en blog om rollespil og historie

“Gamle dæmoner …” er undertitlen for episode 21, hvor der sættes ind mod en snigmorder for blot at stå over for en dæmon. Turen ombord på færgen Georg Halme har været præget af farer og ulykker fra pirater til pestudbrud og nu fra snigmord til dæmoni.

Ombord på færgen Georg Halme er vore hovedpersoner på vej tværs over Leminkainen fra hovedstaden til baroniet Cortran med Sankt Marinas hellige knogler, men et anslag mod en af deres rejsefæller på færgen har ledt dem på sporet af en sammensværgelse, som mere end en gang har bragt både vore hovedpersoner og folk i nærheden af dem i alvorlig fare.

Senest forsøgte den kybernetisk forstærkede snigmorderske, som havde infiltreret pilgrimmene fra Aylon, at dræbe Titus Andolphus i hans hospitalsseng og forsøget på at standse hende bragte den sårede skibslæge Greta Rislakki i fare (og hun var tidligere blevet såret under kampen mod piraterne, hvor rejsefællen Antti Halme blev kidnappet).

Her begynder dagens episode.

At narre en snigmorder

Gruppen ligger planer, og som altid er handlingen på dette punkt i rollespil flydende. Der snakkes frem og tilbage om, hvad man vil, og hvordan det skal udrettes. Jeg spørger ind til måden ting, skal gøre på, og spillerne kommer nærmere ind på, hvordan de vil håndtere situationen. Nogle gange bliver ting forankrede i fiktionen – dvs. de skifter fra at være noget, man gerne vil eller overvejer at gøre, til noget, som er gældende – når vi spiller en sekvens i fiktionen, som når baronet Wolfgang og Georgi først taler med Færgekaptajn Alain Maunier Mint III om at få tildelt en kahyt i hemmelig til at gemme Titus Andolphus i, og når Broder Florian og Georgi senere går til Fader Rowski og hans pilgrimme. Her prædiker Broder Florian for pilgrimmene, og fader Rowski præsenterer seneste medlem af flokken, den unge ballerina Tavyn, som mistede sine ben under den eksplosionen, som var et mordforsøg på Titus Andolphus udført af “Datty“, som var snigmorderens dækidentitet blandt pilgrimmene. En række frivillige melder sig til at hjælpe truppen med at flytte Titus fra infirmeriet, og fader Rowski foretager en impromptu fordømmelse af ‘forræderen Datty’.

Inden planerne går i gang dikterer Wolfgang et brev til sin moder (da hun er af Huset Justinian), og han gør sin utilfredshed med agenter fra husets aktiviteter klar og meddeler, at han gerne skal påtage sig hvervet at sikre sig det tabte Justinian len nord for Cortran baroniet. Oppe på broen fra kaptajnen også gjort Wolfgang opmærksom på, at de mange ulykker, som har haft ramt færgen, gør kaptajnen tilbøjelig til at smide alle passagerer fra borde, når de rammer Sköldung havn, men på nuværende tidspunkt vil det ikke ske. Særligt for pilgrimmene vil det være et alvorligt problem, da de ikke ejer midlerne til at rejse videre fra Sköldung, og deres mål befinder sig på et andet kontinent.

Sidste spilgang sluttede spillet med, at der var en besked til Wolfgang fra William Dallisk Hawkwood, og nu modtages beskeden. Flådekaptajnen fortæller, at attentatmanden fra rumskibet er kommet ud af sin coma, og han blev forhørt. Manden er fra snigmordergildet på Aylon, og de opererer traditionelt i grupper af tre (og spillerne forventer nu, at der er en snigmorder mere forude). Sprængstoffet var Zankyl00 fra våbenfabrikanten Peshunas på Aylon (samme sprængstof som den kvindelige snigmorder benyttede på færden). Efterfølgende er snigmorderen død af ukendte årsager.

Planen bliver at flytte Titus Andolphus fra infirmeriet op til hans kahyt, og derefter smugle ham videre til en anden kahyt, så der skabes en forestilling om, at Titus er i sin kahyt – men i virkeligheden er det broder Florian og en af de andre (Wolfgang, Qwian-Qwian eller Georgi). Pilgrimmene bruges til at skabe støj og forvirring i gangene, så det bliver nemmere at skjule ting.

Efter at Titus er gemt sikkert væk i en anden kahyt, hvor han spiller kort med en pilgrim (de spiller om bønnedage, da pilgrimmen ingen penge har, og Titus er den vindende part, så han ender med mange dage, hvor pilgrimmen skal bede for ham), gemmes broder Florian i Titus’ egentlige kahyt. Herefter er planen, at baronet Wolfgang, Georgi og ridder Qwian-Qwian skiftes til at være i kahytten, og resten af tiden bevæger de sig rundt på færgen for at opretholde en illusion om, at de ikke er i nærheden Titus’ kahyt. Sådan skulle det imidlertid ikke gå.

