Feria de toros fejres i Glantris hovedstad ved at hold af gondolører forsøger at drive monstrene i kanalerne ud i havnen, hvor de indfanges og skibes bort. Den store magiskole stiller med adskillelige elevhold, ofte sponsoreret af de forskellige mestre, som væder om holdenes indsats.
Første skoleår var vore hovedpersoner publikum til begivenheden, hvor de fulgte med iver, da de pludselig var vidner til et attentat mod en af skolens lærere. Nogen forvandlede et af kanalmonstrene til en kæmpemæssig rædsel, og brugte det som en distraktion til at forsøge at plante en armbrøstbolt i ryggen på en underviser.
Andet skoleår stillede de som et hold for baron Pieter Vandemaar, hvor de blandt andet dystede mod (arvefjenden) Baguesch, der løb af med sejren, da de andre blev konfronteret med en elementar iskrabbe, der frøs kanalen til, og det blev til et vældigt slagsmål.
Tredje skoleår stiller Aevilja med et hold, der blandt andet tæller Baguesch og “Dof”, for mester Jerger Wütten, mens Cornelis stiller med Nadya og Henri for mester Pieter Vandemaar. På begge hold er der også to navnløse elever. Der er desuden to andre hold, som Cornelis og Aevilja skal dyste imod: Petravka Metkas hold og Quin Braahms hold – begge er de studerende, der begyndte på skolen sammen med vores spilpersoner. I dag skal vi kigge på, hvordan det gik.
Feria de toros
Cornelis’ og Aeviljas hold har haft øvet i dagene op til Feria de toros, og aftenen før ligges de sidste planer. Aevilja er plaget af hendes situation – har hun ikke succes, så mesteren Jerger Wütten vinder sit væddemål og sikrer, at den wendariske udsending, “Dof”, har en god oplevelse, så vil hun blive sendt langt væk fra skolen resten af efteråret på militære missioner. Aevilja inddrager i første omgang Nadya i sine genvordigheder, og derefter involveres Cornelis. De enes om, at hjælpe Aevilja til succes den følgende dag. I mellemtiden opsøges Henri af Petravka, da hendes holdmakker Anton er blevet syg, og hun har brug for en erstatning, og hun vil høre, om Henri er til rådighed. Det viser sig, at det er han ikke (da han er på Cornelis’ hold), men på den anden side er han ikke afvisende over for at skifte hold. Petravka frister med at have ham med som date til en fest efter Feriaen, som han takker nej til, og i stedet spørger, om hun vil stå model til en buste, hvilket hun indvilliger i.
Om natten sætter Henri sig i “sin” klinik, som han har “lånt” efter sin afdøde alkymist-mester Romero, til at eksperimentere med diverse alkymistiske substanser for at gøre noget ved den døde plet på hans arm. Han har ikke den store succes, og som natten går på blander han mere og mere sære ting, indtil det eksploderer og slår Henri bevidstløs (denne scene blev kørt af Kenneth alene, da han har skumle planer, som han har adviceret mig om på forhånd).
Den følgende morgen henter Cornelis sit grej og sammen med det meste af sit hold, går han ud for at hente Henri, men døren åbnes af Petravka, der fortæller, at hun netop er ankommet og har fundet Henri bevidstløs (min tur til at overraske – Kenneth havde troet, at Cornelis var den første til at dukke op). Det bliver til stor forvirring, da både Petravka og Cornelis forventer, at Henri er deres respektive hold. Cornelis bliver skuffet, mens Nadya og Petravka skænder på Henri for at have anvendt så ustabile ingredienser som varulveblod og vampyrtand i hans natlige eksperimenter, og de forsøger at gennemrode hans lager for babyfedt, som er en vigtig ingrediens i den slags eksperimenter, da de alle bliver gennet ublidt ud af klinikken af Angela (som Troels senere bemærkede, var det lige godt mystisk, da hun kun agerer på baggrund af Henris direkte ordrer, og hun blev ikke stukket en sådan).
Efterfølgende får Cornelis redegjort kort for Petravka, at Aevilja alvorligt har brug for en sejr, og da Petravka, der som Nadya er langt mere interesseret i den alkymistiske substans, de har taget fra Henris klinik, så indvilliger hun i, at lade Aevilja komme til sejren. Imens er Cornelis’ hold fortsat en mand nede, hvilket er en fordel, da han lettere kan undskylde sig til et nederlag.
Imens er Aevilja gået ud for at hente sit grej til sit hold, kun for at opdage at deres magiske fiskegrej er blevet stjålet.
Så til søs
Holdene samles i havnen, hvor en frustreret Aevilja lader Cornelis forstå hendes situation, og under påskud om at de er kommet op af skændes, alphater mod flaemlænding, slynger Cornelis “vredt” et stykke magisk fiskeudstyr efter Aevilja (men han havde også et sæt i overskud, nu da Henri ikke er med).
