Dalen er min fantasy-kampagne, der udspiller sig i Mystara-settingen i bjergkæden mellem Thyatis og Ylaruam. Vi spiller med Dalen-reglerne, som er en variant af Hinterlandet. Draget ud på en færd for at genskabe en tabt handelsrute, er eventyrerne rejst gennem en region, hvis økonomiske fald er tydeligt, og siden er de rejst gennem de golde bjerge, hvor Dragens ånde, en mystisk tåge, ødelægger alt liv.

Ved at rejse langs en rute af tårne, der er forbundet med hinanden, og som kan skære en vej gennem tågen, er gruppen nået frem til en næsten forladt fæstning ved en bjergside, som en flok kobolder havde okkuperet. Efter at have fordrevet dem, står eventyrerne nu over for en tunnel, som fører lige gennem bjerget. Hvad mon venter her?

Efter Tunnellen

Efter en lang færd uden begivenheder af nogen art, kommer selskabet ud gennem tunnellen. Konstant har de været akkompagneret af kolde vinde og dystre ekkoer, og lyset forude har drevet dem fremad, og nu træder de pludselig ud på et plateau. Foran dem åbner sig en vældig dal. I det fjerne buldrer et vandfald, og som en blå tråd snor vandet sig fra vandfaldet gennem dalbunden, som er grøn af enge og marker. I midten af dalen er, hvad der på denne afstand synes at være en beboet landsby. Fra plateauet fører en mosgroet, ubrugt vej snoende sig ned af bjergsiden sig til bunden af dalen.

Plateauets høje side afgrænses af en dyb kløft, og hen over kløften strækker sig en stenbro, hvis midterste del er styrtet sammen. På den modsatte side af kløften er et murværk og et fritstående tårn, hvorfra bueskytter ville kunne beskyde enhver, der kom ud af tunnellen. Nu er det forladt og øde. Bag murværket rejser sig en art tempelfæstning, mørk, dyster og forladt. Bygningens nederste etage er omkranset af en solid søjlerække, en art balustrade, og over dem rejser tempelfæstningens kuplede top sig.

Dalen – hvad nu?

Gruppen forundres, og de fyldes med mistænksomhed. Er her ingen vagter, er der intet forsvar af Dalen, hvem bor nede i landsbyen, og er tempelfæstningen virkelig forladt, eller venter der et baghold, hvis man bevæger sig ned af vejen?

Selskabet beslutter sig for at krydse den ødelagte bro – de er kun en kort strækning, der er faldet sammen, så de får med et simpelt terningkast og med den erklærede brug af en masse reb, krydset afgrunden. I første omgang kigger de ind det mærkelige tempellignende palads eller fæstning. Søjlerne er sortsvedne, men solide, og de omgiver hele den nederste etage. Murene bag dem er beklædte med mosaikker, som ser smeltede ud. De finder en port i muren bag søjlerne, og herfra kigger de ind i en vældig sal.

Højt over salen er en vældig kuppen med en åbning i midten. Kuplen er fyldt en enorme spindelvæv fra en edderkop, der ville få et menneske til at se spinkelt ud. Gruppens årvågne soldat bemærker desuden, at der på en etagen over dem er en række vindueåbninger ind mod salen, som må føre ind til en art gallerigang eller tilsvarende.

Selve salen er som sådan tom. Der er tre store porte ud (mod nord, som er ud mod Dalen, mod øst og vest), der er en cirkelrund, tom forhøjning, to trin høj, i den sydlige ende, og der er tre åbninger i gulvet, hvor den nærmeste tydeligvis er en trappe ned.
Ønskende ikke at møde spindets ejermand, lader eventyrerne salen være i fred.

Derefter udforsker de tårnet.

Til trods for at tårnet tydeligvis har samme bygherrer som de tårne, de tidligere har mødt, så er der ingen sindrige indretninger her. Det er et simpel vagttårn, forladt og tomt. De øvre etager indeholder ikke noget at bemærke. Imidlertid fører tårnets vindeltrappe også ned.

Kældrene

Under jorden er en mindre sal oplyst fra en østvendt korridor, og i salen ligger og sidder forkullede lig på bænke og borde af sten. Da gruppen træder ned, rejser ligene sig pludselig. En indre flamme springer til live i dem, og skyer af gnister springer frem dem, mens de trækker et spor af kul efter sig. Det kommer til en foruroligende kamp, da våben bryder i ild, når de rammer dødningene, og gruppens soldat må se sin kølle fortæret af flammer, og hver gang de bliver ramt af de forkullede ligs flammende greb, springer flammer over på dem og brænder videre. Dragemagikeren opdager, at hans flammetrolddom hærder dødningene, men et gennembrud opstår, da gruppen formår at gøre brug af deres vandskind og overpøser fjenden med vand. Det ender med en sejr, og magikerne i gruppen kan bagefter konstatere, at de forkullede lig blev drevet videre af Drageild.

Rent praktisk var det interessant kamp. Hvert succesfuldt angreb beskadigede våbnene, og fjendes angreb gjorde ekstra automatisk skade den følgende runde. Flammemagi havde den modsatte effekt, men til gengæld deducerede gruppens sig frem til at bruge deres vandforsyninger til at bekæmpe fjenden – spilmekanisk er det et improviseret angreb, og den slags favoriserer Hinterlandet (bedre initiativbonus end regulære angreb). Skaden var desuden 1t8, hvilket med Hinterlandet reglerne er betydeligt (det giver angrebet en væsentlig chance for at lave et dræbende hug, så alle kan bidrage i kampen med at kaste vand).

