en blog om rollespil og historie

Da heksen kaster sin Mass Polymorph på hæren, forvandles alle soldaterne til grise. Hvor der før var en skare af soldater, er der nu blot grise. Dette er en scene fra filmen Willow, men hvordan ville det se ud i Dungeons & Dragons?

Det skal her handle om, hvordan D&D gøres episk med simplere regler og lavere levels. Velkommen til D&D hinsides enhver balance, som er en del af D&Dish spillet.

I filmen Willow bruger heksen Bavmorda en mass-polymoprh til at forvandle en hel hær til grise. Ikke nok med at alle birollerne fejler deres saving throw og forvandles til grise, men også alle spillernes karakterer fejler på nær den ene karakter, som sidder konstant og kaster sin forsvarsmagi mod masseforvandlingen.

Omsat til D&Dske termer vil man ikke blot undre sig over, at samtlige karakterer i gruppen fejler sit saving throw, men også at der er en 100% fejlrate blandt hærens soldater. Statistisk burde 5% have rullet en 20er på deres saving throw, og selvom det ikke er en automatisk succes, skal der alligevel noget til for at en spell har en save DC på over 20.

Er det dårligt rollespil, eller er der mere til magi i en anderledes tolkning af D&D, end man måtte antage?

Lad os vinkle det anderledes: Fireball – alle væsner i området skal foretage et Dexterity saving throw. Alle, der fejler deres test, bliver dræbt.

Fireball er en ildkugle, som dræber alle, der er inden for dens område. Enhver, som klarer sit saving throw, undgår ildkuglen (alternativt kan man introducere et mellem-resultat, hvor folk næsten springer i dækning, bliver forbrændt for halvdelen af deres tilbageværende hit point og deres klæder bliver sat i brand).

Saving throws kommer først i spil i de situationer, hvor man faktisk kan omgå magien. Kan magien undgås, må man straks forsøge at springe i dækning (fireball, lightning bolt, cone of ice), men hvis den ikke er til at undgå (sleep, mass polymorph pig, hold person, charm person), er man nødt til at finder metoder til at omgå effekten.

Bliver man ramt af en hold person spell, kan man bryde fri af den, når man har har ophobet nok viljestyrke til at bryde trolddommen. Rammes man af søvnmagi, kan man forsøge at ryste søvnmagien af sig med en desperat handling (som at stikke hovedet i en spand koldt vand).

Der ligger (mindst) fire implicitte antagelser i dette:

• trolddom er player facing. Skurkes trolddom fungerer anderledes end heltenes trolddom.
• runder er ikke skarpt afgrænsede tidsenheder af 6 sekunder, hvor man udfører en action, en movement action, en bonus action og free action. I stedet er runder dramatiske enheder: læs mere her.
• særligt ikke skurke agerer som optimerede kampmaskiner, men i stedet følger en dramaturgisk logik, som f.eks. at hvis en person er ramt af en søvnformular, og de er ved at stikke hovedet i en spand vand for at holde sig vågne, er der ikke straks tre soldater, som stikker løs på dem med spyd. Man aktiverer ikke Attack of Opportunity, og man spenderer ikke sin standard action, men får i stedet tildelt en slags ‘saving throw action’ til at modstå magien.
• den almindelige rundestruktur afbrydes af indskudte handlinger og runder.

Tanken er, at der er to måder at reagere på trolddom: Saving Throws og Saving Throw Action/Afværgende handlinger.

Med saving throw har man mulighed for at undgå trolddommen helt, fordi man er i en position, hvor man kan undgå eller modstå trolddommen.

Med afværgende handling bygger man enten modstand op eller man foretager straks noget, som har en modvirkende effekt på magien.

Tager vi lidt inspiration fra Daggerheart eller Fading Suns‘ popcorn-initiativ, kan man ydermere lade den modvirkende effekt resultere i, at man får initiativet, dvs at hvis den modvirkende handling er succesfuld, får man straks initiativet. I nogle situationer vil man reagere straks for at modvirke formularen, i andre opbygger man en modstandskraft, som efterfølgende lader en have initiativet.

Mere om D&D hinsides enhver balance i kommende indlæg.