Foromtaler

Viking-Con nærmer sig med raske skridt, og det gør tilmeldingen til Viking-Con sig også. Jeg er blevet gjort opmærksom på, at der på RPGforum er en snak om foromtaler. Jeg vil i den forbindelse komme med eksempler på foromtaler. De er alle hentet fra årets Viking-Con program. Ikke alle scenarier er med, da jeg har valgt at udelade reruns, da de kan læses andre steder (Alexandria), og jeg har heller ikke adgang til alle foromtaler.

Jeg har ikke opsat foromtalerne i deres pæneste format, men de skulle gerne stadig være læsbare.

De ældgamles kald

England, fængslet uden for Townsville, oktober 2006

Det er mørkt. Så utroligt mørkt. Der er ingen gadelygter så langt ude på landet. Mørke, mørke… og dog. Pludselig, fremkommer et svagt sløvgråligt lys fra månen. Det oplyser den gamle halvødelagte stenbygning. Det svage månelys oplyser gårdspladsen, og dens golde græsplæne virker endnu mere trist end om dagen. Dryp, dryp, mørke regnskyer samler sig på himlen, og nedkæmper de sidste svage stråler af månelys. Helt mørkt igen… regnen øser ned. Bygningen forsvinder igen i mørket. Nu er der ikke kun mørke. Men også lyde. Adskillige svage skrig følger hinanden. Så høres et højt skrig i natten, efterfulgt af en svag dump lyd langt borte. Flere skrig følger. De kommer fra bygningen. Der er intet andet i nærheden. Så ved muren. På et lille stykke af muren vokser et rødligt skær, et svagt rødligt skær. Det vokser sig stærkere og stærkere. Indtil et af de gamle murstykker, nær det rødlige skær, giver efter for det stigende pres. Murstykket springer med et mægtigt brag i en kaskade af støv, murbrokker og hurtigt faldene regndråber. En tynd skikkelse springer ud i regnen. Han løber for livet. Springer som havde han fanden i hælene. Af sted i det kolde engelske efterårsvejr. Den voldsomme regn får på ingen tid forvandlet hans flugt til noget, der minder om en rystekrampe. På trods af dette fortsætter han rystende, hvorefter han kaster sig frygtløst op på det gamle rustne ståltråds hegn, der omkranser bygningen. Han ænser hverken regnen eller de voldsomme blødende sår han får ved at kravle over hegnet. Han lader sig derefter falde ned fra hegnet og fortsætter sit løb ind i det nærmeste buskads.

Hvad skete der den aften i oktober? Hvad skal der til at ske? Hvad sker der endeligt?

Hvis du godt kunne tænke dig svarene på disse spørgsmål, så kom og spil med på et godt gammeldags Call of Cthulhu scenarie, fyldt med gys, intriger og uhyggelige opdagelser.

Shamanens magt

 

“Gennem shamanen kan vi høre Den Anden Verden og dens beboere. Gennem shamanen kan vi tale til Den Anden Verden og dens beboere. Gennem shamanen kan vi hjælpe den Anden Verdens beboere, og gennem shamanen, kan vi forsvare os imod Den Anden Verdens beboere.”

Fem skikkelser kæmper sig gennem sneen, i passet på vej ned i dalen. På den anden side af dalen findes en hule. Der bor han, Mesteren uden Navn.
Ham skal de finde og overbevise. Overbevise ham om, at en af dem alene fortjener hans lærdom, hans visdom, hans magt.

PIGEN UDEN NAVN

Weminuche Wilderness, Colorado 1877

Den kolde vinter er kommet tidligt til nybyggerbyen Rikers Ridge i Rocky Mountains. Det er en by, der normalt er uden for lovens rækkevidde. En by hvor eftersøgte mænd og kvinder, kan søge ly for kulde, drikke sig fulde og tilbringe natten med luder. Eller spille poker med byens Marshall.

