningen også, men i kampens hede har endnu en skyggedæmon manifesteret sig, nemlig den, som skulle have hjemme i Elsbeth, Friedrichs elskerindes, krop, og den sårer Luc (1 point harm, da Lyssa magi reducerer mængden af skade; Luc er stadig ikke ‘såret’).

Kampen bølger videre. Skyggevæsnet for afvæbnet Luc med sine sære kræfter. Lyssa supporterer med sin trolddom, og Victor bevæger sig ubemærket gennem salen, da han synes harmløs (en af Victors evner), og han får samlet kraniet af Elsbeth op (som væltede ud på gulvet, da Michel slyngede telekinetisk om sig med hendes kiste), og bruger den til at indfange resterne af skyggedæmonen.

Kampen er til ende. Den sidste gåde er løst. Vejen ud af kældrene er fundet. Vi har gennemført scenariet, og det er tid til XP.

Efter XP og post-missionssnak kommer oplægget til næste scenarie: En europæisk middelalderby, en ulvs tuden, Karlsbroen kommer til syne, og vi – som publikum – kan se, at vi er i Prag. Byen sover, men noget huserer i byens gader. Igen høres ulvens tuden, som pludselig afbrydes.

Næste gang tager os til bag Jerntæppet til det kommunistiske Tjekkoslovakiet og mere specifikt til Prag. Her venter måske et scenarie om varulve og golems.

Bemærkninger

Tredje album i serien har været et sjovt skifte i formatet, og da flere af os er vant til at spille Escape Room brætspil og besøge escape rooms var formatet os ikke fremmed, og vi havde en rutine i at udforske fiktionen (som nok også kommer fra vores erfaringer med OSR rollespil).

Selve PbtA systemet fungerer fint som en støtte til udforskningen, da vi som spillere selv vælger, hvornår vi vil have det i brug til at udvinde hints og tilsvarende oplysninger. På godt og ondt betyder det at store dele af det resterende del af regelsystemet og karakterernes play books ikke er i spil. Det gør ikke noget, når der er tale om enkeltstående albums, men havde det derimod været hele kampagnens format, havde man kunne sige, at vi spillede med det forkerte regelsystem.

Ved slutningen af puzzle-færden kommer fjenderne i spil, og her kommer så også resten af regelsystemet og karakterernes play books i spil. Det er særligt dette, som Monster of the Week gerne vil spilmekanisk understøtte. Vi havde i denne kamp mulighed for at bruge flere evner, som ikke tidligere havde været i brug, da dette er vores første større, rendyrkede kamp.

Der er en fascinerende udfordring i at få regler og spilstil til at stemme overens. I takt med at vi udbygger formatet og leger med formerne omkring de enkelte albums i serien, bliver det også nemmere at få reglerne i spil. Monster of the Week er ikke et system med varieret form for efterforskning (da er generelt kun en test at rulle for), og det er nok et system, der er sat op til at emulere en 42 minutters tv-episode a la Buffy eller Angel, og vores spil har en tendens til at tage spillefilmslængde på sig, og der kan systemet ikke helt følge med.

Næste gang: Ulve i Prags gader

Ét svar til “Monster of the Week – album 3: Halløj på slottet”

  1. […] Monster of the week – episode 4-5: Halløj på slottet by Morten Greis Petersen shows use of escape room ideas in Monster of the week. https://rollespil.blog/2025/07/07/monster-of-the-week-episode-4-5-halloej-paa-slottet/ […]

    Like

Skriv, skriv, skriv

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Trending