I Ulvevinter optjener hver spilperson 1-3 erfaringspoint efter en mission. Disse bruges på at købe færdigheder op, og når en hvis mængde er optjent, stiger karakteren et niveau og får flere point til helbred og mana. Troldmænd køber desuden trylleformler for XP.
Bjarne har her koblet erfaringspointsne til gennemspilningen af missioner i stedet for at banke monstre. Det er en god ting. Der er imidlertid mange måder at optjene erfaringspoint på. I Ars Magica kommer de fra at studere. I min troldmandskampagne til D&D kommer de fra at gå til eksamen. I The Shadow of Yesterday kommer de fra Keys, som spillerne selv aktiverer og belønner sig med, og så er der nogle forslag som cirkulerer på old school-bloggene. Særligt er der carousing-reglen, hvor XP optjenes ved at brænde guld af på at drikke og hore – men det vil ikke være passende for Ulvevinter – og så er der denne model, hvor spillerne brænder guldet af på spilpersonernes interesser: Arnesons XP-system.
Spørgsmålene er, hvad vil jeg gerne belønne spillerne for at gøre? Hvad skal de stimuleres til? Hvad kan man få for XP?
At erhverve sig erfaringspoint
En gennemgående mekanik i Fimbulfrost er, at man kan aktivere scener via sine evner, sit udstyr og sine færdigheder. Det vil jeg gerne understøtte med erfaringspointene, så kilden til erfaring er at tage imod scenerne og spille dem. I lighed med TSoY vil jeg overlade det til spillerne at være opmærksomme på, om de tjener erfaringspoint.
- Spiller tager imod spilleders oplæg til at spille en scene: 3 point
- Spiller opstiller en situation, der udløser en scene: 2 point
- Systemet udløser en scene: 1 point
Det kan altså betale sig at lytte efter spilleders oplæg og høre, om han præsenterer en situation, som er en scene-mulighed for karakteren, som f.eks. hvis en dværg tager imod en invitation til at levere et smedearbejde til hoffet. Spillerne kan selv let placere sig i situationer, der udløser scener, og det belønnes de også for. I nogle situationer vil systemet udløse scener, som f.eks. ved tags på færdigheder: disse scener kommer automatisk, og spilleren kan belønne sig selv med et erfaringspoint.
Spillerne skal selv gøre opmærksomme på i øjeblikket, at de har fulgt et oplæg/spillet en scene, og de får point med det samme.
Kilder til scene-oplæg
- Specialevne, der følger valget af navn
- Specialevne fra race
- Udstyrsscene
- Færdigheds-tag
- Omdømme-scene
Anvendelsen af erfaringspoint
Point kan anvendes spontant – men har kun virkning, hvis det er før terningen kastes.
Pointsne kan bruges til at købe færdigheder fra uøvet til øvet til trænet, og de kan bruges til at føje tags til færdighederne.
- Fra uøvet til øvet: 6 point
- Fra øvet til trænet: 9 point
- Nyt tag: 4 point
Uøvet (evne-2), øvet (evne+0), trænet (evne+2).
Foregående indlæg: Evner og færdigheder
Næste indlæg: Kosmologi




Skriv, skriv, skriv