Færden med den hellige sankt Marinas knogler er nået frem til hovedstaden i Cortran baroniet, og snart er vore helte på randen til ingenmandsland, men inden da venter storbyens farer. Velkommen til episode 27, hvor dæmoner lurer og hvor munke går skarpladte bønner. Vi spiller Fading Suns, og det er Translatio Sancti kampagnen.
Dagens hændelser
Vi begynder med en kort opsummering af sidste gangs spil, så det rette anslag kan sættes, og det begynder alt sammen uden for Cortrans massive fæstningsværker. Landet uden for byen er opdyrket. Markerne strækker sig vidt med bølgende, rød hvede. Overalt er klynger af små gårde og husmandssteder. Det er en by, som gennem de sidste tyve år er vokset ud af sine mure. Floden fra Barbex havn leder som en rusten metalåre til Cortran. Bredderne er tæt bebyggede tung, beskidt industri, besudlende floden, og en tæt strøm af flodpramme fører skrot og metaller fra Barbex til Cortran. Kæmpemæssige kraner er monteret mellem kanontårnene på de enorme metalmure, som omgiver Cortran, og hovedvejen er en belagt vej op til byporten, som er flankeret af 30 meter høje metalstatuer af Hawkwood-riddere.
Hofdame Wilhelmine instruerer gruppen i, at de nu står over for den sidste del af deres færd, og der forude venter tre dage med festspil, parader, prædikener og mere til. Det hele begynder med optoget ind i byen, og her er sidste stop før optoget, hvor der er mulighed for at klargøre detaljer. Sminkør og skrædder står klar til at får Wolfgang og Florian og deres følge til at se allerbedst ud.
Vi spiller en masse korte sekvenser om planlægningen af optoget. Det er den type spil, hvor der ikke rulles terninger, og hvor spillet veksler mellem samtaler mellem karakterer og snak om, hvordan ting gøres. Der digtes løs, og vi etablerer en masse kulør omkring Fading Suns universet, Cortran, optoget og karaktererne, og spillerne får mulighed for at udtrykke deres karakterer gennem deres forberedelser til optoget: Hvordan lader de sig klæde ud og sminke til optoget? Hvordan arrangerer de deres poster omkring optoget? etc.
Gruppen får arrangeret en friskmalet, hvid hestevogn med et bådformet skrog dekoreret med guldbemalet metalbeslag. På den anbringes helgenskrinet med sine gyldne vinger og mast monteret, og de fire gadebørn iklædes hvide rober og som små keruber skal de dele blomster ud. Imens flankerer Georgi og Qwian-Qwian vognen som livvagter, og foran rider baronet Wolfgang (iklædt en ‘paraderustning’) og broder Florian. Bagved kommer hoffolkene i deres kareter og bagerst marcherer de mange pilgrimme fra Barbex. Optoget begiver sig op til byporten.
Inden for er gaderne proppet med en begejstret folkemængde. Gaderne inde for bymuren er smalle, og bygningerne på begge sider luder inder over gaderne med stadigt større gulvplaner for hver etage, man bevæger sig op. Der er en indelukket stank af mennesker, kål og industri inden for murene, og der er en larm uden lige fra de mange, der er sammenstimlet for at opleve den hellige Marinas ankomst. Æresvagter forsøger forgæves at holde masserne tilbage, som de flokkes på de smalle gader for at se helgenen og hendes udsendte – og i måske opnå en velsignelse. Mere end en gang bryder folk gennem afspærringerne for at nå frem og røre ved skibsvognen med helgenskrinet eller for at nå frem til baronet Wolfgang for en velsignelse. Flere gange må Florian eller Wolfgang gøre hellige tegn ved mødre, som rækker deres spædbørn op til dem i forhåbning om en velsignelse.
Larmen i gaderne er sin egen ting. Ud over de mange ivrige folk, er der også trommeslagere, hornblæsere på balkoner, publikum – særligt børn – med skralder og vuvuzelaer og en gademusikanter, som opfører populærudgaver af kirkesalmer. Vejen gennem byen går langsomt, og den snor sig, så vigtige vartegn besøges undervejs (blandt andet den 30m høje metalstatue af byens skytshelgen iført panser og plade, mens denne træder dæmoniske vuldrok-hedninge for fode og har sit knusende greb om halsen på en af dem), indtil byens katedral og baronens palads nås. Sikkerhedsopgaven er et mareridt med de mange begejstrede bønder, arbejdere og fæstere, som er flokkedes i gaderne.
Vi fortsætter med at rollespille optoget, og jeg ligger ud med beskrivelser, og spillerne er med til at berige dem og føje detaljer til. Både beskrivelser af folkemængden og optogets reaktioner dertil. Nogle gange beskriver jeg små interaktioner, som når mødre beder om velsignelser til deres spædbørn, som spillerne kan reagere på, andre gange uddyber jeg beskrivelserne på baggrund af spillernes spørgsmål, eller de føjer selv detaljer til, som f.eks. tilføjelsen af de mange vuvuzelaer i gaderne. Optoget og hyldestmodtagelsen bliver spillet straight, og der er hele tiden et lille strejf af bekymring, om der er fjender som vælger at slå til under optoget.
