Talons of Night – Finalen

Velkommen til episode tretten af den episke D&D kampagne på level 20+, som egentlig blot skulle være et enkelt scenarie, men som siden strakte sig over et dusin+ episoder.

I denne episode lukker vi for historien. Ikke fordi vi når scenariets finale, for der er adskillige episoder endnu, men fordi vi er mætte af historien, og det derfor er tid til at runde den af.

Talons of Night er et D&D eventyr, som formår at klemme talrige slag, eventyr og verdener ind på meget få sider, men det er også et eventyr, som kæmper med at skabe udfordringer, som matcher til karakterernes niveau. Selve fortællingen, man gennemspiller, er storladen og en filmtrilogi værdi, men den harmler kun vanskeligt op med en level 20+ gruppe. For vores spilgruppe har den mistet sit momentum, og vi stopper derfor her.

Det manglende forløb

I det følgende kommer en opsummering af resten af scenariet, så den samlede historie kan læses. Vi begynder derfor efter at eventyrerne sidste gang åbnede den fortryllede port på øen i den underjordiske sø under edderkoppefolkets hemmelige by. Bag porten venter en fremmed verden i form af Thorne.

Thorne er en lille verden, som består af torne. Det er en gigantisk torneknude. Her møder vore helte en flok phanatons i alliance med aranea edderkoppefolket. Det viser sig at de to folk kommer fra denne verden, hvor de er allierede, og en del af dem er blevet bragt til eventyrernes verden for længe siden, hvor aranea blev korrumperet af ondskab (alt dette var hintet til i de spådomme gruppen tidligere har fået fat i). Nu mærker aranea imidlertid en dunkel kraft som gennem det sidste år har forsøgt at korrumperer dem (det afsløres senere at denne kraft er den dæmoniske kæmpeedderkop,, som karaktererne besejrede for nogle dage siden, men her i Thorne er det et år siden).

Vores heltes nye venner fører dem til måneporten, som vil lede dem videre i færden efter den kidnappede kejser og kejserinde. Imidlertid er blevet bygget en fæstning her, og her venter flere af vores heltes fjender på en omkamp. Der vampyr mystikeren Ramenhotep, som gruppen spillede mølle imod, der er edderkoppedronningen, som gruppen kæmpede imod i pyramidebiblioteket, og der er den dæmoniske kæmpeedderkop, som vore helte lige akkurat formåede at besejre. Dertil er der en lille hær af dødninge håndlangere.

Alt i alt er det en kæmpe kamp at udkæmpe, men det er ikke en, jeg brænder. Kampen er langt sværere end tidligere, men vore heltes er ikke vokset tilsvarende, og dens egentlige forskel er fredsdueartefaktet, som er magtfuld men lunefuld. Der er naturligvis den mulighed at eventyrerne får sneget sig forbi fjenden og passeret gennem måneporten.

Hinsides måneporten er verdenen Chasm, som gruppen har oplevet indirekte gennem en vision, som gruppen havde uden for Daggryets tempel. I denne verden, som er en afgrundsdyb kløft, er et titanisk tårn. Herinde finder gruppen blandt flere sære ting en gigantisk kubus, som er repræsentation af den besynderlige labyrint, de tidligere har rendt rundt og samlet amuletter for at komme fri af. Her gentager udfordringen sig men med hævet sværhedsgrad.

Indsamlingen af amuletter åbner en ny port til en fjernere verden. Det leder nemlig til The Isle of Night, som er en variant af The Isle of Dawn skaleret ned med en faktor 24. Sammen med Chasm ligger denne verden tæt på The sphere of death (som de onde, entropiske udødelige er samlet ved), og det betyder at levende gradvist forvandles til ulevende. Vore helte bliver gradvist til levende lig.

På Isle of Night finder eventyrerne et samfund af levende dødninge, og de viser at være efterkommere af kejseren og kejserinden og deres hoffolk, som døde af alderdom for snart 400 år siden. Også selvom det blot er dage siden at flokken blev kidnappet. For hver port gruppen har passeret, går tiden ti gange hurtigere. Kontinentet er således beboet af efterkommere, der har fået skabt deres egne myter om deres ophav.

I et gravkammer finder vore helte resterne af kejseren og kejserinden særligt bevaret med henblik på eftertiden. Alt for gamle til at de kan genoplives men de kan stadig klones!

Herfra finder gruppen en port hjem. Hjemme i deres egen verden, klones kejseren og kejserinden, og nu kan fredsforhandlingerne endelig afsluttes.

Fredsforhandlingerne er en af scenariets mange spændende ideer. Hver spiller har en liste med vigtige og mindre vigtige mål for dem at opnå, og så lader man spillerne forhandle sig til en fredstraktat.

Hvert punkt har en positiv og en negativ pointværdi alt efter om det opnås eller ej. Målet er at opnå en vis mængde point for at være tilfreds med det forhandlede resultat, og hvis summen alle grupperingers pointscore er negativ, så holder fredstraktaten kun i et par måneder. Spillerne kan derfor ikke udnytte mekanismen til at snyde en part i forhandlingerne, hvis de gerne vil opnå en varig fred (og spillerne får en bunke XP for de opnåede point, så der er et ekstra incitament til at få en solid fredsaftale i hus). Det er ret spændende.

Og dermed slutter scenariet.

Afsluttende bemærkninger

Odds er gode for at der mindst er 3-4 spilgange tilbage i modulet, hvilket siger noget om, hvor komprimeret teksten er, og hvor meget eventyr, der kan være på meget lidt plads. Moderne scenarier har ikke samme grad af fortættet indhold.

Jeg er stadig meget positivt stemt over for scenariet, men som jeg tidligere har været inde på, så vil jeg gerne spille det med en gruppe på et lavere niveau, hvor udfordringerne er mere tilpassede.

Noget af det spændende ved scenariet er blandt andet slutningen, hvor der skal spilles noget helt andet rollespil, og det er noget, som flere moduler i slutningen af 80’erne begyndte at lege med. Det ses med hypnosescenen i House on Gryphon Hill, retsalsdramaet i Arena of Thyatis og flere andre steder.

Vi er nu ved vejs ende med vores mega high level oldschool Dungeons & Dragons spil, og vi sluttede aftenen af med at snakke om, hvad det næste vi skulle spille bliver.

Valget faldt på på Cyberpunk Red.