Men det er ikke kun grådighed, der er roden til alt ondt i Rikers Ridge. Den sande Ondskab venter på at vise sit sande ansigt.

De fire kommer ridende til byen. Med sig har de retfærdighed, skarpladte våben og sølvstjerner på brystet. De er lovens lange arm – og deres ankomst til Rikers Ridge kan måske forhindre at Ondskaben drukner byen i sit mørke.

Sneen vil blive farvet rød af blod.

De navnløse – en voldelig genskrivning

“Der var stille efter høstfesten. Mørke skyer drev ind over halvingernes by. Enkelte blade rev sig løs fra deres grene på bøgelunden på bakken. Pånær en flok legende børn, hvilede folk sig. På byens kro var de eneste overnattende gæster fire rejsende langvejs fra.”

På den anden side af landsbyens bakke samler hun sin hær. Hun kigger udover den brovtende blanding af mørkets væsener. Hun ved, at landsbyen rummer modstand. De er ankommet. Hun udvælger angrebets første bølge.

En flok gobliner løber over bakken. Mord, vold og død står skrevet i deres blodsprængte øjne. Hun ved, de ikke vil overleve, men ønsker, at de skal vide hun også er ankommet. De skal huske hende.

Nede i landsbyen har jægeren, krigeren, våbenet og ridderen nok glemt deres navne, men de har ikke glemt hende. Hende som er datteren, hustruen, elskerinden og moderen. De har ikke glemt hende, endnu.

De fire spilpersoner skal kæmpe sig igennem hendes hær, men for at kæmpe må man glemme. Hvis de ikke når at glemme hende, ender denne fortælling lykkeligt. Hvis de gør, ender den ulykkeligt.

Dette scenarie er et remake af Thais Munks scenarie af samme navn.

Afgrunden

 

En gang i fremtiden: En ubemandet sonde afslører en meget jordlignende planet omkring en fjern stjerne. Man beslutter at sende en bemandet ekspedition til planten, som blev døbt Novum. Efter en lang rejse gennem rummet når stjerneskibet Wilhelm frem. Men et eller andet går galt. I stedet for at gå i kredsløb om planeten, trænger Wilhelm ned gennem atmosfæren. Skibet er slet ikke bygget til at lande på en planet, og det er et stort held at nogle få besætningsmedlemmer overhovedet overlever. De befandt sig stadig i dvale, og lå godt beskyttet da Wilhelm som en gigantisk ildkugle styrede ned mod Novums overflade, hvor resterne af det engang så imponerende stjerneskib faldt til hvile i et langstrakt krater.

Planeten Novum: Hvad var der sket? En computerfejl? Et sindssygt medlem af besætningen? En menneskelig fejl? En form for uheld? Ingen af de overlevende vidste det. Hele kommando-sektionen af Wilhelm var blevet ødelagt. Og dermed de computere der kunne fortælle hvad der var sket. Men det meste af beboelses-sektionen var på mirakuløs vis intakt. Her skulle flere hundrede mennesker have boet, mens man undersøgte planeten på passende afstand oppe fra kredsløb og planlagde hvor man skulle etablere baser på overfladen. Nu var de kun en lille håndfuld, der forsøgte at rydde op i kaoset af ødelagte ting og døde mennesker. Det blev hurtigt klart at noget var helt galt: Sonden havde taget fejl: Det var en gold og livløs planet de var landet på. Så begyndte sære ting at ske.

Afgrunden er et scenarie uden spilleder for ca. 4 spillere. Genren er science fiction / horror. Tænk på film som Solaris (begge to), The Sphere og Event Horizon. Om vægten lægges mest på horror eller science fiction, vil afhænge af spillerne. Plottet er ikke lagt fast på forhånd, men skal spilles frem, ud fra de regler og retningslinjer der er i scenariet. Hver spiller styrer en af hovedpersonerne i historien, en videnskabsmand/kvinde der prøver at finde frem til sandheden om planeten, men spiller også på skift Afgrunden, det mystiske fremmede der er på planeten.