Det er der selvfølgelig.
Broder Florian har aktiveret sine okkulte færdigheder for at kunne se, om der er fare på færde, og sidste spilgang blev en perk aktiveret, som mod at give en bonus også gør, at broder Florian har Condition: Haunted, som gør at der i hans øjne er et foruroligende blik, som får det til at løbe koldt ned ad ryggen på folk, og som giver ulempe på visse sociale færdigheder. Rent teknisk udløb effekten ved afslutningen af sidste ‘scene’ sidste spilgang, men den kom i spil så tæt på slutningen af scenen, at det var uden væsentlig konsekvens. Jeg erklærede derfor, at effekten også ville være i spil under denne ‘scene’ med optoget under byen. Først og fremmest har det ledt til noget mere kulør i vores spil, når det fra tid til anden beskrives, hvordan folk reagerer på broder Florian, når de fanger hans blik, og det betyder også, at broder Florian generelt skjuler sit ansigt under en dyb hætte.
Et stykke inde i optoget ser broder Florian en sær grå skikkelse inde i folkemængden. Skikkelsen er grå, både i klæde og i hud og hår, og det er som om, der hviler en skygge over vedkommende. Skikkelsen får øjenkontakt med broder Florian, og en rød helvedesild blusser op i skikkelsens blik! Yderligere tre grå skikkelser er at se inde i folkemængden.
Jeg introducerer en ny ‘ruling’, nemlig at så længe broder Florian har condition: Haunted, kan han se sjælløse skikkelser. Til dels er det for at udbygge kosmologien omkring effekten af hans perk, og til dels er det for at skabe en push/pull effect omkring evnens sekundære effekt, som før primært var en ulempe, der helst skulle undgås, men nu også er en bonus, som det kan være interessant at gå efter. Derfor ser broder Florian de grå skikkelser i folkemængden.
Broder Florian benytter nu sine okkulte kræfter til at studere skikkelserne nærmere, og han kan se, at det er som om, der er en dæmonisk knæler stående bag den sjælløse skikkelse, og at blikket med helvedesild overlapper mellem knæleren og skikkelsen, hvorfor de grå skikkelsers øjne ser brændende ud (og den skyggefulde dæmonknæler er en Shadowrun-reference og i mindre omfang en reference til The Invisibles, B5 og Fading Suns’ egne dæmoner), og der er en sær stank af kitin og selvdødt dyr omkring væsnerne, for dem der kan sanse det overnaturlige.
Vi skifter herfra til runde-baseret spil. Der udspilles en kompleks konflikt, som jeg ikke vil forsøge at opsummere runde for runde. Dele af konflikten er udspiller sig i et usynligt rum, som kun broder Florian kan se – så da han rejser sig op i sadlen, trækker sit hellige symbol og retter det mod publikum, forskrækkes de, som blev et skarpladt våben pludselig rettet mod dem, for det er et skarpladt våben i den forstand, at de ikke affyrer kugler, men hellige bandlysninger, der kan forvise folk fra det evige efterliv hos Altskaberen. På det okkulte plan udkæmpes en duel mellem de sjælløse, som er ‘døde’ menneskekroppe med sodede ‘spejle’, hvis knælerdæmoner forsøger med deres røde helvedesild at sværte det sjælelige spejl hos broder Florian.
Kosmologien i Fading Suns er, at Altskaberens hellige lys stråler ned gennem materien til mennesker som en stjernesol, og lyset reflekteres af folks sjælelige spejle. Des mere hellig, frelst eller godt et menneske, man er, des mere blankpoleret er ens spejl, og det kan derved kaste det hellige lys tilbage til Altskaberen. Refleksionen guider folks sjæle til efterlivet, så des bedre man reflekterer lyset, des nemmere er det at nå det salige efterliv. I visse omdiskuterede teologiske traditioner kan folks sjælespejle også reflektere lyset steder hen, hvor Altskaberens lys ellers er hindret i at nå frem, og de folk kan på den måde bringe frelse til steder hyldet i (dæmonisk) mørke. De sjælløses angreb på broder Florian direkte mod hans sjæl. Heldigvis er terningerne med ham, og han modstår gentagne angreb.
Imens kaster ridder Qwian-Qwian sig ind i folkemængden for at hugge broder Florians fjender ned. Grebet af hellig vrede (for hans hverv er særligt at beskytte broder Florian og dennes ordensbrødre) kaster sig han frygtløst ind i kampen. Hans i forvejen skarpe sanser skærpes i den hellige strid, og han kan identificere de sjælløse på stanken af kitin og selvdøde dyr. Med sin enorme klinge kløver han modstanderne.
