Star Wars d6: The Darkstryder Campaign – prolog

Vi begynder en ny rollespilskampagne i min ene gruppe efter en længere pause, hvor vi har dyrket kampagne-drevet brætspil. Nu er det rollespilstid igen, også selvom vi lige nu må mødes online. Valget er faldet på at spille Star Wars-rollespil, og mere specifikt The Darkstryder kampagnen. Da valget faldt på DarkStryder, afgjorde det også, hvilket regelsystem til Star Wars, vi kommer til at anvende.

De tre-fire Star Wars-rollespil

Star Wars, som rollespil udgives pt. af Fantasy Flight Games i form af Edge of Empire, Age of Rebellion og Force & Destiny (2012-2020, 2020+ fra nyt forlag), som jeg har været tæt på at få på bordet, men uden succes, så denne version har jeg ikke fået spillet. Inden da udgav Wizards (of the Coast) Star Wars-rollespillet. I 2000 udgav de Star Wars d20 (og revideret i 2002) baseret på samme system, som de brugte til D&D 3rd edition. Det blev i 2007 fulgt op af Star Wars – Saga Edition, som var en kraftigere revision af reglerne, som lagde en øget vægt på figurer, hvilket var helt i Wizards’ ånd på dette tidspunkt, hvilket blev ret tydeligt med D&D 4th edition året efter. I 2010 var det imidlertid slut, da licensen overgik fra Wizards til Fantasy Flight Games. Jeg har aldrig fået spillet Star Wars d20 eller Star Wars – Saga Edition, da de aldrig havde deres appel. Jeg behøver ikke d20/D&D til at være engine i alle mine rollespil, og slet ikke når systemet begynder at favorisere figurer.

I perioden 1987-1999 havde West End Games licensen til Star Wars, og da de mistede den, gik firmaet mere eller mindre nedenom og hjem. Det er i denne periode, at vi har Star Wars d6, og den version har jeg spillet tilbage i 90’erne. Star Wars d6 udkom i 1987, fik en 2nd edition i 1992 og en revideret 2nd edition i 1996. I den periode udgav West End Games ikke blot en masse materiale til Star Wars, men de udbyggede også universet i en betragtelig grad, og en del af deres materiale er flydt tilbage ind i senere Star Wars film. Rollespillet har således været med til at forme Star Wars-universet.

Timothy Zahns Star Wars eller Star Wars fra før Skywalker Sagaen

I 1995 udgav West End Games så kampagnen The Darkstryder, der blandt sine bidragsydere tæller Timothy Zahn, der i årene forinden havde forfattet Heir to the Empire Trilogy eller The Thrawn Trilogy (1991-1993), og som er en, der har været instrumental i udformningen af meget populære dele af Star Wars universet (det er f.eks. i skrivende stund blevet til ti bøger om admiral Thrawn, senest i 2019, og mere er annonceret for 2020). Timothy Zahn står som forfatter til den novelle, der indleder kampagnen, præsenterer os for dens hovedpersoner, hentyder til deres hemmeligheder og intriger og giver os deres overordnede mission og et billede af kampagnens skurk – og Timothy Zahn har navngivet skurken Sarne, og denne bruger mystisk DarkStryder teknologi, som er farvede objekter i forskellige former, blandt andet en tetrahedron (eller med andre ord, skurken, som er opkaldt efter forfatteren selv, bruger terningformede våben i et rollespil).

Selve kampagnen er hovedsageligt forfattet af Bill Smith, der i 90’erne var en central forfatter hos West End Games, hvor han forfattede en stor del af deres udgivelser til både Star Wars og TORG, men efter 1999 har der så godt som intet været udgivet fra hans hånd.

Om vi kommer til at spille hele The Darkstryder Campaign, som består af fire udgivelser begyndende med et box set og fulgt op af tre bogudgivelser, vil tiden vise. Kampagnen er spændende, fordi den er et tidligt forsøg på en mørkere og mere dyster tolknign af Star Wars-universet, men også fordi det er en kampagne, hvor man følger en større besætning på omkring 100 personer som i nærmest Star Trek-stil, som er draget ud mellem stjernerne. Som spillere kommer vi til at styre hver tre karakterer: En præ-skabt hovedperson, en halvt præ-skabt support karakter og et besætningsmedlem lavet fra bunden.

En helt anden ting, som er spændende ved denne Star Wars kampagne er, at den er fra et tidspunkt, hvor alle drømte om flere Star Wars-film, men ingen havde forventninger om at komme til at se noget. Der var seks Star Wars-film, og det var det. Der var de tre gode film – A New Hope, Empire Strikes Back, Return of the Jedi – og de tre ringe film: Christmas Special, The Ewok Adventure og Ewoks: Battle for Endor (og ganske vist også nogle tegnefilmsserier, men de havde aldrig været i nærheden af dansk TV).

Vores Star Wars blev derfor suppleret af rollespilssupplementerne, af tegneserierne, først fra Marvel og siden fra Dark Horse, og så af romanerne. Idet baseline for al Star Wars var de tre gode film var elementer som f.eks. Klonkrigene, Siths og Jedis generelt ukendt område. Det fulde omfang af Jedis evner var endnu ret begrænset, for det var begrænsede evner, som vi havde set Yoda, Obi-Wan Kenobi og Luke Skywalker gøre brug af.

Det betyder, at The Darkstryder Campaign er skrevet til et Star Wars-univers, som er markant anderledes end det Star Wars-univers, vi havde i 00’erne med prequel trilogien og dens tv-serier, og i 10’erne med den næste håndfuld film og serier. Det er først og fremmest et Star Wars-univers, hvor meget af det vi ved, om Star Wars’ forhistorie er ukendt land. Materialet i kampagnen er bygget på et helt andet udgangspunkt end det, vi har nu, når vi snakker Star Wars.

Mere om vores The Darkstryder Campaign i næste indlæg.

Om Morten Greis

Historiker, etnolog, brygger, fægter, rollespiller, science fiction entusiast History and Ethnology, brewer and fencer, roleplayer and science fiction enthusiast
Dette indlæg blev udgivet i Rollespil, Star Wars og tagget , , , , , . Bogmærk permalinket.

3 svar til Star Wars d6: The Darkstryder Campaign – prolog

  1. Thais Munk siger:

    Det lyder megafedt og spændende! 😀

    Der er noget sjovt i at pudse gamle købekampagner af. Der kan virkelig være guld i dem samtidig med at det tydeligvis er fra en anden tid.

    Jeg kan huske at have set noget tegnefilm (sikkert på lånt video) en gang tilbage i 90’erne med C3P0 og R2D2, som rejste rundt i galaksen. Det var dog før jeg rent faktisk fik set filmene for første gang nok engang i 1998. Den lokale biograf i Østjylland havde fået lavet surroundsound anlæg og viste så “remastered” udgaverne. Det var fucking stort. Især fordi jeg rent faktisk ikke havde fået spoilet twistet i episode V, så den ramte for fulde hammer!

    Liked by 1 person

  2. Morten Greis siger:

    Jeg er også ret spændt på at udforske kampagnen. Der er meget i den, som synes rigtig spændende, og det synes nærmest at være en kampagneform, vi ikke ser så meget til længere. Jeg synes, det der mest kommer nu er enten Pathfinders Adventure Paths eller D&D 5th kampagne-bøgerne, og de har ikke samme fornemmelse at sidde med.

    Like

  3. Pingback: Star Wars d6: The Darkstryder Campaign – episode 0 | Stemmen fra ådalen – en blog om rollespil og historie

Skriv, skriv, skriv

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.