Bedst som gruppen skal til at udføre den næste del af blændværket, og de er på vej ud af Titus’ kahyt, beslutter broder Florian sig for at konsultere stjernerne. Han finder, at der lurer noget derude, noget farligt. Gruppen stopper op, og de begynder at udspørge den foruroligede eskatonerpræst: Hvad er det, der plager ham?

Der hviler en skygge over færgen. Det er, som om en sky er på himlen mellem færgen og solen, og lader hele færgen ligge i skygge. Skyggerne omkring broder Florian er dybere og mørkere end normalt, som om de rummer mørket hinsides stjernerne. Leminkainen-dæmonen er tilbage! (sidste store konfrontation var i episode 11).

Det går op for gruppen, at idet de er flyttet ud af deres egne kahytter og ind i Titus’ kahytter, så er alle de beskyttende værn, de satte op, ikke længere i spil. Der er spejle og spejlblanke flader uden beskyttende Jumpgate Crosses, og Georgi begynder straks at tegne på alle flader, og hun sætter pilgrimmene fra tidligere til at gøre det samme. Imens går baronet Wolfgang til avestit-kannik ‘færgerenser’ Manfred deHousse (som vi kort hilste på i episode 13), som lader sig til at overtale til at bevogte Skt. Marinas relikvieskrin, som stadig er under bevogtning oppe på færgens bro. For øjnene af Wolfgang og Qwian-Qwian smider han sin kåbe, så han kun er iført sit lændeklæde. Han tager nu sin hårskjorte på, ifører sig et bælte med pigge på indersiden, og han smider en sten i sin ene sko, inden han atter iført sin kåbe, spænder sin flammekaster på og marcherer mod broen.

Ud på natten mens broder Florian sidder og arbejder på sin tænkemaskine, og Georgi sidder og renser sit grej, bemærker han en banken på en dør i det fjerne. Så bliver det banket på en anden dør, nu lidt tættere på. Så bliver der banket på kahyttens dør. Så bliver der buldret på døren. En voldsom banken, som får metaldøren til at skælve.

Broder Florian påberåber sig sine hellige kræfter til at se okkulte kræfter, og han ser et afgrundsdybt mørke hinsides døren. Det er et koldt, dæmonisk mørke, som når man stirrer ud i mørket mellem stjernerne. Han konstaterer, at han er alene over for mørket. Ingen af hans rejsefæller er ved hans side. Han samler sine kræfter og i Profetens navn og alt, hvad der er helligt, bortmaner han mørket. Samtidig afbrydes Georgi i sit arbejde, og da hun kigger op, ser hun broder Florian, som han flår døren op og brøler sin fordømmelse mod mørket. Pludselig er broder Florian tilbage, omkring ham er kahytten, og nær ham sidder en forundret Georgi, men mørkets greb har sluppet ham.

Pludselig lyder skingert hyl, da en ældre dame omkring 70 år eller så, kommer farende ud på gangen, mens hun panisk råber, at der er en mand på hendes værelse. En fremmed mand kravler rundt på hendes værelse!

Georgi og Florian prøver at berolige hende, men hun er helt væk grebet af panik. Fra den åbne kahytsdør kommer kold luft. Imens bliver Qwian-Qwian og Wolfgang hidkaldt, og Wolfgang får involveret færgerenser deHousse. Alle kommer de ilende.

Fra nabokahytten kommer en anden ældre dame ud. Hun anråber den paniske dame, kalder hende Varja, og over for gruppen præsenterer hun sig som Sima (de er blandt de ældre damer, som Qwian-Qwian tidligere har spillet shuffleboard med). Sima tager sig af Varja, og hun tager hende med sig ind på sit værelse og finder en flaske likør frem.

Imens vover Wolfgang og Manfred deHousse sig forsigtigt ind i kahytten. Luften er unaturligt kold, og stedet henligger i et tæt mørke. deHousse lader sin flammekaster rense luften ved at sende tunger af ild ind i lokalet, så det oplyses i flammeskæret. Ude i badeværelset finder de spejlet sært smeltet, som var det en tykflydende væske, der er sivet ned langs væggen, og i spejlfladen er et mørke så dybt, at hvileløse sjæle synes at have hjemme der. Færgerenseren benytter sin flammekaster og renser badeværelset med sin levende flamme, og mens flammerne opsluger lokalet, er det som om en dyb ondskab letter.

Snart går røgalarmen og søfolk kommer rendende med skumslukkere og vandsprøjter, og overalt går døre op og folk kigger forundrede ud på al virakken. Qwian-Qwian og Georgi trækker broder Florian med tilbage ind i Titus’ kahyt, mens Wolfgang og Manfred begynder at besøge de tilstødende værelser for at lede efter tegn på det dæmoniske. Alt imens spekuleres der over, om snigmorderen er i nærheden, og hvorvidt deres forsøg på at udgive sig for Titus er slået fejl.