Kaldet

Margot Kidder prøvede at mase sig igennem den propfyldte Sant Felicita kirke. Bag ved hende prøvede Larry at holde trit, mens han baksede med kameraet og giraffen. Selv for en søndagsgudtjeneste var der mange mennesker, men det var selvfølgelig heller ikke hvem som helst, som der forestod prædiken.

Det lykkedes til sidst Margot at få en acceptabel position. Hun orienterede sig rundt i kirken. Sikkerhedsopbudet var stort, men det undrede ikke Margot, hvis hendes kilder talte sandt om de sidste ugers begivenheder. Margot havde fulgt historien personligt, og spændingen ved at skulle overhører den forstående prædike fik hende til at sitre. Dette kunne bliver Margots helt store historie. Hvis bare lykkedes hende at opsporer de to vidner.

Orglet begyndte at spille og døren til sakristiet gik op. Alle folk rejser sig i ærbødig tarvshed imens 6 lillaklædte gejstlige træder ind og indtager deres pladser bag alteret. Margot puffede til Larry for at sikre sig at han fokuserer på døren, hvor biskoppen for Rom trådte ind. Pave Benedict XVI

”Kaldet” er et actionfyldt investigation-scenarie der udspiller sig i nutidens Europa. Spillerne indtager roller som troende katolikker, dog er forhåndskundskab til den katolske doktrin ikke et krav. Reglerne er Basic D10 – de læres hurtigt.

Der sidder fem soldater i en skyttegrav…

Jeg spurgte: “Kender I den her: ‘Der sidder fem soldater i en skyttegrav…’ . Kender I den? Den er bare så fantastisk morsom!”

Kate satte låget tilbage på giftflasken og så på mig med et vredt udtryk: “Tror du, du kan huske hvordan den ender? Jeg vil faktisk meget gerne vide hvordan den ender.”

Jeg så på hende med et stort smil: “Kender du den? Eller kender du den ikke?”

Claude afbrød: “Je ved ‘vordan den ender”. Han gik over til at råbe: “Mon Dieu, tu ved ossi ‘vordan den ender!” Han sigtede for 117 gang på mig med sin pistol. Godt vi fjernede hans ammunition for længe siden. Hans vanvittige øjne lyste: “Det ved I andre også! Merde – det kan kun ende på en måde!”

Jeg smilede: “Claude, lad nu mig fortælle den på min måde. Den er som sagt ret sjov.”

Frantz kom ind: “Ich habe prøvet at kalde das hovedkvarter. Meine und seine. Die svarer ikke. Die haber nicht gesvaret i 14 tage nu. Der ist nich mer batteri. Ich weist nich hvad vi skal gøre…”

Jeg smilede endnu bredere: “Selvfølgelig svarer de ikke. Det er en del af pointen. Kan I ikke se det?”

George så op på mig og snøvlede: “Jeg kan kun se på dig, min ven, at du endelig har brændt en sikring. Ikke at jeg be… (hup) bebrejder dig noget – du har mistet en pige. En sød en tilmed. Den slags… Den slags har før fået gode får… Jeg mener gode folk til at gå neden om..”

Kate snerrede: “Kan I ikke lige holde kæft et øjeblik. Jeg planlægger et selvmord, men det er ikke til at tænke med alt det vrøvl I siger.

“Rolig Kate. Lad mig nu fortælle min historie, altså ‘Der sidder fem soldater i en skyttegrav. Pludselig blev den ene skudt’

“Hvem (hup) hvem af os er det? Mig?”

“Das ist naturlish den tyske kriegsfange!”

“Natulement? Men ‘vorfor skulle dine tyske venner skyde dig?

“Das ist nicht tyske soldaten. Das ist geisten soldaten”

“Oui! Men det er tyske….”