Imens har Georgi forsøgt sig med at aktivere sine psykiske kræfter for bedre at sanse, hvad der foregår omkring hende. Imidlertid er hun uprøvet og selvlært, og hendes somatiske kontrol med sin krop og sanser svigter hende (der rulles en fumble). I forsøget på at skærpe sine sanser overvældes hun af voldsomme sanseindtryk (de førnævnte larmende folkmasser og deres instrumenter bliver bragt i spil igen), som slår hende omkuld.
Baronet Wolfgang forsøger imens at holde masserne i ro og undgå paniske skarers flugt. Han er succesfuld i at tale mængderne ned og holde dem beroliget, og for at skærpe sin position finder han grevinde Adiras flyvende bedetæppe (episode 23) frem, og benytter det til at svæve op over folkemasserne i en tilsyneladende mirakuløs fremtoning. Han kan herfra identificere de sjælløse skikkelser, og da han flankeres af ridder Anton Remots kampdroner (episode 26), kan han nemt udpege målene, og efter et par forsøg lykkedes det kanonerne på dronerne at skyde grå skikkelser i sænk.
Vi etablerer her, at NPC allierede kan bringes i spil af spillerne enten ved at de spenderer actions på at aktivere dem eller at de betaler Wyrd Point for det. Bekender Amled bliver beskrevet som følgende konflikten med interesse, men uden at han griber ind (koster hverken action eller wyrd point), mens jeg introducerer ridder Anton Remots militærdroner, og baronet Wolfgang bruger en action på at give en instruks til Anton om, hvem han skal angribe med sine droner. Tankegangen er at jeg slipper for at administrere flere biroller, og de allierede biroller bliver ressourcer spillerne kan benytte ved siden af de ressourcer, som karaktererne allerede har. Da benyttelse af ressourcer typisk koster en action eller evt et wyrd point, er reglen for at aktivere en birolle til at gøre noget den samme pris. Det ligger implicit, at birollens handling typisk lykkes, når spilleren bruger sin action på succesfuldt at aktivere birollen (dvs. når ridder Wolfgang succesfuldt får givet en instruks til Anton Remot, skal der ikke bagefter rulles for, om Antons angreb er en succes; på den måde kan man rent teknisk bruge en færdighed til at aktivere effekten af en anden færdighed).
Samtidig har broder Florian været i stand til at tæmme fjendernes dæmoniske kræfter med en kombination af bortmaning og påkaldelse af helgenens velsignelse (aktiveret på baggrund af en critical succes) – og hun manifesterer sig som altid lige bag ved personen, hun hjælper, altid ude af syne, og altid på en måde, som blot synes at være et gyldent skær, men for fjenderne må være et frygteligt skue. Med sine okkulte kræfter benyttet til at iagttage de dæmoniske væsner har han også set, at Georgie har psykiske kræfter, og at hun muligvis har vækket sin mørke tvilling (i Fading Suns har hellige folk ‘hybris’ og psykers har ‘mørke tvillinger’ som konsekvens af misbrug eller fumbles med overnaturlige kræfter), men ligesom han kan dæmpe dæmonernes kræfter, kan han også mane den psykiske ubalance hos Georgi, og hun er ikke længere overvældet af sanseindtryk fra hendes før skærpede sanser. Hun kommer til sig selv, trækker sin laserpistol og dobbelttapper den sidste af de grå skikkelser med et elegant pletskud.
Det okkulte anslag er overvundet, og der sænker sig en ro over området omkring optoget. Længere borte har folk ikke kunnet se eller høre, hvad der skete. De smalle gader hæmmer udsynet, og larmen fra sang og fra instrumenter har sløret meget af det, som udspillede sig under den kortvarige kamp. Da først optoget kan sætte i gang igen, skal de ikke bevæge sig langt førend der ikke længere er øjenvidner til hændelsen.
Kampen tog en god bid tid, og vi har fået en rig beskrivelse af optoget, så jeg runder resten af optoget af, og beskriver hvordan de når frem til baronens palads, hvor der er samlet talrige hoffolk og kirkefolk for at tage imod dem, og næste gang fortsætter spillet derfra.
Bemærkninger
Kampe og konflikter i Fading Suns tager tid. Der er mange små mekanismer, som kan blive aktiveret, og de kan udløse rollespilssekvenser, indsigt i karaktererne og etablere kulør i settingen. Vi fik set farerne ved at være en autodidakt psyker samt risikoen ved at vække underbevidsthedens mørke tvilling. Vi fik bragt mange andre detaljer i spil, og det er en ren fornøjelse. Det er også en ting, hvor hvert terningkast bliver til mere end et farverigt beskrevet angrebsrul fulgt af X points skade, som det ses i mere traditionelle task resolution systemer som feks Dungeons & Dragons.
Vi fortsætter festdagene i Cortran næste gang, hvor adelen tager imod gæsterne og deres medbragte helgenskrin.
Stemmen fra ådalen 
Skriv, skriv, skriv