Hurra! Et nyt rollespilsmagasin er på gaden. Rolle|spil. Flot lavet, rigt på farvebilleder, og det lever højt på, at live-rollespil er så visuelt lækkert, og at fotografier ingenting koster. Der er sket noget siden 90’ernes rollespilsblade. Flot er det i alle fald, men nu lidt til indholdet.Der er en blandet mængde artikler, nogen om rollespilsmiljøet, nogen om sminkning, noget om praksis og problemer i live-rollespil.
Rollespilsmiljøets historie
Om rollespilsmiljøet har vi en artikel af Claus Raasted, der ser tilbage på live-rollespil tilbage i 1998 – det er både charmerende at være tilbage i tid, og problematisk med artiklens vinkling, når den skriver om, hvor sparsomt miljøet var, når der samme år var 19 rollespilskongresser og 235 scenarier foruden en håndfuld live-arrangementer. Den smalle vinkel på, hvad rollespil er, er ærgerlig, da det samtidig bliver så misvisende – det var året, hvor Viking-Con blev afholdt for 17. gang og Fastaval for 12. – og jeg havde været ungdomsskolelærer i rollespil i 6-8 år. Som kontrast til artiklen er en anden artikel af Claus Raasted, der kort nævner rollespilsbladene herhjemme (en meget overset historie), og nævner herunder både Saga og Fønix, og nærmest gør dem til live-rollespilsmagasiner ved at sætte dem som historiske forgængere til Sabbat og Rollespilleren, hvor Rolle|spil opfattes som sidste skud på stammen (så gemmer vi Sorte dværg, Magus, X3M, RPGforum, Æra og Hareposten foruden Alexandria.dk til en anden gang).
Et par de andre artikler dækker Østerskov efterskole, en rollespilsbutik, en fantasy-kampagne, Knudepunkt (men ikke videre interessant for andre end de indforståede, hvorved Rolle|spil viderefører en af Rollespillerens uvaner med at beskrive kongresser indforstået), Helios’ projekt med at udklække nye arrangører (godt tiltag), og en ganske interessant artikel om Piger i panser. Det er positivt at se, hvor bredt Rolle|spil kommer rundt om en masse aspekter af (live-)rollespilsmiljøet.
Praksis og kunsten at kunne navne
Mindre relevant for mig er artiklerne om sminkning af orker, slagsmålsteknik, og røverbander, mens artiklen om problemerne med at huske folks rollers navne faktisk er ret interessant. Det er ikke nogen uvæsentlig problemstilling – for taget i betragtning af ‘vigtigheden’ af grej, og de ressourcer, der anvendes på det, og den vægtning, der er på at skabe en funktionel simulation, så er det svage led pludselig deltagerne selv.
Er det artikler, er det reklamer?
Artiklerne om portalen rollespil.dk og om City of Cities havde jeg kun gættet var artikler og ikke reklamer, fordi de fremgår af Rolle|spils indholdsfortegnelse – for indholdsmæssigt ligner de til forveksling bladets reklamer. Til gengæld indgår billedet på side 40 ikke i indholdsfortegnelsen, og i et godt stykke tid ignorerede jeg det som værende endnu en reklame (og dem er der mange af), men det er en slags fotogalleri, hvor redaktionen roser billedet for at fremvise andet end klassiske stereotyper, nemlig en kvinde klædt som en kvinde, og ikke en elver-babe.
Personligt vil jeg ønske, at bladet kommer til at favne bredere end kun live-rollespilsmiljøet, men foreløbigt har det fået vendt og drejet en masse forskellige emner. Bladet har i alle fald en lovende start, og jeg er spændt på at se, hvad tiden vil bringe.




Skriv, skriv, skriv