I det fjerne lyde dybe brag, da troldmænd smider tung trolddom i kanalerne for at jage de monstre op, som måtte gemme sig der (undvegne eksperimenter og den slags – på denne måde får man ryddet kanalerne og får det gjort på en sjov, omend farlig måde). Derefter lyder startsskuddet.
De mange gondoler vælter ud i Glantri bys kanaler. Cornelis’ hold bevæger sig ned mod kvarteret Lille Boldavien, da de bemærker noget under kanalvandets opflade. Det er en kæmpemæssig blæksnog, som nogle troldmænd samler for at udvinde dens blæk. Væsnet er rimeligt harmløst, og Cornelis’ hold sætter efter den. Den overdænger dem med blæk, og de kommer til med Nadyas ismagi at fryse den ihjel. Den var mere skrøbelig end forventet, og holdet sejler tilbage til havnen med deres bytte – ganske tilfredse, da de nu har opfyldt deres mål.
Nede i havnen ser de Quins hold ankomme, mens han driver en hel familie af havtrold foran sig, og Cornelis og Nadya indser, at de nok bør drage ud for at assistere Aevilja i at finde en vinderfangst.
Aevilja har valgt at drage ned i adelskvarteret, hvor de kommer på sporet af en tyrkisskællet pseudo-havdrage, der typisk jager ved at blæse sømænd af dækket med en kraftig vandstråle. De sætter efter den, driver den frem med deres sparsomme magi, og med simple tricks får skræmt væsnet til at flygte mod havnen. Pludselig sitrer luften på en sælsom måde, alle hår rejser sig, og metal bliver statisk.
Aevilja forsøger sig med den sejeste Dispel Magic. Igen anvender vi Det skal være endnu sejere og Ting, min mester lærte mig-reglerne, og de virker enormt tilfredsstillende. Vi får beskrivelser af magi-brug, der er mere dramatisk og fascinerende, end jeg har oplevet det i både Ars Magica og Nephilim, som ellers er to rollespil, der excellerer i detaljerig og dramatisk magibrug. Det virker, og der lyder et “Merde” på klingende averoignesisk, da Aevilja ophæver den trolddom, der driver en flyvende gondol, som befinder sig ovenover Aevilja (og dens magi skabte et felt af statisk elektricitet, som den “fløj” på). Takket være Baguesch’ ferme kontrol med gondolen, undgår Aevilja at komme galt af sted, da gondolen lander i kanalen (det skal nævnes, at birollerne hurtigt blev uddelt til de spillere, som ikke var aktive i en given scene: Baguesch, samt ensign A, B, C og D, som i bedste Star Trek-stil var anonyme og derfor i livsfare).
Herefter bliver det til en kompleks kamp og kapløb mellem den averoignesiske landadelsmand, Aeviljas hold og monstret. Averoigneseren forsøger at sløve og lamme Aeviljas hold, og det er først da hun smadrer hans båd med en “Furious Fanged Hideous Mutilation”, at han trækker en wand of lightning og sapper holdet, som stikker af i deres intakte gondol. Marie-Luise boostede sin Furious Fanged Hideous Mutilation med en Ting, min mester lærte mig, og inden da anvendte hun Det skal være endnu sejere, hvor hun bad Christina beskrive hvordan hun modstod Hold Person-formularen. Her nævner Christina, at Aevilja er så edderspændt rasende (hvilket hun er), at da trolddommen sænker sig over hende, rejser der sig en mur af skæl, som standser trolddommen – og alle i gondolen forundres (det fik os efterfølgende til at spekulere i, om den hemmelige loge, som Aevilja burde søge optag i, er Dragemestrenes loge i stedet for Luft-elementarikernes, som så mange alphatere forventer, at hun bliver optaget i).
Imens er Cornelis nået frem til en stille kanal. Her finder han vragresterne efter to gondoler, som er blevet bidt i stykker. Han scanner kanalen med sin Detect Thoughts, men overraskes af monstret, der pludselig vælter op af vandet. En mindless mutant zombie haj, som en eller anden troldmand har haft eksperimenteret med, angriber. Dens vældige gab truer med at bide gondolen over, og dens tunge er en underlig tentakkel, som ender i en enorm giftbrod, der næsten får dræbt en rorsmand på Cornelis’ gondol. Heldigvis har Nadya sin Command Undead, som tager kontrol over mutant zombie hajen (ja, nogen gange skal det bare være lidt corny), og det diskuteres, hvad man skal gøre med hajen. Skal Nadya beholde den? Skal holdet indlevere den (men det kan jo overgå Aeviljas fangst)? Skal holdet sabotere Quins fangst, så Aevilja står stærkere? Man enes om det sidste, og drager ud for at finde Quins hold, hvorefter hajen beordres til at angribe. Uheldigvis adlyder den ikke helt perfekt, for i stedet for bare at bide båden over, så trækker den rorsmanden ned og dræber ham (der røg en mere fra deres årgang), inden den kaster sig over båden, og Cornelis og Nadya ser sig nødsagede til at intervenere. Quin lyder langt fra overbevist om, at det først var i sidste øjeblik, at Nadya fik kontrol over hajen, og han forlanger den som bytte, men Nadya kommanderer den til dykke, og begge hold må med deres beskadigede gondoler opgive at dyste yderligere den dag. Herefter render de ind i Annabell, der er højgravid, og akkompagneret af to af hendes hærdebrede brødre, der er ude og lede efter den forsvundne Andrewuthram, der nu har været borte i næsten et halvt år – Cornelis kan desværre ikke hjælpe (Dette var en scene, som Kenneth satte).
