[Fimbulfrost] Kampreglerne – anden version

I mit foregående indlæg præsenterede jeg et lille program for, hvad jeg vil have med ind i mine regler for kamp. De forestående regler erstatter mit oprindelige koncept for kamp i Fimbulfrost, men bevarer omdømme-reglen, da det er en oprindelig darling, som jeg stadig gerne vil fastholde. Til andre versioner af kamp-reglerne kan man erstatte det med samuraiers eller cowboyderes nedstirring af hinanden, pral eller andre indledende ritualer i kamp.

I nogle af de kommende indlæg vil jeg fylde huller ud i systemet. Der er desuden ikke regnet på tallene endnu, så der er en del balancering, der endnu skal foretages.

Designet

Kamp går over tre runder. Hver runde er forskellig fra de andre, og kamp kan ende efter hver af de tre runder.

Første runde er Omdømme-runden, hvor man forsøger at overvinde modstanderen med sit omdømme. Fejler det, går man til anden runde, Stil, Stunt og Snak, som er den klassiske kamp kogt ned til en runde, og man forsøger at overvinde fjenden her. Fejler det, går man til tredje runde, Ressourcer, hvor man spenderer ressourcer for at afslutte kampen. Her udpeges vindere og tabere.

Heltene besidder Omdømme-puljer, Status-puljer og diverse Ressource-puljer. Modstanderne besidder Status, Kamp og Omdømme.

Omdømme-runden – runde 1

Trin 1: Heltene præsenterer sig for deres fjende.

Præsenterer man sig selv, ruller man sin Omdømme-pulje-1. Præsenteres man af en ven, ruller man omdømme-pulje+0.

Trin 2: Man ruller d6’erne i Omdømme-puljen, og 4-6 er succeser.

Trin 3: Hver succes fordeles, enten trækker man det fra modstanderens Status, eller man føjer dem som morale-bonus til en vens Status-pulje.

Trin 4: konsekvensen af Heltene terninger afgøres:

Point trækkes fra modstanderens Status.

  • Trin 4A: Er Status på 0 eller lavere er modstanderen overvundet, og for hvert point under 0, må der købes konsekvenser.
  • Trin 4B: Hvis modstanderens Status er på 1 eller højere, er det modstanderens tur til at skræmme heltene med sit omdømme. Modstanderen præsenterer sig, ruller sine terninger og trækker sine succeser fra en eller flere af heltenes Status-pulje (og har man fået et morale-boost i trin 3 af en ven, kommer de point i brug her).
  • Trin 4C: De helte, der får reduceret deres Status-puljer til 0 eller mindre er ude af kampen. For hvert point under 0, erhverver de konsekvenser.

(til overvejelse: En helt kan købe sig ind i kamp igen ved at købe de negative point bort for konsekvenser, så dennes Status-pulje er 1 point).

  • Trin 4D: Når konsekvenser er fordelt, beskriver man udfaldet af Omdømme-runden.

Hvis begge parter endnu står, går man videre til næste runde.

Stil, Stunt og Snak – Runde 2

Trin 1: På skift beskriver spillerne deres karakterers ageren i kampen. For hvert område de beskriver deres helte indenfor, får de en terning. De tre områder er Stil, Stunt og Snak, og en spiller kan derfor tilegne sig 0-3 terninger i runden.

Trin 2: Spillerne ruller hver deres 0-3 terninger. 4-6 er succeser, og 1’ere er potentielle ulykker.

(Til overvejelse: Heltene ruller desuden også deres våbenpulje – hvis de vil spendere noget af den – i denne kamprunde, eller gemmes denne også til runde 3?. Fimbulfrosts våbenskade omsættes i så fald til våbenpuljer)

Trin 3: Succeserne trækkes fra modstanderens tilbageværende Status.

  • Trin 3A: Er Status på 0 eller lavere er modstanderen overvundet, og for hvert point under 0, må der købes konsekvenser. For hver 1’er, der er rullet, skal helten desuden købe en konsekvens til sig selv (de skader man tiltager sig i kamp).
  • Trin 3B: Er Status på 1 eller højere, er det modstanderens tur til at slå igen. Modstanderen ruller sin Kamp-pulje. 4-6 er succeser, og pointene trækkes fra heltenes Status-pulje.
  • Trin 3C: De helte, der får reduceret deres Status-puljer til 0 eller mindre er ude af kampen. For hvert point under 0, erhverver de konsekvenser.