“HOLD KÆFT!! Jeg begår et selvmord her! Men I kan åbenbart bare ikke…”

“Shh! Lad mig nu bare fortælle min historie. Tiden skal gå med noget. Jeg lover den får jer til at grine. Altså: Der sidder fem soldater i en skyttegrav…”

På tømmerflåden

Øjnene værker af tørst. Halsen er en klistret ørken. Maven en dump afgrund. Huden glinser af salt. Hav så langt øjet endnu rækker. To mennesker og en naga på en lille tømmerflåde, på et stort hav, på en fjern og primitiv planet langt fra Jorden. De venter, på døden eller et mirakel.

 

”…Se Universet, udvid dine horisonter, få skilsmissen på afstand… Her sidder jeg med en balletdansende kvindemand og et elskværdigt mareridt af tænder og klør, der skifter køn hver tyvende dag. Jeg må være stærk, vise dem hvordan en mand… Ja, hvad? Dør?”

”Homo. Forældet. Sådan behøver ingen at være, hvis forældre har penge. Hvor passende at sidde her. Hvor gammeldags. Venter på døden eller en chance, ligesom i minen. Håber at nagaen og revisoren kan finde ud af at vente.”

”1, 2, vandspejls tegn, 3, 4, halen til støtte, 5, 6, dyret drikker, 7, 8, spejlet brydes… der er ikke plads til at danse på flåden, kun i min sjæl. Mennesker har sjæl, de er ikke bytte, siger filosofferne. Desuden er tørsten et værre problem. Overblik, indsigt. Jeg kan godt lide mennesker, og hvis jeg spiser dem, bliver jeg ensom. Der er intet så trist som at dø alene.”

 

Et skibbrud har stuvet tre synspunkter meget tæt sammen på en improviseret tømmerflåde. Der er ikke meget at gøre, mest tale, tænke og føle, og der er ikke plads til at lade være. ”På tømmerflåden” er et spillederløst indlevelsesdrama for folk, som kan nyde filosofiske diskussioner om køn og dødelighed.

Smølfens kald

Kære smølfebog

 

Jeg smølfer næsten ikke at besmølfe, hvad der smølfede i nat. Det smølfer mig koldt ned af ryggen, og smølferne smølfer sig på mine arme blot ved at forsmølfe at gensmølfe mig nattens besmølfenhedder. Jeg ved ikke, om jeg er gået ganske fra smølfen. Måske har mit sind forlængst smølfet udover afsmølfen, hvorfra der ikke er nogen smølf tilbage… Men gid det blot var noget jeg smølfede i mit syge smølf! Gid at jeg ikke med så usmølfelig sikkerhed smølfede, at det VAR smølf. At det faktisk smølfede lige foran mine smølfer! Hvordan skal jeg nogensinde kunne smølfe det bag mig? Hellere smølfevidet end at denne rædsel faktisk smølfer virkelig! Ja! Hvis blot jeg smølfer mig over til vansmølfen, er det måske aldrig smølfet! Nej, jeg smølfer – det er virkelig smølf med mig – jeg kan ikke længere smølfe forskel på smølf og smølf… Det smølfer! Jeg er prissmølfet! Hvad er det der smølfer i mig? Jeg smølfer ikke, det… Smøøøøøøøølf……..

smøøøøøøøøøøøøøøølf………………………………………………………………………………………….

Smølf! smølf! CHTULHU F’SMØLF!!!

Ønskeøen (spiltest)

