Rollespil er ikke en publikumssport. Det er ikke et medie, der kan formidles til andre, men et der foregår alene inde i hovedet på spillerne, og derfor ikke egnet til at have tilskuere.
Sådan har det længe heddet sig, men med platforme til at streame aktiviteter, som folk der spiller computerspil, har det ændret sig.
Rollespillere tog streamingplatformene til sig, og det har resulteret i rollespil på en scene foran et live publikum (her hjemme kendt fra I sidder på en kro og i den engelsktalende verden blandt andet ved The Time Quangle Live af Dimension 20) til folk samlet i et studie med kamera eller i et lydstudio med mikrofoner til folk, der sidder hjemme omkring en mikrofon eller hjemme hver for sig og optager deres spil og udsender. Noget streames råt og ubehandlet, andet redigeres og efterbehandles med lydeffekter og stemningsmusik.
En stor gevinst har været at vise folk, hvad rollespil er, og hvordan det foregår, for i årtier har rollespillere kæmpet med at forklare mediet og deres hobby. Nu kan det vises frem og give et langt bedre billede (selvom meget stadig foregår skjult, fordi fremvisningen ofte skjuler eller nedtoner dele af processen – og der er stadig noget ved rollespil, som er svært at fremvise).
Rollespil for andre
Der er en markant forskel på rollespil for spilgruppen og rollespil for andre.
Selv mærker jeg skellet, når jeg for eksempel er til shows som I sidder på en kro eller til Dimension 20 live, eller hvis jeg ser udvalgte rollespil optaget i et studie som feks Lego’s D&D episode eller Relics and Rarities. Overvejelser om det skel indgår, når jeg selv har lavet rollespil til podcast og live-format med Han Duo rollespiller eller med De rejsende. Shows på denne side af skellet er lavet med en bevidsthed om at der er et publikum.
Skellet er over for de shows, som jeg kun kortvarigt gider lytte til, og som jeg hurtigt mister interessen for. Det er shows ofte optaget omkring en mikrofon med minimal eller ingen redigering eller optaget via en spilplatform, som ofte reducerer deltagerne til små gnidrede portrætter, og ofte blot streamet, fordi det er en mulighed, når man alligevel er mødtes online for at spille. Disse shows har deres fans, men jeg er ikke en af dem.
Offentligt rollespil
Der er forskel på at spille rollespil offentligt og at spille rollespil for et publikum. Førstnævnte er den del af rollespillet, som er med til at forme ideen om at rollespil ikke er egnet til at have et publikum. En vigtig del af af rollespillet er at træffe valg, indleve sig i fiktionen og være med til at skabe den. Når man sidder sammen om bordet er der et fælles univers mellem deltagerne (som publikum også har del i), og så er der den personlige indlevede oplevelse, som er kun for den enkelte spiller (som publikum ingen andel har i).
Samlet om et bord derhjemme eller hvis man mødes online, er der både spillet, der er snakken om spillet, snakken om procedurer i spillet (som når der slås regler op), og der er snakken uden om spillet. Ikke alle punkter er spændende for publikum at lytte med til. Samlet ved bordet kan to snakke uden om spillet, mens to andre er i gang med at slå regler op, mens den femte brygger mere te. Det duer ikke som show, men som rollespil derhjemme er det fint.
Samlet derhjemme spiller man dagens forløb. Man spiller fra start til slut, og spilleder tilstræber ofte at holde det inden for en vis ramme af forberedelse og forsøger nogle gange at slutte spillet på en cliffhanger, andre gange ved et naturligt ophold i handlingen. Nogle gange uddeles der xp, der købes nye evner og færdigheder eller man stiger levels, og man snakker nogen gange om, hvad der skal ske næste gang. Det er ikke nødvendigvis ting, der er spændende for et publikum.
Rollespil for andre
Med et publikum live eller ej, tager rollespil ofte en anden form, i hvert fald hvis det skal være publikumsvenligt. Det kan klares ved efterredigering eller tilpasning af handlingen.
Spilmekaniske procedurer reduceres. En række processer skæres ud eller afkortes. Det gøres typisk ved at have GM i rollen som ‘vært’ og ordstyrer. Spilleder dikterer handlingen.