Efterfølgende får Aevilja Dof til at anvende sin Animate Rope til at lassoe monstret, og sejrrug kan Aeviljas hold sejle ind i havnen. Hendes mester har vundet sit væddemål, og Aevilja bliver ikke sendt langt væk til fronten.
Andre begivenheder
Cornelis opsøger Henri, og lader ham forstå, at der ikke er mere venskab mellem de to, hvis Henri på så et spinkelt grundlag springer fra Cornelis’ hold, nu hvor de har brugt hele sommeren på at kæmpe side om side. Cornelis kommer også til samtale hos Pieter Vandemaar, der ikke er vred, men skuffet. Cornelis opsøger desuden Trevor, og beder denne sende et brev på vegne af Cornelis til Aswaludiel, da Cornelis ggerne vil vide hvad, det var, som Aswaludiel hentydede til i forbindelse med Pieter Vandemaar.
Nadya modtager brev hjemmefra. Det er hendes far, som skriver. Han skal blandt hilse fra hendes mor, som siger, at det var “en ordentlig mundfuld”, og hendes far fortæller, at moderen har ligget syg den seneste tid, plaget af grimme drømme. Nadya er atter foruroliget. Lever Oldemoder videre? Hvis hun gør, hvad pokker skal der så til for at eliminere hende? Det medfører, at en række planer skal lægges om, blandt andet beslutter Nadya sig for ikke at udforske det palæ, som Oldemoder boede i, da hun opholdt sig i Glantri By. I stedet beslutter hun sig for at tjekke, om kusine Mara bærer et mystisk smykke, som kunne tænkes at have med en Magic Jar-formular at gøre. Kusine Mara har et smykke, som hun fik foræret af sin mor ved skoleårets begyndelse. Nadya beslutter sig for at lade granfætter Mikac forblive forsvunden, mens hun genovervejer hvorvidt hun skal forblive lykantrop for at have en ekstra ressource til at holde Oldemoder på afstand.
Henri Achard har overtaget sin afdøde mester Romeros klinik, og han har fusket lidt med papirerne, så stedet synes at tilhøre ham. En dag dukker en stærkt sminket, meget smuk boldavisk kvinde op, som meddeler, at hun er Ivana hin Mørkøjede, og at hun er godt klar over, at der er rod i ejerskabet omkring klinikken, og at hun vil have 30% (men de ender på 25%, da Henri er så nuttet) af klinikkens indkomst mod at holde klagende kunder borte fra klinikken. Henri indvilliger noget slukøret i denne aftale, da han ikke vil have Glantri Bys Magistrat til at kigge nærmere på klinikkens ejerforhold.
Både Cornelis og Nadya afslutter deres første kursus i efteråret, og begge begynder de på Mørk magi i fuldt dagslys. Som et led i deres beståelse af deres respektive kurser, udspiller vi et par hyggelige lektielæsningsscener, da folk ikke er meget for at dumpe deres kurser. Næste gang skal vi kigge på undervisningen i Mørk magi i fuldt dagslys-kurset, da Nadya vil spørge ind til den trolddom, som hendes Oldemoder må have anvendt.
Cliffhanger
Henri Achard arbejder inde på “sin” klinik, da døren pludselig går op, og ind kommer Ivana hin Sortøjede og hendes tvillingesøster. Imellem sig kommer de slæbende med en bevidstløs mandsperson, og de har brug for Henris hjælp. Han springer straks til, lader dem ligge manden op på et bord og spørger, hvad der er galt med manden? Galt?! Der er intet galt, men jf. kontrakten med Romero, så har Ivana og hendes søster skaffet manden, da von Uphaus har bestilt en frisk tunge og friske stemmebånd, og manden her er endnu i live, så nu er det Henris opgave at uddrage de bestilte organer.
Og der stoppede spilgangen, mens Kenneth lige skulle fordøje den meget uheldige position, som hans spilperson er havnet i.




Skriv, skriv, skriv