(Til overvejelse: En helt kan købe sig ind i kamp igen ved at købe de negative point bort for konsekvenser, så dennes Statuspulje er 1 point).

  • Trin 3D: Når konsekvenser er fordelt, beskriver man udfaldet af Omdømme-runden.

Hvis begge parter endnu står, går man videre til næste runde.

Ressourcer – Runde 3

Trin 1: Spillerne skiftes til at gøre en følgende ting, indtil alle har foretaget hver handling en gang, eller ikke ønsker at tage flere handlinger i brug.

  • Det skal være endnu vildere – spilleren udpeger en ven til at beskrive sine handlinger fra runde 2 nu bare vildere. Bagefter erhverver spilleren sig 1d6.
  • Grejpulje – spilleren beskriver sit grejs indvirkning på kampen og en eller flere terninger fra puljen.
  • Rustningspulje – spilleren beskriver sin rustnings indvirkning på kampen og tager en eller flere terninger fra puljen.
  • Manøvrer i kamp – spillerne aktiverer deres specielle manøvrer for flere terninger.
  • (til overvejelse) leve på lånt tid – helten erhverver sig ekstra terninger mod at leve på lånt tid. Spilleder kan sætte en dødsscene for helten senere (dette er Forfaldspointene fra Delta Green)
  • (valgfri) spørgsmål og svar – helten kommer med et svar (se mekanikken beskrevet her – kommende), og helten erhverver sig ekstra terninger.

Trin 2: De erhvervede terninger rulles. 4-6 er succes, og succeserne trækkes fra modstanderens Status. 1’ere er potentielle ulykker.

Trin 3: Succeserne trækkes fra modstanderens tilbageværende Status.

Trin 3A: Er Status på 0 eller lavere er modstanderen overvundet, og for hvert point under 0, må der købes konsekvenser. For hver 1’er, der er rullet, skal helten desuden købe en konsekvens til sig selv (de skader man tiltager sig i kamp).

Trin 3B: Er Status på 1 eller højere, skal alle heltene købe sig negative konsekvenser for modstanderens tilbageværende Status-værdi. Heltene har tabt kampen, og vi ser nu, om de overlever.

Konsekvenser

Når en modstander er besejret, kan spillerne købe konsekvenser til modstanderen for det antal point, som heltene besejrede modstanderen med. – og helten ender med et antal negative konsekvenser købt for antallet af 1’ere, der blev rullet, mens skurken besejres.

Når en helt er ude af kampen, vælger spilleren konsekvenser til sin helt for et antal point, som helten blev slået ud med. I tredje runde er det modstanderens tilbageværende Status, der angiver antallet af point, som heltene skal købe negative konsekvenser for.

(Til overvejelse) Helten kan købe sig ind i kampen igen ved at tilegne sig en ekstra konsekvens.

Visse modstandere medbringer specielle konsekvenslister, som gør dem farligere at kæmpe imod. I kamp med en flok banditter bruges den almindelige konsekvensliste, men mod en drage, bliver konsekvenserne så langt farligere.

Konsekvenslisten indeholder en række forskellige ubehagelige ting for heltene, som hver må vælges en enkelt gang. Det inkluderer blandt “død”, og spilleren bliver kun tvunget ud i at vælge denne, hvis der ikke er flere valgmuligheder tilbage på listen.

Der skal udtænkes følgende typer af konsekvenslister

  • Konsekvenslisten for runde 1 (at tabe kampen pga modstanders omdømme)
  • Konsekvensliste for runde 2 (at tabe kampen eller komme til skade i kampen)
  • Konsekvensliste for runde 3 (at tabe kampen eller komme til skade i kampen eller miste ressourcer)
  • Unikke Monstres særlige konsekvensliste (at tabe til en drage, en heks eller en genganger kan have unikke konsekvenser, f.eks. kan en sejrrig kriger mod en genganger stadig blive dødsmærket, så han svinder hen og dør en uges tid senere)

Eksempel

Eventyrerne Budolf og Rudolf møder en bande røvere. Budolf har Omdømme 4, Status 6 og Rustning 5, mens Rudolf har Omdømme 3, Status 4 og Rustning 6. Røverbanden har Omdømme 2, Kamp 3 og Status 6 (mens en drage vil f.eks. have omdømme 12, kamp 12 og status 12).

