Så er datoen for Forum 2012 blevet offentliggjort, og lige så straks kunne jeg konstatere, at jeg skulle ikke med i år.
Forum er et træf for rollespillere støttet af landsforeningen Bifrost, der er de kreatives og rollespillernes landsforening. Der er mange spændende aktiviteter på Forum, foruden en auktion, der indbringer en masse penge, som går til Bifrost-puljen, som understøtter Bifrosts medlemsforeningers aktiviteter. Alt sammen meget godt.
Men de har lagt Forum samme weekend som Viking-Con. Viking-Con er Danmarks største og ældste rollespils- og brætspilstræf, der gennem 29 år har fundet sted den samme weekend år efter år.
Nu ligger Forum samme weekend, og på Facebook forklares det af arrangørerne, at de havde taget kontakt til Viking-Con for at høre, om det er ok, at Forum ligger samme weekend. Nu svarede Viking-Con ikke. Men uanset om Viking-Con havde svaret eller ej, så ligger Forum samme weekend som Viking-Con, og hvad ville arrangørerne have gjort, hvis Viking-Con havde svaret? Var Forum blevet flyttet eller aflyst eller lagt sammen med Viking-Con? Eller var Forum blevet arrangeret, som Forum nu bliver arrangeret alligevel?
Det er utroligt utilfredsstillende, at når der er så få faste, store, tilbagevendende arrangementer, at man ikke kan finde ud af at ligge den på en anden dato, og det er fuldstændigt ligegyldigt, hvad Viking-Con havde svaret Forum-arrangørerne, for som deltager, kan man kun være et sted.
At arrangørerne af Forum har en ny vision for, hvorledes Forum skal afvikles, og at det kræver skolernes efterårsferie, er også underordnet, for jeg er stadig på Viking-Con.
Forum? Måske til næste år.




Skriv, skriv, skriv