Ønskeøer

”Jeg ved ikke, om du nogen sinde har set et kort over et menneskes tanker. Lægen tegner somme tider kort over andre dele af dig, og dit eget kort kan være meget spændende. Men prøv at gribe dem i at tegne et kort over et barns tanker, som ikke bare er i vild forvirring, men som snurrer rundt hele tiden. Linjerne går op og ned i siksak ligesom feberkurver og er sikkert veje på øen.
For et barns ønskeland er altid mere eller mindre en ø med fantastiske farver og koralrev og stolte skuder i farvandet og vilde ensomme huler og kløfter med rivende floder og prinser med seks ældre brødre og en hytte i hastigt forfald og en meget lille dame med ørnenæse.
Kortet ville være en smal sag, hvis det var det hele. Men der er også den første skoledag, religion, fædre, den runde dam, håndarbejde, mordere, henrettelser, verber, der styrer dativ, chokolade-budding-dag, får sele på, sige nioghalvfems, 25 øre for selv at trække tanden ud og så videre. Det er alt sammen med på øen eller kan ses på et andet kort bagved. Det virker temmelig forvirrende, især da ingenting står stille.
Selvfølgelig er der stor forskel på ønskeøerne. På Johns var der for eksempel en lagune og hen over den fløj der flamingoer, som John skød. Mens Michael, som var meget lille, havde en flamingo, som søerne fløj hen over. John boede på stranden i en båd med bunden i vejret, Michael i en wigwam og Wendy i et hus lavet af fint sammensyede blade. John havde ingen venner, Michael havde venner om natten, og Wendy havde en tam ulv, som var forladt af sin far og mor.
Men alt i alt ligner ønskeøerne hinanden, og hvis de lå på række, kunne du se, at de har hinandens næse og så videre. På disse fortryllede kyster vil børn til alle tider sætte deres både i land. Vi har også været der. Vi kan stadig høre lyden af brændingen, selv om vi aldrig mere lander der.”

 

Peter Pan – J M Barrie

Fem børn er fanget i et klasselokale på deres skole, midt om natten. For at fordrive tiden, begynder de at fortæller og leger en historie i fællesskab. Scenariet skifter mellem børnenes virkelighed, hvor de planlægger og reagere på deres historie, og selve historien på ønskeøen. Børnenes virkelighed bliver spillet i live, mens tiden på ønskeøen bliver spillet i ord og semilive, hvor spillerne skiftes til at være spilleder i de enkelte scener. Man skal ligesom i mange indiespil selv skabe historien. I dette tilfælde udfra en løs ramme og nogle centrale rekvisitter. Men i modsætning til meget indie er det ikke en konkurrence, men et samarbejde om at skabe en god historie.

Regnskovens hemmelighed

Senator i flystyrt ?

Fredag den 12. oktober 2007

Et lille privatfly lettede i går eftermiddags fra Bogotá i Colombia med kurs mod provinsen Guaviare, hvor det forlyder at passagererne skulle inspicere et usædvanligt fund af et præ-columbiansk tempel. Flyet nåede imidlertid aldrig frem, og det frygtes at der er forulykket undervejs.

Et endnu ubekræftet forlydende siger, at blandt passagererne befandt sig senator Joseph Robertson, kendt for sin utrættelige kamp mod de colombianske narko-baroner. Senatorens er efter sigende rejst til Colombia tidligt i går ledsaget af sin kampagneleder, Ed Wilkinson.

Andre gisninger på hvem der ellers kunne være blandt passagererne baserer sig kun på rygter; men det forlyder at senatorens nære ven og økonomiske støtte i hans kampagne, bladmagnaten Josh Jacobsen, også er i Colombia for tiden, og på hans kontor har man ikke hørt fra ham siden i går morges.
En lille gruppe, forulykket i den colombianske regnskov. Var det en bombe? Og hvem var målet? Hvad er der i det mystiske tempel?

Et Indiana Jones-inspireret nutidseventyr for 6 personer med strejf af intrige, investigation og horror. Systemet – i det omfang, vi anvender et – vil blive en meget simpel udgave af Gurps Light.

Om Morten Greis

Historiker, etnolog, brygger, fægter, rollespiller, science fiction entusiast History and Ethnology, brewer and fencer, roleplayer and science fiction enthusiast
Dette indlæg blev udgivet i Rollespil, Viking-Con. Bogmærk permalinket.

Et svar til Foromtaler

  1. Sven siger:

    Tjuhej,

    Endelig foromtaler!

    Bedre sent end aldrig. Godt nok Morten!

    Like

Skriv, skriv, skriv

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.