I ly af støjen ude på gangen, som trods at røgalarmen er blevet slået fra, stadig er højlydt, høres en sagte banken på døren til Titus’ kahyt. Broder Florian gemmes væk ude på toilettet, mens Qwian-Qwian varsomt åbner døren, og Georgi står klar. Udenfor står Sima og Varja med en halvtom flaske likør og spørger efter broder Florian. De vil gerne hilse på ham, og Qwian-Qwian lader dem komme inden for, da de to ældre damer pludselig skifter karakter. Øjnene bliver afgrundsdybe, sorte huller, og med en dyb stemme brøler de efter ‘Florian, den lille kælling’ – og vi giver os i kast med en rask lille kamp, som begynder med at de to forsøger at ramme Georgi og Qwian-Qwian med afgrundsdyb rædsel (men en 18’er på terningkastet er langt over deres evne).

Initiativet begynder hos broder Florian, der med sit okkulte blik kan se en dæmonisk skygge over de to gamle damer, der styrer dem som dukker. De er besatte, og det kræver en eksorcisme at fordrive den dæmoniske indflydelse (som er en Teurgi 8 rite, mens Florian højst kan Teurgi 4 riter, som er nok til at bandlyse okkulte kræfters manifestation). Han forsøger i stedet at påberåbe sig det helliges gunst, men bønnen er uden den store overbevisning (der rulles en 2’er, som er langt under evnen, men i Fading Suns vil man gerne rulle under så højt som muligt, så 2 er under, men også langt under, at der ikke er megen effekt af evnen). Sansende den kraftløse bøn fra broder Florian kaster de to gamle, dæmonbesatte damer sig over ham (jeg tager straks initiativet her og afbryder den normale orden, da jeg finder det passer fint som en respons på Florians dårlige terningkast). De kaster sig rivende og bidende over Florian, og Varjas lange klør og Simas skarpe tænder river Florian til blods, mens han forsøger at undvige dem og trækker sig baglæns ud på toilettet (Begge fjender benytter en ‘Surge‘ til at få VP til at agere med, og de booster deres angreb, så de begge har 90% chance for succes. Varja flår i Florian for i 7 point (ud af 22 Vitality), og da Sima også er succesfuld, beslutter Florian for at forsøge at undvige (dvs. han bruger sin næste rundes action på at undvige i denne runde), og det lykkes rimeligt godt, så skaden kun er 3 point (i alt 10 i skade ud af 22 vitality – det er ikke helt sundt).

Gruppen vil gerne forsøge at tage deres fjender i levende live, da det trods alt er to sagesløse ældre damer, som er blevet besat af en dæmon. Georgi skyder derfor den ene med sin lasergøb, mens hun anråber Skt. Marina med håb om våbnet kan agere helligt lys. Laserstrålen perforerer Varja, og det næste skud sender Varja i gulvet, og laserpistolen synes at gløde med et helligt skær (gruppen spenderer et Weird point på at anråbelsen af Skt. Marina har en effekt, og derefter bruger Georgi sin Marksmanship Perk til at ‘double tappe’ den gamle dame. Hun reduceres til 0 Vitality). Ud af såret rejser sig en hvirvlende strøm af sorte, dæmoniske partikler, som stiger til vejrs. Qwian-Qwian griber sin flaske med velsignet sprit, hælder indholdet i munden og spyer en velsignet flamme ud over de dæmoniske partikler. De opsluges af flammerne og for et øjeblik manifesterer det hellige jumpgatecross sig i flammerne, inden det dæmoniske går i opløsning (Qwian-Qwian foretager et improviseret angreb, som vurderes til at være Vigor + Endurance, og der spenderes et Weird point til at gøre angrebet helligt). Her slutter runde et.

Den ene dæmonbesatte gamle dame er besejret, men den anden forsøger fortsat at tage livet af broder Florian. Med sit tomme, afgrundsdybe blik forsøger hun at påvirke Florian, men han står imod (Hun ruller en dårlig succes, og Florian skal blot bruge et enkelt VP på at generere et forsvar, som er bedre end hendes angreb). Hun fortsætter med at bide løs i Florian for yderligere et par points skade. Imens griber Qwian-Qwian fast i den gamle dame (Qwian-Qwian benytter en ‘surge’ til at opbygge sin VP pulje og foretager derefter et succesfuldt grapple, som gør et enkelt point skade og åbner for nye brydemanøvrer. Georgi beslutter sig for at forsøge at slå den gamle dame bevidstløs med sin Jox Kai boksning (vi benytter retningslinjerne fra grapple for, hvordan man slår bevidstløs, da det på sin vis er et angreb kombineret med grapple, og det lykkedes lige præcis Georgi at stunne den gamle dame. Et succesfuldt angreb mere vil slå hende bevidstløs). Runde to er slut, og en ny runde begynder.