Spille for publikum
Med De rejsende føjer vi en publikumsvinkel til. Publikum inviteres til at synge med på de spontane sange, komme op på scenen og rulle terninger, og der kører nogle gange sidebemærkninger undervejs, som er specifikt henvendt til publikum. Effekter som at have billeder af lokationer, røgmaskine og ‘dice cam’, hvor man kan se terningkast oppe på et lærred er en del showet, ligesom fysisk udlevelse af udvalgte hændelser også er det.
I sidder på en kro benytter lignende virkemidler, blandt bliver publikum brugt til regelekspertise og regelafklaringer.
Det er ting, som er svære at fange på en mikrofon, og det skaber en helt anderledes form for rollespil end rollespil foran en mikrofon gør det.
Vi spiller hver gang et nyskrevet scenarie, og det er en øvelse at få historien til at vare sine to timer med alle de variabler, som terningkast, spontane indslag og uforudsete hændelser skaber.
Forberedelse og spontanitet
En måske særlig udfordring for live-optræden og podcasting af rollespil er, at der generelt er tale om en one-shot uden forberedelse og med minimal mulighed for at tage ting om. Sidder man foran en mikrofon og optager til en podcast, kan man godt tage en sætning om, hvis man kløjs i den, eller man kan efterfølgende klippe en tangent ud, som var sjov i øjeblikket, men ikke efterfølgende er sjov at lytte til, men spontanitet og (almindeligvis) ukendskab til scenariet gør, at det ikke rigtigt er til at tage noget om eller indøve.
Under optagelserne kan man signalere, at vi feks er ved slutningen af optagelsen af en episode, så spillerne sidder klar til, at handlingen bliver afsluttet måske med en cliffhanger, og man kan give spillerne et overordnet praj om, hvad der skal ske i dagens forløb (“scenariet begynder med, at jeres gode ven bliver kidnappet for øjnene af jer”). Det giver spillerne en idé om, hvad retning de skal tage spillet uden spontaniteten ryger (det er ikke meget anderledes end scenesætning i con-scenarier, hvor spilleder nogle gange sætter en meget konkret ramme for spillerne, fordi det i con-scenariet ikke handler om, hvor scenen begynder og slutter, men om hvad der sker med karaktererne i scenen).
Jeg har både i forbindelse med rollespil foran et publikum og foran en mikrofon nogle gange givet spillerne et overordnet praj om, hvad der skal ske, men jeg holder lige så meget tilbage for dem, så de har en rollespilsoplevelse sammen med publikum, som ligger tæt op ad den traditionelle form.
Regler som system, regler som ramme
Når Dimension 20 spiller rollespil på en scene foran et live publikum, så er langt fra alle tilskuere velbekendte med reglerne. Langt fra alle spiller rollespil, men visse termer er blevet almindeligt kendte gennem computerspil og app spil, som benytter samme eller lignende termer, og andre termer er åbenlyse nok til at man kan genkende dem, som feks ‘Counterspell!‘, at publikum kan afkode betydningen uden at have kendskab til spillet. Det er på den baggrund, at Dimension 20 benytter regler. De spiller ikke med de fulde regelsystem til Dungeons & Dragons, men derimod et forenklet system, hvor spilleder bruger reglerne til at regulere forløbet på scenen. Når først, der bryder en kamp ud, rulles der initiativ for at etablere en rækkefølge, men tiden i runderne er flydende og bruges primært til at håndtere rækkefølgen mellem spillerne, uden at skæve til range, movement, specifikke effekter osv. I stedet ligger det mere op til at spillerne erklærer en effekt ud fra effektens navn fremfor det specifikke indhold. Disguise Self, Fly og Enlarge bliver mere spillet ud fra navnet på formularen gør end på den specifikke betydning.
Der er et underliggende regelsystem, men dets anvendelse er hovedsageligt gennem spilleders tolkning. Det fungerer fint, særligt i de formater, hvor man er enedes om at spilleder håndterer hele den side af spillet, og det vigtigste for spillerne er at optræde med deres karakterer.
Som publikum er det sjovt, fordi der er regler til at regulere spillet, men det er ikke regler, som kommer i vejen for oplevelsen med petitesser om den specifikke formulering etc.
Det er line tanker om rollespil foran et publikum og foran en mikrofon for denne gang.
Stemmen fra ådalen 
Skriv, skriv, skriv