I runde 1 præsenterer Budolf Rudolf for røverne, og derefter præsenterer Rudolf Budolf for røverne. Budolf ruller sine 4d6 omdømme-terninger, og Rudolf sine 3d6. De succeser, de ruller (4, 5 og 6), kan de bruge til deres venners morale (Budolf kan f.eks. give Rudolf morale-bonus til at modstå Røvernes Omdømme-angreb), eller de bruger den til at svække modstandernes Status.

Hvis bandens Status er 0 eller lavere, er de besejret. Hvis ikke, ruller banden sine omdømme terninger og trækker dem fra Budolfs og/eller Rudolfs Status. Hvis Budolf og/eller Rudolf stadig står, går vi til runde to (men da bandens omdømme er sølle, kan de højest få to succeser, så de kan ikke skræmme hverken Budolf eller Rudolf fra kamp. Havde det været dragen med 12 i omdømme, kunne det være, at de eventyrere fornuftigt nok var rendt i skræk).

I runde 2 beskriver Rudolf sin stil og sine stunts, og han snakker med Budolf, så han optjener 3d6. Budolf gør det samme, og han ender med at optjene 3d6.

De to helte ruller deres terninger, og ser om de har succeser nok til at reducere banditternes tilbageværende status til 0 eller lavere. Har de succes, har de vundet kampen, og de ser, om nogle af deres tilbageværende terninger er 1’ere. Hvis det er, må heltene påtage sig konsekvenser af kamp.

Hvis banditterne stadig har Status-point tilbage, er det deres tur. Spilleder beskriver deres angreb, og de ruller deres kampterninger, og succeserne trækkes fra Budolfs og/eller Rudolfs statuspulje. På 0 er vore helte ude, hvis ikke går vi til næste runde.

I runde 3 opbygger Budolf og Rudolf nye puljer. Det bliver beskrevet, hvorledes Budolfs rustning dækker for angreb, og Budolf tager terninger fra sin rustningspulje, mens Rudolf får beskrevet sine handlinger endnu vildere, og tilfredse med det, rulles terningerne igen, og succeserne trækkes fra banditternes resterende status, og kampen ender her.

Hvis banditternes status ikke er på 0, kommer det til at koste for Budolf og Rudolf, da de nu har tabt kampen og skal købe negative konsekvenser for deres modstanderes tilbageværende Status-point.

Forrige indlæg: Monstre 2. del

Næste indlæg: Manøvrer i kamp

Offentliggjort af Morten Greis

Historiker, etnolog, brygger, fægter, rollespiller, science fiction entusiast History and Ethnology, brewer and fencer, roleplayer and science fiction enthusiast

5 kommentarer til “[Fimbulfrost] Kampreglerne – anden version

  1. Jeg bemærker mig, at det ikke er sat op til at håndtere PvP?

    Et norrønt-ish system bør efter min opfattelse kunne håndtere spilpersoner, der beslutter sig for at gøre kål på hinanden på episk vis.

    Like

  2. Det kræver ikke meget for systemet at håndtere PvP. Jeg har et sted nogle noter til, hvorledes man løber samme proces igennem mellem to spilpersoner. Flere af udfaldene skal bare rulles “samtidigt”, når man på skift har beskrevet sine handlinger. Terninger taget fra puljer må tages i hemmelighed eller noget i den dur.

    Like

  3. Oh, med skjulte terninger lægger det op til, at man ret nemt kan ende med at løbe hinanden igennem til sidst. Hvilket er meget norrønt! 🙂

    Like

  4. Reglerne kom ud i til jer i en ret rå form, men der var lidt pludselig inspiration i weekenden, som jeg ville delagtiggøre jer i. Jeg må få dem pudset mere af ved lejlighed.

    Like

Skriv, skriv, skriv

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.