For at slå den gamle dame ud inden hun får gjort modstand, benytter Georgi sin Jox Kai boksning til at give sig selv initiative edge, så hun starter runden. Hun foretager endnu et angreb, og det rammer godt nok til at slå den gamle dame bevidstløs (andet succesfulde angreb fra Georgi, som rammer går nok til at levere den ønskede effekt).

Udenfor kommer Wolfgang og Manfred deHousse ilende tilbage, da de har hørt kamptumlen. I det fjerne høres skibspræsten komme syngende medbringende Skt. Marinas relikvieskrin (som Wolfgang tidligere har bedt om at få sendt ned til Titus’ kahyt). Bag skibspræsten går to marinere bærende skrinet, og bag dem har et optog af folk samlet sig.

Den dæmoniske kraft er under kontrol. Angrebet fra det overnaturlige er affejet for denne omgang.

Dagens episode nærmer sig afslutningen. Gruppen får kontrolleret, at Titus stadig sidder uskadt nede i sin hemmelige kahyt (hvilket han gør), og situationen er nu under kontrol. Efter at der styr på tingene, flytter vi handlingen til den følgende morgen – gruppen foretager deres respit-tests for at se, hvor godt de kommer sig over på nattens strabadser.

Næste gang: Fire dage til Sköldung havn.

Bemærkninger

Der er en særlig fornøjelse ved at mestre et rollespilssystem, og selvom Fading Suns-systemet er lidt kringlet, så optræder løbende nye sider af systemet, som bidrager til spillet på nye måder. Det bliver løbende nemmere at foretage spontane vurderinger (At spy velsignet ild på dæmoniske partikler er Vigor+Endurance test suppleret med et Weird Point for at påberåbe sig en effekt mod det overnaturlige), og det åbner for en mere kompliceret brug af f.eks. kampreglerne (Grapple er i større omfang på vej ind i vores spil, hvor f.eks. vorox ridderen greb den dæmonbesatte gamle dame, og ur-ukar scraveren slog hende bevidstløs med to hurtige slag i ansigtet med brug af Jox Kar boksning).

I forlængelse af at vi har fundet en god rytme, så er der fulgt en spilstil, som i større grad fungerer fint med, at karaktererne typisk har 75% til 95% chance for succes på deres tests. Det minder lidt om Gumshoe systemet, hvor spillerne har 100% på deres efterforskningstests, og risikoen for at ting går galt først kommer i spil, når actionen spidser til. Ved de fleste tests har jeg en forventning om succes, indtil en fumble kommer i spil, og tests er mest for at se, om handlingen pludselig drejer i en uforudset retning, fordi der er en lille risiko for, at ting ikke går som forventet.

Et element, som endnu ikke er blevet så udforsket, er brugen af Conditions. En bølge af dæmonisk ondskab skyllede ind over baronet Wolfgang, som blev ramt af Condition: Afraid. Spilmekanisk nåede det ikke at have nogen væsentlig konsekvens, men det afstedkom to ting: Til dels formede det baronettens umiddelbare opførsel bagefter, og til dels gav det “healing scene”, da baronetten skulle ryste frygte af sig, og han fik hjælp dertil af sin fætter. Healing i rollespil som D&D er typisk en flygtig ting, hvor man ikke tænker nærmere over det mirakuløse i at helbrede sår og skader med præstemagi, og hvor den følgende dag medfører en fuld helbredelse – mens flere af de tilstande, som karaktererne i Fading Suns bliver ramt af, fjernes ved en ‘shake if off’-handling, som åbner for lidt rollespil. Det har også en anden dynamik i timingen end D&D, hvor man forløbet er: Erklær effekt – foretage saving throw – konsekvens af klaret eller fejlet saving throw. F.eks. ‘Gift-angreb’ – foretag Constitution saving throw – tag effekt af gift ved fejlet eller klaret saving throw.

Timingen i Fading Suns er anderledes: Erklær effekt – bliv ramt af effekt – ryst effekt af, eller Erklær effekt – forsøge at modstå effekt – bliv ramt af effekt – ryst effekt af.

Mere om effekter og kunsten at ryste dem af sig i kommende episoder.

Persongalleri

• Færgekaptajn Alain Maunier Mint III
• Skibslæge Greta Rislakki
• Skibspræsten Anda Li
• Fader Rowski
• Avestit-kannike ‘færgerenser’ Manfred deHousse
• William Dallisk Hawkwood
• Titus Andolphus
• Datty – den falske pilgrim (snigmorder)
• Tavyn – den nye pilgrim (benløs eks-balarina)
• Varja – dæmonbesat shuffleboarder
• Sima – dæmonbesat shuffleboarder