Efter kampen undersøges stedet. Eventyrerne finder en østvendt gang, der ender ved vindue ud mod kløften (som de tidligere passerede). Den nordvendte gang fører til en lignende sal, hvor selskabet finder et vindue mere, og de forstyrrer en rede med stirges, som altid er en plage.

De overkommer de fæle dyr, vender tilbage til den første sal og vælger den sidste korridor, som fører mod øst og ind mod paladset. Her finder de en trappe, der fører op (til tempelsalen fra tidligere), og de finder en rad kamre, hvor mindst et af dem må have været et køkken. Det indeholder en dyb brønd, der stadig rummer vand, men de får også forstyrret en koloni af gul skimmelsvamp, som sender sine giftige støvdrager ud, og gruppen forlader hastigt stedet.

Overalt hvor de kommer frem, finder de forladte sale og kamre, støv og snavs, rust og råd, er det eneste ladt tilbage. I en sal finder resterne af en barrikade, hvor der er tre skeletter iført bortrådnede klæder, og hvor der endnu er rester af hud og hår. Fra hvert skelet rejser sig et spøgelse, som træder truende og tavst frem, men gruppen skænker dem en kop med blod, og spøgelserne forsvinder efter at have taget blodofferet (blodet guider dem til Dødsriget, og de vil nå sikkert frem, hvis deres knogler stedes til hvile – så gruppen pakker skeletresterne sammen og senere på dagen begraver de resterne). Resten af kældrene er forladte, og selskabet finder en trappe mere, som fører op (igen til paladssalen – selvskabet har nu identificeret to af de tre åbninger i gulvet i tempelsalen, men den største og centrale har de ingen indsigt i endnu).

Efter udforskningen af stedet, og efter at være kommet frem til, at der ikke er flere ting, som de ikke ønsker at se på lige nu og her. I stedet forlader de plateauet og når frem til Dalens bund. Undervejs er det blevet aften, og de kan se lys er tændt i landsbyen. Ved foden af bjergsiden finder selskabet rester af mosgroede klippeblokke, som må være resterne af bygninger. Herfra kan de også se, at der er en anden vej op til paladset/tempelfæstningen, som fører op på den modsatte side af bygningen.

I stedet for at besøge landsbyen efter mørkets frembrud, steder selskabet de tre lig til hvile, og slår lejr. De får eventyrpoint og stiger niveau til tre.

Næste gang: Udforskningen af Dalen.

Bemærkninger

Huleudforskningen var rimeligt lige ud af landevejen. Der var ikke noget komplekst hulesystem at udforske, så gruppen sprang korttegning over. Udforskningen var desuden langt mere fokuseret på, hvad der var sket som helhed med stedet. I stedet for at fokusere (som traditionelt Hinterlandet gør det) på, hvad der lurer i næste rum, handlede det som helhed om, hvad er der sket med paladset. Der var ikke mange encounters af samme grund, og dem, der var, skulle primært sige noget stedets tilstand (forladt: edderkopper, stirges) og skæbne (frygtelig undergang: de brændte lig, spøgelserne bag barrikaden). Møderne var også sjove at se udfolde sig: Der er spor af gigantisk edderkop (vi trækker os forsigtigt tilbage), der er brændte lig, som rejser sig (vi kaster os ud i kamp), der er en mystisk redelignende ting i kammerets krog (jeg sprætter den op; ud kommer en flok stirges), og spøgelser manifesterer sig (vi trækker os tilbage og tilbyder dem en gave, nu vi er i sikker afstand).

Undervejs var selskabet godt foruroligede over stedets skæbne – hvad var der hændt, og lurede det endnu? – og de var også foruroligede over, at der ikke var noget, der åbenlyst beskyttede Dalen (landsbyen har ingen synlige fæstningsværker, og der var intet, der holdt tunnellen sikker), så hvorfor er der ikke trængt orker og gobliner ind, hvorfor er der ikke noget tydeligt forsvar, og hvad er der hændt?

Med denne kampagneform er der bedre plads til små hulesystemer. Dalen har derfor generelt bestået af mindre hulesystemer, som var hurtige at udforske, og hvor det generelt var hulesystemets eksistens som helhed, der var mysteriet (de mystiske tårne, portborgen, tempelfæstningen), frem for de enkelte rum. Det vil dog nok tynde mere ud i hulesystemerne i den kommende tid, da Dalen er et anderledes sted.

Vi er desuden kommet ind i en større sandkassedel af scenariet. Selskabet har stadig nogle dele af tempelpaladset at udforske, der er ruinerne ved foden af bjergsiden, og der er landsbyen i midten af Dalen – og måske er der nogle flere ting at udforske. Hvor spillerne vælger at gå hen næste gang, bliver interessant at se. De havde selv valget, da de kom gennem tunnellen, om de ville udforske tempelfæstningen, eller om de ville udforske dalbunden (men de brød sig ikke om, at have tempelfæstningen i ryggen, så derfor begyndte de der, men mine GM-noter dækkede mere end bare tempelfæstningen).

Vi nærmer os også nogle af de steder, hvor husregler og dagens regel begynder at komme i spil. Spillerne har haft spurgt efter Dagens regel, og vi er nu ved et punkt, hvor de kommer i spil. Mere om dem næste gang.